Tak for det, og tak for at rejse et godt spørgsmål. Det er jo rigtigt, at der er lavet en ændring i den bekendtgørelse, som vedrører stillingsstrukturer for videnskabeligt personale ved universiteterne. Formålet med den ændring har været at indføre en ny stillingsbetegnelse som klinisk adjunkt i den bekendtgørelse. Den ændring har ikke betydning for, hvilke faggrupper der kan ansættes i de nævnte kliniske stillinger. Det har hele tiden været sådan, dvs. inden ændringen, at stillingskategorierne som klinisk lektor og klinisk professor har været rettet mod læger. Den nye stillingskategori som klinisk adjunkt følger egentlig bare samme linje. Ændringen skal dermed ikke ses som et udtryk for et ønske om at ændre, hvilke faggrupper der kan ansættes i de nævnte kliniske stillinger – faktisk tværtimod.
Så er det også sådan, at af de høringssvar, som er kommet ind, fremgår det, at der muligvis kan være andre faggrupper, som har fået ansættelsen i en honorarlønnet klinisk stilling, og derudover har Uddannelses- og Forskningsstyrelsen oplyst, at der i høringssvarene tegner sig en bred opbakning fra bl.a. universiteterne til at udvide de kliniske stillingskategorier til andre faggrupper, herunder bl.a. sygeplejersker. Jeg bakker op om, at man ser på, hvordan stillingskategorierne kan justeres, så de imødekommer de behov, som bl.a. universiteterne peger på. Derfor vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen også tage kontakt til universiteterne med henblik på at få afdækket og beskrevet behovet for en ændring i stillingskategorierne.
På den baggrund vil der forventelig kunne ske en ændring i bekendtgørelsen, når det bl.a. i fællesskab er fastlagt, hvad der skal være gældende for de nye faggrupper i stillingskategorierne, både hvad angår opgaver og de kvalifikationskrav, der hører til, og løn- og ansættelsesvilkår. Med det burde der være grundlag for at få ændret stillingsstrukturerne for videnskabeligt personale ved universiteterne, så bl.a. sygeplejersker, jordemødre, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle kan blive ansat i kliniske stillingskategorier på universiteter.