Spm. nr. S 518 (omtrykt)

1) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL) (medspørger: Leila Stockmarr (EL)):

Hvad vil Danmark gøre for at sikre, at Israel ikke genoptager sine angreb på Gaza, efter at gidslerne er frigivet og de 6 uger, som den første fase af våbenhvilen er afgrænset til, er gået?

Værsgo.

Tak for det. Spørgsmålet til udenrigsministeren lyder: Hvad vil Danmark gøre for at sikre, at Israel ikke genoptager sine angreb på Gaza, efter at gidslerne er frigivet og de 6 uger, som den første fase af våbenhvilen er afgrænset til, er gået?

Udenrigsministeren.

Tak for det. Der jo heldigvis kommet en våbenhvileaftale. Det er glædeligt. Det har også været meget længe ventet og noget, som mange har presset på for, inklusive Danmark. Det er også noget, jeg selv har haft lejlighed til at drøfte med min israelske kollega i forrige uge inden våbenhvilen, men også i en telefonsamtale efterfølgende.

Det er jo en faseopdelt våbenhvile, som spørgeren også er bekendt med og også har været inde på, og det er desværre ikke det samme som en varig fredsaftale, men trods alt dog noget, der kan skabe håb og forhåbentlig også noget momentum efter 15 måneders bitre kampe. Det er skrøbeligt, det er uforudsigeligt, men det er trods alt også en aftale, som er bygget op på en måde, hvor begge parter har en interesse i, at man også når til den næste fase og den tredje fase. For det er jo forudsætningen for, at gidslerne kan blive frigivet, og at deres trængsler kan ophøre. Det er også en forudsætning for, at det her kan blive permanent, så man kan få taget hul på en helt nødvendig genopbygning af Gaza. Så man må jo sætte sin lid til den her incitamentsstruktur, der er i aftalen. Men det er jo selvfølgelig desværre ikke det samme, som at det så også kommer til at ske.

Hvad kan vi gøre? Vi vil jo både bilateralt, sådan som vi har gjort det, og gennem EU, som vi gjorde det, da vi var sammen i mandags, og i øvrigt også fra vores plads i FN's Sikkerhedsråd arbejde for at understøtte en fuld implementering af den nuværende aftale. Det er i øvrigt også i det lys, at vi, straks efter at våbenhvilen blev annonceret, meldte et nyt humanitært bidrag ud på 75 mio. kr. for at understøtte helt nødvendige akutte indsatser.

Så er det på sigt sådan, som spørgeren også ved, og som alle ved, for det er jo en konsensusbeslutning i Folketinget – noget nær i hvert fald – at vi understøtter og arbejder for en tostatsløsning som sådan det varige udkomme af det, vi er vidner til i øjeblikket.

Spørgeren.

Tak for svaret. Jeg er jo selvfølgelig fuldstændig enig med udenrigsministeren i, at man også skal huske at dvæle ved, at der langt om længe er kommet en våbenhvile. Så selv om det ikke er slutpunktet på noget, men det i virkeligheden kan blive begyndelsen på noget andet, så er det dog et slutpunkt for bomberegnen og for fordrivelsen, og det kan give en lille smule håb hos både palæstinensere og israelere for, at der kan komme en ny fase i gang, hvor man kan arbejde for en egentlig retfærdig og varig fred. Det kan for palæstinenserne i Gaza selvfølgelig også betyde, at man kan få ledt efter sine savnede i ruinbunkerne, og at man kan begynde at diskutere genopbygning osv., og alt det er jo utrolig vigtigt. Det skal man også huske at konstatere.

Men er det ikke rigtigt forstået, at der i den måde, som våbenhvilen er skruet sammen på, ikke ligger nogen egentlig skriftlig sikkerhed for, at Israel ikke kan genoptage angrebene på et tidspunkt, og at man egentlig ikke fra israelsk side har sagt, at dette er en våbenhvile, der skal lede til en permanent våbenhvile, men at man faktisk holder døren åben for, at man kan genoptage bombardementerne? Der er grundspørgsmålet måske i virkeligheden, hvad der egentlig skulle forhindre Israel i at gøre det ud over de incitamenter, som udenrigsministeren er inde på, men som jo i hvert fald ikke er incitamenter, der taler til alle dele af den israelske regering.

Ministeren.

