Tak for spørgsmålet. Altså, mit udgangspunkt er, at Danmark er en meget velfungerende retsstat, hvor borgernes grundlæggende rettigheder faktisk respekteres utrolig højt. Samtidig er det også min og regeringens prioritet at sikre danskernes tryghed og sikkerhed – ja, faktisk er det en af vores højeste prioriteter. Derfor står jeg altså fuldstændig på mål for, at de tiltag, som regeringen er kommet med, er vigtige og rigtige skridt: Det gælder initiativet om ansigtsgenkendelse, der blev iværksat for at bekæmpe svenske lejemordere i København sidste sommer; det gælder genetisk slægtsforskning, der blev iværksat på baggrund af et borgerforslag, og som har til hensigt at finde gerningspersoner til sager af meget alvorlig karakter om f.eks. terror, uopklarede drabs- og voldtægtsforbrydelser; og det gælder tryghedspakken, der handler om at bevare og styrke trygheden i alle dele af vores samfund og f.eks. forebygge overfald på S-togsstationer.
Jeg er med på, at det ikke gælder Alternativet, men der er jo en medspørger, og jeg forstår altså oprigtigt ikke, at der er borgerlige partier, der problematiserer de her tiltag. Det drejer sig om partier, som hævder, at de har danskernes tryghed og sikkerhed som deres væsentligste fokus. Det er nok også her, vandene skilles. Regeringen mener, tilsyneladende i modsætning til Justitia og de to spørgere i dag, at det er muligt både at have en velfungerende retsstat og et effektivt politi og effektive efterretningstjenester, der har adgang til de oplysninger, der er nødvendige for at passe på os alle sammen.
Jeg har generelt stor tillid til, at både politiet og PET kan håndtere de redskaber, de får inden for lovgivningens rammer, og i øvrigt under et styrket tilsyn, for så vidt angår PET. Når vi styrker tilsynet med PET, handler det netop om at være sikker på, at der selv med de særlige opgaver, som efterretningstjenesterne varetager, er nogen, der kigger med og kontrollerer, hvad PET laver. Når jeg besluttede at afvente i forhold til PET-loven i den her samling, skyldes det, at jeg anerkender, at der er et ønske om mere tid til debat. Jeg kunne også samtidig se, at en del af de påstande, der blev fremsat i den debat, der nåede at være, simpelt hen hvilede på forkerte oplysninger. Og regeringen anerkender, at balancen mellem privatlivshensyn og bekæmpelse og opklaring af kriminalitet er en vigtig diskussion, og regeringen mener som sagt, at det er muligt både at have en effektiv retsstat og et effektivt politi og en effektiv efterretningstjeneste. Men jeg tager meget gerne den drøftelse, og det kan vi jo med fordel gøre, når vi efter sommerferien skal drøfte PET-lovforslaget igen. Tak for ordet.