Det er en ny stil. Det er fornemt. Ministeren har jo på et spørgsmål, som jeg selv har stillet ministeren, faktisk ganske klart udtrykt, at hvis man skal indkræve kilometerafgiften fra udenlandske vognmænd, forudsætter det bl.a., at der er blevet indgået en aftale om indkrævningen med de lande, de her vognmænd kommer fra. Hverken parkeringsafgifter eller vejafgiftsbøder er omfattet af en international aftale, hvorefter der kan anmodes om inddrivelsesbistand.
Altså ser det helt klart ud, som om der er blevet skabt en situation, hvor danske vognmænd kommer til at betale en kilometerafgift, som udenlandske vognmænd i hvert fald til en vis grad kan vælge ikke at betale, og man kan så have en forventning om, at de faktisk heller ikke kommer til at betale den, fordi vi ikke har nogen muligheder for at indkræve pengene.
Hvad agter ministeren at gøre for at sikre, at vi får lige vilkår for udenlandske vognmænd og danske vognmænd?