Tak for det. Det ligger jo meget i forlængelse af den ordveksling, der lige har været mellem spørgeren og forsvarsministeren, og jeg er jo sådan set selvfølgelig dækket ind af alt, hvad forsvarsministeren har sagt, og skal ikke gentage det, men sige, at jeg anerkender, at der er tegn på, at vi lever i en ny epoke i forhold til internationalt samarbejde og USA.
Det har jeg også søgt at italesætte alle steder, hvor jeg har talt gennem det seneste stykke tid, i forskellige interviews m.v. Det er en ny normal, hvor ting, vi tog for givet – fred, multilateralisme, fri bevægelighed og globalisering – er udfordret, og det er helt åbenlyst, at præsident Trump, har et andet sprog, nye metoder og først og sidst måske en meget mere sådan transaktionel tilgang til international politik. Det skal vi selvfølgelig tage bestik af, og juryen er jo inde og ude, tror jeg man må sige; det ville være useriøst at sige andet.
Det rokker ikke ved, at vi intet ønske – som i intet ønske – nærer om at drosle ned for det transatlantiske samarbejde. Det har både Europa og USA haft stor gavn af i mange, mange år og jo accelereret siden anden verdenskrig. USA garanterer ultimativt Danmarks og NATO's sikkerhed, og det betyder ikke, at alliancen ikke skal udvikle sig. Det er fortsat vigtigt, at der er et stærkt forhold til USA, men det er også åbenlyst, at det bl.a. hviler på, jf. det transaktionelle, at Europa tager et større ansvar for vores eget forsvar og egen sikkerhed. Vi skal være stærke for at være relevante.
Med alt det her sagt er det jo også helt åbenlyst, at der er mange steder, hvor vi har en til en sammenfaldende interesser med USA. Vi har en omfattende samhandel; det var jo faktisk under den første præsident Trump, at USA blev løftet op til at være Danmarks største eksportmarked. Vi har stærke historiske bånd. Vi har stærke kulturelle bånd. Der er fortsat meget mere, der binder os sammen, end der adskiller os. Vi anerkender jo også bekymringerne i USA, f.eks. omkring sikkerhedssituationen i Arktis. Det er jo en analyse, vi også selv har. Det er en drøm om et lavspændingsområde, som er udfordret af en virkelighed, der ser lidt anderledes ud med russisk militarisering, og det skal vi jo så samarbejde om, og det skal vi selvfølgelig gøre med afsæt i vores egne værdier.
I relation til Arktis har jeg jo også noteret mig – og fremhævet ved flere lejligheder – det element i Trumps tale til kongressen, hvor der var en helt klar anerkendelse af det grønlandske folks selvbestemmelsesret. Med alt det her sagt, og så skal jeg slutte, tror jeg også, man må sige, at de første 8 uger, som det vel efterhånden er, med Trump jo også er et wakeupcall til Europa, som vi er nødt til at respondere på.