Fremsat den 15. april 2015 af ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu
Sareen)
Forslag
til
Lov om ændring af adoptionsloven
(Et nyt adoptionssystem m.v.)
§ 1
I adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse
nr. 1084 af 7. oktober 2014, som ændret ved § 1 i lov
nr. 1525 af 27. december 2014, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 2 ændres »til
gavn« til: »bedst«.
2. I
§ 4 a, stk. 2, og § 5, a, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1.
pkt., udgår »eller adoptivbarn«.
3. I
§ 9, stk. 1, ændres
»tarv« til: »bedste«.
4. I
§ 25, nr. 3, udgår
»og«, og i § 25, nr.
4, ændres »jf. § 9.« til:
»jf. § 9, og«.
5. I
§ 25 indsættes som nr. 5:
»5) om
behandlingen af sager om godkendelse af, at et
adoptionsforløb fortsætter.«
6.
Efter § 25 c indsættes:
Ȥ 25 d. Ved en
adoption, der er omfattet af kravet om, at ansøgeren skal
godkendes som adoptant, jf. § 4 a, skal adoptanten modtage
adoptionsrådgivning umiddelbart før og efter, at det
barn, som skal adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark.
Dette gælder dog ikke, hvis adoptanten af hensyn til barnet
ikke har mulighed for at modtage rådgivningen.
Stk. 2. En
adoptant, der er omfattet af stk. 1, og som har bopæl i
Danmark, kan anmode om yderligere adoptionsrådgivning i
forbindelse med adoptionen.
Stk. 3.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler om
følgende:
1) Hvordan
rådgivningen efter stk. 1 og 2 skal tilrettelægges.
2) I hvilke
situationer adoptanten, jf. stk. 1, 2. pkt., ikke skal modtage
rådgivning.
3) Betaling for
rådgivning efter stk. 2.«
7.
Overskriften til kapitel 5 affattes
således:
»Kapitel 5
International
adoptionshjælp«
8. §
30 ophæves, og i stedet indsættes:
Ȥ 30. Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan give
en privat organisation tilladelse til at yde adoptionshjælp
vedrørende børn, som ikke har bopæl i Danmark,
når organisationen opfylder betingelserne i §§ 30 a
og 30 b samt i de forskrifter, der er fastsat i medfør af
§ 30 c (adoptionsformidlende organisation).
Stk. 2. En
tilladelse til at virke som adoptionsformidlende organisation efter
stk. 1 gives for en bestemt periode.
§ 30 a. Adoptionshjælp
som nævnt i § 30, stk. 1, skal være bestemt af
hensynet til barnets bedste og være etisk og fagligt
forsvarlig i overensstemmelse med denne lov og de vilkår, der
er fastsat for den adoptionsformidlende organisation.
Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation skal varetage sine
økonomiske forhold på en forsvarlig måde.
Organisationen må ikke opnå utilbørlig
økonomisk eller anden vinding i forbindelse med
adoptionshjælpen og må ikke modtage betaling, der
står i misforhold til det udførte arbejde.
Stk. 3. En
adoptionsformidlende organisation skal råde over juridiske,
økonomiske og børnefaglige kompetencer af betydning
for adoptionshjælpen og over medarbejdere med indsigt i og
erfaring med international adoptionshjælp.
§ 30 b. En
adoptionsformidlende organisation må alene udføre
hjælpearbejde med tilknytning til adoptionshjælp.
§ 30 c. Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan
fastsætte nærmere regler om en adoptionsformidlende
organisations virksomhed.
§ 30 d. Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold bestemmer
i hvilke lande, en adoptionsformidlende organisation kan tillades
at yde adoptionshjælp.
Stk. 2.
Ankestyrelsen bestemmer, med hvilke udenlandske myndigheder,
organisationer m.v., en adoptionsformidlende organisation kan
tillades at samarbejde om adoptionshjælp. En tilladelse efter
1. pkt., gives for en bestemt periode, medmindre det i forhold til
bestemte myndigheder, organisationer m.v. er
unødvendigt.
§ 30 e. En godkendt
adoptionsansøger skal være tilmeldt en organisation,
der har tilladelse efter § 30, for at adoptere et barn, der
ikke har bopæl i Danmark.
Stk. 2.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler herfor og om
muligheden for at fravige stk. 1, når en godkendt
adoptionsansøger har et særligt forhåndskendskab
til barnet eller barnets pårørende, eller når
der i øvrigt foreligger særlige
omstændigheder.«
9.
Efter § 31 indsættes før overskriften før
§ 32:
»§ 31 a. Når et
barn er anvist til en adoptant med henblik på adoption, tager
Ankestyrelsen snarest stilling til, om adoptionsforløbet kan
fortsætte.
Stk. 2. Er det
anviste barn ikke omfattet af ansøgerens godkendelse som
adoptant, eller er der tvivl om dette, foretages vurderingen efter
stk. 1 af adoptionssamrådet.
§ 31 b. Ankestyrelsen
fører tilsyn med, at en adoptionsformidlende organisation
overholder denne lov, de forskrifter, der er udstedt efter §
30 c, og de vilkår, som er fastsat for organisationens
virksomhed.
Stk. 2.
Ankestyrelsen offentliggør årligt en beretning om
styrelsens tilsynsvirksomhed.
§ 31 c. Til brug for tilsynet
efter § 31 b skal Ankestyrelsen efter anmodning have udleveret
enhver oplysning fra en adoptionsformidlende organisation om
organisationens forhold af betydning for tilsynet.
Stk. 2.
Ankestyrelsen kan til brug for tilsynet pålægge en
adoptionsformidlende organisation:
1) At
redegøre for organisationens forhold.
2) At
redegøre for organisationens samarbejde med udenlandske
myndigheder, organisationer m.v.
3) At fremsende
konkrete sager om adoptionshjælp.
4) At
tilvejebringe materiale til belysning af lovgivning og praksis
vedrørende adoption i lande, hvor organisationen yder
adoptionshjælp.
5) At
tilvejebringe oplysninger til brug for undersøgelser og
sagsgennemgange af betydning for tilsynet.
§ 31 d. Ankestyrelsen
foretager uanmeldte tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende
organisation, når det er relevant og mindst en gang
årligt.
Stk. 2.
Ankestyrelsen gennemgår udvalgte sager, som en organisation
har behandlet, når det er relevant og mindst en gang
årligt.
Stk. 3.
Ankestyrelsen foretager tilsynsbesøg hos organisationen i
udlandet i relevant omfang.
§ 31 e. Ankestyrelsen
fører løbende økonomisk tilsyn med en
adoptionsformidlende organisation gennem opfølgning på
organisationens økonomiske forhold mindst to gange
årligt.
§ 31 f. En
adoptionsformidlende organisation skal underrette Ankestyrelsen om
alle organisatoriske ændringer, alle ændringer i
relation til adoption fra de lande, hvorfra organisationen
formidler børn til adoption, og alle ændringer i
relation til organisationens samarbejdsparter, jf. § 30 d. Det
gælder dog ikke, når ændringerne er
uvæsentlige.
Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation skal udarbejde periodiske
redegørelser om formidlingssituationen og organisationens
samarbejdsparter i lande, hvor organisationen yder
adoptionshjælp, jf. § 30 d.
§ 31 g. Ankestyrelsen
indsamler information om et adoptionsforløb fra adoptanten,
når adoptionsforløbet er gennemført, og
adoptionshjælpen er ydet af en adoptionsformidlende
organisation.
§ 31 h. Ankestyrelsen kan
anmode Adoptionsnævnet om udtalelser om konkrete eller
generelle forhold af betydning for tilsynet med en
adoptionsformidlende organisation.
Stk. 2.
Adoptionsnævnet skal underrette Ankestyrelsen om alle
forhold, som efter nævnets vurdering har eller kan have
betydning for tilsynet med en adoptionsformidlende
organisation.
§ 31 i. Overholder en
adoptionsformidlende organisation ikke denne lov, de forskrifter,
der er udstedt efter § 30 c, eller de vilkår, som er
fastsat for organisationens virksomhed, skal Ankestyrelsen give
organisationen en advarsel, et pålæg eller ændre
de vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed.
Stk. 2. Ved
væsentlig eller gentagen tilsidesættelse af denne lov,
de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, eller de
vilkår, som er fastsat for en organisations virksomhed, kan
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold tilbagekalde organisationens tilladelse efter § 30,
stk. 1.
§ 31 j. Ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan
fastsætte regler om tilsyn med en adoptionsformidlende
organisation.
Kapitel 5 a
Døgnpleje, surrogatmoderskab og
straf«
§ 2
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. oktober 2015.
Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation færdigbehandler de sager om
anvisning af et barn til adoption, som den ved lovens
ikrafttræden ikke har færdigbehandlet. Sagerne
færdigbehandles efter reglerne i adoptionslovens § 31 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9.
Stk. 3. Ankestyrelsen
kan undtage en adoptant fra kravet i adoptionslovens § 25 d,
stk. 1, om at skulle modtage adoptionsrådgivning umiddelbart
før, at det barn, som skal adopteres, tager ophold hos
adoptanten i Danmark, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
6.
Stk. 4. Kravet i
adoptionslovens § 25 d, stk. 1, om, at en adoptant skal
modtage adoptionsrådgivning efter, at det barn, som skal
adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 6, gælder, når barnet har
taget ophold hos adoptanten i Danmark efter den 30. juni 2015.
Stk. 5. Tilladelse givet
efter den hidtil gældende regel i § 30 i
adoptionsloven til at yde adoptionshjælp vedrørende
børn, der ikke har bopæl i Danmark, er fortsat
gældende efter lovens ikrafttræden.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne
og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske
og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige
bemærkninger | | Indholdsfortegnelse | | 1. Indledning | 2. Baggrund | 3. Lovforslagets indhold | 3.1. Tilladelse til at yde
adoptionshjælp | 3.1.1. Gældende ret | 3.1.2. Overvejelser | 3.1.3. Den foreslåede ordning | 3.2. Tilladelse til at et
adoptionsforløb kan fortsætte - godkendelse af
matchningsforslag | 3.2.1. Gældende ret | 3.2.2. Overvejelser | 3.2.3. Den foreslåede ordning | 3.3. Tilsynet med de adoptionsformidlende
organisationer | 3.3.1. Gældende ret | 3.3.2. Overvejelser | 3.3.3. Den foreslåede ordning | 3.4. Rådgivning og støtte til
adoptivfamilien | 3.4.1. Gældende ret | 3.4.2. Overvejelser | 3.4.3. Den foreslåede ordning | 4. Forholdet til Danmarks internationale
forpligtelser | 5. Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige | 6. Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet m.v. | 7. Administrative konsekvenser for
borgerne | 8. Miljømæssige
konsekvenser | 9. Forholdet til EU-retten | 10. Hørte parter | 11. Sammenfattende skema |
|
1. Indledning
Det overordnede formål med lovforslaget er at
fremtidssikre den internationale adoptionsformidling til Danmark og
understøtte den nødvendige stabilitet i
adoptionssystemet, samtidig med at sikkerheden i forhold til de
adoptioner, der gennemføres, øges. Forslaget skal
dermed også være med til at understøtte gode
vilkår for de børn, der kommer til Danmark. Forslaget
indebærer en nytænkning af systemet med fokus på
at udnytte de kompetencer, der allerede findes på
området for international adoption, bedst muligt og
sådan, at placeringen af opgaver hos henholdsvis
centralmyndighed og adoptionsformidlende organisation afspejler den
ekspertise, der findes de respektive steder. Derved styrkes
varetagelsen af det enkelte adoptionsforløb og af
området som sådan.
For at indfri disse formål skal der ske en tilpasning af
organiseringen af adoptionsformidlingen med skærpede krav til
adoptionsformidlende organisationer. Lovforslaget skal endvidere
muliggøre en højere grad af styring af formidlingen
fra myndighedernes side og et skærpet tilsyn med
organisationerne, samtidig med at det økonomiske tilsyn
øges. Tilsynet med adoptionsformidlingen samles hos
én myndighed - Ankestyrelsen - og som en yderligere
styrkelse af tilsynet flyttes kompetencen til at tillade, at et
adoptionsforløb fortsætter (godkendelse af
matchningsforslag), fra de adoptionsformidlende organisationer til
Ankestyrelsen, sådan at det fremover i alle tilfælde er
staten, der varetager denne opgave.
Endelig skal lovforslaget sikre adoptivfamilierne den
nødvendige støtte i forhold til adoptionen med
henblik på at understøtte gode adoptionsforløb
for børnene. Dette foreslås at ske ved at gøre
adoptionsrådgivning umiddelbart før og efter, at et
adoptivbarn tager ophold hos adoptanten i Danmark i forbindelse med
en international eller national adoption, obligatorisk, og ved at
fastsætte adgang til rådgivning, udover den
obligatoriske rådgivning, i adoptionsloven.
I sammenhæng med lovforslaget fremsætter ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
samtidig lovforslag om ændring af forskellige lovbestemmelser
om klageadgang og kompetence m.v. på det familieretlige
område (Ankestyrelsen som familieretlig klagemyndighed m.v.).
Formålet er bl.a. at ændre Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingens departementale stilling sådan, at
Familieretsafdelingen har samme organisatoriske status som den
øvrige del af Ankestyrelsen og altså ikke
længere har departemental status, og at ændre udvalgte
kompetencebestemmelser i den familieretlige lovgivning sådan,
at det ikke er ministeren, men derimod Ankestyrelsen, der behandler
visse familieretlige sager. Da det således forudsættes,
at Ankestyrelsens organisatoriske status ændres på
bl.a. adoptionsområdet samtidig med, at
nærværende lovforslag træder i kraft, henvises
der i dette lovforslags beskrivelse af den foreslåede ordning
til Ankestyrelsen og ikke til Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
der er betegnelsen for den aktuelle departementale afdeling i
Ankestyrelsen.
2. Baggrund
De gældende regler om adoption er fastsat i
adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7. oktober
2014 med senere ændringer. Det danske adoptionssystem blev
gennemgribende revideret ved lov nr. 358 af 2. juni 1999 om
ændring af adoptionsloven (International adoption), og
adoptionssystemet bygger i dag fortsat på disse
ændringer, om end der er sket en række justeringer.
Med loven fra 1999 blev bl.a. det faseopdelte
undersøgelses- og godkendelsesforløb og det
adoptionsforberedende kursus indført, og adoptanterne fik en
højere grad af medbestemmelse og ansvar i forbindelse med
adoptionen samtidig med, at myndighedernes kontrolfunktion
trådte i baggrunden. Reglerne om godkendelse af de
udenlandske myndigheders anvisning af et barn til de enkelte
ansøgere (»matchningsforslag«) blev ligeledes
ændret, sådan at de adoptionsformidlende organisationer
i meget udstrakt grad har ansvaret for at godkende
matchningsforslag. Endvidere betød loven en styrkelse af
tilsynet med organisationernes virksomhed. Tilsynet blev for
så vidt angår tilsynet med organisationernes behandling
af matchningsforslag og deres virksomhed i udlandet placeret i
Adoptionsnævnet, dog sådan at beføjelsen til
eventuelt at skride ind over for en organisation blev i
Justitsministeriet (nu Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold).
Adoptionsverdenen ændrer sig løbende. Uanset at der
i en række lande fortsat er behov for at hjælpe
børn gennem adoption, er der også lande, hvor
børnevelfærden stiger. Denne udvikling påvirker,
hvilke børn der har behov for en permanent familiebaseret
løsning i udlandet gennem adoption. Der har i en periode
været debat om og kritik af international adoption, herunder
af adoptionssystemet som sådan og af de adoptionsformidlende
organisationer. Der har også i debatten været fokus
på tilrettelæggelsen og gennemsigtigheden af tilsynet
med de adoptionsformidlende organisationer. Endvidere har der
været fokus på adoptanternes evne til at
imødekomme barnets behov.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold har derfor gennemført en helhedsanalyse af
det danske adoptionssystem med særligt fokus på
internationale fremmedadoptioner. Det fremgår af kommissoriet
for denne analyse, at »der skal
foretages en samlet og helhedsorienteret gennemgang af
adoptionssystemet med henblik på at kunne vurdere, om
systemet er organiseret på en tidssvarende og relevant
måde, som understøtter etisk forsvarlige adoptioner
til børnenes bedste.«
Analysen har på baggrund af debatten om og fokus på
systemet belyst en række hovedtemaer, som overordnet set
vedrører de strukturelle rammer for international
adoptionsformidling og tilsynet hermed samt adoptivfamiliernes
forhold.
Analysen inddrager en række selvstændige
undersøgelser af området, der er udarbejdet med
henblik på at indgå i overvejelserne om ændringer
i adoptionssystemet. Kammeradvokaten har i efteråret 2013
efter anmodning fra Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold gennemført en
undersøgelse af tilsynet med de adoptionsformidlende
organisationer, der indgår i helhedsanalysen. Kammeradvokaten
peger på en række tiltag, som efter hans opfattelse
bør overvejes med henblik på at styrke tilsynet.
Notatet indeholder således bl.a. anbefaling om
præcisering af grundlaget for tilsynet, ligesom der peges
på et behov for tydeliggørelse af indholdet af
tilsynet, og af hvem der fører tilsynet. Med henblik
på at understøtte effektiviteten i tilsynet giver
Kammeradvokaten tillige en række anbefalinger om
tilvejebringelse af information til brug for tilsynet.
Kammeradvokatens »Notat om tilsyn på
adoptionsområdet« blev offentliggjort den 8. november
2013.
Endvidere har Ankestyrelsen udarbejdet en omfattende analyse af
brugernes oplevelse af adoptionssystemet. Undersøgelsen
belyser systemet fra adoptivforældrenes og voksne
adoptivbørns perspektiv og er gennemført som en
spørgeskemaundersøgelse suppleret med enkelte
interviews i foråret 2014. Undersøgelsen belyser tre
temaer - for det første oplevelsen af adoptionsprocessen og
tiden efter adoptionen set fra adoptanternes perspektiv, for det
andet de adopteredes trivsel og syn på adoption, og for det
tredje adoptanters og de adopteredes erfaringer med åbenhed i
relation til de biologiske forældre.
Både de strukturelle og tilsynsmæssige aspekter i
helhedsanalysen samt adoptivfamiliens forhold er endvidere
selvstændig belyst af International Social Service (ISS/IRC),
der til brug for helhedsanalysen er anmodet om at foretage en
vurdering af det danske adoptionssystem i forhold til en
række temaer. ISS/IRC har således belyst mulige
måder at organisere adoptionsformidlingen på og
vurderet godkendelsen og forberedelsen af danske adoptanter inden
adoptionen og de eksisterende tilbud om Post Adoption Service.
Endelig har ISS/IRC belyst spørgsmålet om
åbenhed i adoptioner.
»Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem - de
strukturelle rammer og tilsynet« blev offentliggjort den 26.
juni 2014 og samtidig sendt i høring, mens
»Helhedsanalyse af det danske adoptionssystem -
adoptivfamiliernes forhold« blev afsluttet i september 2014,
hvorefter den indgik i de igangværende politiske
drøftelser. Denne sidste del af helhedsanalysen blev
offentliggjort den 29. september 2014.
På baggrund af de gennemførte analyser og
undersøgelser indgik regeringen (Socialdemokraterne og Det
Radikale Venstre), Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti den 2.
oktober 2014 en politisk aftale om et nyt adoptionssystem.
Lovforslaget udmønter de dele af denne aftale, som skal
gennemføres ved lov. Det fremgår af den politiske
aftale, at:
»Adoptionsverdenen ændrer sig
løbende. Ændringer
sker bl.a. i takt med, at børnevelfærden stiger i de
lande, Danmark modtager børn fra, og landene således
bliver bedre i stand til at håndtere udfordringer i forhold
til børn med behov for trygge rammer under
opvæksten. Det er
således et vilkår, at formidlingsbilledet har forandret
sig, og at der aktuelt er forholdsvis få børn til
adoption. Udviklingen er i
overensstemmelse med det grundlæggende princip på
adoptionsområdet, at børn først og fremmest
skal hjælpes i den familie og i det land, hvor de
bor. International adoption er
således sidste udvej for barnet. Samtidig understreger udviklingen det
grundvilkår, at mange børn adopteres fra verdens
fattigste lande og dermed også fra lande, der ligger langt
fra Danmark, både geografisk og kulturelt.
Aftalepartierne anerkender udviklingen
på området, og de nye udfordringer den
skaber. Aftalepartierne
ønsker at understrege, at adoption først og fremmest
skal tilgodese barnets behov. Dette må nødvendigvis føre til
en forsigtig tilgang til området, hvor fokus på
sikkerhed og legalitet i adoptionerne er i
højsædet. Det har
været vigtigt og et styrende princip i drøftelserne
omkring en ny tilgang til området at have afsæt i
hensynet til barnet.«
Bag aftalen om et nyt adoptionssystem ligger et ønske og
en intention om at fremtidssikre systemet gennem en tilpasning af
organiseringen af adoptionsformidlingen med skærpede
akkrediteringskrav og et skærpet tilsyn. Partierne er
således ifølge aftalen enige om, at international
adoptionsformidling til Danmark fortsat skal ske gennem
akkreditering af en eller flere adoptionsformidlende
organisationer, idet de private organisationer besidder en
særlig viden om området og kompetencer, som er vigtige
for at opnå et velfungerende formidlingssystem for alle
involverede.
I forhold til antallet af adoptionsformidlende organisationer
skal der ifølge aftalen være fokus på en sikker
indfasning af de nye krav med den tilstrækkelige tryghed for
allerede ventende adoptanter. Det er i lyset heraf en
forudsætning for aftalen, at der sker en sammenlægning
af de eksisterende danske organisationer. Samtidig skal det dog
være muligt at akkreditere flere organisationer, hvis der
efter en konkret vurdering sammenholdt med det til enhver tid
aktuelle formidlingsbillede og dermed behovet for hjælp til
børn er grundlag herfor. Antallet af organisationer skal
have et niveau, som skaber økonomisk stabilitet og robusthed
i organisationerne i forhold til at kunne opfylde de stadigt
stigende krav til opgavevaretagelsen.
Om akkreditering og tilsyn fremgår det af aftalen, at:
»De senere års hændelser
på adoptionsområdet, hvor enkelte sager og samarbejde
med enkelte lande har afstedkommet berettiget kritik og rejst
spørgsmål om legalitet, og hvor økonomiske
problemer har sat organisationerne under pres, har skabt et
tydeligt behov for en øget styring og skærpet kontrol
med adoptionsformidlingen.«
Med henblik på at sikre dette skal staten fremover som et
centralt element i en øget styring godkende alle
matchningsforslag. Udover at udgøre en kontrolfunktion i
forhold til den enkelte sag vil dette tiltag gøre det muligt
for Ankestyrelsen at få viden om eventuelle
uregelmæssigheder i det enkelte adoptionsforløb og
mere generelt at afdække mønstre og tendenser af
betydning for adoptionsformidlingen.
Herudover er partierne bag aftalen enige om, at styringen af
adoptionsorganisationerne skal øges særligt gennem
akkrediteringen, hvor der skal stilles skærpede krav til
organisationernes opgavevaretagelse og tilstedeværelsen af
relevante kompetencer. Akkrediteringen skal:
». . . bygges op omkring
et fokus på organisationernes evne til at varetage barnets
interesser og prioritere barnets bedste i arbejdet med barnets ret
til en familie. Dette skal
afspejles i kravene til medarbejdernes
kompetencer. Medarbejdere, som
varetager kontakten til adoptionsansøgerne, skal gennem
deres uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer have de
nødvendige forudsætninger og forståelse for at
håndtere adoptionstrekanten på en hensigtsmæssig
måde, der tager hensyn til alle implicerede parter - det vil
sige barnet, biologisk slægt og adoptanter.
I organisationen skal der endvidere
være et indgående kendskab til lovgivning og
grundlæggende principper på adoptionsområdet i
Danmark og i de lande, de samarbejder med, samt et indgående
kendskab til principperne i Haagerkonventionen, FN's
Børnekonvention og den europæiske
børnekonvention.«
Også kravene til organisationens tilstedeværelse i
samarbejdslandene skal ifølge aftalen skærpes.
De strukturelle rammer for et fremtidigt adoptionssystem, som
aftalen fastlægger, skal ifølge samme
understøttes af et skærpet tilsyn, der har fokus
på, at adoptioner til Danmark sker til barnets bedste og
på et legalt og etisk forsvarligt grundlag. Aftalens
elementer vedrørende et skærpet tilsyn er fastlagt med
afsæt i Kammeradvokatens anbefalinger fra efteråret
2013. Aftalepartierne er således:
». . . enige om, at det
er en forudsætning for et velfungerende tilsyn, at der ikke
er tvivl om, hvem der fører tilsynet, og hvad der
føres tilsyn med. Et
velfungerende tilsyn forudsætter også tilgang af og
adgang til aktuel og opdateret viden om de forhold, der
føres tilsyn med. Som led
heri er aftalepartierne enige om, at Ankestyrelsen skal
gennemføre mindst et årligt uanmeldt
tilsynsbesøg. Endelig skal
der være tydelighed i forhold til, hvilke reaktionsmuligheder
tilsynsmyndigheden har, og hvornår de bringes i anvendelse,
og der skal være adgang til indblik i de udførte
tilsyn.
