Spm. nr. S 1207

7) Til miljøministeren af:

Søren Egge Rasmussen (EL):

Mener ministeren, at det er dyrt, når borgere i Aalborg Kommune kommer til at betale 1.000 kr. pr. husstand for nitratrensning af drikkevandet, når udgiften pr. husstand for grundvandssikring både i forhold til pesticider og nitrat via grundvandsparker på 200.000 ha kun vil være 130 kr. pr. husstand?

Værsgo.

Mener ministeren, at det er dyrt, når borgere i Aalborg Kommune kommer til at betale 1.000 kr. pr. husstand for nitratrensning af drikkevandet, når udgiften pr. husstand for grundvandssikring både i forhold til pesticider og nitrat via grundvandsparker på 200.000 ha kun vil være 130 kr. pr. husstand om året?

Ministeren.

Ja, det mener jeg er dyrt, og det er endda kun et hjørne af problemstillingen. Det viser jo meget godt, at det er enormt dyrt, hvis vi venter, til skaden er sket, og så skal rense vores drikkevand op. Det er dårligt for miljøet. Nogle gange går det endda også ud over kvaliteten af drikkevandet. Det gør det ikke i Aalborg, men vi kender det fra Europa. Det er ikke det, der er tilfældet i Aalborg. Men det er jo så dyrt, væsentlig dyrere end at forebygge. Vi kender det berømte, i hvert fald iblandt miljøpolitikere, nitratbælte, vi taler om i Danmark. Og havde man forebygget i tide, altså lad os sige for 20 år siden, så havde det her måske ikke engang været nødvendigt, for så havde det været langt billigere at forebygge.

Det er præcis derfor, vi er i gang med en kortlægning af de grundvandsdannende områder med henblik på at udpege 200.000 ha, nogle steder nitratfølsomt, andre steder kvælstoffølsomt, andre steder følsomt over for jordarbejder oppe på fladen. I alt det skal vi jo så beskytte drikkevandsressourcerne og grundvandsressourcerne imod den påvirkning. Min klare overbevisning er, at det er fornuftigt miljømæssigt. Det vil også være billigere. Og det konkrete eksempel fra Aalborg viser jo med al tydelighed, at det er billigere at forebygge, end det er at skulle rense op, når først skaden er sket.

Så til spørgsmålet om, om det er dyrt, må jeg sige: Ja, jeg mener, det her er dyrt.

Spørgeren.

Tak. Det er dyrt, og så nævner ministeren selv, at man skulle have lavet en indsats for 20 år siden. Ja, det er jo korrekt. Jeg undrer mig bare over, at når nu vi har en proces, hvor vi fra Enhedslistens side har fremsat forslag i Folketinget om, at vi skulle videre med grundvandsparkerne, og man godt kunne lave en lovgivning, som udrullede det, lige så snart man havde lavet konkrete undersøgelser af, hvor det er, vi skal beskytte vores drikkevand, så må man bare konstatere, at regeringen ikke har ønsket at gøre noget i det hurtige tempo, og det synes jeg er meget skuffende.

Jeg synes, at det er forståeligt, at man i Aalborg vælger at tage det her tiltag, og det er jo 1.000 kr. pr. husstand i 10 år, man ligesom kalkulerer med. Det er en høj pris i forhold til, at hvis man vælger grundvandsparker og at forebygge, så er det måske 130 kr. pr. husstand om året. Det er en meget stor regning, der ender i Aalborg hos vandforbrugerne, og man gør det jo, fordi der er en forøget kræftrisiko. Man udregner det til at være 74 ekstra kræfttilfælde i Aalborg, på grund af at man har drukket drikkevand med nitrat i.

Der er nogen, der tror, at vi i Danmark har sådan et forureneren betaler-princip, men det gælder jo så ikke for landbruget. Her har vi at gøre med, at det er landbruget, som har gødet nogle jorder, og det har så været med til at sikre, at vi kan få noget billigt svinekød, og samtidig ødelægger det så vores vandmiljø, og det konventionelle landbrug forurener så vores drikkevand med nitrat og pesticider. Det her er virkelig et eksempel på, at forureneren ikke betaler, for det her koster jo ikke landbruget en krone.