Jeg er jo helt med på, at det også udløste et noget nært rekordlangt møde i det israelske krigskabinet at få tilsluttet sig den her aftale, og at der også var en minister, der forlod regeringen. Det rokker jo ikke ved, at Netanyahus regering stadig har sit flertal intakt, og at man er trådt ind i den her aftale, som er en faseopdelt aftale. Men det er jo klart, at den ikke har nogen garanti for – og det kan jeg jo desværre ikke stå og få til at forsvinde her – at man bevæger sig fra fase et til fase to til fase tre. Men jeg fæstner jo min lid til, at der bør være den her meget stærke gensidige interesse, og nu er der gidsler, der kommer ud i første fase, men flere gidsler i anden fase og alle gidsler efterfølgende. Så det er jo det, vi må fæstne vores lid til, og så må vi i øvrigt presse begge parter på at holde sig til det, der nu er aftalt.

Spørgeren.

Jeg er enig i det med presset på begge parter. Nu har ministeren jo også netop lige været på rejse, og spørgsmålet er måske i virkeligheden også, hvad det er for diplomatiske redskaber, vi fra dansk tid tager i brug, ikke bare bilateralt, men også – og det måske det mest interessante – hvad vi gør i EU-regi, hvad EU gør, hvad Danmark gør i FN's Sikkerhedsråd. For det er jo ret åbenlyst, at vi afventer det med tilbageholdt åndedræt. Så siger udenrigsministeren jo vel også mellem linjerne, at det ligesom ikke er nok til at sikre, at parterne overholder vilkårene, fordi der også er incitamenter til at gøre det modsatte. Man kan jo i hvert fald sige, at Netanyahuregeringen fra starten af har haft det eksplicitte mål om at ville udrydde Hamas fuldstændig, og at det er ikke sket. Hvad skulle være argumentet for dem for ikke at genoptage det? Hvad er det for redskaber, vi kan tage i brug? Og hvad er der i pipelinen?

Ministeren.

I den bilaterale relation kan vi jo, så stærkt, som vi kan, give udtryk for vores holdninger, og dem kan vi så også prøve at udleve i en europæisk ramme, og der er jo i hvert fald to ting, vi gør lige nu og her. Det ene er, at vi arbejder benhårdt på at genetablere den her EUBAM-facilitet, altså en EU-mission, ved Rafah, så vi er til stede. Og det andet er, at vi er godt i gang med et større program til at understøtte det palæstinensiske selvstyre, altså på kort sigt med noget brobygningsfinansering, men også med en langsigtet pakket, som vi forhåbentlig får på plads her i løbet af foråret.

Jeg byder nu velkommen til medspørger fru Leila Stockmarr, ligeledes Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Som opfølgning, når ministeren siger, at vi må fæste vores lid til, at processen omkring de næste faser vil køre efter planen, vil jeg tillade mig at sætte spørgsmålstegn ved det. For netop fordi Israel, som min partikollega sagde, ikke har villet give de her skriftlige garantier for, at man faktisk vil trække sig ud militært af Gaza, som den anden fase ligesom skal bygge på, så kan vi jo ikke fæste vores lid til, at Israel vil gøre det af sig selv.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge ministeren: Er der en direkte dialog med den israelske regering for at lægge pres på Israel, for at man faktisk leverer på den her anden del, særlig i forhold til at sikre en permanent militær tilbagetrækning, ikke nødvendigvis af blokaden, men af den militære tilstedeværelse, som første fase stadig har givet lov til kunne blive opretholdt?

Udenrigsministeren.

Jeg ved ikke rigtig, hvad alternativet skulle være andet end at fæste sin lid til, at når to parter har lavet en aftale, så er det med en intention om, at den skal udleves i praksis. Hvis vi ligesom starter med at lægge til grund, at to parter har indgået en aftale, men de har ikke en intention om at udleve den, hvad skulle man så med en aftale?

Jeg er helt med på, at den her aftale ikke er varig fred. Jeg er helt med på, at den er faseopdelt, og jeg er helt med på, at dens endelige værdi viser sig ved, at man bevæger sig fra fase et til fase to til fase tre. Det, vi kan gøre, er at understøtte begge parter i at holde sig på det spor, bl.a. også ved at tage de initiativer. Det er derfor, jeg nævnte den her EU-mission ved Rafah, som er en genoptagelse af EU's fysiske tilstedeværelse et sted, hvor det gør en humanitær forskel. Det er derfor, vi længe har plæderet for, at EU med de forskelligheder, der er mellem de 27 lande, engagerer sig i kapacitetsopbygning af PA, sådan at vi også skaber en forudsætning for, at PA kan være til stede i Gaza som en del af en langsigtet genopbygning.

