Tak for ordet, og tak endnu en gang til spørgeren for spørgsmålet. PET har til opgave at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. Det indebærer at imødegå den alvorlige terrortrussel, der er imod Danmark, efterforskning af terror og håndteringen af en stigende trussel fra spionage, sabotage og påvirkningsvirksomhed fra statslige aktører. Den teknologiske og samfundsmæssige udvikling påvirker PET's arbejdbetingelser. Det medfører et behov for, at vi løbende ser på, om PET har de rigtige arbejdsredskaber. Det gjorde vi med evalueringen af PET i 2022. En af de ting, der blev peget på i alt vil evalueringen, var et behov for, at lovgivningen har defornødne muligheder og rammer for, at PET kan arbejde data- og analysebaseret.
Det lovforslag, der blev sendt i høring i februar, har bl.a. til formål at rette op på det og sikkre, at der er klare retlige rammer for PET's muligheder for at arbejde med større mængder data. Lovforslaget skal ses i tæt sammenhæng med den væsentlige styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne, der var første led i implementeringen af evalueringen af PET-loven, og som Folketinget vedtog sidste år. For det er klart, at det er helt centralt, at vores efterretningstjenester har de rigtige arbejdsredskaber. Men det er jo mindst lige så centralt, at de juridiske rammer omkring arbejdsredskaberne og ikke mindst også tilsynet med PET er tilstrækkelig robust, og at der selvfølgelig også er den rigtige balance. Det mener jeg faktisk er tilfældet, både med det lovforslag, der er sendt i høring., og med den styrkelse at tilsynet med PET, som vi vedtog sidste år. Jeg ser frem til den videre debat om lovforslaget her i Folketinget, når det bliver fremsat inden længe. Tak for ordet