Jeg synes, det kunne være interessant, hvis ministeren ville reflektere over, om ikke der er brug for, at det ikke udelukkende er vandforbrugerne, der kommer til at betale for det her. Indimellem er vi inde på noget, hvor der ved noget kystsikring også tænkes, at det er samfundet, der bidrager. Har vi ikke her et forureningsproblem med vores drikkevand, som ikke udelukkende skal betales af vandforbrugerne lokalt?

Ministeren.

Jeg forstår sagtens spørgsmålet. Jeg vil først sige, at det, vi har sat i gang, og det, jeg har gjort som miljøminister, jo netop er en kortlægning. Vi er færdige med Fyn. Vi arbejder videre nu igennem Danmark. Vi vil være færdige næste år med den præcise kortlægning af, hvor det er, vi har de sårbare grundvandsdannende områder. Det er i omegnen af 200.000 ha, som vi så skal have beskyttet med enten skovrejsning, økologi, forbud mod sprøjtning eller beskyttelse mod gødning. Det er nogle af de ting, som vi ved er sårbare i de konkrete områder. Dér er loven jo så sådan, at hvis vi laver nye regler, hvor nogle mennesker har deres grund, så er der også nogle krav til at få noget økonomisk kompensation.

Spørgeren.

Det er jo korrekt, at der er forskellige virkemidler. Jeg er glad for, at ministeren nævner økologi, for det er jo i flere aftaler fastlagt, at vi skal fordoble det økologiske areal frem mod 2030, og det er ikke det, der sker. Det står i stampe i øjeblikket. Og det er en kæmpe mulighed, at man så øger det økologiske areal de steder, hvor der er et behov for grundvandsbeskyttelse – så slipper vi for pesticider i vores drikkevand, og vi har også en mindre risiko for nitrat i grundvandet, fordi økologer bruger mindre gødning. Kan ministeren se nogle muligheder for, at vi får fremmet økologien i grundvandsdannende områder?

Ministeren.

Ja, det kan jeg, og jeg mener, at det faktisk er en uomgængelig del af det. Vi har også sat midler af i den grønne trepart – som spørgeren også ved, og som spørgeren følger tæt, selv om man ikke er med i aftalen – til en massiv skovrejsning i præcis de bynære grundvandsdannende områder. Men selv det er ikke nok, så der skal også lægges mere til. Og der er det jo åbenlyst, at skal man fortsat have noget landbrugsdrift på de arealer, hvor man ikke kan sprøjte og man ofte heller ikke kan bruge gødning, så har vi jo økologi som et oplagt alternativ. Så for mig at se ligger det her meget godt i tråd med de politiske aftaler og visioner, der er om en forøgelse af det økologiske areal.

Spørgeren.

Nu har vi for nylig lavet nogle opfølgende aftaler, hvor vi fik justeret nogle beløb op, men der er en mulighed, der ikke er blevet udnyttet endnu. Det er sådan, at økologerne kan få et tilskud, hvis de kører en landbrugsdrift, hvor de bruger mindre end 60 kg kvælstof pr. ha. Og det beløb, de får for at gøre den samfundsgavnlige gerning, kunne man jo hæve. Så kunne vi sådan set være med til at prioritere, at økologer havde en bedre økonomi i at bruge mindre gødning på nogle arealer, hvor vi sådan set ønsker, at der skal bruges mindre gødning. Er det noget, som ministeren vil tage med videre til regeringen, altså at vi kunne hæve det beløb, der er til landbrug, der kører med en lav kvælstofnorm?

Ministeren.

Jeg kan sige, at i takt med vi er i gang med den her kortlægning af hele fladen og undergrunden i Danmark netop for at kunne få identificeret, hvor det er, vi har de sårbare grundvandsdannende områder, arbejder vores embedsværk også med forskellige modeller til, hvordan vi økonomisk og regulatorisk skal kunne beskytte det vand. Altså, hvad er truslen? Er det nitrat? Er det pesticider? Er det forurenet jord? Eller er det en fjerde ting? Så hvad er truslen, og hvilken økonomisk model skal vi så lægge ind i den regulering? Vi har mange modeller i spil til præcis at nå de mål her.

Tak til miljøministeren, og tak til spørgeren fra Enhedslisten.

Børne- og undervisningsministeren har indfundet sig, så fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne kan komme frem og stille sine spørgsmål.