Først vil jeg sige at jeg har kæmpestor forståelse for den frustration, som man har i Bording og omegn, efter at Inger Støjberg i 2016 valgte at lægge et udrejsecenter i Kærshovedgård med opbakning fra bl.a. Det Konservative Folkeparti. Der er alt for mange gener for lokalsamfundet, og jeg har også respekt for, at man efterspørger nye muligheder for at blive en lille smule mere tryg. Jeg ved, at man i gruppen Lokaltryghed har lavet en række initiativer, bl.a. er der blevet installeret videosystemer, der er blevet installeret overvågning, og man har vagter på Bording Station. Det bakker jeg varmt op om.
Men jeg tror også, det er vigtigt at sige, at Kærshovedgård ikke skal være en ferielejr for dem, der bor der. Det skal ikke være sådan, at når man gerne vil til Aarhus eller Silkeborg eller andre steder, så skal man sidde i en lun bus og hygge sig, mens man kommer af sted. Jeg synes, det er helt fair, at man skal gå 6,5 km, måske endda igennem regnvejr, for at få lov til at transportere sig andre steder hen.
Jeg kommer ikke til som minister at gøre noget som helst for, at beboerne på Kærshovedgård synes, at det er en hyggelig tilværelse, man har der. Jeg mener, at det forslag, som jeg kan forstå Det Konservative Folkeparti tilsyneladende stiller sig bag, er noget, som vil gøre, at Kærshovedgård bliver et hyggeligere sted at være, og det er jeg ikke interesseret i som minister.