Spm. nr. US 48

Tak for det. Der er det sidste halvandet års tid opstået en bevægelse i hele Europa, der bruger vores alle sammens frihedsrettigheder til at agitere for en sag, som kan sammenfattes i sloganet »fra floden til havet«. Dele af denne bevægelse bruger ret usædvanlige metoder i deres debat. F.eks. sendes der meget grove beskyldninger og anklager mod mennesker, som de er uenige med. Der er jo nogle, der retter utrolig grove anklager mod navngivne personer i store demonstrationer i gaderne, og statsministeren vil nok være bekendt med et råb, som hedder: Mette, Mette, du kan ikke gemme dig, du støtter folkedrab, Mette, Mette, du kan ikke gemme dig, du er medskyldig i folkedrab.

Der er også dele af den her bevægelse, som saboterer andre menneskers arrangementer, og det er ikke, fordi man overhovedet forholder sig til, hvad der bliver sagt, men det er, fordi man ikke kan lide talerne, og så skal arrangementerne saboteres. Det så man sidst i Fælledparken den 1. maj. Jeg kunne tænke mig at spørge statsministeren: Hvis en af de personer, som bruger de her metoder i den offentlige debat, stod her, hvor jeg står nu, i stedet for mig, hvilket råd ville statsministeren så give vedkommende?

Statsministeren.

Åh, det er et specielt spørgsmål at få som statsminister. For i Danmark har man jo sin grundlovssikrede ret til at tænke og ytre sig og også at forsamle sig og også at demonstrere, men man skal også gøre det inden for de demokratiske spilleregler. Jeg synes ikke, det er min opgave som statsminister at rådgive andre om, hvordan man skal opføre sig i et demokrati. Det er min opgave at stå vagt om vores grundlov og sikre, at der ikke er nogen, der overskrider de demokratiske regler. Men jeg har selvfølgelig mine personlige holdninger, og det har jeg, når man står og demonstrerer uden for en slagterbutik i København og man jo dermed nærmest angriber en helt almindelig familie, som har en butik, som sælger kød, hvad vi andre, som godt kan lide at spise kød, er glade for, eller man råber den slags, eller man ødelægger et 1. maj-arrangement.

Så jeg vil helt generelt sige, at jeg synes, at man skal blive inden for demokratiets spilleregler. Så er jeg også selv opdraget til, at man skal tale ordentligt til andre mennesker, og det bestræber jeg mig på at gøre selv, og jeg tænker egentlig også, at vi, hvis alle gjorde det, så havde en lidt bedre offentligt debat end den, vi har i dag.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Når man bruger den her måde at agitere på, er det jo ikke, fordi man vil vinde en diskussion med de bedre argumenter, men fordi man gerne vil have, modstanderen ikke siger noget. Man vil skræmme modstanderen fra at træde frem og sige sin mening.

Jeg har faktisk talt med mennesker, som har en mening om den her sag, fra floden til havet, og som gerne ville sige noget om det, men som holder sig tilbage, og som ikke helt tør, fordi debatten er blevet så voldsom og anklagerne, som man møder, hvis man siger sin mening, er så voldsomme. Hvis en af de personer, som holder sig tilbage fra at ytre sig i det danske demokrati, fordi klimaet er blevet så hårdt, stod her, ville statsministeren så have et råd til vedkommende?

Statsministeren.

Det er også et godt spørgsmål. Det er mit meget, meget klare indtryk, at flere og flere danskere afholder sig fra at være med i den offentlige debat, især på de sociale medier. Det er også mit indtryk, at vi nu er i en situation, hvor der er folk, der afholder sig fra at stille op til politiske hverv på grund af både trusler, chikane, fysiske overfald og overgreb, men simpelt hen også på grund af tonen.

Jeg synes, det er et kæmpe demokratisk problem. Jeg tror, jeg har prøvet det meste efterhånden og kan bekræfte, hvor alvorligt det er i et demokrati, at man ikke kan få lov til at have sin holdning og få lov til at sige det på en helt ordentlig måde. Jeg tror sådan set, at spørgeren har ret i, at nogle af dem – det er jo den palæstinensiske sag, vi taler om i dag – der kæmper den sag derude, gør det på en måde, som skal få os andre til at holde vores mund med det nuancerede og balancerede synspunkt, som vi har på konflikten i Mellemøsten. Det skal de selvfølgelig ikke få lov til.

Så mit håb er, at alle tør tage del i den demokratiske samtale, men jeg er nået dertil – jeg ved godt, jeg skal færdiggøre det nu – nu, hvor jeg mener, vi bliver nødt til at tage skrappere midler i brug for at passe på folkevalgte og for at passe på vores frihedsrettigheder, for der er nogle få mennesker som regel yderst til højre og yderst til venstre, der knægter vores andres mulighed for at udføre vores demokratiske opgaver.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Så griber jeg lige den med at passe på de folkevalgte, for statsministeren er jo selv folkevalgt. Det er jo selvfølgelig sådan, at når man er en mængde, kan man gemme sig i mængden, og man kan opnå anonymitet i mængden, og man kan drages med af stemningen i en mængde, og man kan sige noget til andre folk i en mængde, som man måske ikke ville sige, hvis man stod over for dem ansigt til ansigt.

Derfor er det, der siges i de her demonstrationer, måske mere et udtryk for noget, der er vokset ud af en stemning, end en refleksion eller betænksomhed. Det siges dog, og statsministeren har vel hørt det. Jeg tror, mange ville være interesseret i at vide, hvordan man reagerer som politiker og som statsminister – man er jo også et menneske – når der siges meget grove ting om en, altså som jeg citerede før. Skal man bare sige: Jeg er politiker, og jeg skal have hård hud, så det har jeg. Eller tager man tiltag? Hvordan tackler man det, når tusindvis af mennesker råber de grove ting, som jeg sagde før?

Statsministeren.

Jeg tror, jeg vil tillade mig at tage mit eget følelsesliv ud af ligningen, men igennem den senere tid har vi hørt om borgmestre, der stopper på grund af chikane og trusler. Jeg ved, der er folk, der har overvejet at gå ind i politik, men som afholder sig fra at gå ind i politik. Når jeg er ude i en forsamling og en gang imellem stiller spørgsmålet eller andre stiller spørgsmålet, om der er nogen, der afstår fra f.eks. at gå ind i debatter på Facebook på grund af den hårde tone, så er der ualmindeligt mange, der rækker hånden op.

Det her er et direkte angreb på vores demokrati. Vi kan ikke se det anderledes. Hver gang der er nogen, der chikanerer nogen, som er demokrater, til at holde mund, er det et angreb på vores demokrati, og det bliver værre, og det bliver værre, og det bliver værre, og min vurdering er, at vi slet ikke har set, hvor galt det kan gå endnu. For hvis ikke der er en kritisk masse af helt almindelige mennesker, der tør påtage sig et politisk hverv, og der har lyst til at stille sig frem i den offentlige debat, så dør vores demokrati langsomt.

Jeg synes, der er mange faresignaler i vores verden netop nu, så vi bliver nødt til at insistere på en ordentlig tone. Jeg synes, man skal slå hårdere ned på det, der sker på de sociale medier. Ligegyldigt om man kan lide det eller ej, skal vi passe på vores medier, dvs. de medier, der er tilbage, og som er gode, solide, europæiske medier, men vi skal altså også passe på dem, der tør påtage sig et ansvar, og det er ligegyldigt, om det er i foreningslivet eller det er som offentligt ansat eller det er som politiker.

Det afslutter spørgsmålet. Tak til hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Næste spørger er fru Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne.