Tak. Det er dyrt, og så nævner ministeren selv, at man skulle have lavet en indsats for 20 år siden. Ja, det er jo korrekt. Jeg undrer mig bare over, at når nu vi har en proces, hvor vi fra Enhedslistens side har fremsat forslag i Folketinget om, at vi skulle videre med grundvandsparkerne, og man godt kunne lave en lovgivning, som udrullede det, lige så snart man havde lavet konkrete undersøgelser af, hvor det er, vi skal beskytte vores drikkevand, så må man bare konstatere, at regeringen ikke har ønsket at gøre noget i det hurtige tempo, og det synes jeg er meget skuffende.
Jeg synes, at det er forståeligt, at man i Aalborg vælger at tage det her tiltag, og det er jo 1.000 kr. pr. husstand i 10 år, man ligesom kalkulerer med. Det er en høj pris i forhold til, at hvis man vælger grundvandsparker og at forebygge, så er det måske 130 kr. pr. husstand om året. Det er en meget stor regning, der ender i Aalborg hos vandforbrugerne, og man gør det jo, fordi der er en forøget kræftrisiko. Man udregner det til at være 74 ekstra kræfttilfælde i Aalborg, på grund af at man har drukket drikkevand med nitrat i.
Der er nogen, der tror, at vi i Danmark har sådan et forureneren betaler-princip, men det gælder jo så ikke for landbruget. Her har vi at gøre med, at det er landbruget, som har gødet nogle jorder, og det har så været med til at sikre, at vi kan få noget billigt svinekød, og samtidig ødelægger det så vores vandmiljø, og det konventionelle landbrug forurener så vores drikkevand med nitrat og pesticider. Det her er virkelig et eksempel på, at forureneren ikke betaler, for det her koster jo ikke landbruget en krone.
Jeg synes, det kunne være interessant, hvis ministeren ville reflektere over, om ikke der er brug for, at det ikke udelukkende er vandforbrugerne, der kommer til at betale for det her. Indimellem er vi inde på noget, hvor der ved noget kystsikring også tænkes, at det er samfundet, der bidrager. Har vi ikke her et forureningsproblem med vores drikkevand, som ikke udelukkende skal betales af vandforbrugerne lokalt?