Spm. nr. S 1203

4) Til indenrigs- og sundhedsministeren af:

Peder Hvelplund (EL) (medspørger: Trine Pertou Mach (EL)):

Mener ministeren – set i lyset af den seneste udvikling i Gaza, hvor Israel har nægtet adgangen for nødhjælp, mad og livsnødvendig medicin i over 2 måneder, og der er erklæret hungersnød, og hvor nul hospitaler og blot fem felthospitaler er i fuld funktion til en civilbefolkning på 2 mio. mennesker – at Danmark skal tage imod medicinsk evakuerede patienter, idet WHO har anmodet bl.a. Danmark herom, fordi en nærområdeindsats ikke er tilstrækkelig, og fordi WHO har 12.500 mennesker, heraf 4.500 børn, stående på venteliste til evakuering?

Skriftlig begrundelse

Vedrørende den aktuelle drift af hospitaler i Gaza henvises til oversigten på Health Cluster Occupied’s hjemmeside under ”Occupied Palestinan Territories” (oPt Country Dashboard) senest opdateret den 25. maj 2025.

Værsgo.

Tak for det. Og her tror jeg at jeg er indtegnet.

Spørgsmålet til ministeren lyder: Mener ministeren – set i lyset af den seneste udvikling i Gaza, hvor Israel har nægtet adgangen for nødhjælp, mad og livsnødvendig medicin i over 2 måneder, og der er erklæret hungersnød, og hvor nul hospitaler og blot fem felthospitaler er i fuld funktion til en civilbefolkning på 2 mio. mennesker – at Danmark skal tage imod medicinsk evakuerede patienter, idet WHO har anmodet bl.a. Danmark herom, fordi en nærområdeindsats ikke er tilstrækkelig, og fordi WHO har 12.500 mennesker, heraf 4.500 børn, stående på venteliste til evakuering?

Ministeren.

Tak til spørgeren. Lad mig starte med at sige, at jeg og regeringen er dybt bekymrede over den katastrofale humanitære situation i Gaza, herunder ikke mindst situationen i forhold til hungersnød. Det er fortsat regeringens klare holdning, at Danmark skal yde vedvarende humanitær bistand til livreddende indsatser i Gaza.

Siden jeg sidst svarede på spørgsmålet her i Folketingssalen – og det har jeg gjort i flere omgange – har Danmark øget sin støtte. Danmark har via Udenrigsministeriet givet en samlet støtte på ca. 880 mio. kr. til Palæstinakrisen siden 2023. Danmark har bl.a. via bidrag til Den Internationale Røde Kors Komité støttet etableringen og driften af et felthospital i Gaza, der fortsat er i drift. Felthospitalet har 60 sengepladser og tilbyder traumebehandling og kirurgisk og medicinsk behandling. Og som en del af den danske humanitære støtte til Palæstina er der også givet 40 mio. kr. til WHO's indsatser, bl.a. indsatser i form af medicinske evakueringer fra Gaza, udsendelse af mobile sundhedsteams og levering af medicin og medicinsk udstyr. Så samlet set mener regeringen, at vi fra dansk side fortsat leverer et væsentligt humanitært bidrag.

Det er klart, at situationen er meget alvorlig, og det er også derfor, at udenrigsministeren har været ude at sige, at Danmark sammen med ligesindede lande fortsat skal lægge pres på Israel. Regeringen har på nuværende tidspunkt ikke planer om at modtage medicinsk evakuerede patienter fra Gaza i Danmark. Vi følger selvfølgelig situationen nøje og afsøger også løbende forskellige muligheder for yderligere humanitære bidrag, herunder i forhold til sundhedsindsatser i Gaza.

Spørgeren.

Det er jo rigtigt, at det ikke er første gang, vi står her. Når vi bliver ved med at rejse det, er det jo netop, fordi situationen konstant forværres. Vi står med en humanitær katastrofe af helt ufattelige dimensioner, og på trods af det er det, som om regeringen nærmest dumstædigt fastholder, at man ikke ønsker at gøre det, som WHO anmoder os om.

