Tak. Jeg har lige lidt svært ved at høre, men jeg forestiller mig, at det var rimelig tro mod det skrevne. Så hvis det går over, skal det nok gå.
Tak for ordet. ATP er en selvejende institution, og det er bestyrelsen, der har ansvaret for ATP. Det omfatter også at have ansvaret for, deres investeringsstrategi skaber de rette balancer mellem afkast, risiko og omkostninger. ATP skal investere sine aktiver, så medlemmernes interesser varetages bedst muligt. Det indebærer, at der ved investering af ATP-midlerne skal tilstræbes betryggende sikkerhed, opretholdelse af midlernes realværdi samt det højest mulige afkast. Det er min klare forventning, at ATP's bestyrelse varetager denne opgave inden for de rammer, som Folketinget har besluttet. Jeg har noteret mig, at ATP for nylig har offentliggjort de pågældende bonusser på deres hjemmeside. Her fremgår størrelsen på de udbetalte bonusser over de sidste 21 år, og at det er udbredt at bruge bonusmekanisme som aflønningen i branchen.
Jeg har også noteret mig, at der er en sammenhæng mellem bonussernes størrelse og de investeringsresultater, der er blevet skabt. Men når det er sagt, så vil jeg sige, og nu er jeg nordjyde, så jeg vil sige det på den her måde, at jeg synes, de her bonusser ser noget store ud. Det er ATP's bestyrelses ansvar, at omkostningerne i ATP, herunder aflønning i deres investeringsenheder står mål med de resultater, der er opnået, og det ansvar regner jeg selvfølgelig også med at bestyrelsen tager på sig.
Til sidst vil jeg bare sige, at ud over at bestyrelsen har et ansvar, vil jeg også bemærke, at hvis der er yderligere spørgsmål til ATP's omkostninger, er der også den mulighed, at vi kan få ATP til simpelt hen at komme og gennemgå forretningen og kaste mere lys over de spørgsmål, der skulle være, og baggrunden for udviklingen, både i afkast og i omkostninger. Det vil jeg i hvert fald gerne citere. Tak for ordet.