En tydeliggørelse af, hvad der skal
føres tilsyn med, sker gennem klare akkrediteringskrav, og
ved at samle tilsynet hos én myndighed, Ankestyrelsen,
skabes der tydelighed i forhold til, hvem der fører
tilsynet.
Aftalepartierne er enige om, at adgangen
til information er afgørende for at kunne føre et
fyldestgørende tilsyn. Udover en forpligtelse for Ankestyrelsen til at
indkalde sager og gøre krav på alle oplysninger,
lægger aftalepartierne vægt på, at der sikres
viden fra adoptanterne bl.a. gennem indførelsen af
spørgeskemaer til alle adoptanter om
adoptionsforløbet, når barnet er kommet til
Danmark. Også et krav til en
formidlende organisation om periodisk afrapportering om samarbejdet
med udlandet vil være en vigtig kilde til løbende
opdateret viden for Ankestyrelsen. Ligesom Ankestyrelsen skal følge op med
besøg i udlandet i relevant omfang.
Partierne er også enige om, at det
økonomiske tilsyn med organisationen skal skærpes
gennem løbende opfølgning minimum hvert halve
år. Ligesom der udover krav
om fremlæggelse af årsregnskab og årsbudgetter
vil blive stillet krav om kvartalsvis afrapportering om
organisationens økonomi, herunder budgetopfølgning,
likviditetsvurdering mv.
Endelig er partierne enige om, at det er
vigtigt med tydelighed og åbenhed omkring indholdet af det
gennemførte tilsyn, og Ankestyrelsen skal derfor udarbejde
en årsberetning om tilsynet, herunder om det
økonomiske tilsyn.«
I forhold til valget af samarbejdsparter indeholder aftalen en
tilkendegivelse af, at der i forhold til ikke-konventionslande skal
udvises en højere grad af påpasselighed ved
vurderingen af landet som samarbejdspart. Der skal endvidere
udvises forsigtighed ved en eventuel indgåelse af samarbejde
med nye lande, der ikke har tilsluttet sig konventionen. Derudover
fremgår det af aftalen, at der er en række hensyn, som
er af betydning for valget af samarbejdspart. Der vil således
bl.a. skulle tages hensyn til, i hvilket omfang der vil være
adgang til oplysninger om adoptionsforløbet i barnets
oprindelsesland, og til hvordan det konkrete land regulerer
tilstrømningen af ansøgninger fra kommende
adoptanter. Endvidere bør antallet af samarbejdslande
fastlægges ud fra et princip om, at et konkret samarbejde
ikke må være så ressourcekrævende, at det
svækker organisationens evne til at varetage andre
samarbejder på en betryggende måde. Endelig er
partierne bag aftalen enige om, at tilladelser til at samarbejde i
de lande, der formidles børn fra, fremover i udgangspunktet
skal være tidsbegrænsede, hvilket giver en mulighed for
systematisk stillingtagen til, om samarbejdet fortsat lever op til
de krav, der stilles fra danske og udenlandske myndigheders side.
Samtidig skal en adoptionsformidlende organisation fremover
være opmærksom på muligheden for at indlede
projekter med samarbejdsparter om at vende strømmen af
ansøgninger, sådan at samarbejdsparten søger om
forældre til et barn hos organisationen.
Formidlingsarbejdet bygger på samarbejde, hvilket er af
særlig betydning på adoptionsområdet på
grund af områdets karakter, herunder den geografiske og
kulturelle udstrækning. Partierne bag aftalen er derfor enige
om, at et fremtidigt adoptionssystem skal være båret af
et tættere samarbejde mellem Ankestyrelsen og udenlandske
myndigheder, bl.a. i forbindelse med stillingtagen til en
ansøgning om tilladelse til at indlede et nyt samarbejde,
hvor det også er relevant at rejse til landet. Der skal
endvidere være en tættere dialog omkring tilsynet
mellem Ankestyrelsen og myndighederne i samarbejdslandene, hvor det
er relevant med henblik på bl.a. at styrke informationerne
til brug for tilsynet. Det er således vigtigt, at
Ankestyrelsen bibringer udenlandske myndigheder den viden,
styrelsen måtte komme i besiddelse af med henblik på,
at der f.eks. føres tilsyn med de relevante
samarbejdsparter. Ligesom en tæt og løbende dialog vil
kunne danne grobund for en forbedring af det pågældende
lands adoptionssystem. Aftalepartierne er også enige om, at
samarbejdet mellem organisationer og Ankestyrelsen skal
styrkes.
For så vidt angår sammenhængen mellem
adoptioner og hjælpearbejde fremgår det bl.a. af
aftalen, at:
»Aftalepartierne finder, at adoption
ideelt set ikke bør involvere penge til
afgiverlandene. Partierne er dog
også bevidste om, at der er et behov for hjælp i
afgiverlandene, og at det derfor i dag er et vilkår for
adoptionsformidling. Partierne er
enige om, at det grundlæggende princip om, at økonomi
ikke må påvirke adoptionsformidlingen, og
adoptionsformidling ikke må ske med profit for øje,
skal håndhæves, og ønsker, at Danmark som
konventionsland er foregangsland, når det kommer til legalt
og etisk forsvarlige adoptioner.
…
Aftalepartierne er dog enige om, at
adgangen til at udføre humanitært hjælpearbejde,
dvs. hjælpearbejde uden tilknytning til adoptionsarbejdet,
allerede på nuværende tidspunkt bør fjernes,
idet international adoption ikke er løsningen på
fattigdom. Samtidig skal
projektorienteret hjælpearbejde med tilknytning til adoption
godkendes af Ankestyrelsen.«
Aftalen om et nyt adoptionssystem vedrører ikke kun de
strukturelle rammer og tilsynet, og således skal de krav, der
stilles til kommende adoptanter, også afspejle det aktuelle
formidlingsbillede. Med dette afsæt, og da godkendelsen af
kommende adoptanter sker med den hensigt at udvælge de bedst
egnede af hensyn til barnet, er partierne enige om at ændre
godkendelsen for kommende adoptanter, sådan at en godkendelse
vil rumme ældre børn og børn med flere behov,
end en godkendelse i dag gør.
Et andet centralt tema i analysen af adoptionssystemet er
støtten til adoptivfamilien. Om dette tema fremgår
følgende af aftalen:
»Formidlingsbilledet påvirker
også adoptivfamiliernes behov for
støtte. Aftalepartiernes
afsæt er, at det er forældrenes opgave at støtte
barnet gennem opvæksten, og rådgivningen går
derfor gennem forældrene. Samtidig er det vigtigt at anerkende, at
adoptivbarnet skal ses som et selvstændigt individ med eget
behov for støtte. Dernæst skal tiltagene både ses i
forhold til den række af tilbud om støtte m.v., som
generelt er tilgængelig for danske familier, ligesom de skal
ses i lyset af den eksisterende PAS-ordning. Der er dog særlige adoptionsspecifikke
forhold, som kan nødvendiggøre en særlig
støtte.
Partierne er således enige om, at
PAS-rådgivning lige før og efter, at barnet kommer til
Danmark, skal være obligatorisk som et vigtigt led i
forberedelsen på at blive adoptivfamilie. Endvidere skal omfanget af denne rådgivning
øges for yderligere at styrke dette element i støtten
til adoptivfamilien.
…
Aftalepartierne er også enige om, at
der skal være adgang til PAS-rådgivning i en
længere periode end 5 år efter, at barnet er kommet til
Danmark, da behovet for støtte også kan opstå
på et senere tidspunkt.
…
Den eksisterende PAS-ordning rummer
samtalegrupper for adopterede, men det voksende fokus på
støtte til de adopterede som gruppe er ikke i øvrigt
imødekommet i tilbuddet. For denne gruppe gælder også, at de har
samme adgang til støtte og rådgivning, som resten af
befolkningen. Partierne er enige
om vigtigheden af at afdække eventuelle særlige behov,
denne gruppe måtte have, og derfor vil der som et led i denne
aftale blive iværksat et forsøgsprojekt med
PAS-rådgivning til voksne adopterede.«
I forlængelse heraf bygger aftalen også på en
enighed om vigtigheden af at have kendskab til egen historie og
oprindelse. Partierne tilkendegiver således i aftalen,
at:
»Kendskabet til egen historie er en
forudsætning for, at den enkelte adopterede har mulighed for
at tage stilling til spørgsmålet om at opsøge
sine rødder og således også kunne foretage et
individuelt valg i forhold til en direkte kontakt med den
oprindelige slægt. Den
adopterede har muligheden for dette, og det er således
centralt at respektere den enkeltes personlige
valg.«
Partierne er på denne baggrund enige om at
iværksætte forskning, der belyser åbenheds
betydning for den adopteredes trivsel og livskvalitet.
Endelig er aftalepartierne enige om, at allerede eksisterende
viden skal i spil og være tilgængelig på en
måde, som kan bringe den i anvendelse hos de
fagprofessionelle, som møder de adopterede og deres
familie.
Det er med den politiske aftale fastlagt, at ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold mindst en
gang årligt skal indbyde partierne til en drøftelse af
status for aftalens virkning, herunder organisationens
økonomiske status og betydningen heraf for gebyrerne samt
ventetiden for adoptanterne. Der er også enighed mellem
partierne om, at der efter en treårig periode
gennemføres en evaluering af aftalens samlede
konsekvenser.
3. Lovforslagets
indhold
Lovforslaget indeholder følgende hovedelementer:
- Betingelserne for
at få tilladelse til at yde international
adoptionshjælp præciseres.
- Adgangen for en
formidlende organisation til at yde hjælpearbejde
begrænses til hjælpearbejde med tilknytning til
adoptionshjælp.
- Kompetencen til
at tage stilling til, om et adoptionsforløb kan
fortsætte, når der er anvist et barn til adoption til
adoptionsansøgere, flyttes fra de adoptionsformidlende
organisationer til Ankestyrelsen, sådan at det i alle
tilfælde er staten, der tager stilling (godkendelse af et
matchningsforslag i overensstemmelse med artikel 17 c i
Haagerkonventionen).
- Tilsynet med de
adoptionsformidlende organisationer samles hos én myndighed,
Ankestyrelsen.
- Der skabes
tydelig hjemmel til at sikre informationer til brug for
tilsynet.
- Der stilles krav
om uanmeldt tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende
organisation.
-
Reaktionsmulighederne knyttet til tilsynet tydeliggøres.
- Tilsynet
gøres tilgængeligt for offentligheden gennem
offentliggørelse af en årsberetning.
-
Adoptionsrådgivning til en adoptivfamilie umiddelbart
før og efter, at et barn tager ophold hos en adoptant,
gøres obligatorisk, og adgangen til
adoptionsrådgivning i øvrigt fastsættes ved
lov.
En række af de elementer, som er indeholdt i den politiske
aftale, skal implementeres administrativt. Udover hvad der
fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger til
de foreslåede ændringer, skal det særligt
nævnes, at kravene til en adoptionsformidlende organisation i
meget udstrakt grad vil blive fastslagt i akkrediteringen af
organisationen. Også de ændringer af
godkendelsesforløbet og godkendelsen, som følger af
aftalen, vil skulle ske administrativt. Endelig er aftalens tiltag
vedrørende adoptionsrådgivning og støtte til
adoptivfamilie og adopterede samt tiltag, der skal
understøtte den adopteredes mulighed for at søge
tilbage til sin rødder, elementer, der i meget vid
udstrækning reguleres administrativt og implementeres ved
iværksættelse af forskning. Også det
skærpede fokus på formidling og indsamling af viden
på adoptionsområdet skal gennemføres
administrativt.
3.1. Tilladelse til
at yde international adoptionshjælp
3.1.1. Gældende ret
Efter adoptionslovens § 30 kan ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold give en eller flere
organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp
vedrørende børn, der ikke har dansk statsborgerskab.
Sådanne organisationer kaldes »adoptionsformidlende
organisationer«. Efter bestemmelsens stk. 2 kan ministeren
fastsætte nærmere regler om denne
adoptionshjælp.
Adoptionshjælp omfatter anvisningsbistand, hvilket vil
sige bistand til at skabe forbindelse mellem
adoptionsansøgere med bopæl her i landet og
børn fra andre lande med henblik på adoption,
gennemførelsesbistand, hvilket vil sige bistand til, at
adoptionerne kan gennemføres, og post adoption service,
hvilket vil sige bistand til familierne efter, at et barn er kommet
til sin nye familie.
Muligheden for at give en organisation tilladelse til at yde
adoptionshjælp er i overensstemmelse med Haagerkonventionen
af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med
hensyn til internationale adoptioner, hvorefter
adoptionshjælp kan ydes af autoriserede organer i den
udstrækning, det er tilladt efter lovgivningen i den
pågældende stat. Det følger også af
konventionen, at et autoriseret organ udelukkende skal
forfølge almennyttige mål på de vilkår og
inden for de rammer, der er fastsat af de kompetente myndigheder i
den stat, hvor de er autoriserede, og at de skal være ledet
af og have ansat personer, der i kraft af deres moralske
retskaffenhed og uddannelse eller erfaring er kvalificerede til at
arbejde med international adoption, og at et autoriseret organ skal
være underkastet tilsyn fra statens kompetente myndigheder
med hensyn til sammensætning, drift og økonomiske
forhold.
Frem til den 29. januar 2015 havde to danske organisationer
tilladelse til at yde adoptionshjælp, DanAdopt og AC
Børnehjælp. Disse organisationer blev den 27. januar
2015 sammenlagt til en ny organisation, Danish International
Adoption, og denne organisation har tilladelse til at yde
adoptionshjælp frem til den 31. juli 2016. Organisationen er
som de tidligere organisationer underlagt lovgivningen om
ikke-erhvervsdrivende fonde og ledes af en bestyrelse. De
vilkår, der gælder for den nye organisation, er i vid
udstrækning en videreførelse af de
akkrediteringsvilkår og akkrediteringsaftaler, som også
var gældende for de tidligere organisationer. Disse
akkrediteringsskrivelser opstiller en række vilkår og
krav i forhold til tilladelsen til at yde adoptionshjælp.
Vilkårene fremgår af skrivelse nr. 9048 af 29. januar
2015 om akkreditering til Danish International Adoption til at yde
adoptionshjælp. Kravene heri i er uddybet ved
akkrediteringsaftale indgået mellem Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, og Danish International Adoption.
Det fremgår af akkrediteringsvilkårene og -aftalen,
at organisationens arbejde skal være bestemt af hensynet til
barnets bedste, og at virksomheden skal drives på etisk og
fagligt forsvarligt niveau samt være i overensstemmelse med
lovgivning på området, herunder internationale
konventioner. Videre fremgår det, at medlemmerne af en
organisations bestyrelse og organisationens medarbejdere skal
besidde den nødvendige moralske retskaffenhed og gennem
deres uddannelse eller erfaring være kvalificerede til at
arbejde med international adoptionshjælp. I bestyrelsen skal
således indgå medlemmer med lægelig,
økonomisk og juridisk indsigt og medlemmer med indsigt i
socialt arbejde og international adoptionshjælp. En
organisation skal videre råde over medarbejdere med indsigt i
og erfaring med international adoptionshjælp samt en eller
flere medarbejdere med indsigt i administrative og
bogføringsmæssige forhold. De medarbejdere, som
varetager kontakten til adoptionsansøgere, skal i kraft af
deres uddannelse, erfaring eller personlige kvalifikationer have de
nødvendige forudsætninger for og evner til at
sætte sig i ansøgerens sted og kunne håndtere
svære situationer og håndtere ansøgernes
forskellige reaktioner hensigtsmæssigt. Endvidere skal en
organisation råde over medarbejdere eller konsulenter, der
har den nødvendige børnesagkyndige viden til at
vurdere, om børn, der bringes i forslag til danske
adoptionsansøgere, ligger inden for de
pågældende ansøgeres godkendelse.
Den adoptionsformidlende organisation må ifølge
akkrediteringsvilkårene kun indlede samarbejde om
adoptionshjælp med samarbejdsparter, som Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, har godkendt på forhånd, og en
sådan godkendelse kan tidsbegrænses. Ved stillingtagen
til en anmodning om at godkende en ny samarbejdspart indgår
en række faktorer med henblik på at vurdere, om den
konkrete samarbejdspart og samarbejdet med denne lever op til
Haagerkonventionens principper, herunder at der er et behov for
hjælp til børn i det konkrete land gennem
international adoption. Der kan gives tilladelse til at samarbejde
med lande, som har tiltrådt Haagerkonventionen og lande, som
ikke har tiltrådt konventionen. Det afgørende er, at
det konkrete land og den konkrete samarbejdspart vurderes at
være i stand til at leve op til konventionens principper. I
forbindelse med godkendelsen af et samarbejde indhenter
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, efter behov oplysninger fra
samarbejdslandets centrale myndigheder på
adoptionsområdet, hvilket som oftest sker skriftligt eller
via den formidlende organisation.
Særligt om organisationens økonomiske forhold
fremgår det af akkrediteringsvilkår og -aftale, at
organisationen ikke må drage utilbørlig
økonomisk eller anden vinding i forbindelse med arbejdet med
adoptionshjælp, og at betalingen for formidlingen af
børn til adoption ikke må stå i misforhold til
det udførte formidlingsarbejde. Det fremgår videre, at
overskud fra arbejdet med adoptionshjælp alene må
anvendes til humanitært arbejde, der har relation til
adoptionshjælp. Det er således også tilladt for
en organisation at udføre humanitært
hjælpearbejde, dvs. hjælpearbejde som ikke har
tilknytning til adoptionshjælp, under forudsætning af,
at denne del af organisationens virksomhed holdes personale- og
regnskabsmæssigt adskilt fra
adoptionshjælpsvirksomheden. Endvidere er det tilladt for en
organisation at videreformidle donationer fra adoptanter til
bestemte modtagere i et land, som Danmark samarbejder med, efter
adoptionen, eksempelvis en donation fra en adoptant til det
børnehjem som et barn er adopteret fra.
Den adoptionsformidlende organisations drift er
gebyrfinansieret. Som betaling for adoptionshjælpen
opkræver organisationen adoptionsgebyrer hos de
adoptionsansøgere, som er tilmeldt organisationen. Gebyrerne
reguleres ifølge akkrediteringsvilkårene efter
principper, der er godkendt af Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen. Endvidere skal organisationen efter
akkrediteringsaftalen holde Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
orienteret om størrelsen af gebyret, ligesom der skal
orienteres om ekstraordinære gebyrændringer senest 4
uger, før ændringen får virkning. Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, godkender ikke gebyrernes størrelse,
men organisationen skal i forbindelse med eventuelle
gebyrstigninger godtgøre over for Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, at de nødvendige forudsætninger
for en gebyrstigning er til stede.
3.1.2. Overvejelser
De to tidligere adoptionsformidlende organisationer har gennem
en lang årrække oparbejdet erfaring og ekspertise i
forhold til adoptionsformidling. Med sammenlægningen af de to
tidligere organisationer til en ny organisation er denne viden
fastholdt. Der er således en særlig viden om og
særlige kompetencer i forhold til international adoption,
ligesom organisationen har et allerede etableret samarbejde om
adoptionsformidling i udlandet. En fortsat formidling af
børn til international adoption til Danmark gennem
sådanne private organisationer vil bevare denne
værdifulde erfaring og viden. Det vil også fastholde
samarbejdsaftaler i udlandet, som i meget vid udstrækning har
rod i mange års samarbejde med danske organisationer, ligesom
organisationer er centrale aktører i forhold til
fremadrettet at fastholde en adoptionsformidling til Danmark.
Samtidig vil det betyde, at de kommende adoptanter i fuldt ud samme
grad som i dag kan få støtte i løbet af
adoptionsprocessen, ikke mindst under opholdet i barnets
oprindelsesland i forbindelse med afslutningen af
adoptionsprocessen. Af disse grunde bør
adoptionsformidlingen fortsat ske gennem private
organisationer.
Det er vigtigt, at antallet af adoptionsformidlende
organisationer svarer til samarbejdslandenes behov for hjælp
til børn gennem international adoption. Baggrunden er for
det første, at den måde, adoptionsformidlingen er
organiseret på, ikke i sig selv må kunne påvirke
antallet af adoptionsansøgninger til de udenlandske
samarbejdsparter. Dernæst skal det sikres, at organiseringen
understøtter en stabil formidlingsvirksomhed af hensyn til
de involverede parter. Akkrediteringen af en organisation skal
således ske efter en konkret vurdering og afspejle det til
enhver tid aktuelle formidlingsbillede i de lande, børnene
kommer fra.
Den aktuelle formidlingssituation med få hjemtagne
børn inden for de seneste år er med til at sætte
eksisterende adoptionsformidlende organisationer under pres. Dette
forhold er ikke mindst relevant at have i erindring i en periode,
hvor et nyt adoptionssystem skal implementeres, og hvor der
også er et hensyn at tage til allerede ventende
adoptionsansøgere.
Uanset at en adoptionsformidlende organisation besidder
særlige forudsætninger for at yde adoptionshjælp,
er der et behov for en tættere styring af organisationens
opgavevaretagelse ved bl.a. at stille mere specifikke krav i
forhold til, hvilke kompetencer en organisation skal råde
over, og ved at skabe tydelighed i forhold til, hvilke
grundlæggende krav en adoptionsformidlende organisation skal
leve op til, sådan at der ikke opstår tvivl herom. Det
gælder bl.a. både kravet om at arbejde for barnets
bedste og kravet om ikke at opnå utilbørlig vinding i
forbindelse med adoptionshjælpen. I forhold til
organisationens økonomi og styringen heraf har erfaringerne
med området vist et behov for et særligt fokus
herpå. Dette er også baggrunden for, at partierne bag
den politiske aftale har besluttet, at det økonomiske tilsyn
- i hvert fald i en periode - skal understøttes af ekstern
kompetence i forhold til at indsamle oplysninger om økonomi
og regnskabsmæssige forhold i en organisation til brug for
tilsynet.
En del af den viden, der skal være til stede i en
organisation, skal oparbejdes eller vedligeholdes gennem
undervisning, som Ankestyrelsen kan tilbyde. Ankestyrelsen vil
således kunne tilbyde undervisning i de relevante
konventioner på området og forståelsen af dansk
lovgivning i lyset heraf, ligesom styrelsen vil kunne undervise i
andre relevante juridiske emner. Endvidere vil der via de
psykologer, der er tilknyttet Ankestyrelsen gennem PAS-ordningen,
dvs. Ankestyrelsens tilbud om adoptionsrådgivning og
undervisning, kunne bibringes en organisation viden om
børnesagkyndige temaer i den udstrækning, der vurderes
at være behov herfor, herunder også om betydningen af
åbenhed og kontakt med barnets oprindelige slægt.
Ankestyrelsen vil også skulle stå for et
introduktionsforløb til organisationens kontaktpersoner om
de danske regler og krav på adoptionsområdet.
Som hidtil forudsætter et samarbejde med en udenlandsk
part om adoptionshjælp forudgående tilladelse fra de
danske adoptionsmyndigheders side. Vurderingen skal ske på
baggrund af faktorer og præmisser, der er egnede til at
afdække, om en samarbejdspart er i stand til at leve op til
Haagerkonventionens principper, hvilket er den helt centrale
forudsætning for, at Ankestyrelsen giver tilladelse til at
samarbejde. Der vil i den forbindelse også kunne tages hensyn
til, hvordan det konkrete land regulerer tilstrømningen af
ansøgninger, og om der er mulighed for fra dansk side at
påvirke denne regulering, eksempelvis gennem fælles
projekter der har til formål at vende strømmen af
ansøgninger, så den går mod Danmark frem for fra
Danmark. Derudover vil forhold såsom adgang til oplysninger
om barnets forhold kunne tillægges betydning. Et konkret
samarbejde må ikke være så
ressourcekrævende, at det svækker organisationens evne
til at varetage andre samarbejder på en betryggende
måde. Særligt for så vidt angår
ikke-konventionslande skal der udvises påpasselighed i
forhold til godkendelsen af nye samarbejdsparter, ligesom der
bør udvises forsigtighed ved stillingtagen til en
ansøgning om indgåelse af formidlingsaftaler i helt
nye samarbejdslande, der ikke har tiltrådt konventionen. Det
er vigtigt med en mulighed for løbende at følge op
på, om samarbejdsaftaler lever op til de krav, der stilles
fra myndighedernes side. Dette kan sikres ved at fastætte en
tidsbegrænsning af tilladelsen i de tilfælde, hvor det
vurderes at være nødvendigt.
International adoption er kun én blandt flere måder
at hjælpe børn fra økonomisk set fattige lande,
og international adoption er ikke løsningen på
fattigdom. Derfor skal det humanitære hjælpearbejde
fremover ikke kobles så tæt til
adoptionsformidlingsopgaven, som det til en vis grad sker i dag.
Det humanitære hjælpearbejde har i udgangspunktet et
andet og større omfang end mindre projekter med tilknytning
til adoptionshjælpsvirksomheden eller anden bistand, der
naturligt forudsættes at være en del af samarbejdet med
de enkelte lande med henblik på at yde hjælp til de
børn, for hvem international adoption ikke er den rigtige
eller en mulig løsning. Det kan derfor også antages,
at der er en større risiko for påvirkning af
adoptionsformidlingen, hvis egentlig humanitær
bistandsvirksomhed udøves af samme organisationer, som
varetager adoptionshjælpen. På trods af det positive,
der ligger i muligheden for at udnytte et indgående kendskab
til et land til også at udføre større
hjælpearbejde, kan den adgang, der er for en organisation til
også at udføre humanitært hjælpearbejde,
svække tydeligheden i forhold til et grundlæggende
princip om, at hjælpearbejde ikke må kompromittere
adoptionsformidlingen. Med forslaget vil det derfor ikke
længere være muligt for en adoptionsformidlende
organisation at udføre humanitært hjælpearbejde,
selvom denne del af organisationens virksomhed er personale- og
regnskabsmæssigt adskilt fra adoptionshjælpearbejdet.