For virkeligheden er jo, at de stationære hospitaler er bombet i smadder. Felthospitalerne, hvoraf fem er helt eller delvis fungerende, lider jo stadig væk af en mangel på helt akut nødvendig medicin; det er antibiotika, det er smertestillende medicin. Vi har hørt fra Læger uden Grænser, hvordan man får en lille pige ind til behandling, som er et bombeoffer, og hvor man står og piller tøjstumper ud af forbrændt kød uden nogen som helst mulighed for at give smertestillende og uden at kunne give antibiotikabehandling. Vi taler om patienter, som er akut truet af alvorlig kræftsygdom, og hvor den eneste redning er, at man kan lave en medicinsk evakuering. Og det er jo netop det, der er baggrunden for, at WHO anmoder om det, altså at nærområdeindsatsen ikke er tilstrækkelig.

Hospitalerne i nærområdet er jo allerede overbelastede. Altså, hvis vi tager et land som Egypten, er der over 4.000 patienter indlagt. WHO vurderer netop, at der ikke er mere kapacitet, og det er jo derfor, at man har 12.500 patienter stående på venteliste, heraf 4.500 børn, hvis eneste redning er, at man vil kunne medicinsk evakuere dem.

Der er 520 læger herhjemme, hvoraf nogle er til stede her i salen i dag, der helt konkret laver en anmodning til regeringen og siger: Vi har kapaciteten, vi har kompetencerne, vi har viljen, vi har setuppet fra de ukrainske patienter, og det eneste, vi mangler, er den politiske vilje. Hvad er regeringens og ministerens svar så til dem? Behovet er der, vi har setuppet, vi har kapaciteten, vi har muligheden, andre lande gør det – hvorfor fastholder regeringen, at man ikke ønsker at gøre det, som WHO anmoder om?

Ministeren.

Først vil jeg sige, at det er væsentligt – og det er også afgørende for regeringen – at vi fra dansk side fortsat leverer et væsentligt humanitært bidrag. Det er også baggrunden for, at vi jo fra dansk sideløbende afsøger, hvordan vi bedst kan bistå i forhold til at afhjælpe det enorme humanitære behov, som er til stede, lige såvel som Udenrigsministeriet også løbende afsøger mulighederne i forhold til bidrag, herunder i forhold til sundhedsindsatser i Gaza, med henblik på fortsat at sikre, at vi fra dansk side kan levere et væsentligt bidrag.

Spørgeren.

Men jeg forstår ikke helt behovet for at afsøge mere, for det her er jo ikke et spørgsmål om, at der er noget, der skal afsøges; det her er et spørgsmål om, at der ligger en konkret anmodning fra WHO, der siger, at nærområdeindsatsen ikke er tilstrækkelig, og at der er behov for, at man også hjælper patienter. Og det er jo ikke et spørgsmål om, at alle kan hjælpes, men det er et spørgsmål om, at vi yder vores til konkret at kunne redde menneskeliv, der kan reddes, frem for at sige: Det ønsker vi ikke; I må ligge og dø, for vi er ikke villige til at transportere jer herop.

Andre lande gør det jo,. Selv Melonis Italien har taget imod 138 patienter. Hvorfor er den danske regering ikke villig til at bidrage til den internationale indsats for at redde menneskeliv, når WHO anmoder om det?

Ministeren.

Med fare for at gentage mig selv vil jeg sige, at Danmark har ydet og vil fortsat komme til at yde vedvarende humanitær bistand til livreddende indsatser i og omkring Gaza.

Vi har fra dansk side, som jeg også indledte min besvarelse med at sige, ikke på nuværende tidspunkt aktuelle planer om at modtage medicinsk evakuerede patienter fra Gaza til behandling i Danmark. Det er en regeringsbeslutning truffet ud fra en samlet vurdering af en række forhold, som jeg også tidligere har oplyst Folketinget om, herunder i forhold til det udlændingepolitiske og sikkerhedspolitiske område, hvor jeg i øvrigt må henvise til justitsministeren og udlændinge- og integrationsministeren i forhold til de nærmere vurderinger.

Så er det medspørger fru Trine Pertou Mach fra Enhedslistens tur.

Jeg vil egentlig gerne opfordre sundhedsministeren til ikke at gentage sig selv i de næste par runder her, for det bliver lidt som en debat med en Komiske Ali, som bliver ved med at svare i et spor, selv om spørgsmålene bliver stillet i et andet. Det, det her grundlæggende handler om, er, om Danmark er villig til at tage det globale ansvar, vi har, for at hjælpe de børn, voksne, ældre og gamle i Palæstina, som ikke har chancen for behandling, medmindre der er et land udenfor, der hjælper dem. Det er det, der er grundspørgsmålet her.

