Skatteudvalget har bedt ministeren redegøre for, hvorfor
ministeren først i september 2018 har iværksat en
samlet evaluering af udbetalinger af eksportgodtgørelsen og
den såkaldte selvanmelderordning, når der har
været fremlagt rapporter om misbrug af ordningen både i
2015 og 2017.
Udvalget har ligeledes bedt ministeren redegøre for SKATs
kontrol med refusion af registreringsafgift ved eksport af brugte
køretøjer. Ydermere bedes ministeren redegøre
for, hvor mange årsværk der er tilknyttet kontrol med
refusion af registreringsafgift ved eksport af brugte
køretøjer, og om ministeren mener, at disse
årsværk er tilstrækkelige.
Afslutningsvis er ministeren blevet bedt om at oplyse, hvorvidt
ministeren er enig i, at der havde været større
sandsynlighed for opdagelse af uberettigede udbetalinger, hvis SKAT
havde haft flere ressourcer til at løfte opgaven.
Samrådet tager afsæt i beretning nr. 4 fra
Statsrevisorerne om refusion af registreringsafgift ved eksport af
brugte køretøjer, jf. SAU alm. del - bilag 51.
Samrådsspørgsmål K, L, M og N er stillet efter
ønske fra Jesper Petersen (S).