Sagsgang:
Anmeldelse 09-05-2025
Mundtlig besvarelse planlagt til 28-05-2025
Spørgsmålets ordlyd:
Mener ministeren, at Danmark bør øge sin humanitære medicinske hjælp og sit politiske pres på Israel for at sikre adgang til bl.a. medicin, set i lyset af den seneste tids udvikling for palæstinensere i Gaza, hvor Israel har nægtet adgangen for nødhjælp, mad og livsnødvendig medicin til civilbefolkningen i snart 3 måneder, der nu er erklæret hungersnød, og hvor nul hospitaler og blot fire felthospitaler er i fuld funktion ifølge WHO?
Skriftlig begrundelse:
Ministeren har i flere svar til spørgerne svaret, at Danmark selvfølgelig skal støtte den palæstinensiske civilbefolkning på grund af den katastrofale humanitære og sundhedsmæssige situation i Gaza og har fremhævet de danske bidrag til livreddende indsatser i Gaza, herunder konkrete sundhedsindsatser, som støtte til et felthospital og levering af medicin og medicinsk udstyr. Spørgerne henviser til ministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 369 om civile i Gazas adgang til livsnødvendige fornødenheder som bl.a. mad, vand, medicin og medicinske forsyninger og nr. S 208 om, at Danmark skal tage imod evakuerede syge og sårede fra Gaza. Disse indsatser på sundhedsområdet er i høj grad afhængige af, at Israel ikke modarbejder eller nægter adgang for medicin og nødhjælp til Gaza.
I forhold til den aktuelle drift af hospitaler i Gaza henviser spørgerne til de nyeste tal fra WHO »Health Cluster Occupied Palestinan Territories, Health Service Points« sidst opdateret den 5. maj 2025.