Samtidig er det nødvendigt at være opmærksom
på karakteren af det hjælpearbejde med tilknytning til
adoption, der kan udføres, sådan at dette
hjælpearbejde ikke kommer til at påvirke
adoptionsformidlingen på en uetisk måde. Der må
således på ingen måde være tale om en
sammenhæng mellem antallet af formidlede børn og
omfanget af et hjælpearbejde med tilknytning til
adoptionshjælpsvirksomheden.
De skærpede krav, der med dette lovforslag stilles til en
adoptionsformidlende organisation, med henblik på at skabe
større sikkerhed for børnene og tryghed for de
ventende adoptionsansøgere, og som også løbende
er stillet på specifikke områder inden for de seneste
år, påvirker ressourcerne i en organisation. For at
understøtte en højere grad af stabilitet i en
adoptionsformidlende organisation, og dermed indirekte også
en højere grad af forudsigelighed i forhold til det
økonomiske aspekt for adoptionsansøgere, har
partierne bag den politiske aftale besluttet, at der skal ydes et
tilskud til driften af en organisation, sådan at der er den
nødvendige robusthed i forhold til at varetage opgaven i
overensstemmelse med intentionerne bag de skærpede krav. En
sådan driftsstøtte skal ses som en konstant
støtte til området som sådan, og statens samlede
tilskud vil således være det samme uafhængigt af
antallet af organisationer. Støtten ændrer ikke
på det almindelige princip om, at adoptionsformidlingen
finansieres af omkostningsbestemte adoptionsgebyrer. Partierne er
endvidere enige om at drøfte den økonomiske
støtte til adoptionsformidlende organisationer, hvis der
sker ændringer i formidlingsbilledet.
3.1.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås i lyset af ovenstående, at
adoptionslovens regler om tilladelse til at yde international
adoptionshjælp (adoptionsformidling) ændres
sådan, at det af adoptionsloven i den nye bestemmelse i
§ 30 a, jf. forslagets § 1, nr. 8, fremgår, at en
adoptionsformidlende organisation skal arbejde for barnets bedste
og drives på et etisk og fagligt forsvarligt niveau i
overensstemmelse med adoptionsloven. Samtidig skal det
fremgå, at der skal være juridiske, økonomiske
og børnefaglige kompetencer i relation til adoption til
stede i organisationen, og at der skal være medarbejdere med
indsigt i og erfaring med international adoptionshjælp.
Organisationen skal således være i stand til at
håndtere hensynet til den såkaldte
»adoptionstrekant«, dvs. barnet, den biologiske
slægt og adoptanten.
Det foreslås videre, at det skal fremgå af loven, at
en organisations økonomiske forhold skal varetages på
en forsvarlig måde, og at organisationen ikke må drage
utilbørlig økonomisk eller anden vinding i
forbindelse med arbejdet med adoptionshjælp, ligesom
adoptanternes betaling for organisationernes formidling af
børn til adoption ikke må stå i misforhold til
det udførte formidlingsarbejde.
Adoptionsloven foreslås også ændret
sådan, at det fremgår, at en adoptionsformidlende
organisation alene må udføre hjælpearbejde med
tilknytning til adoptionshjælpen, jf. den nye bestemmelse i
§ 30 b i forslagets § 1, nr. 8. En organisation vil
også kunne videreformidle donationer fra enkelte individer i
Danmark til bestemte modtagere i et samarbejdsland efter, at et
adoptionsforløb er afsluttet, eksempelvis fra adoptanter der
ønsker at støtte det børnehjem, hvor deres
barn kommer fra. For at styrke kontrollen med det tilladte
hjælpearbejde vil der skulle ske godkendelse af
projektorienteret hjælpearbejde fra Ankestyrelsens side,
inden det kan sættes i værk.
I forhold til videreførelsen af kravet om, at
Ankestyrelsen skal give tilladelse til at samarbejde med
udenlandske parter om adoptionshjælp, ændres loven
sådan, at dette fremgår direkte heraf. En sådan
tilladelse vil i udgangspunktet være tidsbegrænset,
medmindre det ikke er nødvendigt at have en på
forhånd fastlagt mulighed for at revurdere samarbejdet.
Samtidig fremgår det af loven, at ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold tager stilling til,
hvilke lande Danmark kan samarbejde med, da beslutningens
overordnede karakter tilsiger, at den træffes af ministeren,
jf. den nye bestemmelse i § 30 d i forslagets § 1, nr.
8.
Endelig foreslås en bemyndigelsesbestemmelse, jf. den nye
bestemmelse i § 30 c i forslagets § 1, nr. 8, der bl.a.
vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler og
vilkår for adoptionshjælpsvirksomheden, herunder
nærmere krav om hvilke kompetencer der skal være til
stede i organisationen. Bestemmelsen vil også blive anvendt
til at opstille klare krav vedrørende organisationernes
økonomiske forhold, herunder om gebyrændringer og
revision af årsregnskaber til brug for tilsynet med de
økonomiske forhold, og om de varetages i overensstemmelse
med de krav, der stilles i forbindelse med tilladelsen til at yde
adoptionshjælp. Derudover vil bemyndigelsesbestemmelsen blive
anvendt til at fastsætte regler for en organisations adgang
til at udføre hjælpearbejde med tilknytning til
adoption og regler for godkendelse af sådan
hjælpearbejde.
3.2. Tilladelse til
et adoptionsforløb kan fortsætte - godkendelse af
matchningsforslag
3.2.1. Gældende ret
3.2.1.1. Godkendelse af matchningsforslag
Efter Haagerkonventionens artikel 17 c kan en beslutning om at
betro et barn i en adoptionsansøgers varetægt kun
træffes i barnets oprindelsesland, og kun såfremt
centralmyndighederne i begge lande har bestemt, at
adoptionsforløbet kan fortsætte. Hvis adoptionen
vurderes ikke at være til gavn for barnet, kan
adoptionsforløbet således stoppes.
Centralmyndighedsopgaven i forhold til artikel 17 c - godkendelse
af et matchningsforslag - er i dag delegeret til den
adoptionsformidlende organisation og adoptionssamrådet.
Matchningsproceduren er i nogen grad reguleret i administrative
forskrifter, herunder i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 1574
af 27. december 2014 om adoption (herefter
adoptionsbekendtgørelsen), men foregår i øvrigt
i vid udstrækning på ulovbestemt grundlag. Normalt vil
matchningsproceduren tage sit udgangspunkt i, at der fra de
udenlandske adoptionsmyndigheder eller formidlingsinstitutioner
bringes et konkret barn i forslag til en adoptionsansøger. I
disse tilfælde vurderer den adoptionsformidlende
organisation, om barnet alders- og helbredsmæssigt ligger
inden for ansøgerens generelle godkendelse. Hvis
matchningsforslaget ligger inden for ansøgerens
godkendelsesramme, sender organisationen forslaget til
ansøgeren med henblik på tilkendegivelse af, om
vedkommende er indstillet på at modtage barnet.
Organisationen underretter statsforvaltningen om
ansøgerens tilkendegivelse og sender samtidig oplysningerne
om barnet til statsforvaltningen. Underretning af
statsforvaltningen om alle matchningsforslag giver sagsbehandlerne
og adoptionssamrådet indsigt i samarbejdslandenes
matchningsforslag, således at sagsbehandlerne og
samrådet hele tiden er sikret viden og faglig indsigt. Hvis
statsforvaltningen finder anledning til det, kan den
efterfølgende forelægge konkrete matchningsforslag med
bemærkninger eller kritik for Adoptionsnævnet, som
fører tilsyn med organisationernes behandling af
matchningsforslag. Også i andre sager videresender
statsforvaltningen - i det omfang Adoptionsnævnet beder om
det - matchningssagen til nævnet med henblik på en
efterfølgende overordnet kontrol, udarbejdelse af statistik
m.v.
Adoptionsnævnets tilsyn med behandlingen af
matchningssager er afgrænset, sådan at nævnet i
forhold til en konkret sag ser på, om organisationerne
følger de krav og retningslinjer, der gælder for
så vidt angår matchningen. Hvis den konkrete
matchningssag kan give anledning til generelle tiltag i forhold til
betingelser, som er omfattet af akkrediteringen, skal nævnet
underrette Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen. Nævnet
foretager endvidere generelle sagsgennemgange, når der
vurderes at være behov for dette.
Hvis ansøgeren afslår at modtage et barn, selvom
det ligger inden for godkendelsen, skal organisationen underrette
adoptionssamrådet med henblik på, at samrådet
får lejlighed til at vurdere, om ansøgerens
godkendelse som adoptant eventuelt skal trækkes tilbage.
Er organisationen i tvivl om, hvorvidt barnet ligger inden for
godkendelsen, forelægger organisationen sagen for
adoptionssamrådet, der tager stilling til, om
matchningsforslaget ligger inden for ansøgerens
godkendelsesramme. Det forudsættes, at de
adoptionsformidlende organisationer udviser tilbageholdenhed ved
vurdering af matchningsforslag, således at samrådene
får lejlighed til at tage stilling til et matchningsforslag,
medmindre dette åbenbart ligger inden for ansøgerens
godkendelse.
Ligger det udenlandske matchningsforslag efter organisationens
vurdering uden for ansøgerens godkendelse, skal
organisationen gøre ansøgeren bekendt med
samarbejdslandets forslag og med vurderingen af forslaget.
Ansøgeren skal samtidig gøres bekendt med, at der er
mulighed for at ansøge om at få udvidet den generelle
godkendelse til at omfatte det konkrete barn. Hvis ansøgeren
ønsker at ansøge herom, forelægges dette
spørgsmål for adoptionssamrådet.
Hvis en sag videresendes fra den formidlende organisation til
adoptionssamrådet - enten fordi organisationen er i tvivl om,
hvorvidt barnet falder inden for ansøgerens godkendelse
eller finder, at dette ikke er tilfældet - hører
vurderingen af barnet under adoptionssamrådets
kompetence.
Sager om matchning, der forelægges adoptionssamrådet
enten til afgørelse af, om barnet ligger inden for
ansøgerens godkendelse, eller til afgørelse af, om
ansøgeren kan meddeles en udvidet godkendelse til det
omhandlede barn, skal behandles hurtigst muligt, idet hensynet til
barnet klart taler for, at der hurtigst muligt tages stilling til,
om det kan placeres hos den foreslåede familie. Erfaringer
med sagsbehandlingen i adoptionssamrådet viser, at
behandlingen af et matchningsforslag og stillingtagen til udvidelse
af adoptionsansøgerens godkendelse sker inden for 1-2
uger.
Ved vurdering af matchningsforslaget ses der særligt
på de foreliggende oplysninger om barnet fra
oprindelseslandet samt den erklæring om barnet, som
organisationens danske pædiater har udarbejdet på
baggrund heraf. Mængden af oplysninger samt kvaliteten af
disse, herunder hvor gamle oplysningerne er, har stor betydning for
samrådets lægelige vurdering af barnet. Stillingtagen
til, om ansøgerne kan få udvidet deres godkendelse til
at omfatte et konkret barn, sker ved en vurdering af
ansøgernes ressourcer og evner i relation til de specifikke
behov, der måtte være hos barnet. Dette sker bl.a.
på baggrund af yderligere en samtale med ansøgerne om
disse aspekter efter, at ansøgerne også har haft
mulighed for at drøfte oplysningerne om barnet med en
læge.
I forhold til enkelte samarbejdslande sker det, at de
udenlandske adoptionsmyndigheder bringer børn i forslag,
uden at der er taget stilling til, hos hvilken adoptant barnet
ønskes placeret. Hvis organisationen vurderer, at det
pågældende barn falder inden for godkendelsen hos den
ansøger, som står øverst på ventelisten
til et barn fra det pågældende land, kan organisationen
sende forslaget til ansøgeren til tilkendegivelse af, om
vedkommende er indstillet på at modtage barnet. Hvis
organisationen bringer barnet i forslag til en anden ansøger
på ventelisten end den, som står øverst på
ventelisten, skal sagen sendes til adoptionssamrådet med
henblik på matchning, medmindre organisationen har stillet
barnet i forslag til den ansøger med aldersrelevant
godkendelse, som står øverst på ventelisten.
I visse tilfælde vil samarbejdslande, der normalt selv
udvælger barnet til den konkrete adoptionsansøger,
vælge at bede en dansk organisation om at søge et
såkaldt svært anbringeligt barn anbragt hos en dansk
adoptionsansøger. Dette vil især dreje sig om
ældre børn eller børn med særlige fysiske
eller psykiske vanskeligheder. Den formidlende organisation har i
praksis normalt ikke ansøgere godkendt til adoption af
sådanne børn på venteliste, og organisationen
søger derfor efter interesserede ansøgere til
børnene i organisationens nyhedsbrev eller på deres
hjemmesider (»Børn søger
forældre«). Når en ansøger responderer
på omtalen af et konkret barn og ønsker at adoptere
barnet, sendes oplysningerne om barnet til godkendelse i
adoptionssamrådet, idet godkendelse af matchningen som
nævnt oftest forudsætter en udvidelse af
ansøgerens oprindelige godkendelse.
En adoptionsansøger har i forbindelse med sin
stillingtagen til et matchningsforslag mulighed for at søge
rådgivning hos de læger m.v., der er tilknyttet
henholdsvis de adoptionsformidlende organisationer og
Adoptionsnævnet, samt hos ansøgerens egen læge.
Hvis adoptionssamrådet har været inddraget i sagen, vil
ansøgeren tillige kunne søge lægefaglig
rådgivning gennem statsforvaltningen.
Hvis ansøgeren - eventuelt efter at have søgt
rådgivning - er uenig med den formidlende organisation i
forhold til vurderingen af barnet, har ansøgeren mulighed
for at klage over organisationen til Adoptionsnævnet.
3.2.1.2. Godkendelse som adoptant
En godkendelse som adoptant meddeles almindeligvis som en
generel godkendelse til et barn, der ikke på forhånd er
kendt. Der kan dog også søges om godkendelse til et
konkret barn, som ansøgeren på forhånd kender,
jf. adoptionsbekendtgørelsens § 23. Godkendelsens ramme
definerer barnets alder og kendte fysiske og psykiske tilstand, og
der skelnes i den forbindelse i dag mellem en almen godkendelse og
en udvidet godkendelse.
En almen godkendelse er en godkendelse til at adoptere et barn i
alderen 0-36 måneder uden væsentlige kendte fysiske
eller psykiske helbredsproblemer. En almen godkendelse
indebærer, at en ansøger skal kunne acceptere at
adoptere et barn i den nævnte aldersramme, og det er ikke
muligt at give en godkendelse med en snævrere ramme end
denne. På samme måde kan den almene godkendelse ikke
afgrænses til bestemt køn, bestemt etnisk afstamning
eller lign. Det skyldes, at kommende adoptanter må forventes
at have rummelighed i forhold til det kommende barn og ikke basere
adoptionsønsket på præferencer af denne art.
En udvidet godkendelse omfatter børn ældre end 36
måneder, søskende eller eventuelt et barn, der
på grund af kendte fysiske eller psykiske helbredsforhold
må anses for mere ressourcekrævende.
Afgørelsen af, om ansøgeren skal meddeles en almen
eller en udvidet godkendelse, afhænger dels af
ansøgerens ansøgning, dels af
adoptionssamrådets vurdering af ansøgerens ressourcer.
I den forbindelse vil ansøgerens alder også kunne
få indflydelse på, hvilken aldersramme ansøgeren
kan godkendes til.
I 2009 blev en arbejdsgruppe nedsat under Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, (dengang Familiestyrelsen) bestående
af repræsentanter fra Adoptionsnævnet, de formidlende
organisationer, statsforvaltningerne, Adoption & Samfund samt
Familieretsafdelingen. Arbejdsgruppen havde til opgave at overveje,
om matchningsproceduren og sondringen mellem almen og udvidet
godkendelse var tidssvarende og i tilstrækkelig grad sikrede
barnets bedste. Arbejdsgruppen indstillede enstemmigt, at
begreberne almen og udvidet godkendelse afskaffes og erstattes af
én godkendelse til adoption, sådan at
godkendelsesrammen fremover i højere grad afspejler den
aktuelle formidlingssituation og de børn, der frigives til
adoption. Der var ligeledes enighed om, at godkendelsen til
adoption fortsat skal indeholde kriterier om alder på barnet
og søskende, dog sådan, at aldersrammen for adoption
af søskende udvides fra de nuværende 0-36
måneder til 0-72 måneder.
Det bemærkes i forlængelse heraf, at
adoptionssamrådet behandlede 27 % af matchningsforslagene i
2013, og en af årsagerne til, at et barn blev vurderet at
være uden for ansøgerens godkendelse, var i 25 % af
tilfældene, at barnet var for gammelt.
Adoptionssamrådet afgørelse om godkendelse som
adoptant bygger på et faseopdelt undersøgelses- og
godkendelsesforløb, jf. adoptionsbekendtgørelsens
§ 31. Faseopdelingen har til formål dels at sikre en
tidlig afklaring af de objektive godkendelseskrav, dels at sikre
adoptionsansøgerne mulighed for selvrefleksion- og
selvselektion og dialog med myndighederne undervejs i
forløbet, sådan at vurderingen af ansøgernes
ressourcer baseres på mere end blot myndighedskontrol. I fase
1 skal myndighederne afklare, om ansøgerne opfylder en
række generelle og objektive kriterier, mens fase 2 omfatter
gennemførelsen af et adoptionsforberedende kursus, og fase 3
er en vurdering af ansøgernes personlige og
følelsesmæssige ressourcer i forhold til at skulle
varetage omsorgen for et adoptivbarn, dvs. om ansøgeren
efter en individuel vurdering kan anses for egnet til at adoptere
et barn. Denne vurdering af ansøgerens individuelle
ressourcer må ikke finde sted i forløbets fase 1, men
skal afvente fase 3. Der kan således heller ikke
iværksættes en nærmere undersøgelse af
ansøgerens individuelle ressourcer i fase 1.
Adoptionsnævnet har til brug for udarbejdelsen af
helhedsanalysen af adoptionssystemet peget på, at der kan
være anledning til at overveje at åbne muligheden for,
at statsforvaltningen i særlige tilfælde allerede under
fase 1-undersøgelsen får mulighed for at
iværksætte en nærmere undersøgelse af
ansøgerens individuelle ressourcer og om nødvendigt
kunne give afslag på godkendelse, hvis det allerede i denne
fase er klart, at ansøgeren ikke har de fornødne
ressourcer til at blive godkendt som adoptant.
3.2.2. Overvejelser
Haagerkonventionens bestemmelse i artikel 17 c om, at både
afgiverlandet og modtagerlandet skal give tilladelse til, at en
adoptionsproces kan fortsætte, og således også
har mulighed for at standse processen, hvis adoptionen vurderes
ikke at være til gavn for barnet, er en af de mest centrale
sikkerhedsforanstaltninger i konventionen. Muligheden for at
standse adoptionsprocessen kan bringes i anvendelse, hvis en
adoption rummer betydelige juridiske udfordringer, eller fordi
andre årsager, såsom betydelige helbredsproblemer hos
barnet, indikerer, at en adoption ikke vil være til barnets
bedste.
Stillingtagen til matchningsforslag varetages i dag af de
adoptionsformidlende organisationer, der også udsteder den
erklæring efter konventionen, som giver tilladelse til at
fortsætte forløbet. Dog ligger opgaven i visse
tilfælde i adoptionssamrådet og sådan, at det er
adoptionssamrådet, der udsteder erklæringen om, at
forløbet kan fortsætte, når
adoptionssamrådet har truffet afgørelse.
Med henblik på at sikre staten kontrol med og indsigt i
alle sager fratages de adoptionsformidlende organisationers
kompetencen til at godkende matchningsforslag, og denne kompetence
placeres i stedet i Ankestyrelsen. Det betyder, at opgaven fremover
fuldt ud varetages af staten og dermed ikke kun for så vidt
angår de sager, der allerede i dag behandles i
adoptionssamrådet. Ændringen skal øge
sikkerheden for barnet i processen samtidig med, at det styrker den
statslige kontrol med området som sådan.
Håndteringen af dette led i adoptionsprocessen skal rumme
både en vurdering af barnets helbredsforhold og en kontrol af
dokumentationen for frigivelsen af barnet til international
adoption. Der er således som hidtil nogle grundlæggende
krav til oplysninger fra barnets oprindelsesland, der skal
være opfyldte, før adoptionsmyndighederne kan udstede
en erklæring om, at adoptionsforløbet kan
fortsætte. I det omfang sådanne oplysninger er
mangelfulde, tvivlsomme eller ikke findes i sagen, skal baggrunden
for dette undersøges.
En hensigtsmæssig tilrettelæggelse af
opgavevaretagelsen, hvor ikke mindst barnets behov for, at
sagsbehandlingen sker smidigt og hurtigt, imødekommes, vil
indebære, at opgaven deles mellem Ankestyrelsen og
adoptionssamrådet, sådan at Ankestyrelsen tager
stilling til matchningsforslag i de tilfælde, hvor et barn
åbenbart er inden for ansøgerens godkendelse, mens
adoptionssamrådet fortsat tager stilling i tilfælde,
hvor barnet er uden for en godkendelse, eller hvor der er tvivl.
Også i tilfælde, hvor matchningen først skal ske
i Danmark, og hvor dette forudsætter en nærmere
stillingtagen til barnets behov i forhold til ansøgernes
ressourcer, skal kompetencen som i dag være under
adoptionssamrådet, ligesom det fortsat er
adoptionssamrådet, der skal tage stilling til matchningen i
situationer, hvor der søges efter forældre til et
svært anbringeligt barn.
Adoptionssamrådet besidder således den
nødvendige lægefaglige ekspertise i forhold til at
vurdere et barns helbredsforhold i situationer, hvor barnet ikke
klart er inden for ansøgerens godkendelse. Hvis barnet efter
adoptionssamrådets vurdering falder uden for godkendelsen,
vil ansøgeren kunne bede om en udvidelse af godkendelsen med
henblik på at adoptere barnet. Det er
adoptionssamrådet, der har kompetence til at godkende
adoptanter og dermed også har de nødvendige
forudsætninger for at behandle dette element i sagen.
Først når ansøgerens anmodning om udvidelsen af
godkendelsen til det konkrete barn er imødekommet, vil der
kunne udstedes en erklæring i overensstemmelse med artikel 17
c om, at adoptionsprocessen kan fortsætte. Den relativt
komplicerede sagsgang i dette udsnit af matchningssagerne varetages
i lyset af, at sagen skal behandles hurtigst muligt af hensyn til
barnet, bedst i adoptionssamrådet.
Inden adoptionssamrådet i disse sager udsteder en
erklæring om, at adoptionsforløbet kan
fortsætte, skal adoptionssamrådet ligesom Ankestyrelsen
påse, at de nødvendige dokumenter foreligger. Hvis det
ikke er tilfældet, skal Ankestyrelsen foretage en
nærmere undersøgelse af dokumentationen. Ankestyrelsen
fører tilsyn med adoptionsformidlingen og har kontakten med
de udenlandske myndigheder m.v. og har dermed de bedste
forudsætninger for at foretage en sådan nærmere
undersøgelse. Det betyder bl.a., at Ankestyrelsen overtager
den nærmere undersøgelse af sagens juridiske
dokumenter fra adoptionssamrådet, hvis sagen i øvrigt
behandles der på grund af barnets forhold, jf. ovenfor.
For at opnå den tilsigtede kontrol med
adoptionsforløbene, skal vurderingen af de foreliggende
oplysninger om frigivelsesprocessen i barnets oprindelsesland -
på samme måde som vurderingen af barnet i forhold til
adoptionsansøgerens godkendelse - så vidt muligt ske,
inden adoptionsansøgeren anvises barnet. Det vil i
udgangspunktet være muligt at foretage denne vurdering,
før adoptionsansøgeren orienteres, i de sager, som
behandles af Ankestyrelsen. Der vil dog kunne være
tilfælde, hvor det eksempelvis på grund af tidsfrister
fastsat i oprindelseslandet er nødvendigt at orientere
adoptanten om barnet, straks matchningsforslaget modtages.
Endvidere vil det i forhold til de forslag, som
adoptionssamrådet tager stilling til, også kunne
være nødvendigt med et parallelt forløb, da der
i disse sager ofte også skal tages stilling til en anmodning
om udvidelse af en godkendelse, ligesom der også her kan
være fastsat svarfrister fra oprindelseslandet af hensyn til
barnet.
Af hensyn til barnet er det som nævnt afgørende, at
sager om godkendelse af matchningsforslag behandles hurtigst
muligt. I forhold til de sager, der behandles i Ankestyrelsen, er
det udgangspunktet, at der skal tages stilling til forslaget inden
for 1 uge. I tilfælde, hvor der er behov for at
undersøge oplysninger nærmere, vil det samlede
tidsforbrug på den konkrete sag kunne blive øget.