Det er jo det, vi kan gøre. Og så er jeg helt opmærksom på de politiske risici. Jeg er også opmærksom på, at der er en minister, der har forladt den israelske regering, og at det derved er skrøbeligt. Men det er jo det, vi kan gøre.

Medspørgeren.

Men jeg vil gerne understrege, at det, der definerer den anden fase af våbenhvilen, jo er, at der ikke er lavet en aftale. Det er jo først her den 16. dag i den første fase, at man skal konkretisere anden del af våbenhvilen. Det er derfor, jeg er interesseret i at få ministerens svar på, hvad Danmark konkret gør for at sikre sig, at den aftale om anden fase faktisk bliver stadfæstet og konkretiseret, og at der også i videst muligt omfang kommer til at være opbakning til det i det israelske parlament. For vi ved, som ministeren også siger, at der er kritikere fra den israelske regering og fra den israelske højrefløj, der er ude at sige, at de præmisser, der ligger til grund for anden fase af våbenhvilen, vil man ikke være med på, og det kræver jo det israelske parlaments godkendelse.

Ministeren.

Hverken spørgeren eller jeg sidder i det israelske parlament, og derfor er det jo sådan lidt på armslængde, når jeg bliver spurgt til, hvad det er, jeg lige konkret skal gøre for at sikre, at man gør det. Vi har presset på meget, meget længe for at få en våbenhvile. Jeg er glad for, at den er faldet på plads med et design, der matcher det, der jo har ligget på bordet et år eller i virkeligheden mere, og er presset hen over målstregen, ikke mindst også i lyset af en ny amerikansk præsidents indsættelse, hvor begge administrationer ligesom lænede sig ind i det.

Nu handler det om at holde begge parter på det spor. Den kombination af at lægge et diplomatisk pres, men så i øvrigt også vise, kan man sige, paratheden til at understøtte det – det er jo derfor, det er vigtigt, at vi er der med humanitær hjælp; det er derfor, det er vigtigt, at vi også er der med tilsagn om langsigtet støtte til en opbygning – er det, vi kan gøre, og det er det, vi gør.

Vi siger tak til medspørger fru Leila Stockmarr. Det sidste spørgsmål i dette spørgsmål bliver stillet af fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak. Det er rigtigt, at ingen af os sidder i det israelske parlament, og at det heller ikke er os, der er part i den direkte våbenhvileaftale eller våbenhvileaftaleforløbet. Ikke desto mindre må man jo konstatere, at den her konflikt på alle måder er international og internationaliseret, og derfor er det ikke nok at konstatere, at vi ikke sidder der. Hvad er det, vores egen rolle kan være?

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at spørge ministeren her til slut, om det fra EU-kredsens side har været gjort klart over for Israel, at der er nogle røde linjer, og hvad der sker, hvis Israel ikke lever op til sin del af våbenhvilen.

Ministeren.

Jeg tror, vi har en lidt forskellig indfaldsvinkel her. Altså, vi har den grundlæggende indfaldsvinkel, at når to parter med et meget, meget langt tilløb og efter et stort internationalt pres har lavet en aftale, så må det være med en grundlæggende intention om, at den aftale skal indfries. Det er en aftale, der falder i tre faser, hvor begge parter altså helt objektivt har en interesse i, at man bevæger sig fra den ene fase til den næste fase til den tredje fase. For det er forudsætningen for, på den ene side at alle gidslerne kommer ud, og på den anden side at man får en permanent fred, altså i betydningen fravær af krig, og dermed en mulig genopbygning. Det er sådan, vi ser det.

Så er det i øvrigt sådan, at vi nu forhåbentlig inden meget længe får det første møde i meget, meget lang tid i EU-Israel-associeringsrådet, som også vil være en lejlighed til, at vi i en EU-kreds, altså direkte over for Israel, gør den europæiske position gældende.

Tak for det, og det afslutter spørgsmålet.

Det næste spørgsmål er ligeledes til udenrigsministeren og bliver ligeledes stillet af fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.