Tak for ordet, og også tak til spørgeren for at sætte fokus på det lovforslag, som jeg fremsatte i fredags. Det giver mig nemlig også en mulighed for at sætte lidt flere ord på, hvad lovforslaget indebærer, og ikke mindst også, hvad det ikke indebærer. For spørgsmålet, som fru Rosa Lund stiller, bygger på nogle forudsætninger, som jeg ikke er enig i.
Det, der er vigtigst for mig at få sagt, er, at lovforslaget ikke – jeg gentager: ikke – giver PET øget adgang til at overvåge enkeltpersoner. Alle former for behandling af oplysninger rettet mod enkeltpersoner vil skulle foregå efter de fuldstændig samme regler, som gælder i dag. Derfor er jeg heller ikke enig i, at lovforslaget medfører en højere grad af overvågning af danskerne.
Et væsentligt hensyn bag de foreslåede regler er, at udenlandske efterretningstjenester ikke skal kunne overvåge PET og dermed følge med i og forhindre efterretningstjenestens arbejde med at beskytte danskerne. Der er således lagt op til, at PET f.eks. skal kunne hente oplysninger, som PET allerede har adgang til, fordi de er offentlige, ind på deres interne system. Her kan PET's efterforskere så foretage deres arbejde med f.eks. at opspore udenlandske spionnetværk, uden at f.eks. russiske eller iranske efterretningsagenter følger med og kan nå at lukke deres aktivitet ned, inden PET får det optrevlet.
Så nej, der er ikke tale om øget overvågning, som det ellers påstås både i spørgsmålet her og nogle steder i den offentlige debat. Der er tale om, at vi er nødt til at tilpasse PET-loven til den teknologiske virkelighed, vi lever i, og ikke mindst også tilpasse den til de modstandere, vi er oppe imod. I dag foregår meget efterretningsarbejde gennem analyse af data fra f.eks. internettet, og det skal loven tage bedre højde for, end den gør i dag.
Jeg vil selvfølgelig også gerne fremhæve, at de nye muligheder, som PET får, altså skal ses i sammenhæng med den væsentlige styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne og også styrkelse af kontrollen med efterretningstjenesterne, som vi blev enige om sidste år. For regeringen at se går de to ting også hånd i hånd.