Godkendelsen af de enkelte matchningsforslag vil eksempelvis kunne
omfatte sagsskridt, der ikke alene vil være
tidskrævende men også afhænge af andre
myndigheders sagsbehandlingstid. Som eksempel kan nævnes
tilfælde, hvor der viser sig et behov for at få
bekræftet validiteten af et dokument eller videreformidle
spørgsmål til de relevante myndigheder i
oprindelseslandet, fordi dokumentationsgrundlaget afviger fra det
normale billede.
Adoptionssamrådet bruger erfaringsvist 1-2 uger på
at tage stilling til et matchningsforslag. En stillingtagen i
adoptionssamrådet vil som nævnt i størstedelen
af tilfældene også omfatte en stillingtagen til en
ansøgning om udvidelse af en godkendelse, og sagerne er
således mere komplekse.
Særligt i forhold til Ankestyrelsens behandling af
matchningsforslag bemærkes det, at dette vil ske under
inddragelse af lægefaglig viden, og at denne faste
prøvelse af organisationens lægefaglige vurdering af
forslaget modsvarer den tidligere adgang til at klage over en
organisations vurdering af et matchningsforslag til
Adoptionsnævnet.
Ankestyrelsen skal have indblik i alle sager, også de
sager der behandles i adoptionssamrådet. Derfor skal
Ankestyrelsen have sagen tilsendt sammen med matchningsforslaget og
adoptionssamrådets afgørelse. Dette skal ske
umiddelbart efter, at adoptionssamrådet har afsluttet
behandlingen af sagen, hvis sagen ikke allerede er i Ankestyrelsen
med henblik på en nærmere undersøgelse af
dokumentationen for frigivelsen af barnet. På den måde
sikres det, at Ankestyrelsen til enhver tid har det bedst mulige
indblik i relevante oplysninger til brug for tilsynet, og at
oplysningerne i den konkrete sag snarest muligt kan indgå i
Ankestyrelsens øvrige behandling af sager fra det konkrete
land. Det vil være den adoptionsformidlende organisation, der
sender sagen til Ankestyrelsen.
Den systematiske gennemgang af alle sager sikrer Ankestyrelsen
løbende indsigt i helt centrale dokumenter vedrørende
adoptionsprocessen. Samtidig vil denne løbende indsigt
gøre det muligt at kvalificere sagsbehandlingen af de
enkelte sager, herunder fremme sagsbehandlingen ved at gøre
konkret og relevant viden om adoptionsprocesserne i de enkelte
lande tilgængelig for de sagsbehandlende myndigheder.
Den øgede viden om adoptionsprocessen i de enkelte lande,
og om hvordan formidlingen fra disse lande udvikler sig, som
Ankestyrelsen opnår ved den foreslåede ændring,
giver endvidere mulighed for at afdække eventuelle uheldige
mønstre og dermed opnå vigtig viden til brug for
tilsynet. Den foreslåede ændring er således ikke
alene en styrkelse af sagsbehandlingen af den enkelte adoptionssag,
men også en meget central styrkelse af tilsynet med
adoptionsformidlingen.
Ankestyrelsens og adoptionssamrådets behandling af
matchningsforslag skal ses i sammenhæng med overvejelserne om
ændringer af godkendelsen som adoptant, der er beskrevet i
afsnit 3.2.1.2. i de almindelige bemærkninger. De
børn, der har behov for hjælp gennem international
adoption, er i stigende grad ældre børn eller
børn med specifikke behov. Det eksisterende
godkendelsessystem er imidlertid i vid udstrækning
tilrettelagt med henblik på, at størstedelen af de
børn, der bortadopteres internationalt, er børn under
3 år uden kendte fysiske eller psykiske udfordringer. Dette
betyder, at flere ansøgere i dag får udvidet deres
godkendelse i forbindelse med matchningen og derved på ny
skal have vurderet deres ressourcer, hvorved der sker en reel
udbygning af godkendelsesprocessen i det enkelte
adoptionsforløb.
Selve undersøgelses- og godkendelsesforløbet har
også givet anledning til overvejelser om ændring. Der
er tale om et relativt langstrakt og meget grundigt forløb,
som er opbygget efter en fasestruktur, der kan forekomme tung og
krævende i forhold til ansøgerne. Hertil kommer, at
ansøgerne ikke sjældent i længere tid forinden
har forsøgt at få børn, og at ønsket om
og muligheden for at adoptere således kommer i
forlængelse af et forløb, der for nogle allerede har
været ganske belastende. Undersøgelses- og
godkendelsesforløbet bør derfor være
tilrettelagt sådan, at ansøgeren ikke deltager i
forløbet ud over, hvad der er nødvendigt. Med
afsæt i dette hensyn skal det være muligt at
afdække en ansøgers individuelle ressourcer i fase 1,
hvis der på dette tidspunkt foreligger oplysninger om
ansøgeren, som gør det yderst tvivlsomt, om
ansøgeren vil kunne godkendes som adoptant efter en
individuel vurdering. Viser en tidlig afdækning af
ansøgerens ressourcer, at den pågældende ikke er
egnet til at adoptere, skal det også være muligt at
give afslag af denne årsag i fase 1 for herved at undgå
at belaste ansøgeren unødvendigt.
Muligheden for at foretage en nærmere undersøgelse
af ansøgerens ressourcer i fase 1 må antages kun at
ville skulle anvendes i helt enkeltstående tilfælde, og
dermed vil ændringen kun helt undtagelsesvist få
betydning for ansøgerne. Antagelsen om, at en ansøger
næppe har de nødvendige ressourcer til at adoptere,
skal således være ganske klar og velbegrundet,
før en nærmere undersøgelse kan
iværksættes.
3.2.3. Den
foreslåede ordning
De beskrevne forslag til
ændringer gennemføres ved at indsætte en
bestemmelse i loven om, at Ankestyrelsen snarest tager stilling
til, om et matchningsforslag kan godkendes, hvis det barn, der
bringes i forslag, falder inden for ansøgerens godkendelse,
jf. den nye bestemmelse i § 31 a i forslagets § 1, nr. 9.
I tilfælde, hvor dette ikke er tilfældet, foretages
vurderingen af adoptionssamrådet. Endvidere indsættes
en bemyndigelsesbestemmelse i adoptionsloven, som gør det
muligt at fastsætte nærmere regler for Ankestyrelsens
behandling af disse sager, herunder fastsætte en frist for
Ankestyrelsens behandling, hvorefter der i udgangspunktet skal
tages stilling til matchningsforslaget inden for 1 uge, medmindre
der er forhold, som det er nødvendigt at undersøge
nærmere af hensyn til barnet.
Godkendelsesrammen for adoptanter vil blive ændret i
overensstemmelse med den indstilling, som arbejdsgruppen under
Ankestyrelsens Familieretsafdeling afgav. Det betyder, at
begreberne almen og udvidet godkendelse afskaffes og erstattes af
én godkendelse, som rummer mere end den almene godkendelse i
dag. Et barn vil således være omfattet af godkendelsen,
hvis den samlede viden ikke taler afgørende imod, at barnet
har et normalt udviklingspotentiale i fysisk og psykisk henseende,
forstået på den måde at barnet med tiden vil
blive selvhjulpent og i stand til at klare en almindelig
tilværelse, eventuelt med begrænset brug af
støtteforanstaltninger. Samtidig udvides aldersrammen for
søskende fra de nuværende 0-36 måneder til 0-72
måneder, samtidig med at de øvrige elementer i
arbejdsgruppens indstilling indarbejdes i
godkendelsesforløbet. Herudover udvides den almindelige
aldersramme fra 0-36 måneder til 0-48 måneder, idet der
ikke er udviklingsmæssige forhold, der i væsentlig grad
tilsiger at fastholde rammen på 0-36 måneder. Endvidere
vil en sådan ændret aldersramme for barnet i
højere grad stemme overens med formidlingsbilledet. Som det
fremgår af de almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.2.,
var barnets alder i et betragteligt omfang årsagen bag, at
adoptionssamrådet skulle tage stilling til et
matchningsforslag. Ændringen af godkendelsen må
således forventes at have betydning for antallet af sager,
hvor adoptionssamrådet skal tage stilling til et
matchningsforslag.
En implementering af en ændret godkendelsesramme vil ske
administrativt med hjemmel i den gældende
bemyndigelsesbestemmelse i adoptionslovens § 25, nr. 1. En
sådan ændring vil påvirke indholdet af
adoptionsprocessen for så vidt angår både krav
til ansøgerne og indholdet af det adoptionsforberedende
kursus, som skal forberede ansøgerne på modtagelsen af
barnet. Disse ændringer vil ligeledes blive gennemført
administrativt. På samme måde vil en ændring af
tilrettelæggelsen af undersøgelses- og
godkendelsesforløbet ske administrativt med hjemmel i den
nævnte bemyndigelsesbestemmelse.
3.3. Tilsynet med
de adoptionsformidlende organisationer
3.3.1. Gældende ret
Tilsynet med adoptionsformidlende organisationer varetages af
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold og Adoptionsnævnet. I praksis udføres
ministerens tilsyn af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der er
en del af Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og
Sociale Forhold. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, stiller
endvidere sekretariatsbistand til rådighed for
Adoptionsnævnet.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, er centralmyndighed for
Danmark efter Haagerkonventionen. Som centralmyndighed skal
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, udføre de opgaver, der
ifølge Haagerkonventionen påhviler
centralmyndighederne, herunder tage alle passende forholdsregler
for at hindre utilbørlig økonomisk eller anden form
for vinding i forbindelse med en adoption og for at afværge
enhver praksis, der er i strid med konventionen. Som nævnt
ovenfor følger det også af konventionen, at en
adoptionsformidlende organisation skal være underkastet
tilsyn fra statens kompetente myndigheder.
Adoptionsloven indeholder ikke nærmere regler om tilsynet
med formidlende organisationer. Adoptionsbekendtgørelsen
indeholder i § 72 en bestemmelse om tilsynet med
adoptionsformidlende organisationer. Endvidere indeholder
bekendtgørelse nr. 808 af 21. juni 2013 om forretningsorden
for Adoptionsnævnet (herefter Adoptionsnævnets
forretningsorden) i § 2 og §§ 25-29 bestemmelser om
tilsynet med adoptionsformidlende organisationer. Tilsynet er i
øvrigt reguleret i akkrediteringsvilkår og -aftale for
organisationen. I det følgende gennemgås den
gældende regulering af tilsynet.
Efter § 72 i adoptionsbekendtgørelsen fører
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, tilsyn med
adoptionsformidlende organisationer, dog sådan at
Adoptionsnævnet fører tilsyn med disse organisationers
behandling af matchningsforslag og med den virksomhed, der
relaterer sig til børnenes psyko-sociale og
helbredsmæssige forhold. Samme afgrænsning og
kompetencefordeling fremgår af § 2 i
Adoptionsnævnets forretningsorden.
Tilsynsmyndighederne skal føre tilsyn med, om en
organisation overholder lovgivningen og de vilkår, der
gælder for dens virksomhed med adoptionsformidling. Det
følger af de vilkår for tilladelsen til at yde
adoptionshjælp, som er stillet i ovennævnte
akkrediteringsskrivelser, at der navnlig føres tilsyn med,
om en organisation udfører virksomheden til barnets bedste,
om virksomheden udføres etisk og fagligt forsvarligt uden
økonomisk vinding for øje, om organisationen
påser, at matchningen sker i overensstemmelse med
adoptanternes godkendelse, om organisationernes medarbejdere lever
op til nogle nærmere bestemte faglige og etiske standarder,
om organisationen administrerer og udfører sin virksomhed i
overensstemmelse med nogle nærmere bestemte sagsgange, om
organisationen aflægger regnskaber og budgetter efter
nærmere bestemte kriterier, og om organisationen i udlandet
kun samarbejder med godkendte organisationer m.v., som til
stadighed lever op til nogle bestemte etiske og økonomiske
kriterier. Tilsynet baserer sig i praksis samtidig på en
nødvendig tilvejebringelse og vedligeholdelse af viden om
regler og processer i de lande, som en organisationen arbejder
i.
Adoptionsnævnet fører som nævnt i de
almindelige bemærkninger afsnit 3.2.1.1. også tilsyn
med behandlingen af matchningssager, og dette tilsyn er
afgrænset, sådan at nævnet i forhold til en
konkret sag ser på, om en organisation følger de krav
og retningslinjer, der gælder for så vidt angår
matchningen. Nævnet forholder sig også til omfanget og
karakteren af oplysningerne om børnene fra afgiverlandene.
Hvis den konkrete matchningssag kan give anledning til generelle
tiltag, skal nævnet underrette Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen. Nævnet skal agere, hvis sagen giver
anledning til tiltag på nævnets tilsynsområde,
der omfatter oplysningerne om børnenes helbredsforhold og
psyko-sociale forhold. Nævnet har således udstedt en
række henstillinger vedrørende organisationers og
adoptionssamråds behandling af oplysninger om børnene
samt om, hvilke undersøgelser m.v. der er nødvendige
for at foretage en helbredsvurdering af barnet i forbindelse med
matchning. Nævnet foretager endvidere generelle
sagsgennemgange, når der vurderes at være behov for
dette, og foretager tilsynsrejser med henblik på
afdækning af børnenes forhold i samarbejdslandet samt
de udenlandske myndigheders håndtering af vurderingen af
børnene, matchningskriterier m.v.
I forhold til den del af en organisations virksomhed i udlandet,
der vedrører børnenes psyko-sociale og
helbredsmæssige forhold, ser nævnet eksempelvis
på børnenes forhold på et børnehjem til
brug for behandlingen af sager om matchningen af børn. Hvis
der imidlertid er tale om forhold af en sådan karakter, at
det kan få betydning for organisationens tilladelse til at
samarbejde med det pågældende børnehjem, skal
nævnet underrette Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
herom, da dette falder ind under denne myndigheds kompetence i
forhold til tilsynet med organisationer.
Kompetencefordelingen mellem Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, og Adoptionsnævnet er alene overordnet
reguleret, og vurderingen af, hvilken myndighed der er kompetent,
vil afhænge af en konkret stillingtagen til sagens genstand.
Der vil således i nogen grad kunne være en
gråzone mellem myndighedernes kompetencer, ligesom en sag kan
gå fra at høre under en myndigheds kompetence til at
blive genstand for det tilsyn, den anden myndighed
udøver.
Det følger af § 28 i Adoptionsnævnets
forretningsorden, at Adoptionsnævnet i det omfang, det gennem
sin virksomhed bliver opmærksom på forhold, der efter
nævnets opfattelse kan give anledning til tiltag over for en
formidlende organisation, skal underrette Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, herom, ligesom nævnet i øvrigt
underretter om forhold, tilsynet giver anledning til.
Mulighederne for at tilvejebringe information til brug for
nævnets tilsyn er reguleret på forskellig vis.
Adoptionsnævnet kan efter §§ 25 i
Adoptionsnævnets forretningsorden indkalde sager fra
adoptionsformidlende organisationer. Nævnet kan videre i
medfør af forretningsordenens § 26 pålægge
en formidlende organisation at give oplysning om organisationens
forhold og om en udenlandsk formidlingsparts forhold, ligesom
nævnet kan bede en formidlende organisation om at
tilvejebringe materiale til belysning af samarbejdslandenes
lovgivning og praksis vedrørende adoption. Nævnet kan
også bede en organisation om at udarbejde redegørelser
om nuværende forhold samt fremtidsudsigter. Hertil kommer, at
nævnet kan besøge udenlandske myndigheder og
formidlende organisationers udenlandske kontakter som led i sit
tilsyn. Endelig kan nævnet bede Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, om som centralmyndighed efter
Haagerkonventionen om internationale adoptioner at indhente
oplysninger, der er nødvendige for nævnets tilsyn.
Efter § 27 kan nævnet efter anmodning fra
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, afgive generelle eller
konkrete udtalelser om en adoptionsformidlende organisation og dens
virksomhed i udlandet, herunder om organisationens eksisterende
eller kommende samarbejdsrelationer i udlandet.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, har efter
akkrediterings-aftalerne ret til at få enhver oplysning om
organisationens organisatoriske, administrative og
økonomiske forhold samt andre forhold, herunder om
udenlandske samarbejdsparter og behandlingen af konkrete
adoptionssager. Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, kan
også aflægge uanmeldte besøg og skal i den
forbindelse have adgang til organisationens sager og regnskaber.
Hertil kommer, at organisationerne som et meget centralt element
løbende og af egen drift skal underrette Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, om væsentlige forhold
vedrørende adoptionsformidlingsarbejdet.
Det følger endelig af akkrediteringsvilkårene, at
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, til enhver tid kan give
organisationen pålæg og kan ændre, begrænse
eller tilbagekalde tilladelsen til at yde adoptionshjælp,
hvis organisationen overtræder vilkårene for
tilladelsen eller øvrige forskrifter eller
pålæg.
Tilsynsmyndighederne planlægger tilsynsvirksomheden,
herunder hvilke sagsgennemgange, tilsynsrejser m.v. der skal
gennemføres. Det sker bl.a. ud fra den viden, som
myndighederne får gennem behandlingen af konkrete sager og ud
fra en bred vifte af fora om international adoption, herunder
også ud fra viden fra andre modtagerlande.
Adoptionsnævnet skal efter § 2 i nævnets
forretningsorden udgive en årsberetning, og nævnet
udarbejder tillige rejseberetninger fra sine tilsynsrejser.
Derudover kommer nævnets tilsyn til udtryk i generelle
henstillinger om behandlingen af adoptionssager. Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, skal ikke udarbejde årsberetninger.
Der er ikke en fast praksis omkring afrapportering af tilsynet. I
det omfang oplysninger om tilsynet bliver offentligt
tilgængelige, er det i udgangspunktet form af ændrede
regler m.v., som tilsynet har givet anledning til.
3.3.2. Overvejelser
Kammeradvokaten peger i sit notat om tilsynet på en
række tiltag, som efter hans opfattelse bør overvejes
med henblik på at styrke tilsynet. Notatet indeholder
således bl.a. anbefaling om en præcisering af
grundlaget for tilsynet. Der peges på et behov for
tydeliggørelse af indholdet af tilsynet, ligesom det
anbefales, at regelgrundlaget forenkles. Med henblik på at
fremme effektiviteten i tilsynet opstiller Kammeradvokaten
endvidere en række anbefalinger om tilvejebringelse af
information til brug for tilsynet, herunder klare krav til
organisationers revision og regnskaber. Kammeradvokaten peger
også på, at det bør overvejes at samle tilsynet
med adoptionsformidlende organisationer hos én myndighed -
Ankestyrelsen. Der er således ifølge Kammeradvokaten
en vis utydelighed forbundet med den nuværende fordeling af
tilsynskompetencen.
Den gældende regulering af tilsynet med
adoptionsformidlende organisationer synes altså ikke i
tilstrækkelig grad at understøtte et effektivt og
tydeligt tilsynet. Det er vigtigt, at der er tydelighed i forhold
til, hvad der føres tilsyn med, hvem der fører
tilsynet, og hvordan det sker. Dernæst er det vigtigt, at
tilrettelæggelsen af tilsynet sikrer flest mulige oplysninger
om adoptionsformidlingen - både her og i udlandet -
sådan at tilsynsmyndigheden til enhver tid er i besiddelse af
relevant information om adoptionsformidlingen for at kunne reagere
relevant og i tide, herunder både i forhold til sagernes
behandling og i forhold til de økonomiske aspekter af
driften af en organisation.
Opmærksomheden skal i den forbindelse ikke mindst henledes
på værdien af en systematisk indsamling af oplysninger
til brug for tilsynet fra adoptanterne. En systematisk indsamling
af oplysninger fra adoptanter vil give Ankestyrelsen viden om alle
adoptanters oplevelse af adoptionsforløbet og vil, koblet
med den systematiske indsamling af viden i forbindelse med
godkendelse af matchningsforslag, være med til at skabe et
vigtigt fundament af relevant viden til brug for tilsynet med
området.
På samme måde skal værdien af at foretage
uanmeldte tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende
organisation også indgå i tilrettelæggelsen af et
skærpet tilsyn. Uanmeldte tilsynsbesøg vil
understøtte, at en organisation til enhver tid - uden
påvirkning fra tilsynsmyndighedens varslede bevågenhed
- lever op til de krav, der stilles, eksempelvis i forhold til
administrative processer.
En vigtig del af den beskrevne tydeliggørelse
består i at lovfæste allerede gældende
grundlæggende principper for adoptionsformidling.
En tydeliggørelse af, hvad der føres tilsyn med,
indebærer også en tydeliggørelse af de
grundlæggende krav, en adoptionsformidlende organisation skal
leve op til. Der må ikke være tvivl om disse krav.
Hertil kommer, at der skal sikres tydelighed for en organisation
om, hvornår der udøves tilsynsbeføjelser og
anvendes tilsynsreaktioner, sådan at der ikke opstår
situationer, hvor der er tvivl herom. En sådan tvivl vil
kunne medføre mindre effektivitet i tilsynet, hvilket ikke
mindst gør sig gældende i forhold til det
økonomiske tilsyn med en organisation.
I forlængelse heraf skal det understreges, at det er af
afgørende betydning for de involverede i et
adoptionsforløb, både barnet og
adoptionsansøgerne, at en organisation har den
fornødne økonomiske robusthed til at kunne varetage
opgaven i overensstemmelse med de krav, der stilles, og er i stand
til at leve op til de forventninger kommende adoptanter også
har til forløbet. Det er i det lys vigtigt, at tilsynet med
de økonomiske forhold i en organisation har en hyppighed og
en intensitet, som gør det muligt for tilsynsmyndigheden at
reagere i tide.
En tydeliggørelse af kompetenceforholdene på
tilsynsområdet vurderes også at ville medføre en
styrkelse af tilsynet. Kammeradvokaten har påpeget, at der
synes at kunne være nogen grad af utydelighed i forhold til
tilsynet med børnenes psyko-sociale og helbredsmæssige
forhold, hvor både Adoptionsnævnet og Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, er aktører. Opdelingen af tilsynet
kan skabe en risiko for, at forhold, der er relevante for tilsynet,
»falder mellem to stole«. Opdelingen betyder
også, at det i nogle tilfælde vil være
nødvendigt også at aktivere Ministeriet for
Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, dvs.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, selvom der er tale om
børnenes psyko-sociale eller helbredsmæssige forhold,
da sagen kan have en sådan karakter, at der må
overvejes reaktioner over for organisationen, hvilket hører
under ministeriet. En organisering af tilsynet, hvor én
myndighed er ansvarlig, vil sikre samlet viden om området og
dermed være en styrkelse af tilsynet som helhed. Samtidig vil
det skabe klarhed for borgerne om tilsynets placering.
Tilsynet med en adoptionsformidlende organisation samles derfor
hos Ankestyrelsen, sådan at Adoptionsnævnet ikke
længere fører tilsyn med området. Dette vil
også betyde en styrkelse af den juridiske del af tilsynet,
som er blevet mere central, idet Ankestyrelsen er en juridisk
myndighed. Samtidig betyder styrelsens organisering som almindeligt
administrativt organ, at muligheden for at agere hurtigt i forhold
til oplysninger af betydning for tilsynet, styrkes, i og med der
ikke er krav om inddragelse af et større antal
nævnsmedlemmer. Det bemærkes, at Adoptionsnævnets
læge-, social- og psykologfaglige kompetencer fortsat er
relevante i forhold til håndteringen af området, og det
vil således være relevant for Ankestyrelsen at kunne
inddrage nævnets viden gennem konkrete eller generelle
udtalelser til brug for tilsynet.
Derudover skal et skærpet tilsyn understøttes af,
at Ankestyrelsen indleder et tættere samarbejde med
adoptionsformidlende organisationer og de relevante myndigheder i
de lande, der samarbejdes med. Et øget samarbejde med en
adoptionsformidlende organisation kan bl.a. bygge på
uddannelse/undervisning af organisationens medarbejdere med henblik
på at sikre tilstedeværelse af en række centrale
kompetencer og også bygge på en gensidig
erfaringsudveksling. I forhold til en højere grad af
samarbejde om tilsynet med området med myndigheder i de
lande, børnene kommer fra, skal det påpeges, at
adgangen til indsigt i disse landes forhold fremover i videre
omfang end i dag skal skabes gennem samarbejde og dialog med
adoptionsmyndighederne og andre relevante myndigheder i
landene.
I lyset af den debat, der har udspillet sig i løbet af de
seneste år med afsæt i konkrete sager, kan der siges at
være et klart behov for åbenhed om tilsynet, herunder
både tilrettelæggelsen af tilsynet og resultaterne
heraf. En sådan åbenhed og gennemsigtighed kan skabes
gennem offentliggørelse af en årsberetning fra
Ankestyrelsen.
