Må jeg ikke kraftigt appellere til, at vi starter den diskussion, vi skal have de næste par dage, et helt andet sted og i første omgang fokuserer på Danmark? Vi er i en langt sværere, tungere og farligere sikkerhedssituation, end vi har været i min levetid. Det her er værre end den kolde krig. Vi står over for et Rusland, som i løbet af ganske kort tid, afhængigt af hvordan krigen udvikler sig i Ukraine, afhængigt af hvad der sker i USA, og afhængigt af vores evne til at opruste og dermed gøre os mere robuste, vil kunne angribe enten igen i Ukraine eller i et andet europæisk land på en meget, meget kort bane. Det er det, vi står i. Derfor har vi behov for at få vores kampkraft op hurtigt. Vi skal kunne forsvare vores land og vores kongerige, og vi skal bidrage til det, vi kalder det kollektive forsvar af NATO-alliancen på en helt anden måde og på et helt andet niveau, end vi har været vant til.
Vi kommer til at præsentere vores plan i morgen. Den handler om præcis det her, altså vores evne til at forsvare os selv, og et af de budskaber, vi kommer til at have med til Folketingets partier, er, at det bliver nødt til at være forsvarschefen, der træffer beslutningerne i de kommende år. Vi har ikke tid til lange politiske diskussioner og drøftelser. Det har vi ikke i EU, det har vi ikke i NATO, det har vi ikke i Danmark. Vi skal forsvare vores land og vores alliance, og det kommer til at kræve hastighed før noget andet.
Derfor har vi besluttet som regering, at vi har fuld tillid til, at forsvarschefen kan træffe de beslutninger, der skal træffes for at få det maksimale forsvar for Danmark så hurtigt som overhovedet muligt. Sagt med andre ord: Det bliver nødt til at være forsvarschefen, der nu får muligheden for og pengene til at kunne træffe de beslutninger, der skal til, så forsvaret for Danmark kommer op hurtigt.