Det er skidt, at mere end en fjerdedel dumper i Lolland. Det er godt, at næsten alle består i Allerød. Jeg ser med stor alvor på andelen af folkeskoleelever, som forlader folkeskolen uden at have bestået dansk og matematik, og jeg ser særlig alvorligt på de geografiske og sociale forskelle. Folkeskolen skal sende alle godt videre i uddannelse og job uanset bopæl og familiebaggrund.
Dansk og matematik er i øvrigt kernefag med stor betydning for, at eleverne også lykkes i andre af skolens fag, og vi har derfor fra regeringens side igangsat flere initiativer, som netop skal styrke undervisningen i dansk og matematik. Med aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram fra sidste år blev der afsat 0,5 mia. kr. årligt fuldt indfaset til indsatser for de ca. 10 pct. af eleverne, der har de største udfordringer i dansk og matematik, i alle kommuner. Det gør vi for at løfte udfordrede elever i hele landet.
Men den udfordring, skoler og kommuner står over for, er ikke lige stor i hele landet, og derfor har regeringen også sidste år afsat 40 mio. kr. til efteruddannelse og flere læse- og matematikvejledere i de 20 kommuner, der har den højeste andel elever, som ikke består dansk og matematik. Det handler bl.a. om Lolland Kommune.
Med den nye læreruddannelse er der også fokus på at styrke lærernes muligheder for at undervise elever med forskellige forudsætninger, ligesom regeringen har igangsat et omfattende arbejde med at udvikle nye fagplaner, der skal give dem mere plads til variation og faglig fordybelse i undervisningen, særlig til glæde for de børn, der i dag slår sig på skolen. Fagfornyelsen kalder vi det, og over 100 skoler kommer til at deltage i udviklingen af de nye fagplaner.
Samtidig bliver der fra næste skoleår indført en juniormesterlæreordning, der bl.a. skal give nogle af de elever, der kæmper med motivationen, i de sidste skoleår mulighed for at komme ud i en virksomhed og se, hvad det er, man laver, og hvordan det, man laver i skolen, kan bruges i praksis, samtidig med at de kan fokusere på kernefagene, dansk og matematik, i de resterende skoledage.
Så der er meget sat i gang, og der er måske behov for endnu mere. Det hele handler om at hjælpe unge i hele landet med at bestå afgangseksamen og komme godt videre i livet. Tak for ordet.