3.3.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås, at
adoptionslovens regler om tilsynet med en adoptionsformidlende
organisation ændres sådan, at tilsynet samles hos
én myndighed; Ankestyrelsen, jf. den foreslåede §
31 b i forslagets § 1, nr. 9. Omlægningen betyder, at
Adoptionsnævnet vil behandle klager over afgørelser,
der træffes af adoptionssamrådene om godkendelse som
adoptant, og nævnet vil fortsat kunne foretage
sagsgennemgange m.m. i forhold til adoptionssamrådet med
henblik på at følge sagsbehandlingen af de konkrete
sager på området, jf. adoptionsbekendtgørelsens
§ 69. Nævnet vil også blive inddraget i den
lægefaglige vurdering af de børn, der stilles i
forslag til adoptionsansøgere, i det omfang Ankestyrelsen
som tilsynsmyndighed beder nævnet om konkrete eller generelle
udtalelser herom. Ankestyrelsen vil således kunne
trække bl.a. på Adoptionsnævnets
lægefaglige kompetencer til brug for tilsynet med
området, eksempelvis ved at bede nævnet gennemgå
sager med henblik på at belyse nærmere beskrevne
problemstilling og temaer, som indgår i Ankestyrelsens
tilsyn. Nævnets øvrige opgaver berøres ikke af
den foreslåede ændring.
Ankestyrelsen skal hvert år offentliggøre en
beretning om det tilsyn, der er udført, for herved at skabe
åbenhed om tilsynet. Årsberetningen skal beskrive
Ankestyrelsens tilsynsvirksomhed som et hele, og der er
således ikke tale om en afrapportering på
enkeltsagsniveau. Årsberetningen kan aflægges i form af
offentliggørelse af en samlet beretning, ligesom
Ankestyrelsen kan vælge at behandle udvalgte temaer i
særskilte beretninger. Beretningen skal afspejle den
tilrettelæggelse af tilsynet, som sker løbende
på baggrund af bl.a. behandling af matchningsforslag,
klagesager fra borgere, indberetninger fra organisationerne om
ændringer i formidlingssituationen, informationer fra
adoptanter, samarbejdsrelationer, iværksatte sagsgennemgange
og stikprøver, indberetninger fra Adoptionsnævnet
eller statsforvaltningen m.v. Beretningen skal også på
et overordnet plan indeholde oplysninger om, hvilke konsekvenser
det gennemførte tilsyn har haft.
For at tydeliggøre muligheden for at indhente oplysninger
til brug for tilsynet foreslås det, at der indsættes
bestemmelser i adoptionsloven om tilsynsmyndighedens adgang til
information, jf. den nye bestemmelse i § 31 c i forslagets
§ 1, nr. 9. Ankestyrelsen vil således have krav på
at få enhver oplysning om en organisations forhold, som har
betydning for tilsynet. En adoptionsformidlende organisation kan
endvidere pålægges at redegøre for
organisationens forhold og for dens samarbejde med en udenlandsk
myndighed m.v., ligesom en formidlende organisation skal
tilvejebringe materiale til belysning af et samarbejdslands
lovgivning og praksis vedrørende adoption, hvis
Ankestyrelsen beder om det. Ankestyrelsen skal efter loven
også kunne indkalde sager fra en organisation med henblik
på at gennemføre tilsyn. Der er ikke tale om en
udtømmende opregning, da tilsynet, og måden det
udføres på, nødvendigvis må tilpasses den
konkrete situation. Derfor kan der også opstå behov for
at indsamle oplysninger på andre måder, end de
beskrevne.
Dertil kommer, at Ankestyrelsen skal gennemføre uanmeldte
tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende organisation her i
landet, når det er relevant - eksempelvis fordi der er
modtaget oplysning om, at organisationens administrative forhold
ikke lever op til vilkårene for organisationens akkreditering
- og mindst én gang årligt, samt gennemføre
tilsynsbesøg hos organisationen i udlandet i relevant
omfang. Ved organisationen i udlandet forstås de personer,
som arbejder for den danske adoptionsformidlende organisation i
samarbejdslandene, og ikke hos de udenlandske samarbejdsparter. En
anden binding på udførelsen af tilsynet er, at der
skal udføres sagsgennemgange i forhold til sager, som
organisationen har behandlet, og at dette som minimum skal ske
én gang årligt. Sagsgennemgangen kan ske med henblik
på at belyse særskilte problemstillinger eller temaer
og ske som et led i det generelle tilsyn eller som et tiltag i
anledning af en konkret hændelse. Disse ændringer
følger af den foreslåede § 31 d i forslagets
§ 1, nr. 9.
Særligt med henblik på at få viden om
adoptionsformidlingen via adoptanter foreslås det at
indsætte en bestemmelse i loven, jf. den foreslåede nye
bestemmelse i § 31 g i forslagets § 1, nr. 9, hvorefter
Ankestyrelsen skal indsamle information om
adoptionsforløbet, dvs. formidlingsforløbet, fra
adoptanten, når en international adoption er
gennemført, og barnet er formidlet gennem en organisation.
Derved kan Ankestyrelsens få indsigt i alle adoptanters
oplevelse af forløbet, både i relation til barnets
forhold, adoptionsforløbet i oprindelseslandet,
organisationens sagshåndtering m.v.
Der vil være situationer, hvor Ankestyrelsen ikke har
anledning til - eller viden om behovet for - at søge
oplysninger fra en adoptionsformidlende organisation. Derfor
foreslås indsat en bestemmelse i loven, jf. den
foreslåede § 31 f i forslagets § 1, nr. 9,
hvorefter organisationen skal underrette om alle ændringer i
relation til adoption fra de lande, som organisationen samarbejder
med, medmindre ændringerne er uvæsentlige. Det
bemærkes, at dette er en skærpelse i forhold til det
krav, der i dag fremgår af akkrediteringsaftalen, da dette
krav kun omfatter oplysning om væsentlige forhold. Med den
foreslåede ændring vil det i højere grad
være Ankestyrelsen, der vurderer, hvornår en oplysning
er væsentlig, idet en organisation alene skal frasortere
uvæsentlige oplysninger. Det vil eksempelvis kunne være
oplysning om, at der opstår mindre forsinkelser i
sagsbehandlingen i afgiverlandet på grund af eksempelvis
sagsophobning, eller at en domstol holder ferielukket m.v.
Informationsstrømmen til brug for tilsynet foreslås
også styrket ved at indsætte en bestemmelse om, at en
adoptionsformidlende organisation skal udarbejde periodiske
redegørelser om formidlingssituationen og om organisationens
samarbejdsparter i et samarbejdsland. På den måde
systematiseres organisationernes afrapportering om en række
grundlæggende forhold, som har betydning for at følge
området, og situationer, hvor informationerne ikke
videregives med den fornødne hurtighed til Ankestyrelsen,
eller hvor videregivelsen får et præg af
tilfældighed, imødegås dermed i et vist omfang.
Et klart krav om afrapportering kan således også ses
som en støtte til organisationen i forhold til at sikre, at
dette sker løbende. Det skal understreges, at kravet om
systematisk afrapportering er et supplement til den ovenfor
beskrevne forpligtelse for en organisation til at underrette om
alle relevante ændringer, når de opstår.
Endelig foreslås for så vidt angår
tilvejebringelse af information til brug for tilsynet, at
Ankestyrelsens adgang til at få oplysninger fra
Adoptionsnævnet reguleres i loven ved en bestemmelse om, at
Ankestyrelsen kan bede Adoptionsnævnet om udtalelser om
konkrete eller generelle forhold af betydning for tilsynet med de
adoptionsformidlende organisationer. Dette er en lovfæstelse
af et allerede gældende princip. Adgangen til at få
oplysninger fra nævnet vil særligt have betydning for
Ankestyrelsens mulighed for at trække på nævnets
særlige fagekspertise eksempelvis i forhold til
spørgsmål og temaer, hvor nævnets sagkundskab
har betydning. Bestemmelsen vil således også kunne
bruges til at bede nævnet om at foretage konkrete
sagsgennemgange rettet mod børnenes helbredsmæssige og
psyko-sociale forhold. Adoptionsnævnet skal endvidere
underrette Ankestyrelsen om forhold, som efter nævnets
vurdering har eller kan have betydning for tilsynet med en
adoptionsformidlende organisation, hvilket også er i
overensstemmelse med retstilstanden i dag. Sådanne forhold
kan eksempelvis være oplysninger vedrørende de
lægefaglige kompetencer i en organisation, som nævnet
måtte komme i besiddelse af gennem sin opgavevaretagelse.
Disse ændringer følger af den foreslåede §
31 h i forslagets § 1, nr. 9.
I forhold til det økonomiske tilsyn foreslås det at
skærpe kravene hertil ved at indsætte en bestemmelse i
lovens § 31 e, jf. forslagets § 1, nr. 8, om, at der skal
føres et løbende økonomisk tilsyn med en
adoptionsformidlende organisation, og at der følges op
på en organisations økonomiske forhold mindst 2 gange
årligt. Det økonomiske tilsyn vil som nævnt i de
almindelige bemærkninger afsnit 3.1.2. endvidere blive
understøttet af en ekstern kompetence i forhold til
indsamling af oplysninger om en organisations økonomiske og
regnskabsmæssige forhold.
I forlængelse af overvejelserne om tydelighed i
reaktionsmuligheder, og dermed også tydelighed for
organisationerne om alvoren bag reaktionerne, foreslås det,
at der indsættes en bestemmelse i loven, jf. den
foreslåede nye bestemmelse i § 31 h, hvorefter
Ankestyrelsen skal give en adoptionsformidlende organisation, der
ikke overholder adoptionsloven, de forskrifter der er udstedt i
medfør af loven, eller vilkårene for organisationen,
en advarsel, et pålæg eller ændre vilkårene
for organisationens virksomhed. Det
foreslås samtidig, at en tilladelse til at yde
adoptionshjælp kan tilbagekaldes ved væsentlig eller
gentagen tilsidesættelse af loven og dens forskrifter samt
vilkårene for en organisations virksomhed.
Rækkefølgen af reaktionsmuligheder er udtryk for
reaktionens karakter, sådan at en advarsel må anses for
den mildeste reaktion, mens en tilbagekaldelse af tilladelse er den
stærkeste reaktion. Den valgte reaktion skal være
proportional med handlingen, og det er derfor ikke muligt at angive
præcist, hvilke handlinger der kan begrunde en bestemt
reaktion. Valget af reaktion vil således til en hver tid
afhænge af den konkrete situation. Tilbagekaldelse af en
akkreditering vil i udgangspunktet forudsætte, at det
på baggrund af misligholdelsens karakter må vurderes,
at der ikke længere er et forsvarligt grundlag for
organisationens fortsatte virksomhed.
Endelig indsættes med forslaget til § 31 j en
bemyndigelsesbestemmelse, der bl.a. vil blive brugt til at
fastsætte nærmere regler om Ankestyrelsens varetagelse
af tilsynsopgaven.
3.4. Rådgivning og støtte til
adoptivfamilien
3.4.1. Gældende ret
Det fremgår af Haagerkonventionens artikel 5, litra b, at
modtagerstaten inden adoptionen skal sikre, at de kommende
adoptivforældre har modtaget rådgivning i det omfang,
det er nødvendigt. Det fremgår endvidere af
konventionens artikel 9, litra c, at centralmyndighederne enten
direkte eller gennem offentlige myndigheder eller behørigt
godkendte institutioner i deres stat, skal tage alle passende
forholdsregler navnlig med henblik på at fremme udviklingen
af adoptionsrådgivning og støtte efter adoptionen i
deres respektive stater.
Der er i dansk lovgivning ikke en regulering af konkrete
rådgivningstilbud, støtteformer eller bestemt
information til ansøgerne før eller efter adoptionen.
Flere af de obligatoriske skridt i adoptionsprocessen, som alle
adoptanter skal gennemgå, indeholder dog betydelige elementer
af rådgivning og vejledning af ansøgerne og
adoptanterne. Samtidig eksisterer der i dag en række tilbud
til ansøgere og adoptivfamilier, hvor de kan modtage
rådgivning og støtte både før og efter
adoptionen.
Således er store dele af godkendelsesforløbet
forbundet med rådgivning og information af ansøgerne,
da der i det faseopdelte undersøgelsesforløb
lægges vægt på rådgivning af
ansøgeren og på ansøgerens vurdering af egen
egnethed til at adoptere. Undersøgelsesforløbet skal
bl.a. forberede ansøgeren på de særlige
problemer, der kan opstå ved enhver adoption. Særligt i
forbindelse med fase 2 - det adoptionsforberedende kursus -
rådgives og informeres ansøgerne om de særlige
forhold, der gør sig gældende i relation til at
adoptere, og om adopterede børns særlige behov.
De formidlende organisationer har endvidere ifølge
akkrediteringsaftalen en vejledningspligt i forhold til, at
ansøgerne i forbindelse med orientering om landevalg og
ventetider bliver vejledt om de usikkerhedsfaktorer, der
består i forhold til international adoption, herunder at der
ikke er sikkerhed for at få formidlet et barn, selv om man er
blevet godkendt til adoption og står på venteliste ved
en formidlende organisation.
Danske adoptivfamilier har siden januar 2014 haft mulighed for
at modtage rådgivning efter hjemtagelsen af et barn, den
såkaldte PAS-ordning, der er et permanent tilbud. Ordningen
skal ses i lyset af tidligere PAS-projekter i årene
2007-2013, hvor evalueringer viste, at stort set alle oplevede
rådgivningen som en hjælp og ville anbefale den til
andre i samme situation.
I den nuværende PAS-ordning er der afsat midler til
følgende rådgivningstilbud:
- Rådgivning
til adoptivfamilier efter adoption
- Særlig
rådgivning i forbindelse med hjemtagelse af barn
- Undervisning til
institutioner og fagpersoner i stat og kommuner om
adoptionsrelaterede problemstillinger
- Samtalegrupper
for adopterede
Et rådgivningsforløb finder sted hos en
rådgiver, som har en relevant terapeutisk uddannelse og
faglig erfaring med de problemstillinger, som adoptivfamilier kan
opleve. Som hovedregel kan adoptivfamilier inden for de
første 5 år efter, at barnet er kommet til sin nye
familie, benytte sig af op til to rådgivningsforløb
svarende til 2 x 10 timers rådgivning hos en PAS-konsulent,
og der vil i særlige tilfælde kunne opnås
dispensation til et rådgivningsforløb, selvom familien
ikke opfylder kriteriet om hjemtagelse inden for de seneste 5
år. Barnets alder har ingen betydning, og ordningen
gælder både ved national og international adoption.
Siden 2014 har ansøgerne derudover haft mulighed for at
søge særlig rådgivning umiddelbart før
og/eller efter, at barnet kom til familien. Denne rådgivning
gives af de psykologfaglige konsulenter, der er tilknyttet
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingens PAS-ordning. Tilbuddet
dækker over et forløb på op til 3 timers
rådgivning. Der fokuseres i rådgivningen på
elementer fra den adoptionsforberedende uddannelse (fase 2 i
undersøgelses- og godkendelsesforløbet), ligesom der
er et konkret fokus på overgangen til at blive en familie,
herunder selve overdragelsen af barnet.
De beskrevne rådgivningstilbud er finansieret af staten,
dog sådan at der er en egenbetaling for adoptanterne på
100 kr. pr. rådgivningstime. En rådgivningstime koster
900 kr.
PAS-ordningen rummer også iværksættelse af
samtalegrupper for adopterede.
Derudover tilbyder Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen,
undervisning om adoptionsspecifikke forhold til professionelle i
kommuner og forvaltninger for at øge viden og kompetencer om
emnet hos disse aktører generelt og specifikt.
Alle adoptivfamilier har et obligatorisk møde med
sagsbehandleren i statsforvaltningen, når sagsbehandleren
foretager hjemmebesøg efter adoptionen bl.a. med henblik
på udarbejdelse af opfølgningsrapport.
Ankestyrelsens undersøgelse af brugernes oplevelse af
adoptionssystemet, som blev gennemført i foråret 2014,
viser bl.a., at mange adoptanter og adoptionsansøgere
oplever ventetiden fra godkendelse, til de tager afsted for at
hente barnet, som svær eller meget svær. Ventetiden er
ikke overraskende sværest inden matchningen og opleves mere
svær, når ventetiden er lang. Det, som mange oplever
som særligt svært, er egne tanker og frustrationer,
længslen efter barnet, at ventetiden var længere end
forventet og angsten for, at adoptionen ikke bliver til noget.
Undersøgelsen viser også, at flere blandt dem, der
oplever ventetiden før og efter matchning som svær,
har en oplevelse af, at der mangler relevante
rådgivningstilbud i ventetiden.
Endvidere viser undersøgelsen, at op imod en tredjedel af
de voksne adopterede, der har deltaget i undersøgelsen, har
søgt professionel rådgivning - 4 ud af 5 har
opsøgt en psykolog. Det er dog ikke muligt på baggrund
af undersøgelsen at vurdere, om rådgivningen
relaterede sig særligt til det at være adopteret.
3.4.2. Overvejelser
Det er fra flere sider tilkendegivet, at den
adoptionsrådgivning, som tilbydes til adoptivfamilier gennem
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, - den såkaldte
PAS-rådgivning, bør være obligatorisk,
strække sig over en længere periode i barnets liv og
også gerne rette sig mod voksne adopterede. Ankestyrelsens
undersøgelse af brugernes oplevelse af det danske
adoptionssystem fra september 2014 viser endvidere, at ventetiden
fra godkendelse som adoptant frem mod matchningen med et barn er
særlig svær, og at der opleves at mangle
rådgivning i denne periode.
PAS-rådgivning er i høj grad tænkt som en
forebyggende foranstaltning, og det vil derfor være rigtigt
at sikre, at alle adoptivfamilier modtager fokuseret
PAS-rådgivning umiddelbart før og efter, at barnet har
taget ophold i sin nye familie for på den måde at
støtte op om gode adoptionsforløb af hensyn til
barnets bedste. En sådan adoptionsrådgivning vil
være en forlængelse af godkendelsesforløbet
på en måde, hvor rådgivningen og støtten
knytter sig til en konkret forberedelse på livet som
adoptivfamilie. Rådgivning på dette tidspunkt i
adoptionsforløbet vil dække et andet behov end
muligheden for senere at søge rådgivning, hvis
familien oplever udfordringer og problemer. Samtidig skal en
sådan obligatorisk rådgivning have et omfang, som
gør det muligt at give den nye familie reel
rådgivning.
Ved at gøre denne form for PAS-rådgivning
obligatorisk styrkes det forebyggende element, da
rådgivningen gives med henblik på at støtte en
god start på livet som adoptivfamilie. Rådgivningen er
således også med til at skabe gode rammer for barnets
opvækst. Rådgivningen forudsætter ikke, at der er
opstået problemer eller andet, som giver adoptivfamilien
anledning til at søge støtte. Det obligatoriske
element gør, at indsatsen heller ikke bliver afhængig
af den enkelte families eventuelle forbehold i forhold til at
søge professionel sparring eller hjælp. Formålet
er således på en meget direkte måde og på
et tidligt tidspunkt at være til rådighed for familien
af hensyn til barnets bedste.
Der er også et ønske om i højere grad at
stå klar med et tilbud om adoptionsrådgivning,
når der opstår et behov for rådgivning i familien
samtidig med, at det forebyggende hensyn bag PAS-rådgivningen
skal bevares. I det lys tilrettelægges den eksisterende
PAS-ordning sådan, at det ene af de to
rådgivningsforløb kan placeres i hele barnets
opvækst, dvs. frem til barnet fylder 18 år. Hertil
kommer, at det i takt med, at barnet bliver ældre, i stigende
grad bliver relevant at være opmærksom på, om
rådgivningen i højere grad skal have fokus på
barnet/den unge end på forældrene, og det skal derfor
være muligt at rette rådgivningen eller dele af den mod
barnet/den unge. Da forældrene som
forældremyndighedsindehavere skal varetage omsorgen for
barnet, skal initiativet til at bede om rådgivning dog
fortsat gå gennem forældrene.
Uanset at adopterede har særlige livsomstændigheder,
der for nogle kan udgøre egentlige udfordringer gennem hele
livet, rummes disse udfordringer i udgangspunktet af det
almindelige sociale og sundhedsfaglige system. En eventuel
yderligere og særskilt indsats for de adopterede synes at
måtte afstemmes med imødekommelsen af behovet for
støtte hos børn og unge bredt set. Samtidig er det et
faktum, at mange adopterede er vokset op i en tid, hvor der ikke
var rådgivning og støtte indbygget i
godkendelsesforløbet som adoptant og heller ikke mulighed
for at få rådgivning efter adoptionen. I hvilket omfang
disse voksne adopterede har behov for støtte i forhold til
særlige adoptionsspecifikke problemstillinger vides ikke
præcist, ligesom det ikke vides, om den PAS-rådgivning,
der i dag tilbydes, vil være relevant for gruppen. Derfor har
aftalepartierne besluttet, at der skal iværksættes et
forsøgsprojekt med adoptionsrådgivning til voksne
adopterede med henblik på en efterfølgende politisk
drøftelse om mulig opfølgning. Som et andet aspekt i
afdækningen af de adopteredes situation, vil der blive
iværksat forskning i betydningen af åbenhed for
adopteredes trivsel og livskvalitet for at øge viden om
dette aspekt.
Endelig kan der være behov for at sikre, at den
rådgivning, der gives til ansøgerne i
godkendelsesprocessen, tilpasses den alders- og
helbredsmæssige profil, der kendetegner gruppen af
børn, som i dag bortadopteres internationalt. En sådan
tilpasning skal også ses i sammenhæng med den
ændring af godkendelsesrammen, som også er indeholdt i
den politiske aftale. Der henvises til afsnit 3.2.3. i de
almindelige bemærkninger. Der kan således være
grund til at overveje, om det adoptionsforberedende kursus i
tilstrækkelig grad retter sig mod at rådgive
ansøgerne om disse grupper af børn, og om det - under
hensyn til kursernes oprindelige formål om ansøgeres
frasortering af sig selv - i tilstrækkelig grad afspejler
feltet af børn til international bortadoption.
3.4.3. Den
foreslåede ordning
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i loven, jf.
den foreslåede § 25 d i lovforslagets § 1, nr. 6,
om, at en adoptant skal modtage adoptionsrådgivning
umiddelbart før og efter, at det barn, som adopteres, tager
ophold hos adoptanten, hvis der er tale om en såkaldt
fremmedadoption. Det foreslås endvidere, at det skal
fremgå af loven, at en adoptivfamilie, når der er tale
om en fremmedadoption, kan anmode om yderligere rådgivning og
støtte i forbindelse med adoptionen. Det vil fortsat
være Ankestyrelsen, der skal facilitere
adoptionsrådgivningen.
Udover den foreslåede mulighed for
adoptionsrådgivning, som herefter vil følge af
adoptionsloven, vil Ankestyrelsen iværksætte
etableringen af et nyt tilbud om temaaftener faciliteret af
Ankestyrelsens tilknyttede PAS-konsulenter, hvor kommende
adoptanter efter godkendelsen som adoptant løbende får
mulighed for at møde kommende eller nuværende
adoptanter, der vil dele deres erfaringer i forhold til
adoptionsprocessen og det at adoptere.
Den nærmere tilrettelæggelse af
adoptionsrådgivningen vil ske administrativt, hvorfor det
også foreslås, at der indsættes en
bemyndigelsesbestemmelse i adoptionsloven, hvorefter ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan
fastsætte nærmere regler om tilrettelæggelsen af
adoptionsrådgivningen. Det foreslås også, at
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold skal kunne fastsætte nærmere regler om, i
hvilke situationer en adoptant ikke skal modtage rådgivning,
jf. den foreslåede nye bestemmelse i § 25 d, stk. 1, 2.
pkt. Endvidere foreslås det, at ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold skal kunne
fastsætte nærmere regler om adoptanters egenbetaling
for den rådgivning, der ikke er obligatorisk.
4. Forholdet til
Danmarks internationale forpligtelser
Danmark har tiltrådt Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om
beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til
internationale adoptioner og Europarådskonvention om adoption
af 28. november 2008. Det vurderes, at lovforslaget lever op til de
forpligtelser, der følger af disse konventioner.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser for
det offentlige
Der er på finansloven for 2015 afsat midler til
finansiering af den samlede politiske aftale om et fremtidigt
adoptionssystem. Der er således afsat 14,4 mio. kr. i 2015,
13,2 mio. kr. i 2016, 11,5 mio. kr. i 2017 og herefter 8,5 mio. kr.
årligt fra 2018 og frem. Det bemærkes dog, at de
afsatte midler til udgifter forbundet med sammenlægningen af
organisationerne, jf. nedenfor, ved aktstykke nr. 82 af 22.januar
2015 er fuldt ud overført til 2015. Bevilling i 2016 og 2017
på i alt 5 mio. kr. er således overført til
2015, sådan at den samlede bevilling til dækning af
organisationernes udgifter hertil i dette år udgør 9
mio. kr. Denne ændring er afspejlet i tabel 1 nedenfor.
Lovforslaget indebærer økonomiske og administrative
konsekvenser for Ankestyrelsen, ligesom det i nogen grad
påvirker Adoptionsnævnet og
adoptionssamrådet.
Der vil således være knyttet merudgifter til
varetagelsen af et skærpet tilsyn, som også indeholder
en række minimumskrav - og dermed bindinger - i forhold til
udførelsen af tilsynet. Det skærpede tilsyn betyder,
at Ankestyrelsen skal håndtere et øget
informationsflow fra de adoptionsformidlende organisationer,
ligesom den systematiske indsamling af oplysninger fra adoptanter
om adoptionsforløbet skal administreres. Derudover skal
Ankestyrelsen føre et intensiveret økonomisk tilsyn,
ligesom Ankestyrelsen skal godkende organisationernes
hjælpearbejdsprojekter, før de
iværksættes. Der stilles endvidere krav om et
tættere samarbejde med organisationerne, inkl. undervisning
af organisationernes medarbejdere, og også tættere
samarbejde med udenlandske myndigheder, bl.a. i form af rejser.
