Nej, det mener jeg ikke. Jeg har undersøgt den her sag meget, meget grundigt, og jeg kan forstå, at der er en vejledning, som kom i 2018. Så det er altså dem, der havde ansvaret i Danmark i 2018 – de partier, som sad i regering – som åbenbart kom med den vejledning. Jeg har overhovedet ikke mistanke om, at de mente det her, men jeg kan konstatere, at det står i vejledningen fra 2018, at når kommunerne skal regulere – og det er jo dem, der har ansvaret som lokal myndighed og skal finde ud af, hvordan man skal definere støj for idrætsanlæg, og det er jo børnelatter og boldspil og kan være mange forskellige ting, men det er jo noget helt andet en virksomhedsstøj – kan man bl.a. finde inspiration i den gamle vejledning helt tilbage fra 1980'erne, der handler om støj sådan fra industri. Det er så blevet taget voldsomt bogstaveligt her på det seneste, og det er derfor, vi har den her misere.
Derfor har jeg været i dialog med en del af de her pågældende kommuner, som har skrevet brev til mig, og jeg tror også til Folketinget, og tilkendegivet, at det selvfølgelig ikke går. Vi skal selvfølgelig have mulighed for at have gang i vores idrætsliv, og det er vidunderligt, at der er et boom nu og fremgang i medlemstallene. Det betyder så meget for vores sundhed, det med, at vi er sammen i foreninger i idrætslivet. Så det er fantastisk dejligt, at vi har det. Det skal selvfølgelig også kunne håndteres, at vi bygger nye kunstgræsbaner og andre ting, som skal kunne laves.
Det er jo ikke sådan, at der ikke skal tages hensyn til naboerne. Det skal man selvfølgelig gøre, og det forstår jeg godt at naboerne også har interesse i, men det må man jo lokalt kunne finde ud af, uden at man lige pludselig tror, man skal begynde at regulere, som om det var en stor fabrik, der arbejdede 24 timer i døgnet. Det er noget helt andet med børnelatter end med fabriksstøj.