Advokat Michael Serup, der førte skatteyders sag for Højesteret jf. SKM 2024.344.HR, har i SR-SKAT 03 2024, ”Kursfastsættelse af udskudt skat ved succession”, beskrevet sagen og det for Højesteret gennemførte syn og skøn. Ud fra advokat Michael Serups artikel fremstår det sådan, at Skattestyrelsen i sit udkast til styresignal forbigår væsentlige elementer i den skønsrapport, som dannede grundlag for, at Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle for Højesteret. Det fremgår således af skønsrapporten i sagen, at uafhængige parter ikke vil forhandle sig frem til én bestemt ”nutidsværdi”, og at de derfor heller ikke vil forhandle en ”fordeling” af en kursnedskrivning. Det fremgår endvidere af skønsrapporten, at ”... køber [vil] kunne forhandle sig til en kursansættelse af skatteforpligtelsen tæt på kurs 100, og dermed opnå den væsentligste del af successionsfordelen.” Ligeledes fremgår det, at blot ”skatteforpligtelsen ansættes til en kurs lavere end kurs 100 er det for sælger en fordel at gøre brug af succession.” Når der således ikke findes en markedsmæssig målestok for disse elementer, hvorfor og hvordan kan/skal Skattestyrelsen så foretage ligningsmæssig censur af, om parterne i en successionsoverdragelse har anvendt en ”realistisk udskydelseshorisont”, og om de har foretaget en markedsmæssig ”fordeling” af en kursnedskrivning? Hvordan sikres det, at Skattestyrelsen rent faktisk løfter sin bevisbyrde i hvert enkelt tilfælde, så der ikke sker beskatning af ikke-eksisterende gaver, og at skatteyderne ikke i praksis pålægges en omvendt bevisbyrde?