Endelig skal Ankestyrelsen ifølge lovforslaget udarbejde en
årsberetning om det førte tilsyn. Ankestyrelsen skal
også fremover godkende alle matchningsforslag, hvor det
konkrete barn falder inden for adoptanternes godkendelse, hvilket
vil medføre et øget ressourceforbrug. Ankestyrelsen
tilføres i lyset af disse opgaver 4,7 mio. kr. i 2015 og 5,2
mio. kr. årligt fra 2016 og frem.
Det forudses, at der i en periode i forbindelse med den
forudsatte sammenlægning af de adoptionsformidlende
organisationer vil være behov for, at Ankestyrelsen som
centralmyndighed støtter organisationen i at fastholde
samarbejdet med udlandet. Det vurderes derfor, at Ankestyrelsen
skal tilføres yderligere 1,7 mio. kr. som en engangsydelse i
det første år efter indgåelsen af den politiske
aftale. Endvidere er der i en periode afsat midler til
organisationerne til sammenlægning af de eksisterende
adoptionsformidlende organisationer. Der er således afsat 4
mio. kr. i 2015, 3 mio. kr. i 2016 og 2 mio. kr. 2017 til dette
formål, der bl.a. kan rumme rejser til samarbejdsparter i
udlandet med henblik på at sikre nuværende
samarbejdsaftaler i forhold til en ny organisation, indgåelse
af nye kontrakter med tilmeldte adoptanter, sammenlægning af
IT-system, sammenlægning af arkivsystemer, nye IT-systemer,
ny hjemmeside, kommunikation om sammenlægning af
organisationer, håndtering af medarbejderes fratrædelse
m.v. Som anført ovenfor er bevillingen fuldt ud
overført til 2015, jf. aktstykke nr. 82 af 22. januar 2015.
Staten vil i øvrigt have udgifter på op til 2 mio. kr.
årligt til understøttelse af driften i
adoptionsformidlende organisationer som opfølgning på
de skærpede krav til sådanne organisationer, som
lovforslaget medfører. Samlet udgør støtten og
tilskuddet til de formidlende organisationer 6,0 mio. kr. i 2015,
5,0 mio. kr. i 2016, 4,0 mio. kr. i 2017 og 2,0 mio. kr. i 2018 og
frem.
Ankestyrelsen vil også skulle varetage opgaven med
obligatorisk adoptionsrådgivning til adoptivfamilien, ligesom
der skal tilbydes temaaftener for kommende adoptanter. Der er til
disse opgaver afsat 1,4 mio. kr. i 2015 og herefter 1,3 mio. kr.
årligt. Derudover er der afsat 1 mio. kr. i 2016 og 2017 til
et forsøgsprojekt med adoptionsrådgivning til voksne
adopterede, ligesom der er afsat 0,6 mio. kr. i 2015 og 0,7 mio.
kr. i 2016 til forskning i betydningen af åbenhed for
adopteredes trivsel og livskvalitet. Der er således samlet
afsat 2,0 mio. kr. i 2015, 3,0 mio. kr. i 2016, 2,3 mio. kr. i 2017
og herefter 1,3 mio. kr. årligt til tiltag rettet mod
adoptivfamilierne.
For Adoptionsnævnet betyder lovforslaget en administrativ
lettelse, i og med at tilsynet med de adoptionsformidlende
organisationer i sin helhed placeres i Ankestyrelsen. Det
udgiftsfald, der herved opstår, er der taget højde for
ved den ovenfor beskrevne finansiering af Ankestyrelsens nye
opgaver.
Aftalen om et fremtidigt adoptionssystem er i nogen grad en
lettelse af adoptionssamrådene i forhold til godkendelsen af
matchningsforslag. Denne besparelse modsvares imidlertid af kravet
om at påse, at der foreligger de nødvendige
oplysninger om barnets frigivelse, før der udstedes
erklæring om, at adoptionsforløbet kan
fortsætte.
Lovforslaget har ikke konsekvenser for kommuner og regioner.
De samlede økonomiske
konsekvenser for det offentlige fremgår af nedenstående
skema:
| | | | | Tabel 1: Modernisering
af adoptionsloven - et nyt adoptionssystem | | | | | | Mio. kr. (2015-pl) | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | Styrket tilsyn og kontrol i alt | 6,4 | 5,2 | 5,2 | 5,2 | Tiltag rettet mod adoptivfamilien | 2,0 | 3,0 | 2,3 | 1,3 | Støtte og tilskud til de
formidlende organisationer | 11,0 | 2,0 | 2,0 | 2,0 | I alt | 19,4 | 10,2 | 9,5 | 8,5 |
|
6. Økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet m.v.
Forslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative
konsekvenser for borgerne
Forslagets § 1, nr. 6 indebærer, at
adoptionsrådgivning til adoptanter, der står over for
at skulle rejse ud for at hente barnet, og som netop er kommet hjem
med barnet, fremover er obligatorisk. Samtidig gøres
tilbuddet om adoptionsrådgivning til adoptivfamilien mere
fleksibelt, sådan at det er muligt at få et
rådgivningsforløb helt frem til barnet fylder 18
år.
Forslaget om, at Ankestyrelsen til brug for tilsynet med
adoptionsformidlingen skal indsamle oplysninger om
adoptionsforløbet fra adoptanter, når der er tale om
international fremmedadoption, betyder, at adoptanterne skal svare
på en række spørgsmål, når barnet er
kommet til Danmark.
Herudover har forslaget ikke administrative konsekvenser for
borgerne.
8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen miljømæssige
konsekvenser.
9. Forholdet til
EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
10. Hørte
myndigheder og organisationer m.v.
Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 14. januar 2015
til den 11. februar 2015 været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer m.v. blev
hørt:
AC Børnehjælp, Adoption & Samfund,
Adoptionstrekanten, Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum,
Advokatrådet, Amnesty International, Børne- og
Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens
Fællesråd, Børns Vilkår, DanAdopt, Danske
Advokater, Danske Familieadvokater, Dansk Psykolog Forening, Dansk
Socialrådgiverforening, Datatilsynet, Foreningen Adopteret,
Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af
Socialchefer i Danmark, Foreningen af Statsforvaltningsjurister,
Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,
Kommunernes Landsforening, Koreaklubben, 121 Adoption, Red Barnet,
Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsombudsmanden
på Grønland, statsforvaltningen, Tænketanken
Adoption og Unicef Danmark.
| | | 11. Sammenfattende skema | | | | | | | Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter | Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Styrket tilsyn og kontrol i staten: 6,4 mio. kr. i 2015 og herefter 5,2
mio.kr. årligt. Tiltag rettet mod adoptivfamilien: 2 mio. kr. i 2015, 3 mio. kr. i 2016, 2,3
mio. kr. i 2017 og herefter 1,3 mio. kr. årligt. Støtte og tilskud til
organisationer: 11 mio. kr. i 2015, 2 mio. kr. i 2016, 2
mio. kr. i 2017 og herefter 2 mio. kr. årligt. | Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | For Adoptionsnævnet betyder
lovforslaget en administrativ lettelse, i og med at tilsynet med de
adoptionsformidlende organisationer i sin helhed placeres i
Ankestyrelsen. Lovforslaget betyder også i nogen
grad en lettelse for adoptionssamrådene i forhold til
godkendelsen af matchningsforslag. | Lovforslaget medfører merarbejde
for Ankestyrelsen i relation til tilsyn og kontrol med
adoptionsformidlingen og støtte til adoptivfamilien. | Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen | Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen | Administrative konsekvenser for
borgerne | Adoptionsrådgivning og støtte
umiddelbart før og efter hjemtagelsen af et barn
gøres obligatorisk. Tilrettelæggelsen af tilbuddet om
adoptionsrådgivning og støtte i øvrigt
gør det muligt at få et rådgivningsforløb
helt frem til barnet fylder 18 år. | Adoptanter skal efter
gennemførelsen af en international fremmedadoption besvare
en række spørgsmål om adoptionsforløbet
til brug for tilsynet med adoptionsformidlingen. | Forholdet til EU-retten | Forslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter | | | |
|
Bemærkninger til lovforslagets enkelte
bestemmelser
Til §
1
Til nr. 1 og 3
Efter den gældende bestemmelse i § 2 må en
adoption kun bevilges, hvis den kan antages at være til gavn
for den, som ønskes adopteret. Efter den gældende
§ 9, stk. 1, kan der meddeles bevilling til adoption, selvom
et samtykke til adoptionen trækkes tilbage, hvis
tilbagekaldelsen under særlig hensyntagen til barnets tarv
ikke er rimeligt begrundet. De nævnte bestemmelser indeholder
således forskellige betegnelser for barnets bedste, som i dag
er det begreb, der anvendes, når hensynet til barnet
beskrives i den familieretlige lovgivning.
Med den ændrede formulering af §
2 i adoptionsloven, hvorefter en adoption kun kan bevilges,
hvis den vurderes at være bedst for den, der ønskes
adopteret, og den ændrede formulering af § 9, stk. 1, hvorefter adoption uden
samtykke kan bevilges under særligt hensyn til, hvad der er
bedst for barnet, foreslås en sproglig modernisering af de to
bestemmelser.
Til nr. 2
Efter den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 2, kræves godkendelse som adoptant ikke
i tilfælde, hvor der er tale om adoption af en
ægtefælles eller samlevers barn eller adoptivbarn. Det
følger endvidere af den gældende bestemmelse i
§ 5 a, stk. 1, at en ægtefælle kan adoptere
den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn, og
tilsvarende gælder for samlevere, mens det følger af
den gældende bestemmelse i § 5 a, stk. 2, 1. pkt., at
der også kan gennemføres en stedbarnsadoption af en
tidligere ægtefælles eller samlevers barn eller
adoptivbarn.
Efter § 16 i adoptionsloven indtræder samme
retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem
forældre og deres barn. Der er således efter
gennemførelsen af en adoption ikke i lovgivningen, og ej
heller i den almindelige opfattelse af virkningerne af en adoption,
en sondring mellem, om der er tale om et eget barn eller et
adopteret barn.
Med den foreslåede ændrede formulering af § 4 a, stk. 2, moderniseres
bestemmelsen, sådan at der alene tales om en
ægtefælles eller samlevers barn, hvilket ligeledes
foreslås ved ændringen af § 5
a, stk. 1og 2, 1. pkt. Der er
således tale om en sproglig modernisering i overensstemmelse
med indholdet af § 16 i adoptionsloven og den almindelige
opfattelse af virkningerne af en adoption.
Til nr. 4
De foreslåede ændringer af § 25, nr. 3, og § 25, nr. 4, hvorved et afsluttende
»og« i opremsningen flyttes fra nr. 3 til nr. 4, er
alene tekniske ændringer som følge af, at der i §
25 i loven foreslås indsat et nyt nr. 5, jf. lovforslagets
§ 1, nr. 5, om godkendelse af fortsættelse af et
adoptionsforløb.
Til nr. 5
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan i dag fastsætte regler for behandlingen af sager
efter adoptionsloven, herunder om godkendelse som adoptant, om
adoptionssagers behandling, bl.a. om indholdet af
ansøgningen m.v., om afgivelse af samtykke til adoption og
om behandlingen af sager om adoptions uden samtykke.
Efter forslaget til § 25, nr.
5, kan ministeren for børn, ligestilling, integration
og sociale forhold fastsætte regler om behandlingen af sager
om godkendelse af, at et adoptionsforløb fortsætter -
dvs. for behandlingen af et matchningsforslag. Denne
bemyndigelsesbestemmelse vil bl.a. blive brugt til inden for
persondatalovens rammer at fastsætte krav om, hvilke
oplysninger Ankestyrelsen og adoptionssamrådet skal modtage
fra en adoptionsformidlende organisation med henblik på
stillingtagen til forslaget, inddragelse af
adoptionssamrådet, og rammerne for sagsbehandlingstiden i
disse sager, hvor der af hensyn til barnet snarest skal tages
stilling til matchningsforslaget, hvilket for Ankestyrelsens
vedkommende i udgangspunktet vil sige inden for 1 uge. Der henvises
til bemærkningerne til § 31 a.
Til nr. 6
Det eksisterende tilbud om adoptionsrådgivning
(PAS-rådgivning) til adoptivfamilier, hvor adoptanter kan
få rådgivning og støtte umiddelbart før
og efter, at et barn er kommet til sin nye familie, og hvor der
også tilbydes rådgivningsforløb inden for de
første 5 år efter dette tidspunkt, fremgår ikke
af den gældende adoptionslov. Endvidere er den eksisterende
ordning et tilbud, og det er således ikke obligatorisk for en
adoptivfamilie at modtage adoptionsrådgivning og
støtte i forbindelse med adoptionen. PAS-rådgivningen
faciliteres af Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, der har en
række PAS-konsulenter tilknyttet, som gennemfører
rådgivningen. Det er ikke muligt i forhold til dette tilbud
at benytte sig af en psykolog, som ikke er tilknyttet
Ankestyrelsens ordning. Det vil med den foreslåede nye
bestemmelse i § 25 også fremadrettet være
Ankestyrelsen, der administrerer PAS-ordningen, og rådgivning
vil således blive givet af og kunne fås hos de
konsulenter, som er tilknyttet Ankestyrelsen.
Med den foreslåede nye bestemmelse i § 25 d, stk. 1, gøres det
fremover obligatorisk at modtage adoptionsrådgivning
umiddelbart før og efter gennemførelsen af en
adoption. Denne rådgivning retter sig mod fremmedadoptioner,
hvad enten der er tale om en international eller national adoption,
og disse adoptanter er forpligtede til at modtage
rådgivningen. Der er således tale om adoptioner, hvor
adoptanten er blevet godkendt som adoptant, jf. lovens § 4 a,
stk. 1. Familieadoptioner er ikke omfattet af bestemmelsen. Det
drejer sig om adoptioner, hvor der består nært
slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold
mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre, jf.
lovens § 4 a, stk. 2. Efter den foreslåede bestemmelse
vil der umiddelbart før gennemførelsen af adoptionen
blive ydet rådgivning med afsæt i, at de kommende
adoptanter ved, hvilket barn de skal adoptere, og dermed også
har mulighed for at forholde sig mere konkret til den
forestående adoption. Den obligatoriske rådgivning vil
gøre det muligt at genopfriske den viden, som adoptanterne
fik på det adoptionsforberedende kursus, bl.a. med
afsæt i det konkrete barn. Med den efterfølgende
obligatoriske rådgivning og støtte, som familien skal
modtage, når barnet har taget ophold i sin nye familie,
får familien mulighed for - ud over det hjemmebesøg
som statsforvaltningen aflægger - at få
rådgivning og støtte i forhold til de
spørgsmål og udfordringer, der måtte være.
Rådgivningen vil i udgangspunktet foregå i adoptantens
hjem, hvilket ikke mindst har betydning i forhold til den
rådgivning, der gives umiddelbart efter, at et barn er kommet
til sin nye familie. Der vil dog være tilfælde, hvor
dette ikke er muligt, eksempelvis fordi de kommende adoptanter skal
opholde sig i barnets oprindelsesland i en længere periode
forud for gennemførelsen af adoptionen. I disse situationer
vil det kunne være nødvendigt at gennemføre
rådgivningen over telefon eller lignende. Der vil også
være andre situationer, hvor rådgivningen ikke kan
gives i hjemmet. I forhold til nationale fremmedadoptioner, hvor
overdragelsen af barnet sker med få dages varsel, vil der
være situationer, hvor det af hensyn til barnet er
nødvendigt at fravige kravet om obligatorisk
rådgivning før overdragelsen af barnet, sådan at
alene rådgivningen efter overdragelsen bliver
obligatorisk.
Med forslagets stk. 2 vil det
fremgå af loven, at en adoptant kan anmode om yderligere
adoptionsrådgivning. Dette tilbud retter sig, ligesom
rådgivning efter stk. 1, mod adoptivfamilier, hvor der er
gennemført en fremmedadoption. Familieadoptioner er
således heller ikke omfattet af stk. 2. Bestemmelsen hjemler
det allerede eksisterende tilbud om almindelig
PAS-rådgivning, hvor der som hidtil kan tilbydes to
rådgivningsforløb men nu sådan, at det ene af de
to forløb, som adoptivfamilien har mulighed for at få,
kan placeres helt frem til, den adopterede fylder 18 år. Det
andet forløb skal fortsat i udgangspunktet placeres inden
for de første 5 år efter, at barnet er kommet til sin
nye familie under hensyn til tilbuddets forebyggende formål.
Der vil fortsat være en vis egenbetaling i forhold til denne
rådgivning. Egenbetalingen forudsættes fortsat at
udgøre 100 kr. pr. rådgivningstime, men den vil dog
kunne ændres, hvis prisudviklingen på området
tilsiger det
Efter forslagets stk. 3, nr. 1, kan
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold fastsætte nærmere regler om, hvordan
rådgivning efter stk. 1 og 2 skal tilrettelægges. Denne
bemyndigelsesbestemmelse vil bl.a. blive brugt til at
fastlægge mulighed for at få rådgivning frem til
barnets fyldte 18. år og til at åbne for muligheden
for, at dele af et rådgivningsforløb kan rettes
direkte mod den adopterede, hvor det efter en konkret vurdering er
relevant, og til at tilføje temaet om åbenhed i
adoption til rådgivningen. Efter forslagets stk. 3, nr. 2, kan ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold
fastsætte nærmere regler om, i hvilke situationer en
adoptant ikke skal modtage rådgivning efter den
foreslåede nye bestemmelse i lovens § 25 d, stk. 1, 2.
pkt. Denne bemyndigelsesbestemmelse vil bl.a. blive brugt til at
gøre det muligt at fravige kravet om rådgivning efter
stk. 1, ved nationale fremmedadoptioner, hvor det tidsmæssigt
af hensyn til barnet ikke er muligt at gennemføre
rådgivning før hjemtagelsen. Efter forslagets stk. 3, nr. 3, kan ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold
fastsætte nærmere regler om egenbetaling for
rådgivning efter den foreslåede nye bestemmelse i
lovens § 25 d, stk. 2. Se også beskrivelsen ovenfor af
den egenbetaling, der er i forbindelse med den rådgivning,
der gives i dag.
Til nr. 7
Overskriften til kapitel 5 i den gældende lov er
»Formidling«. Den foreslåede nye overskrift til
kapitel 5, som lyder
»International adoptionshjælp«, er en redaktionel
ændring ud fra et ønske om at fremme overskueligheden
i adoptionsloven. International adoptionshjælp udgør
således et centralt element i adoptionssystemet. Den
foreslåede nye overskrift skal således også ses i
sammenhæng med den kraftige udvidelse af kapitel 5, som sker
med lovforslaget.
Til nr. 8
Med lovforslaget sker en kraftig udvidelse af kapitel 5 i
adoptionsloven med indsættelse af de nye bestemmelser
§§ 30-30 e, og bestemmelserne §§ 31 a-31j,
nr. 9. Denne udbygning af kapitel 5 betyder, at der i nogen grad
sker en række ændringer, som er af mere redaktionel
karakter.
Til §
30
Ifølge den gældende bestemmelse i § 30 kan en
organisation få tilladelse til at yde adoptionshjælp i
forhold til børn, der ikke har dansk statsborgerskab. Det
korrekte kriterium er imidlertid, hvor barnet har bopæl. Den
foreslåede ændring af § 30,
stk. 1, sådan, at adoptionshjælpen efter
bestemmelses ordlyd omfatter børn, der ikke har bopæl
i Danmark, sker således med henblik på at bringe
bestemmelsens ordlyd i overensstemmelse hermed.
Det fremgår ikke af den gældende bestemmelse i
§ 30, at en tilladelse efter praksis gives for en bestemt
periode - i udgangspunktet 5 år. Med den foreslåede
formulering af § 30, stk. 2,
fremgår det nu af loven, at en tilladelse er
tidsbegrænset. Det vil fortsat være udgangspunktet, at
tilladelsen gives for 5 år, medmindre konkrete
omstændigheder taler for en anden tidsbegrænsning. Der
henvises til afsnit 3.1.2. i de almindelige bemærkninger.
Til § 30
a
§ 30 a opstiller krav om, at en
adoptionsformidlende organisations virksomhed skal ske for barnets
bedste, og at adoptionshjælpen skal være etisk og
fagligt forsvarlig i overensstemmelse med adoptionsloven. Herved
forstås også i overensstemmelse med de relevante
internationale konventioner. Endvidere følger det af
bestemmelsen i stk. 2, at
organisationens økonomiske forhold skal varetages på
en forsvarlig måde. Organisationen må ikke opnå
utilbørlig økonomisk eller anden vinding i
forbindelse med adoptionshjælpen, ligesom der ikke må
modtages betaling (adoptionsgebyrer), som står i misforhold
til det arbejde, der er udført. Endelig fremgår det af
stk. 3, at der skal være
juridiske, økonomiske og børnefaglige kompetencer i
relation til adoption til stede i en organisation, og at
organisationen skal have medarbejdere, der har indsigt i og
erfaring med adoptionshjælp. Derved sikres det, at
organisationen har de nødvendige forudsætninger for at
kunne håndtere hensynet til den såkaldte
»adoptionstrekant« - den adopterede, den biologiske
slægt og adoptanten.
Disse krav til de adoptionsformidlende organisationers forhold
fremgår ikke af den gældende adoptionslov, men derimod
af akkrediteringsvilkårene for en adoptionsformidlende
organisation. Der er tale om helt grundlæggende krav til den
måde, adoptionshjælpen gennemføres på, og
disse krav bør derfor fremover fremgå af loven. Der
henvises til afsnit 2 og 3.1.2. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 30
b
Efter de gældende akkrediteringsvilkår for den
adoptionsformidlende organisation er det tilladt for organisationen
- under overholdelse af et krav om klar adskillelse fra
adoptionshjælpsvirksomheden - at udføre
humanitært hjælpearbejde, eksempelvis gennem
DANIDA-finansierede projekter.
Efter forslagets § 30 b
må en adoptionsformidlende organisation alene udføre
hjælpearbejde med tilknytning til adoptionshjælp.
Dermed afskæres organisationen fra at udføre
humanitært hjælpearbejde, som ikke har tilknytning til
adoptionshjælp. Der vil endvidere blive fastsat nærmere
regler om godkendelse af det tilladte hjælpearbejde. Der
henvises til bemærkningerne til bemyndigelsesbestemmelsen i
§ 30 c. En sådan forudgående godkendelse skal
sikre, at der ikke - ud over hvad der i dag anses for at være
i overensstemmelse med principperne i Haagerkonventionen om
international adoption - med projektet skabes en sammenhæng
mellem adoptionsformidlingen og det hjælpearbejde, der
udføres, sådan at hjælpearbejdet bliver en
forudsætning for formidlingens omfang og karakter.
Til § 30
c
Efter forslaget til § 30 c kan
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold fastsætte nærmere regler for ydelse af
adoptionshjælp. Denne bemyndigelsesbestemmelse vil blive
brugt til at udforme nærmere regler om adoptionsformidling,
hvoraf bl.a. en række af de krav, der i dag fremgår af
akkrediteringsvilkår og -aftale, vil skulle fremgå, og
hvor også retningslinjer for, hvilke dispositioner inden for
det adoptionsrelaterede hjælpearbejde, der vil kræve
Ankestyrelsens godkendelse, vil blive beskrevet. Denne regulering
vil endvidere skulle afspejle internationale regelsæt for god
praksis på dette område. Der henvises til afsnit 3.1.3.
i de almindelige bemærkninger.
Til § 30
d
Efter § 30 d, stk. 1, bestemmer
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold i forhold til hvilke lande, der må ydes
adoptionshjælp. Beslutningen om, med hvilke lande Danmark
skal samarbejde, er af en så overordnet karakter, at denne
bør træffes af ministeren. Derimod vil det konkrete
samarbejde efter § 30 d, stk. 2,
blive besluttet af Ankestyrelsen, der således bestemmer,
hvilke udenlandske myndigheder, organisationer m.v. der må
samarbejdes med. Det vil også være Ankestyrelsen, der
foretager regodkendelsen af samarbejdsparter. Kompetencen til at
træffe disse beslutninger fremgår ikke af den
gældende lovgivning, men er i overensstemmelse med, hvad der
følger af de gældende akkrediteringsvilkår.
Kravet om tilladelse til at indlede samarbejde om
adoptionshjælp i et andet land bør fremgå af
lovgivningen men dog sådan, at de nærmere kriterier for
en sådan tilladelse skal fastlægges i praksis.
Kriterierne skal fastlægges og anvendes med henblik på
at vurdere, om en samarbejdspart er i stand til at leve op til
principperne i Haagerkonventionen om international adoption. Der
henvises til afsnit 3.1.2. i de almindelige bemærkninger.
