Tak til spørgeren. Borgerinddragelse er absolut supervigtigt, især når vi snakker om vedvarende energi og i øvrigt også andre ting, der påvirker os lokalt. Jeg mener, det er ret unikt, at vi i Danmark har fire kompensationsordninger til naboer og lokalsamfund. Mig bekendt er det ikke noget, vi har på andre områder, når f.eks. landbrug får lov til at sprede gylle eller der bygges motorveje, biogasanlæg eller andre store konstruktioner, som også kan ses lokalt.
Den grønne omstilling af Danmark vil medføre, at flere end i dag kommer til at kunne se vindmøller, solceller, biogasanlæg, brintproduktion osv., også folk, som ikke ønsker det, og det skal vi selvfølgelig tage alvorligt, og de skal føle sig inddraget. Der hviler et meget stort ansvar på dem, der udvikler de her projekter – et ansvar, som jeg ved at mange tager rigtig alvorligt.
Udbygning af vedvarende energi på land er en holdsport, og det er en holdsport, hvor man skal være inkluderende, hvor naboer og lokalsamfund selvfølgelig skal inddrages. I en succesfuld borgerinddragelse i min verden bliver der lyttet, og så skal man i fællesskab finde balancer mellem fremdrift og folkelig opbakning.
Jeg mener også, at borgerinddragelse skal ske tidligt og være et løbende element i udviklingen af nye projekter. Det handler om at finde ud af, hvad der er vigtigt for lokale interesser, og indarbejde disse ønsker i den tidlige udformning af projekterne. Derfor er det også godt, at det i Danmark er kommunerne, der bestemmer, om og hvor nye vedvarende energianlæg på land skal sættes op. De kender lokalsamfundet bedst.
Så vil jeg bare afslutningsvis nævne, at sidste år øgede vi betalingen til grøn pulje og VE-bonus med henholdsvis 150 pct. og 50 pct., så naboer og lokalsamfund får en større andel af gevinsterne ved udbygning på land. Og når pengene skal deles ud til f.eks. en ny lokal legeplads, har kommunen et stort ansvar for, at de også her tidligt inddrager borgerne i, hvordan pengene kan komme dem og lokalsamfundet til gode.