Det er rigtigt, at Danmark har givet rigtig mange millioner i humanitær bistand, og det er vigtigt. Hele pointen er bare, at nærområdet er fyldt op. Over 90 pct. af Gazas egne hospitaler er helt eller delvis ødelagte, så der er ikke den mulighed for hjælp, som sundhedsministeren nævner, i de områder. Så hele chancen for de her mennesker står og falder med, at lande som Danmark tager et ansvar. Det vil jeg gerne bede ministeren svare præcist på: Hvad er det egentlig for et menneskesyn, der gør, at Danmark vedvarende siger, at det her vil vi ikke tage os af?

Ministeren.

Først og fremmest nytter det jo ikke noget, at man som spørger insisterer på at få nye svar, når man også bliver ved med at stille de samme spørgsmål – vil jeg sige i al respekt for spørgeren. Den danske regering har truffet en beslutning her, og vi har ikke grund til for nuværende at genoverveje den. Men der er til gengæld en tyk streg under, at Danmark også skal leve op til vores ansvar i forhold til at levere humanitær bistand og livreddende indsatser, herunder i forhold til Gaza. Ja, det skal vi, og det er også der, jeg understreger her, at det yder Danmark også fortsat et stort substantielt bidrag til. Det kommer vi også til at gøre løbende, og vi følger i øvrigt også situationen løbende.

Medspørgeren.

I 600 dage er palæstinenserne i Gaza blevet sønderbombet. Der er målrettede angreb på sundhedspersonale, sundhedsbygninger og -faciliteter. Det har været målrettede angreb på alt, hvad der er af den del af den palæstinensiske infrastruktur. Danmark bidrager fortsat med flydele til kampflyene, og vi bakker fortsat op om Israel som en allieret, hedder det, men lige præcis det her spørgsmål vedrører de mennesker, alt det her går ud over, og dem vil vi ikke røre med en ildtang og tage imod i vores land.

Hvordan skal verden se på et Danmark i FN's Sikkerhedsråd, som ikke imødekommer den anmodning fra WHO?

Ministeren.

Det er først og fremmest afgørende, at Israel faciliterer og sikrer en sikker og uhindret humanitær adgang til Gaza samt jo også sikrer, at leveringen af nødhjælp er tilstrækkelig til jo også at kunne møde de helt enorme behov, der er, for humanitær bistand, og at det i øvrigt også sker i overensstemmelse med de humanitære principper. Det var også baggrunden for, at udenrigsministeren har været ude ved flere lejligheder i forhold til også at fastslå det pres, som vi også fra dansk side fastholder at lægge på Israel sammen med i øvrigt andre ligesindede lande – med en klar opfordring til, at Israel også tillader en sikker, uhindret og vedvarende humanitær indgang. Så må jeg i øvrigt, for så vidt angår spørgsmålet om vores internationale forpligtelser, henvise til udenrigsministeren.

Så er det hr. Peder Hvelplund, der skal tilbage som spørger.

Tak for det. Ministeren nævnte i sit seneste svar til mig, at det var en samlet vurdering, bl.a. i forhold til en sikkerhedspolitisk og udlændingepolitisk vurdering. Et af de lande, der tager imod patienter, er jo Italien, som har taget imod 138 patienter fra Gaza. Jeg tror, det er de færreste mennesker, der vil beskylde Italien for at have en slap udlændingepolitik eller en statsleder, som går ind for en slap udlændingepolitik eller for at slække på de sikkerhedspolitiske ambitioner.

Kan ministeren forklare, hvorfor det er, at det ikke er nogen risiko for Italien at tage imod patienter, når det derimod åbenbart er det for Danmark?

Ministeren.

Det tilkommer ikke mig at redegøre for, hvilke bevæggrunde der ligger for, at man træffer forskellige beslutninger i forskellige lande. Vi har truffet en beslutning ud fra en samlet vurdering af en række forhold, herunder det, der gælder på det udlændingepolitiske område, men også på det sikkerhedspolitiske område, og hvor jeg endnu en gang må henvise til – om end det sikkert er spændende at spørge sundhedsministeren om det – de ressortministre, hvis vurderinger ligger til grund for det.

Tak til indenrigs- og sundhedsministeren og til spørgerne fra Enhedslisten.

Det næste spørgsmål er til kulturministeren, og det er fra fru Lisa Perkins fra Liberal Alliance.