Efter gældende praksis kan en tilladelse til at samarbejde
med en samarbejdspart i et oprindelsesland gøres
tidsbegrænset. En tilladelse til at samarbejde med en
myndighed, organisation m.v. er efter forslaget til § 30 d, stk. 2, i udgangspunktet
tidsbegrænset. Derved skabes en mulighed for systematisk
stillingtagen til den pågældende samarbejdsparts evne
til at leve op til principperne i Haagerkonventionen om
international adoption. Der vil dog være tilfælde, hvor
det efter en konkret vurdering ikke findes relevant at
tidsbegrænse tilladelsen. Dette vil eksempelvis kunne
være tilfældet i forhold til allerede eksisterende
samarbejder. Denne vurdering foretages af Ankestyrelsen i
forbindelse med styrelsens behandling af en ansøgning om
tilladelse til at samarbejde med en udenlandsk samarbejdspart
Udgangspunktet om at gøre en tilladelse tidsbegrænset
skal ses som en videreførelse af den ovennævnte
praksis, hvor tidsbegrænsning i stadig stigende grad anvendes
i forhold til nye samarbejder.
Til § 30
e
§ 30 e, stk. 1, hvorefter
adoption i udgangspunktet kun kan ske gennem en
adoptionsformidlende organisation, indsættes som følge
af udvidelsen af kapitel 5. Der er tale om et allerede eksisterende
krav, som i dag følger af adoptionsbekendtgørelsens
§ 55. Efter stk. 2, kan ministeren
for børn, ligestilling, integration og sociale forhold
fastsætte nærmere regler vedrørende kravet om
formidling gennem en organisation og om muligheden for at fravige
dette krav, hvis ansøgeren har et særligt
forhåndskendskab til barnet eller barnets
pårørende, eller hvis der i øvrigt foreligger
særlige omstændigheder. Denne mulighed for at undtage
fra kravet om at være tilmeldt en organisation følger
i dag af § 56 i adoptionsbekendtgørelsen. Samtidig
gentages det i bestemmelsen, at der er tale om adoption af
børn, der ikke har bopæl i Danmark, jf. også
ændringen af § 30, stk. 1.
Til nr. 9
Til § 31
a
Den gældende adoptionslov indeholder ikke bestemmelser om
godkendelsen af et matchningsforslag. Det følger af de
administrative forskrifter på området, at de
adoptionsformidlende organisationer godkender et forslag om et
konkret barn, hvis barnet er inden for adoptionsansøgerens
godkendelse. Vurderes barnet at ligge uden for godkendelsen, eller
er der tvivl herom, er det adoptionssamrådet, der tager
stilling til matchningsforslaget.
Med § 31 a flyttes kompetencen
til at godkende et matchningsforslag og dermed til at tillade, at
et adoptionsforløb kan fortsætte efter den indledende
sagsbehandling i barnets oprindelsesland, jf. princippet i
Haagerkonventionens artikel 17 c, fra de adoptionsformidlende
organisationer, sådan at denne kompetence fuldt ud ligger hos
staten. Ankestyrelsen tager efter § 31 a,
stk. 1, stilling til matchningsforslaget, hvis det barn, der
er stillet i forslag, falder inden for adoptantens godkendelse. Er
dette ikke tilfældet, eller er der tvivl herom, sådan
at det ikke er åbenbart, at barnet er inden for
ansøgerens godkendelse, tager adoptionssamrådet efter
§ 31 a, stk. 2, stilling.
Også i tilfælde, hvor matchningen først skal ske
i Danmark, og hvor dette forudsætter en nærmere
stillingtagen til barnets behov i forhold til ansøgernes
ressourcer, skal kompetencen som i dag være under
adoptionssamrådet, ligesom det fortsat er
adoptionssamrådet, der skal tage stilling til matchningen i
situationer, hvor der søges efter forældre til et
svært anbringeligt barn. I tilfælde, hvor barnet efter
organisationens vurdering falder åbenbart inden for
godkendelsen hos den ansøger, der står øverst
på organisationens venteliste, er det således
Ankestyrelsen, der skal tage stilling til, om
adoptionsforløbet kan fortsætte. Det samme er
tilfældet, hvis organisationen har matchet barnet med den
ansøger med aldersrelevant godkendelse, som står
øverst på ventelisten. Det bemærkes i
øvrigt, at den beskrevne ændring af godkendelsesrammen
for adoptanter må forventes at betyde, at
adoptionssamrådet i mindre omfang end hidtil skal vurdere et
matchningsforslag. Der henvises til afsnit. 3.2.3. i de almindelige
bemærkninger.
Den foreslåede kompetencefordeling betyder, at en
adoptionsformidlende organisation fremover ikke vil have ansvaret
for denne del af adoptionsforløbet. Når en
adoptionsformidlende organisation modtager et matchningsforslag fra
en udenlandsk samarbejdspart, skal organisationens
børnelæge udarbejde en vurdering af barnets
helbredsmæssige og psyko-sociale udvikling, hvoraf det
fremgår, om barnet vurderes at falde inden for godkendelsen.
Hvis lægen vurderer, at barnet falder udenfor, skal
begrundelsen herfor angives. Organisationen sender herefter den
samlede sag på barnet, inkl. den lægefaglige vurdering
af barnet, til Ankestyrelsen i tilfælde, hvor barnet
utvivlsomt er inden for ansøgerens godkendelse, eller til
adoptionssamrådet, hvis barnet vurderes at være uden
for godkendelsen, eller der er tvivl herom. Organisationen
forudsættes endvidere som hidtil at foretage en kvalificeret
vurdering af de foreliggende oplysninger om frigivelsen af barnet
til international adoption, inden sagen sendes videre til
Ankestyrelsen eller adoptionssamrådet.
Stillingtagen til et matchningsforslag skal rumme både en
vurdering af barnets helbredsforhold og en kontrol af den
dokumentation for frigivelsen af barnet til international adoption,
der under hensyn til det enkelte samarbejdslands procedurer kan og
skal foreligge på tidspunktet for vurderingen af
matchningsforslaget. Som hidtil skal det således være
fyldestgørende dokumenteret, at det konkrete barn kan
adopteres internationalt, før der kan udstedes en
erklæring om, at adoptionsforløbet kan
fortsætte. I det omfang sådanne oplysninger er
mangelfulde, tvivlsomme eller ikke findes i sagen, skal baggrunden
for dette undersøges.
Det bemærkes, at Ankestyrelsen i forhold til vurderingen
af barnets forhold inddrager relevant lægefaglig viden.
Derved er der i alle sager sikret en prøvelse af vurderingen
af barnets forhold.
Adoptionssamrådet besidder den nødvendige
lægefaglige ekspertise i forhold til at vurdere et barns
helbredsforhold i situationer, hvor barnet ikke klart er inden for
ansøgerens godkendelse. Samrådet er ikke bundet af den
formidlende organisations vurdering af barnet. Hvis barnet efter
adoptionssamrådets vurdering falder uden for godkendelsen,
vil ansøgeren kunne bede adoptionssamrådet om en
udvidelse af godkendelsen med henblik på at adoptere barnet.
Først når ansøgerens anmodning om udvidelsen af
godkendelsen til det konkrete barn er imødekommet, vil der
kunne udstedes en erklæring i overensstemmelse med artikel 17
c om, at adoptionsforløbet kan fortsætte.
Inden der udstedes en erklæring om, at
adoptionsforløbet kan fortsætte, skal
statsforvaltningen ligesom Ankestyrelsen påse, at de
nødvendige dokumenter foreligger. Hvis det ikke er
tilfældet, skal Ankestyrelsen foretage en nærmere
undersøgelse af dokumentationen. Hvis sagen behandles i
adoptionssamrådet på grund af barnets forhold, betyder
det, at Ankestyrelsen i disse tilfælde overtager den
nærmere undersøgelse af sagens juridiske dokumenter
fra statsforvaltningen. Hvis Ankestyrelsen skønner, at der
er behov for bekræftelse af validiteten af et dokument eller
yderligere oplysninger, kan styrelsen bede organisationen om disse,
ligesom styrelsen kan tage kontakt til det pågældende
land.
Ankestyrelsen underrettes om de matchningsforslag, som
adoptionssamrådet har behandlet, for herved at sikre, at
styrelsen har det nødvendige fulde indblik i området.
Med afsæt heri kan styrelsen bede om udtalelser fra
Adoptionsnævnet til brug for tilpasningen af behandlingen af
matchningsforslag, herunder med henblik på at styrelsen
udstikker retningslinjer for en organisations og
adoptionssamrådets håndtering af matchningsforslag og
til brug for tilsynet med området. Adoptionssamrådet
vil således ikke længere skulle foretage indberetninger
til Adoptionsnævnet om en organisations håndtering af
et matchningsforslag. Eventuelle relevante oplysninger, som
adoptionssamrådet måtte have, skal derimod videregives
til Ankestyrelsen som tilsynsmyndighed. Der henvises til afsnit
3.3.2. i de almindelige bemærkninger.
Med henblik på at understøtte og kvalificere
adoptionssamrådets behandling af matchningsforslag og
vedligeholde sagsbehandlernes og adoptionssamrådets indsigt i
samarbejdslandenes matchningsforslag, hvilket også er
relevant for undersøgelsen og godkendelsen af kommende
adoptanter, vil Ankestyrelsen udarbejde retningslinjer for
vurderingen af matchningsforslag fra de respektive samarbejdslande
samt løbende orientere om matchningsforslag, som
Ankestyrelsen har behandlet.
For at opnå den tilsigtede kontrol med
adoptionsforløbene, skal vurderingen af de foreliggende
oplysninger om frigivelsesprocessen i barnets oprindelsesland
så vidt mulig ske, inden adoptionsansøgeren anvises
barnet. Der vil dog som beskrevet i de almindelige
bemærkninger afsnit 3.2.2. være situationer, hvor dette
ikke er muligt. Når adoptanten har accepteret matchningen,
udsteder Ankestyrelsen - eller adoptionssamrådet, hvis sagen
hører under adoptionssamrådet - erklæring efter
artikel 17 c i Haagerkonventionen, hvis der er tale om et land
omfattet af konventionen.
Af hensyn til barnet er det som nævnt afgørende, at
sager om godkendelse af matchningsforslag behandles hurtigst
muligt. I forhold til de sager, der behandles i Ankestyrelsen, er
det udgangspunktet, at der skal tages stilling til forslaget inden
for 1 uge. I tilfælde, hvor der er behov for at
undersøge oplysninger nærmere, vil det samlede
tidsforbrug på den konkrete sag kunne forøges.
Godkendelsen af de enkelte matchningsforslag vil eksempelvis kunne
omfatte sagsskridt, der ikke alene vil være
tidskrævende, men også afhænger af andre
myndigheders sagsbehandlingstid. Som eksempel kan nævnes
tilfælde, hvor der viser sig et behov for at få
bekræftet validiteten af et dokument eller videreformidle
spørgsmål til de relevante myndigheder i
oprindelseslandet.
Adoptionssamrådets behandling af et matchningsforslag
tager erfaringsvist 1-2 uger. En stillingtagen i
adoptionssamrådet vil som nævnt i størstedelen
af tilfældene også omfatte en stillingtagen til en
ansøgning om udvidelse af en godkendelse, og sagerne
indeholder således et element ud over godkendelse af selve
matchningsforslaget.
Særligt om forholdet til persondatalovens
behandlingsregler bemærkes det, at efter persondatalovens
§ 6 kan ikke-følsomme oplysninger bl.a. behandles og
videregives, hvis det er nødvendigt som led i
myndighedsudøvelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 6. Herudover
kan sådanne oplysninger bl.a. behandles og videregives, hvis
det er nødvendigt for at varetage en berettiget interesse,
der overstiger hensynet til den registrerede, jf. § 6, stk. 1,
nr. 7. Efter lovens § 7 er der adgang til at behandle og
videregive oplysninger om bl.a. helbredsmæssige forhold, hvis
dette eksempelvis er nødvendigt for, at retskrav kan
fastlægges, gøres gældende eller forsvares.
Endvidere følger det af lovens § 8, stk. 1 og 2, at
bl.a. oplysninger om væsentlige sociale problemer og andre
rent private forhold vil kunne behandles og videregives, når
dette eksempelvis sker til varetagelse af private interesser, der
klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder
hemmeligholdelse. De oplysninger, der indgår i Ankestyrelsens
behandling af et matchningsforslag, er omfattet af de
ovennævnte bestemmelser, og behandlingen sker med henblik
på at fastlægge, om et adoptionsforløb kan
fortsætte og dermed om en adoption under hensyn til barnets
bedste på sigt kan gennemføres. Behandlingen vurderes
således at kunne ske inden for rammerne af persondatalovens
regler.
Til § 31
b
Efter gældende ret fører ministeren for
børn, ligestilling, integration og sociale forhold tilsyn
med adoptionsformidlende organisationer. Ministeren kan endvidere
bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med
sådanne organisationer. Tilsynet er fordelt mellem ministeren
og Adoptionsnævnet, sådan at nævnet varetager den
del af tilsynet med organisationers virksomhed, der vedrører
børnenes psyko-sociale og helbredsmæssige forhold,
mens ministeren har ansvaret for det øvrige tilsyn. Det er
alene Adoptionsnævnet, der skal offentliggøre en
årsberetning om sin virksomhed.
Med § 31 b, stk. 1, placeres
tilsynet i sin helhed hos Ankestyrelsen, og den specifikke hjemmel
i den gældende adoptionslovs § 30, stk. 3, til at
bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med
formidlende organisationer er således ikke gentaget. Den
foreslåede ændring betyder, at Ankestyrelsen er den
eneste tilsynsmyndighed i forhold til adoptionsformidlende
organisationer. . Adoptionsnævnet vil herefter alene agere i
forhold til dette tilsyn, i det omfang Ankestyrelsen anmoder
nævnet om konkrete eller generelle udtalelser til brug
herfor, eller i forbindelse med nævnets orientering om
forhold, som kan have betydning for tilsynet med en
adoptionsformidlende organisation. Samtidig foreslås det i
§ 31 b,
stk. 2, at Ankestyrelsen årligt skal
offentliggøre en beretning om sin tilsynsvirksomhed i lyset
af de krav, der stilles til en organisation i loven og
administrative forskrifter. Beretningen skal indeholde en
redegørelse for det tilsyn, der er udført, og hvilke
reaktioner der måtte være anvendt i forbindelse med
tilsynet. Der er ikke tale om afrapportering på
enkeltsagsniveau. Årsberetningen kan således
aflægges i form af offentliggørelse af en samlet
beretning, ligesom Ankestyrelsen kan vælge at behandle
udvalgte temaer i særskilte beretninger m.v.
Til § 31
c
Der er ikke efter de gældende bestemmelser i
adoptionsloven hjemmel til at pålægge organisationerne
at give informationer om deres virksomhed, ligesom der ikke er
hjemmel for ministeren til at indhente en udtalelse fra
Adoptionsnævnet eller at få oplysninger fra
nævnet om forhold af betydning for tilsynet.
§ 31 c fastslår hvilke
oplysninger tilsynsmyndigheden kan indhente fra en
adoptionsformidlende organisation til brug for tilsynet. Efter
stk.1, har Ankestyrelsen krav på
at få udleveret enhver oplysning om en adoptionsformidlende
organisation af betydning for tilsynet. Dette vil bl.a. omfatte
oplysninger om organisationens organisatoriske, administrative og
økonomiske forhold, som Ankestyrelsen har behov for at
få viden om for at føre tilsyn. I stk. 2, litra a-e, er der opregnet en
række eksempler på måden, hvorpå
Ankestyrelsen kan indsamle oplysningerne til brug for tilsynet.
Opregningen er ikke udtømmende, idet det skal være
muligt at tilpasse indsamlingen af informationer til det aktuelle
behov for viden i forhold til tilsynsvirksomheden. Det
bemærkes herved, at en organisation efter forslaget til
§ 31 f skal underrette tilsynsmyndigheden om alle
organisatoriske ændringer og ændringer i relation til
adoption fra samarbejdslandene, medmindre det er uvæsentligt.
En organisation kan efter forslaget til § 31 c bl.a.
pålægges at redegøre for sine forhold, for sit
samarbejde med udenlandske myndigheder, organisationer m.v.
Organisationen kan også pålægges at sende
konkrete sager om adoptionshjælp til tilsynsmyndigheden og
indhente materiale til belysning af adoptionslovgivning og praksis
i lande, hvor organisationen yder adoptionshjælp. Endvidere
kan en organisation pålægges at tilvejebringe
oplysninger til brug for eventuelle undersøgelser og
sagsgennemgange af betydning for tilsynet.
Særligt i forhold til muligheden i forslagets § 31 c,
stk. 2, litra c, for at pålægge en organisation at
fremsende konkrete sager om adoptionsformidling bemærkes, at
det følger af persondatalovens § 7, at en række
følsomme personoplysninger, herunder oplysninger om
enkeltpersoners helbredsmæssige forhold, alene må
behandles - og dermed videregives - i 4 nærmere beskrevne
tilfælde, jf. § 7, stk. 2. Opregningen, der er
udtømmende, omfatter bl.a. situationer, hvor den
registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til behandling.
Efter persondatalovens § 8, stk. 5, kan oplysninger om andre
rent personlige forhold end de forhold, der nævnes i §
7, stk. 1, også i visse tilfælde videregives fra
private, der behandler oplysningerne. Det er således bl.a.
muligt at videregive oplysninger om rent private forhold, herunder
adoptionsforhold, hvis der er afgivet samtykke hertil.
Tilsynet vil i visse tilfælde omfatte helbredsoplysninger,
som oftest oplysninger om barnets helbredsforhold, men der vil i
udgangspunktet være tale om oplysninger, som er indgået
i behandlingen af matchningsforslaget, og som Ankestyrelsen derfor
allerede er i besiddelse af. Behandlingen af oplysningerne i den
forbindelse sker i overensstemmelse med behandlingsreglerne i
persondatalovens kapitel 4. Der henvises herved til
bemærkningerne til den nye bestemmelse i § 31 a. Der vil
således ikke i disse situationer være behov for
videregivelse, da Ankestyrelsen allerede er i besiddelse af
oplysningerne. I det omfang der er behov for yderligere og nyere
oplysninger, vil der skulle indhentes samtykke til videregivelse af
disse. Dette vil kunne ske ved, at adoptionsansøgeren i
forbindelse med tilmeldingen til organisationen giver et
udtrykkeligt, frivilligt, specifikt og informeret samtykke til, at
oplysningerne kan videregives til brug for tilsynet. Dette samtykke
kan i forbindelse med afslutningen af adoptionssagen i
organisationen udvides til at omfatte barnet.
En automatiseret indhentelse af samtykke, som beskrevet ovenfor,
vil også skulle omfatte et samtykke til at viderebringe
oplysninger om andre rent private forhold. Der vil eksempelvis
kunne være tale om oplysninger om sociale forhold, visse
familiemæssige forhold m.v.
Der vil i en periode efter indførelsen af en
automatiseret indhentelse af det nødvendige samtykke kunne
være behov for at indhente et samtykke til videregivelse af
oplysninger omfattet af § 7 og § 8 i det omfang, tilsynet
vedrører sådanne oplysninger.
Bestemmelsen skal som nævnt ses i sammenhæng med den
foreslåede bestemmelse § 31 f.
Til § 31
d
Den gældende adoptionslov regulerer ikke måden,
hvorpå tilsynet med en organisation skal
gennemføres.
Med forslaget om bestemmelsen i § 31
d, stk. 1, får Ankestyrelsen pligt til at foretage
uanmeldte tilsynsbesøg hos en adoptionsformidlende
organisation, når det er relevant og mindst ét
uanmeldt tilsynsbesøg årligt, ligesom Ankestyrelsen
skal gennemføre sagsgennemgange af udvalgte sager, som
organisationen har behandlet, når det er relevant og mindst
én gang årligt. I sammenhæng hermed skal
Ankestyrelsen efter § 31 d, stk.
2, foretage tilsynsbesøg hos organisationen i
udlandet, dvs. hos de personer der arbejder for den danske
organisation, når det er relevant, og rejser til
samarbejdslandene vil således fortsat være et vigtigt
element i tilsynet. Bestemmelsen omfatter ikke tilsynsbesøg
hos den udenlandske samarbejdspart, idet disse myndigheder,
organisationer m.v. er undergivet tilsyn fra samarbejdslandets
myndigheder.
I forhold til anvendelsen af uanmeldte tilsynsbesøg
bemærkes det, at de afspejler en mulighed, der allerede
findes i dag og fremgår af akkrediteringsaftalen med den
adoptionsformidlende organisation.
Til § 31
e
Adoptionsloven indeholder ikke regler om det økonomiske
tilsyn med en organisation, herunder ikke regler om hvordan dette
tilsyn skal føres.
Efter § 31 e skal Ankestyrelsen
føre et løbende økonomisk tilsyn med en
organisation og lave en opfølgning på de
økonomiske forhold mindst to gange årligt.
Bestemmelsen understreger det skærpede fokus på de
økonomiske forhold i en adoptionsformidlende organisation.
Tilsynet skal således have en hyppighed og intensitet, som
gør det muligt at reagere i tide. Til brug for varetagelsen
af denne opgave, skal der - i hvert fald i en overgangsperiode -
anvendes ekstern kompetence med henblik på at indhente og
sammenstille de nødvendige oplysninger til brug for
tilsynet. Det økonomiske tilsyn vil også skulle
afrapporteres i forbindelse med den årsberetning om
Ankestyrelsens tilsynsvirksomhed, som styrelsen efter den
foreslåede bestemmelse i § 31 b, stk. 2, skal
udarbejde.
Til § 31
f
Den adoptionsformidlende organisation skal ifølge
akkrediteringvilkårene løbende og af egen drift
underrette Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, om
væsentlige forhold vedrørende formidlingsarbejdet.
Dette krav følger ikke af adoptionsloven.
Efter den foreslåede § 31 f,
stk. 1, skal en organisation underrette tilsynsmyndigheden
om organisatoriske ændringer og alle ændringer i
relation til adoption fra de lande, som organisationen formidler
børn fra. Der skal dog ikke ske underretning, hvis der er
tale om ændringer, som er uvæsentlige, hvilket
eksempelvis kunne være en mindre forsinkelse i
sagsbehandlingen i samarbejdslandet på grund af
sagsophobning, en ferielukket domstol m.v. Herudover skal en
organisation efter § 31 f, stk. 2,
udarbejde en periodisk redegørelse om forholdene
vedrørende international adoption og organisationens
samarbejdsparter i et land, hvorfra organisationen formidler
børn til adoption. Stk. 2 indsættes med henblik
på at sikre, at der løbende sker en orientering af
Ankestyrelsen om formidlingssituationen og om samarbejdsparterne i
de respektive samarbejdslande, og sådan at der ikke kun sker
en orientering fra sag til sag.
Til § 31
g
Efter § 31 g skal Ankestyrelsen
til brug for tilsynet indsamle information om
adoptionsforløbet fra adoptanterne, når et barn, der
er internationalt adopteret gennem en adoptionsformidlende
organisation, er kommet til Danmark. Formålet er at sikre en
systematisk indsamling af informationer om en organisations
varetagelse af adoptionshjælpsopgaven, herunder at få
viden om eventuel adfærd i barnets oprindelsesland, der ikke
er i overensstemmelse med adoptionsloven og de vilkår, der er
stillet for organisationens virksomhed. Denne
informationsindsamling retter sig mod alle adoptionsforløb,
hvor formidlingen er sket via en adoptionsformidlende organisation.
Indsamlingen af oplysninger vil også kunne omfatte andre
forhold, som adoptanterne har særlige forudsætninger
for at viderebringe information til Ankestyrelsen om. Indsamlingen
forudsættes at ske gennem anvendelse af spørgeskema
uden herved at afskære muligheden for at ændre
fremgangsmåde, hvis dette på et tidspunkt vurderes mere
hensigtsmæssigt af hensyn til formålet med
bestemmelsen. Adoptanterne forudsættes at deltage på
frivillig basis, og besvarelsen af et spørgeskema kan
således ikke gennemtvinges fra tilsynsmyndighedens side. I
det omfang, der er tale om personoplysninger, vil indsamlingen
skulle ske inden for rammerne af persondataloven.
Der har ikke tidligere været krav til tilsynsmyndighederne
om denne form for indsamling af oplysninger, heller ikke i de
administrative forskrifter, og der er således tale om en ny
bestemmelse.
Til § 31
h
Adoptionsloven indeholder som nævnt ikke regler om adgang
til oplysninger til brug for tilsynet med en formidlende
organisation. Loven indeholder således heller ikke regler om
inddragelse af Adoptionsnævnet i dette arbejde.
Ankestyrelsen kan efter den foreslåede § 31 h, stk. 1, bede
Adoptionsnævnet om udtalelser om konkrete eller generelle
forhold af betydning for tilsynet, herunder bede om bistand i
forbindelse med forberedelse af tilsynsrejser. Ankestyrelsen kan
således også bede nævnet om at foretage konkrete
sagsgennemgange rettet mod børnene psyko-sociale og
helbredsmæssige forhold. Adoptionsnævnet skal endvidere
efter stk. 2, underrette Ankestyrelsen
om alle forhold, som efter nævnets opfattelse har eller kan
have betydning for tilsynet med en adoptionsformidlende
organisation. Der henvises til afsnit 3.3.3. i de almindelige
bemærkninger.
Til § 31
i
Der er tale om en ny bestemmelse, idet reaktionsmulighederne
ikke tidligere har været reguleret i loven.
