Spm. nr. US 51

Mange tak. Jeg har glædet mig til at stå her over for statsministeren i spørgetimen for første gang, og jeg vil gerne bruge anledningen til at spørge om en af mine kæpheste. Det handler om, hvordan vi detailstyrer danskerne i dagens Danmark, og hvordan vi ensretter danskerne, så de ikke afviger fra den socialdemokratiske skabelon for livet.

I påskeferien var Dansk Industri ude at problematisere, at i særdeleshed kvinder, en del kvinder, går på deltid efter barsel. Økonomen Nina Smith har også for nylig været ude i den offentlige debat med en bog, som hedder »Overskudskvinder«, fordi vi kvinder gennemsnitligt afviger fra den gennemsnitlige mand på arbejdsmarkedet i forhold til deltid, karrierevalg, og at flere kvinder end mænd skruer arbejdslivet helt ned i en periode. Den forskel gør åbenbart vores køn til en underskudsforretning for staten. Det er, som om den eneste værdi, man kan bidrage med i det her samfund, er kroner og øre i statskassen.

Det er et fattigt menneske- og samfundssyn, hvis du spørger mig. I Liberal Alliance arbejder vi for at give borgerne og familierne bedre rammer og mere frihed. Mennesker skal kunne leve frit og ikke være styret af politikeres ambitioner og mål i livet, men af deres egne mål og ambitioner. Der skal være plads til, at folk vælger forskelligt, selv hvis mænd og kvinder i gennemsnit ikke vælger ens, og selv hvis ikke det medfører resultatlighed, og ja, selv hvis ikke deres valg behager Socialdemokratiet. Og hvor elsker jeg bare at bo i et samfund, hvor der er plads til forskellighed, for guderne skal vide, at jeg ikke har set mig selv i alle normer og kasser.

Jeg står foran statsministeren i dag, fordi min formand er på barsel, og som folketingsmedlem kan vi jo nemlig selv vælge, hvordan vi indretter vores skattefinansierede barselsordning. Det er en luksus, alle almindelige danskere ikke længere har, og jeg synes, at statsministeren og hendes parti har været med til at skabe et samfund, hvor danskerne bestemmer mindre selv. De skal stå model til, at politikere leger socialingeniører, nogle gange endda med bevidst kønsdiskrimination som redskab. Så derfor er mit spørgsmål til statsministeren: Synes statsministeren, at det er et problem, at der på nogle områder er forskel på mænds og kvinders valg, eksempelvis når det gælder, hvilken type job man har, eller hvor meget man arbejder hver uge?

Tak. Se, fru Sólbjørg Jakobsen, det med at henvise til de der eventuelt eksisterende højere magter ligger uden for Folketingets forretningsorden.

Statsministeren.

Først og fremmest velkommen hertil. Jeg glæder mig til samarbejdet. Det sidste spørgsmål går på, om jeg synes, det er et problem, at mænd og kvinder er forskellige og træffer forskellige valg. Nej, det synes jeg ikke.

I et af verdens bedste samfund og et af de stærkeste demokratier, der findes – der er ikke mange samfund, der har lige så meget frihed, som vi har, og så mange demokratiske rettigheder – synes jeg man skal passe på med at prøve at overbevise danskerne om, at de er undertrykte. Den skal man altså længere ud på et eller andet land med. Altså, danskerne har frihed til at træffe de beslutninger, som de ønsker at træffe. Vi lever i et fuldstændig frit samfund.

Vi lever også i et samfund, der baserer sig på nogle meget sådan grundlæggende dyder. Der har altid været en slåskamp om, om det er borgerlige dyder eller det er socialdemokratiske dyder, men jeg mener godt, vi kan dele dem om, at det f.eks. er ærefuldt at gå på arbejde og forsørge sig selv og sin egen familie; at man skal overholde reglerne; og at man skal bidrage positivt til det samfund, man er en del af. Det kan man jo gøre på mange forskellige måder, og hvis vi f.eks. taler familieliv og familiepolitik, vil familiers behov være meget, meget forskellige fra hinanden, herunder er der balancen mellem arbejde og familieliv, i forhold til hvor gamle børnene er, og det har jeg egentlig meget stor respekt for.

På sådan det helt grundlæggende spørgsmål om, om jeg synes, det er et problem, at mænd og kvinder er forskellige, vil jeg svare, at jeg er meget glad for, at der er forskel på mænd og kvinder på alle mulige måder, også de fysiske, så nej, det synes jeg ikke er et problem.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Jamen det var da en glædelig nyhed. At vi som familier skulle være undertrykte, er ord, som statsministeren selv har lagt i min mund, så det må stå for egen regning. Men at vi begrænser familiens frie valg, er politikker, som bliver målt på forskel på mænd og kvinder, så at statsministeren her står og siger, at det egentlig ikke er et problem, at der er gennemsnitlig forskel på mænd og kvinder, gør så, at vi har en masse initiativer, som vi kan droppe, fordi det åbenbart ikke er et problem.

