Tak for spørgsmålet. Skolerne bærer jo et stort ansvar for at uddanne og danne børn og unge som aktive demokratiske medborgere. Der står i formålsparagraffen. Skolevalg er en måde, hvorpå unge får en mulighed for at udvikle og træne deres demokratiske muskel, og jeg har derfor altid været stor tilhænger af skolevalg, og jeg tænker, spørgsmålet er stillet i forlængelse af de diskussioner, der kører i den forbindelse. Det er vigtigt at understrege, at valget eller fravalget af mærkesager til skolevalg ikke betyder, at der er emner, som det er forbudt at undervise i, tværtimod. Der er rig mulighed for at debattere emner, der kan opleves som kontroversielle, i folkeskolen i fag som f.eks. dansk, samfundsfag, historie, biologi og geografi, og det vil jeg også kraftigt opfordre til at man gør, for det er en grundsten i demokratiet, at man kan tale om det, der er vanskeligt. Nogle gange gør frihed også ondt, men der er ikke rigtig nogen vej udenom.
Det er Folketingets Præsidium, der med input fra Dansk Ungdoms Fællesråd og med faglig sparring fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet udvælger de mærkesager, der udgør grundlaget for den undervisning, der er en del af skolevalget. Jeg synes også, det ville være problematisk, hvis det var den til enhver tid siddende undervisningsminister, der besluttede, hvilke mærkesager som skulle debatteres. Hvis der er uenighed om mærkesager, vil det være Folketingets Præsidium, der som formand for skolevalg træffer den endelige beslutning om, hvilke mærkesager der skal med, og jeg synes også, det er den rigtige organisering og arbejdsdeling. Tak for ordet.