Forslaget til § 31 i, stk. 1,
indeholder en regulering af de reaktioner, Ankestyrelsen kan
anvende, hvis en adoptionsformidlende organisation ikke overholder
adoptionsloven, de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c,
eller de vilkår, som er fastsat for organisationens
virksomhed. Ankestyrelsen skal i disse tilfælde give
organisationen en advarsel, et pålæg eller ændre
de vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed. I
det omfang der er tale om væsentlig eller gentagen
tilsidesættelse af loven, de udstedte forskrifter eller de
fastsatte vilkår, kan ministeren efter § 31 i, stk. 2, tilbagekalde
organisationens tilladelse efter § 30, stk. 1, til at yde
adoptionshjælp.
Anvendelsen af en reaktion skal altid være proportional i
forhold til organisationens handling, ligesom den skal være
egnet til at opnå den ønskede ændring. Det er
ikke muligt at angive præcis, hvilke handlinger der kan
begrunde en bestemt reaktion. Rækkefølgen af
reaktionsmuligheder er udtryk for reaktionens karakter, sådan
at en advarsel må anses for den mildeste reaktion, mens en
tilbagekaldelse af tilladelse er den stærkeste reaktioner.
Som et eksempel på anvendelse af reaktionen advarsel kan
nævnes gentagne tilsidesættelser af fastlagte
procedurer. Afhængig af hvilke procedurer, der er tale om,
kan det også være relevant at give organisationen et
pålæg. Valget af reaktion vil således til enhver
tid afhænge af den konkrete situation. Tilbagekaldelse af en
akkreditering vil i udgangspunktet forudsætte, at det
på baggrund af misligholdelsens karakter må vurderes,
at der ikke længere er et forsvarligt grundlag for
organisationens fortsatte virksomhed.
Forvaltningslovens regler finder anvendelse ved Ankestyrelsens
behandling af en sag om reaktioner i forbindelse med tilsynet,
herunder forvaltningslovens regler om partshøring og
begrundelse for en afgørelse, ligesom almindelige
forvaltningsretlige grundsætninger om bl.a. tilbagekaldelse
også finder anvendelse.
Til § 31
j
Endelig foreslås det at indsætte en
bemyndigelsesbestemmelse i § 31 j,
hvorefter ministeren kan fastsætte nærmere regler om
tilsynet med adoptionsformidlende organisationer. Denne hjemmel
skal blandt andet udnyttes til nærmere at fastlægge,
hvordan tilsynet udøves, herunder anvendelsen af
spørgeskemaer til adoptanter, jf. § 31 g, og
anvendelsen af ekstern kompetence i forbindelse med det
økonomiske tilsyn, jf. § 31 e, ligesom der vil blive
fastsat nærmere krav til revisionen af en organisations
revision af årsregnskaber. Endvidere vil der blive opstillet
krav for så vidt angår organisationernes pligt til at
underrette Ankestyrelsen og udforme periodiske redegørelser,
jf. § 31 f.
Til §
2
Det foreslås i § 2, stk.
1, at loven træder loven i kraft den 1. oktober 2015.
Der er herved taget hensyn til, at de lovændringer, der
følger af loven, medfører behov for udstedelse af
administrative forskrifter, der skal være klar på
ikrafttrædelsestidspunktet.
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de
lovændringer, der følger af loven, også finder
anvendelse på verserende adoptionssager samt de
adoptionsforløb, der er igangværende ved lovens
ikrafttræden. Dette betyder bl.a., at der i alle
adoptionsafgørelser, der træffes efter lovens
ikrafttrædelse, skal henvises til barnets bedste og ikke til
barnets tarv, eller om adoptionen er til gavn for barnet. Der
henvises til forslagets § 1, nr. 1 og 4, og
bemærkningerne til disse bestemmelser, hvoraf det
fremgår, at der ikke herved er tilsigtet nogen
realitetsændring.
Med hensyn til de sager om anvisning af et barn til adoption,
som en adoptionsformidlende organisation ikke har
færdigbehandlet ved lovens ikrafttræden, foreslås
det i stk. 2, at disse sager
færdigbehandles af den pågældende organisation.
Sagerne færdigbehandles efter lovforslagets bestemmelser om
anvisning af børn til adoption, jf. adoptionslovens §
31 a (lovforslagets § 1, nr. 9). Dette vil skulle
tilrettelægges på en sådan måde, at de
kommende adoptanter i disse sager ikke fratages den mulighed for at
klage over en organisations lægefaglige vurdering af sagen,
som findes i dag.
I stk. 3 foreslås det, at
Ankestyrelsen skal kunne undtage en adoptant fra kravet i § 25
d, stk. 1, i adoptionsloven (lovforslagets § 1, nr. 6) om at
skulle modtage adoptionsrådgivning umiddelbart før, at
det barn, som skal adopteres, tager ophold hos adoptanten i
Danmark. Denne undtagelse er møntet på situationer,
hvor barnet kommer til Danmark kort tid efter lovens
ikrafttræden, og hvor det ikke er praktisk muligt - eller
hvor det er meget besværligt - at gennemføre
rådgivning inden adoptanten tager afsted for at hente
adoptivbarnet.
Videre foreslås det i stk. 4,
at kravet i § 25 d, stk. 1, om, at en adoptant skal modtage
adoptionsrådgivning efter, at det barn, som skal adopteres,
har taget ophold hos adoptanten i Danmark, ikke gælder,
når barnet har taget ophold hos adoptanten i Danmark
før den 1. juli 2015. Der er ved fastsættelse af denne
skæringsdato taget hensyn til, at barnet i disse
tilfælde vil have været i sin nye familie i mindst 3
måneder, når loven træder i kraft. Hvis
sådanne adoptanter ønsker rådgivning, kan de
anmode om det efter den foreslåede bestemmelse i § 25 d,
stk. 2.
Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 5 er en tilladelse givet efter den hidtil
gældende regel i § 30 i adoptionsloven til at yde
adoptionshjælp vedrørende børn, der ikke har
bopæl i Danmark, fortsat gældende efter lovens
ikrafttræden. Dette indebærer, at den tilladelse til at
yde adoptionshjælp, som Danish International Adoption fik den
29. januar 2015, fortsat er gældende efter den 1. oktober
2015. Tilladelsen udløber den 31. juli 2016. Danish
International Adoption kan derfor kun yde adoptionshjælp
efter dette tidspunkt, hvis den inden da har fået en ny
tilladelse efter den foreslåede nye regel i § 30 i
adoptionsloven (forslagets § 1, nr. 8).
Til §
3
Bestemmelsen i § 3
vedrører lovens territoriale anvendelsesområde. Det
foreslås, at loven ikke skal
gælde for Færøerne og Grønland, men at
den ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i
kraft for Færøerne og Grønland med de
ændringer, som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Adoptionsloven er sat i kraft for Grønland, jf. senest
kongelig anordning nr. 410 af 21. april 2010, og den er sat i kraft
for Færøerne ved kongelig anordning nr. 1169 af 25.
november 2006, som ændret ved kongelig anordning nr. 398 af
20. april 2010.
I forhold til både Grønland og
Færøerne er tilsynet med adoptionsformidlende
organisationers virksomhed efter henholdsvis bekendtgørelse
nr. 457 af 28. april 2010 for Grønland om godkendelse som
adoptanter og bekendtgørelse nr. 288 af 26. marts 2007 med
senere ændringer for Færøerne om godkendelse som
adoptant delt mellem ministeren for børn, ligestilling,
integration og sociale forhold (Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen) og Adoptionsnævnet på samme
måde som efter de gældende danske regler. Der henvises
til de almindelige bemærkninger, afsnit 3.3.1.
Det fremgår således af § 36, stk. 2, i
anordningen for Grønland, at ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold fører tilsyn
med de adoptionsformidlende organisationer, og at ministeren kan
bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med
organisationerne, jf. § 36, stk. 3. Efter § 35 i
bekendtgørelse nr. 457 af 28. april 2010 for Grønland
om godkendelse som adoptant fører Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, tilsyn med de formidlende organisationer,
dog sådan at Adoptionsnævnet fører tilsyn med de
formidlende organisationers virksomhed i udlandet og med de
formidlende organisationers behandling af matchningsforslag.
Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, og nævnet behandler
klager over de formidlende organisationer inden for styrelsens og
nævnets tilsynsområde.
Det følger videre af § 17 i bekendtgørelsen,
at den formidlende organisation foretager en vurdering af, om et
barn, der er bragt i forslag til en adoptionsansøger,
må anses for at ligge inden for ansøgerens
godkendelse. I de tilfælde, hvor et barn utvivlsomt er inden
for ansøgerens godkendelse, beder organisationen den
pågældende ansøger om at tilkendegive, hvorvidt
vedkommende er indforstået med at adoptere barnet, jf. §
18. Hvis adoptionsansøgeren accepterer forslaget, udsteder
organisationen en erklæring efter Haagerkonventionens artikel
17 c, jf. § 23, stk. 1.
I tilfælde, hvor et barn falder uden for
adoptionsansøgerens godkendelse, eller der er tvivl om,
hvorvidt barnet er inden for godkendelsen, behandles sagen af
Rigsombudsmanden, jf. §§ 19 og 21. I tilfælde af
tvivl afgiver adoptionssamrådet en udtalelse om, hvorvidt
barnet er omfattet af godkendelsen. I det omfang en godkendelse
ønskes udvidet, fordi et barn er uden for godkendelsen,
afgiver adoptionssamrådet en udtalelse til brug for
Rigsombudsmandens stillingtagen til denne ansøgning, jf.
også §§ 19 og 21. Rigsombudsmanden afgiver
erklæring efter artikel § 17 c i de sager, som
Rigsombudsmanden har behandlet, jf. § 23, stk. 2.
I forhold til Færøerne fremgår det af §
27 d, stk. 2, i anordningen for Færøerne, at
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold fører tilsyn med de adoptionsformidlende
organisationer, og at ministeren kan bemyndige
Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med
organisationerne, jf. § 27 d, stk. 3. Det fremgår videre
af § 29 i bekendtgørelse nr. 288 af 26. marts 2007 med
senere ændringer for Færøerne om godkendelse som
adoptant, at Ankestyrelsen, Familieretsafdelingen, fører
tilsyn med de formidlende organisationer, dog sådan at
Adoptionsnævnet fører tilsyn med de formidlende
organisationers virksomhed i udlandet og med de formidlende
organisationers behandling af matchningsforslag. Ankestyrelsen,
Familieretsafdelingen, og nævnet behandler klager over de
formidlende organisationer inden for styrelsens og nævnets
tilsynsområde.
Kompetencen til at godkende matchningsforslag og udstede
erklæring efter konventionens artikel 17 c er som nævnt
placeret på samme måde som i Grønland. Den
formidlende organisation foretager efter § 15 i
bekendtgørelsen om godkendelse som adoptant en vurdering af,
om et barn, der bringes i forslag, er inden for
adoptionsansøgerens godkendelse. Det følger videre af
§§ 16 og 21, at den formidlende organisation godkender
matchningsforslag og udsteder erklæring, når barnet
utvivlsomt er inden for ansøgerens godkendelse, mens
kompetencen efter §§ 17, 19 og 21 er hos Rigsombudsmanden
i tilfælde, hvor et barn er uden for
adoptionsansøgerens tilladelse, eller der er tvivl herom.
Adoptionssamrådet afgiver udtalelse til brug for
Rigsombudsmandens stillingtagen.
Som nævnt foreslås det, at loven ikke gælder
for Færøerne og Grønland. Dette gælder
også forslagets § 1, nr. 9, (§ 31 b),
hvorefter tilsynet med de adoptionsformidlende organisationer
samles hos Ankestyrelsen. Uanset dette, vil det være
Ankestyrelsen, der efter adoptionsloven som gældende for
Danmark fører det generelle tilsyn med de
adoptionsformidlende organisationer, navnlig tilsynet med
organisationernes samarbejde med udlandet samt organisatoriske og
økonomiske forhold. Dette skyldes, at overholdelse af krav
vedrørende disse og lignende forhold er grundlæggende
forudsætninger for en akkreditering som adoptionsformidlende
organisationer, og at eksempelvis samarbejdet med udlandet og den
måde, organisationen har tilrettelagt sin virksomhed
på, organisatorisk set, er den samme, uanset om der formidles
børn til Danmark, Færøerne eller
Grønland. Tilsynsbestemmelserne i lovgivningen for
Færøerne eller Grønland vil herefter skulle
forstås sådan, at ministeren for børn,
ligestilling, integration og sociale forhold reelt kun fører
tilsyn med organisationernes behandling af konkrete sager på
Færøerne eller i Grønland.
Ikraftsættelse for Færøerne og
Grønland af de ændringer af adoptionsloven, som dette
lovforslag indeholder, vil blive drøftet med de
færøske og grønlandske myndigheder. Det er
således fra færøsk og grønlandsk side
tilkendegivet, at de foreslåede ændringer bør
sættes i kraft på Færøerne og i
Grønland med den nødvendige tilpasning.
Efter forslagets § 1, nr. 9 (§ 31 a) skal
Ankestyrelsen fremover godkende de matchningsforslag, som de
adoptionsformidlende organisationer i dag godkender. Den
gældende ordning i henholdsvis Grønland og på
Færøerne for godkendelse af matchningsforslag svarer
til den gældende ordning i Danmark, der er beskrevet i afsnit
3.2.1.1. En ændring af ordningen på
Færøerne og i Grønland, sådan at en
adoptionsformidlende organisation ikke kan godkende
matchningsforslag til adoptanter på Færøerne
eller i Grønland, kan - efter drøftelse med de
grønlandske og færøske myndigheder - ske
administrativt ved ændring af
godkendelsesbekendtgørelserne for Færøerne og
Grønland.
Endelig kan godkendelsesrammen for færøske og
grønlandske adoptanter ligeledes efter drøftelse med
de grønlandske og færøske myndigheder kunne
bringes i overensstemmelse med den foreslåede ordning i
Danmark, jf. afsnit 3.2.3. i de almindelige bemærkninger.
Dette vil ligeledes kunne ske administrativt. ved ændring af
godkendelsesbekendtgørelserne for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende
ret
| | | | | | | | § 1 | | | | | | I adoptionsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1084 af 7. oktober 2014, som
ændret ved § 1 i lov nr. 1525 af 27. december 2014,
foretages følgende ændringer: | | | | § 2. Adoption
må kun bevilges, når den efter foretagen
undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som
ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos
adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der
foreligger anden særlig grund til adoptionen. | | 1. I § 2 ændres »til gavn«
til: »bedst«. | | | | § 4
a… Stk. 2.
Godkendelse kræves dog ikke ved adoption af
ægtefælles barn eller adoptivbarn eller efter regler
fastsat af ministeren for børn, ligestilling, integration og
sociale forhold i tilfælde, hvor der består nært
slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold
mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes
forældre. § 5 a. En
ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles
barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption). Stk. 2.
Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere
ægtefælles barn eller adoptivbarn. Er ægteskabet
ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan
stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret,
er myndig. | | 2. I § 4 a, stk. 2, og § 5, a, stk. 1, 1. og 2. pkt., og stk. 2, 1. pkt., udgår »eller
adoptivbarn«. | | | | § 9.
Tilbagekaldes et i overensstemmelse med § 8 meddelt samtykke,
kan adoptionsbevilling dog meddeles, såfremt tilbagekaldelsen
under særlig hensyntagen til barnets tarv ikke er rimeligt
begrundet. Stk.
2. . . | | 3. I § 9, stk. 1, ændres
»tarv« til: »bedste«. | | | | § 25.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte regler om behandling af sager efter
denne lov, herunder 1) om godkendelse som adoptant, 2) om adoptionssagers behandling,
herunder om indholdet af ansøgninger om adoption m.v., 3) om afgivelse af samtykke til
adoption, jf. §§ 6 og 8, og 4) om behandlingen af sager om adoption
uden samtykke, jf. § 9. | | 4. I § 25, nr. 3, udgår
»og«, og i § 25, nr.
4, ændres »jf. § 9.« til: »jf.
§ 9, og«. | | | 5. I § 25 indsættes som nr. 5: »5) om behandlingen af sager om
godkendelse af, at et adoptionsforløb
fortsætter.« | | | | | | 6. Efter
§ 25 c indsættes: »§ 25
d. Ved en adoption, der er omfattet af kravet om, at
ansøgeren skal godkendes som adoptant, jf. § 4 a, skal
adoptanten modtage adoptionsrådgivning umiddelbart før
og efter, at det barn, som skal adopteres, tager ophold hos
adoptanten i Danmark. Dette gælder dog ikke, hvis adoptanten
af hensyn til barnet ikke har mulighed for at modtage
rådgivningen. Stk. 2. En
adoptant, der er omfattet af stk. 1, og som har bopæl i
Danmark, kan anmode om yderligere adoptionsrådgivning i
forbindelse med adoptionen. Stk. 3.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler om
følgende: 1) Hvordan rådgivningen efter stk.
1 og 2 skal tilrettelægges. 2) I hvilke situationer adoptanten, jf.
stk. 1, 2. pkt., ikke skal modtage
rådgivning. 3) Betaling for rådgivning efter
stk. 2.« | | | | | | 7.
Overskriften til kapitel 5 affattes
således: | | | »Kapitel 5 International
adoptionshjælp« | | | | § 30. Social-
og integrationsministeren kan give en eller flere private
organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp
vedrørende børn, som ikke har dansk
statsborgerskab. Stk. 2. Social-
og integrationsministeren fastsætter nærmere regler og
vilkår om adoptionshjælp efter stk. 1 og fører
tilsyn med virksomheden. Stk. 3. Social-
og integrationsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til
at føre tilsyn med de organisationer, der har fået
tilladelse efter stk. 1. Stk. 4. Social-
og integrationsministeren kan fastsætte regler, hvorefter
personer, der ønsker at adoptere, pålægges at
søge bistand hos en organisation, der har tilladelse efter
stk. 1. | | 8. § 30 ophæves, og i stedet
indsættes: »§ 30.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan give en privat organisation tilladelse til at yde
adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har
bopæl i Danmark, når organisationen opfylder
betingelserne i §§ 30 a og 30 b samt i de forskrifter,
der er fastsat i medfør af § 30 c (adoptionsformidlende
organisation). Stk. 2. En
tilladelse til at virke som adoptionsformidlende organisation efter
stk. 1 gives for en bestemt periode. § 30 a.
Adoptionshjælp som nævnt i § 30, stk. 1, skal
være bestemt af hensynet til barnets bedste og være
etisk og fagligt forsvarlig i overensstemmelse med denne lov og de
vilkår, der er fastsat for den adoptionsformidlende
organisation. Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation skal varetage sine
økonomiske forhold på en forsvarlig måde.
Organisationen må ikke opnå utilbørlig
økonomisk eller anden vinding i forbindelse med
adoptionshjælpen og må ikke modtage betaling, der
står i misforhold til det udførte arbejde. Stk. 3. En
adoptionsformidlende organisation skal råde over juridiske,
økonomiske og børnefaglige kompetencer af betydning
for adoptionshjælpen og over medarbejdere med indsigt i og
erfaring med international adoptionshjælp. § 30 b. En
adoptionsformidlende organisation må alene udføre
hjælpearbejde med tilknytning til adoptionshjælp. § 30 c.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler om en
adoptionsformidlende organisations virksomhed. § 30 d.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold bestemmer i hvilke lande, en adoptionsformidlende
organisation kan tillades at yde adoptionshjælp. Stk. 2.
Ankestyrelsen bestemmer, med hvilke udenlandske myndigheder,
organisationer m.v., en adoptionsformidlende organisation kan
tillades at samarbejde om adoptionshjælp. En tilladelse efter
1. pkt., gives for en bestemt periode, medmindre det i forhold til
bestemte myndigheder, organisationer m.v. er
unødvendigt. § 30 e. En
godkendt adoptionsansøger skal være tilmeldt en
organisation, der har tilladelse efter § 30, for at adoptere
et barn, der ikke har bopæl i Danmark. Stk. 2.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte nærmere regler herfor og om
muligheden for at fravige stk. 1, når en godkendt
adoptionsansøger har et særligt forhåndskendskab
til barnet eller barnets pårørende, eller når
der i øvrigt foreligger særlige
omstændigheder.« | | | | | | 9. Efter
§ 31 indsættes før overskriften før §
32: | | | Ȥ 31
a. Når et barn er anvist til en adoptant med henblik
på adoption, tager Ankestyrelsen snarest stilling til, om
adoptionsforløbet kan fortsætte. Stk. 2. Er det
anviste barn ikke omfattet af ansøgerens godkendelse som
adoptant, eller er der tvivl om dette, foretages vurderingen efter
stk. 1 af adoptionssamrådet. . § 31 b.
Ankestyrelsen fører tilsyn med, at en adoptionsformidlende
organisation overholder denne lov, de forskrifter, der er udstedt
efter § 30 c, og de vilkår, som er fastsat for
organisationens virksomhed. Stk. 2.
Ankestyrelsen offentliggør årligt en beretning om
styrelsens tilsynsvirksomhed. § 31 c. Til
brug for tilsynet efter § 31 b skal Ankestyrelsen efter
anmodning have udleveret enhver oplysning fra en
adoptionsformidlende organisation om organisationens forhold af
betydning for tilsynet. Stk. 2.
Ankestyrelsen kan til brug for tilsynet pålægge en
adoptionsformidlende organisation: 1) At redegøre for organisationens
forhold. 2) At redegøre for organisationens
samarbejde med udenlandske myndigheder, organisationer
m.v. 3) At fremsende konkrete sager om adoptionshjælp. 4) At tilvejebringe materiale til belysning
af lovgivning og praksis vedrørende
adoption i lande, hvor organisationen yder
adoptionshjælp. 5) At tilvejebringe oplysninger til brug
for undersøgelser og sagsgennemgange af
betydning for tilsynet. § 31 d.
Ankestyrelsen foretager uanmeldte tilsynsbesøg hos en
adoptionsformidlende organisation, når det er relevant og
mindst en gang årligt. Stk. 2.
Ankestyrelsen gennemgår udvalgte sager, som en organisation
har behandlet, når det er relevant og mindst en gang
årligt. Stk. 3.
Ankestyrelsen foretager tilsynsbesøg hos organisationen i
udlandet i relevant omfang. § 31 e.
Ankestyrelsen fører løbende økonomisk tilsyn
med en adoptionsformidlende organisation gennem opfølgning
på organisationens økonomiske forhold mindst to gange
årligt. § 31 f. En
adoptionsformidlende organisation skal underrette Ankestyrelsen om
alle organisatoriske ændringer, alle ændringer i
relation til adoption fra de lande, hvorfra organisationen
formidler børn til adoption, og alle ændringer i
relation til organisationens samarbejdsparter, jf. § 30 d. Det
gælder dog ikke, når ændringerne er
uvæsentlige. Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation skal udarbejde periodiske
redegørelser om formidlingssituationen og organisationens
samarbejdsparter i lande, hvor organisationen yder
adoptionshjælp, jf. § 30 d. § 31 g.
Ankestyrelsen indsamler information om et adoptionsforløb
fra adoptanten, når adoptionsforløbet er
gennemført, og adoptionshjælpen er ydet af en
adoptionsformidlende organisation. § 31 h.
Ankestyrelsen kan anmode Adoptionsnævnet om udtalelser om
konkrete eller generelle forhold af betydning for tilsynet med en
adoptionsformidlende organisation. Stk. 2.
Adoptionsnævnet skal underrette Ankestyrelsen om alle
forhold, som efter nævnets vurdering har eller kan have
betydning for tilsynet med en adoptionsformidlende
organisation. § 31 i.
Overholder en adoptionsformidlende organisation ikke denne lov, de
forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, eller de
vilkår, som er fastsat for organisationens virksomhed, skal
Ankestyrelsen give organisationen en advarsel, et pålæg
eller ændre de vilkår, som er fastsat for
organisationens virksomhed. Stk. 2. Ved
væsentlig eller gentagen tilsidesættelse af denne lov,
de forskrifter, der er udstedt efter § 30 c, eller de
vilkår, som er fastsat for en organisations virksomhed, kan
ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold tilbagekalde organisationens tilladelse efter § 30,
stk. 1. § 31 j.
Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale
forhold kan fastsætte regler om tilsyn med en
adoptionsformidlende organisation. Kapitel 5 a Døgnpleje,
surrogatmoderskab og straf« | | | | | | § 2 | | | | | | Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. oktober 2015. Stk. 2. En
adoptionsformidlende organisation færdigbehandler de sager om
anvisning af et barn til adoption, som den ved lovens
ikrafttræden ikke har færdigbehandlet. Sagerne
færdigbehandles efter reglerne i adoptionslovens § 31 a,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 9. Stk. 3.
Ankestyrelsen kan undtage en adoptant fra kravet i adoptionslovens
§ 25 d, stk. 1, om at skulle modtage adoptionsrådgivning
umiddelbart før, at det barn, som skal adopteres, tager
ophold hos adoptanten i Danmark, som affattet ved denne lovs §
1, nr. 6, Stk. 4. Kravet i
adoptionslovens § 25 d, stk. 1, om, at en adoptant skal
modtage adoptionsrådgivning efter, at det barn, som skal
adopteres, tager ophold hos adoptanten i Danmark, som affattet ved
denne lovs § 1, nr. 6, gælder, når barnet har
taget ophold hos adoptanten i Danmark efter den 30. juni
2015. Stk. 5.
Tilladelse givet efter den hidtil gældende regel i
§ 30 i adoptionsloven til at yde adoptionshjælp
vedrørende børn, der ikke har bopæl i Danmark,
er fortsat gældende efter lovens ikrafttræden. | | | | | | § 3 | | | | | | Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger. |
|