Vi har måltal for kønssammensætninger i virksomheder og bestyrelser. Vi har øremærket barsel til familier, så at vi kan have det mere ens imellem kønnene. Det giver jo ikke rigtig nogen mening, hvis man reelt mener, at familierne skal være frie, og at vi skal have et samfund, hvor der er mindre styring fra politikernes side. Så det glæder mig, at statsministeren ser sådan på det. Jeg synes også, det er dejligt, at vi er forskellige. Vi er også forskellige som kvinder og som mænd. Så der er jo en masse dejlige måder, man kan udfolde sig på i Danmark.

Så hvorfor er det, at man vælger at begrænse familierne ved at lave øremærket barsel? Hvorfor er det, at man vil have kønsstatistikkerne til at være ens i stedet for at sikre lige muligheder?

Statsministeren.

Hvis vi taler statistik, er det jo, fordi der ikke er de samme muligheder. Der er jo stadig væk et løngab i Danmark, som jeg da selvfølgelig synes er problematisk. Det synes jeg som socialdemokrat, og det synes jeg da også som kvinde. At kvinder i Danmark ikke tjener lige så meget som mænd, er da selvfølgelig et problem. Det vil jeg altid synes er et problem.

Hvis jeg kigger ned i pensionsstatistikkerne, sparer danske kvinder mindre op til pension, end mænd gør. Det er da et problem, for det kan jo være, at det ægteskab ikke holder, at man bliver skilt, og så kan det da godt være, man har haft en rigtig fin forståelse af en arbejdsdeling igennem 20 år. Der er da nogle kvinder, der har prøvet at stå tilbage efter sådan en skilsmisse og sige, at okay, den overenskomst, den kontrakt og den måde at indrette sig på, man havde, var god i 20 år, men så smuttede han så med en yngre model og hele pensionsopsparingen. Helt ærligt, det er da ikke fedt, og jeg er da optaget af, at både mænd og kvinder, når man går ind i sit livs efterår, har en pensionsopsparing qua sin arbejdsmarkedstilknytning.

Så har vi haft det problem, at der er nogle kvinder, der har arbejdet på deltid, og som har ønsket at gå op på fuld tid, men som ikke har fået lov. Det er bl.a. nogle af vores offentligt ansatte kvinder på social- og sundhedsområdet, som faktisk har ønsket at arbejde mere, men så har de været ansat i en kommune, der har sagt, at de kun kan få 32 timer, og det har vi forsøgt at tage livtag med.

Så der er da masser at gøre politisk, men det handler jo ikke om, om jeg synes, det er et problem, at der er forskel på mænd og kvinder, men jeg synes ikke, der skal være forskel på vores muligheder.

Fru Sólbjørg Jakobsen.

Ingen af de problemstillinger, statsministeren nævner, vil der egentlig blive gjort op med, og altså, der er ikke nogen, der forklarer de redskaber, der bliver brugt, og som jeg nævnte før. Men i forhold til det med pensionen synes jeg da at det er dejlige nye stemmer, der kommer fra Socialdemokratiet. For vi har i Liberal Alliance sammen med Enhedslisten og SF fremsat et beslutningsforslag om, at vi politisk ikke skal undtage pensionerne ved skilsmisse. Det har Socialdemokratiet ikke villet sige ja til.

Jeg synes, der kan være mange grunde til at indrette sig særligt i et ægteskab, og der kan også være grunde til at undtage pensionen fra fællesejet, men det skal jo være op til borgerne selv og til ægtefællerne selv. Her har politikerne så valgt at sige, at man skal dele det hele, men ikke pensionen. Skal vi tage det her som et udtryk for, at Socialdemokratiet måske ændrer holdning og siger, at det ikke giver mening, at vi politisk er gået ind her og har sagt: Vi har her en standardmodel, men vi modificerer den lige en lillebitte smule?

Det håber jeg da. Der er ikke blevet stemt om det i salen endnu, og hvis I har en høring om det snart, ville det være dejligt. Jeg håber, vi kan tage det her som et udtryk for, at Socialdemokratiet er mere åbne for at slette den her fuldstændig ulogiske ordning, der er der nu.

Statsministeren.

Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke kender alle beslutningsforslag, der er fremsat, så jeg har ikke haft lejlighed til at læse alle detaljer i det. Men jeg synes, pensionsspørgsmålet er helt og aldeles relevant, ligesom lønspørgsmålet i øvrigt er det.

Jeg tror, det er vigtigt at sige: Vi er på mange måder et ligestillet samfund, og vi er i hvert fald et af de mest ligestillede samfund i verden, men det er jo så også i konkurrence med nogle lande, som ikke engang er begyndt at overveje ligestilling mellem mænd og kvinder. Derfor skal vi jo hele tiden turde at se på, hvor vi kan tage de næste skridt. Der betyder arbejdsmarkedet, herunder løn og pension, rigtig meget, men det er der så mange andre ting, der også gør.

På vanlig vis vil jeg gerne slå et slag for alle de kvinder, som sjældent kommer ind i ligestillingsdebatten, nemlig de kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der er derhjemme – nogle steder bag lås og slå, andre steder bag persienner – og som ikke engang har et arbejde, som ikke får sparet op til deres pension, som ikke taler det danske sprog, og som måske ikke engang får lov til at gå ned at stemme, hvis de ellers har stemmeret. Så der er masser at gøre på ligestillingsfronten endnu.

Tak. Det afslutter spørgsmålet. Tak til fru Sólbjørg Jakobsen, Liberal Alliance.

Næste spørger er fru Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.