Fordelen ved at kende ministeren er, at når man har en række spørgsmål, ved man jo godt, hvor man ender, og så kan vi lige så godt køre den fra hoften. For virkeligheden er jo, at det svar, jeg får nu, er, at regeringen er vidende om, at der muligvis kan være ting i de kinesiske solceller, som er dem, der bliver sat op, for det er dem, der er leverandører. Ministeren siger også, at selv om man er vidende om det, har man faktisk tænkt sig at fortsætte med hastigheden af udrulningen af de her jernmarker. Og det er jo der, min bekymring kommer. Jeg er jo som udgangspunkt meget imod jernmarker. Jeg mener, at den aftale om vindenergi om noget beviser, at Danmarksdemokraterne vil gøre meget for at tage livet af det misfoster af en idé i energipolitikken. Men jeg kan bare høre på regeringen, at man har tænkt sig, at de her jernmarker skal være en del af løsningen. Og så nytter det jo ikke noget, at vi, som vi i Danmarksdemokraterne tidligere har sagt, så må sætte dem op på taget, hvis selve typen af VE, altså solenergi, er så afhængig af kinesiske leverandører, for vi kan nu se, at vi faktuelt ikke aner, hvilke komponenter der er i det, der bliver sat op.
Det må da alt andet lige føre til, at ministeren på området er bekymret, og om det er tid til at sadle om, altså om ikke det er tid til at sadle om fra afhængigheden af solceller og jernmarker i den VE-politik, vi laver. For det kan blive farligt for den kritiske infrastruktur – og det bliver jeg nødt til at sige at vi i Danmarksdemokraterne anser energi som – hvis vi ikke ved, om der er en eller anden, der kan sidde i Beijing eller for den sags skyld et andet sted, med adgang til et modem og som så potentielt kan slukke for dansk elproduktion. Er det, at man er villig til at se bort fra det og blive ved med at udrulle det, ikke sådan lidt – som jeg tror vi ville kalde det i Nordjylland – dumstædigt, altså hvis man ved, at der er noget, som vi muligvis ikke aner hvad er, og som vi muligvis ikke har styr på, og man så fortsætter alligevel? I Nordjylland ville vi jo nok kalde det dumstædigt, men jeg ved ikke, hvad man kalder det andre steder. Det er ikke en nedværdigende ment, men det er sådan mere, at hvis man bliver ved med at sparke sig selv over skinnebenet, finder man på et tidspunkt også selv ud af, at det gør ondt.