Fremsat den 23. april 2025 af transportministeren (Thomas Danielsen)

Forslag

til

lov om ændring af færdselsloven, lov om offentlige veje m.v., lov om private fællesveje og jernbaneloven1)

(Opgavebortfald og forenkling af sagsgange ved vejmyndighedernes dispositioner over veje samt hjemmel til undtagelse fra kravet om miljøkonsekvensvurdering for vej- og jernbaneprojekter til forsvarsformål og civile beredskabsformål)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 91 ophæves.

2. § 91 ophæves.

3. Overskriften før § 97 affattes således:

»Adgang til at anvende afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje«

4. § 97, stk. 1, affattes således:

»§ 97. Anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på private fællesveje omfattet af §§ 11-24 a i lov om private fællesveje, jf. lovens § 4, og på private veje kræver politiets samtykke. Politiet kan, hvor det skønnes nødvendigt, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vejejeren. Politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje, der ikke er i overensstemmelse med de bestemmelser, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.

Stk. 2. Foranstaltninger til gennemførelse af et forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme eller lignende må ikke etableres uden politiets forudgående stillingtagen til, om ansøgeren skal etablere afmærkning og belysning af foranstaltningerne med henblik på at afværge fare for færdslen på vejen og umiddelbart tilstødende veje. Politiet kan ligeledes træffe bestemmelse om foranstaltningernes nærmere udformning med henblik på at tilgodese hensynet til beredskabet.«

§ 2

I lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) at sikre mobiliteten på vejene til forsvarsformål og civile beredskabsformål,«

Nr. 3-6 bliver herefter nr. 4-7.

2. Efter § 2 indsættes før overskriften efter § 2:

»§ 2 a. Kapitel 2 a finder ikke anvendelse på Vejdirektoratets projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller alene tjener et civilt beredskabsformål, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at anvendelsen vil skade disse formål.«

3. I § 3, stk. 1, nr. 11, indsættes efter »ændrer status til«: »kommunevej,«.

4. I § 3, stk. 1, indsættes som nr. 12-14:

»12) Graveaktør: Enhver der ansøger om en tilladelse til opgravning, opfyldning m.v. i, på eller uden for vejens areal, enhver der efter aftale med indehaveren af en sådan tilladelse udfører arbejder inden for eller uden for vejens areal, enhver der udfører uopsættelige reparationsarbejder eller arbejder omfattet af en efteranmeldelsesordning, og enhver der uden tilladelse har foretaget forandringer inden for eller uden for vejens areal, jf. § 73, stk. 1-4.

13) Vejens areal: Det areal der er udskilt i matriklen som offentligt vejareal i overensstemmelse med § 61, stk. 1. Er den offentlige vej ikke udskilt i matriklen, men udgør en selvstændig matrikuleret ejendom eller en del af en sådan, anses det areal, som vejmyndigheden kan godtgøre at have taget i brug som offentlig vej, for den offentlige vejs areal.

14) Sideanlæg: Fællesbetegnelse for arealer beliggende umiddelbart i forbindelse med eller tæt ved statsveje primært til dækning af behov, der knytter sig til trafikanternes brug af vejen, men hvor Vejdirektoratet også kan varetage andre samfundsmæssige behov.«

5. I § 5, stk. 4, ændres »Ministeren« til: »Transportministeren«.

6. I § 5, stk. 4, indsættes som nyt 2. pkt.:

»Transportministeren kan fastsætte nærmere regler for kommunevejes optagelse som statsveje i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3.«

7. § 11 ophæves.

8. § 12 affattes således:

»§ 12. Det bestemmes ved lov, hvilke offentlige veje der skal være statsveje, hvilke nye statsveje der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.

Stk. 2. Transportministeren kan træffe bestemmelse om etablering af mindre anlæg og sideudvidelser til eksisterende statsveje, når dette kan gennemføres uden yderligere arealerhvervelse, samt om optagelse, nedklassificering og nedlæggelse af statsveje med henblik på optimering og tilpasning af statsvejnettet.

Stk. 3. Inden der fremsættes lovforslag eller træffes bestemmelse efter stk. 2, kan transportministeren eller Vejdirektoratet forhandle med de kommunale myndigheder i hvis område, vejen forløber.

Stk. 4. Transportministeren fastsætter vilkårene for en vejs nedklassificering fra statsvej til kommunevej, jf. stk. 1 og 2, hvis der ikke kan opnås enighed mellem Vejdirektoratet og den kommende vejmyndighed herom.

Stk. 5. Nedlægges statsvej som offentligt vejareal, kan ledningsejerne kræve, at transportministeren lader en ledningsdeklaration tinglyse på arealet. Ledningsejeren afholder udgifterne forbundet hermed.«

9. § 14 affattes således:

»§ 14. Transportministeren kan bestemme, at der tilvejebringes og drives sideanlæg i forbindelse med en statsvej, hvis anlægget vurderes at være af betydning for trafikanterne på vejen, at understøtte den grønne omstilling inden for vejtransport, herunder omstilling til alternative drivmidler, eller andre trafikale formål.

Stk. 2. Transportministeren kan til de formål, der er angivet i stk. 1, bortforpagte arealer, der er erhvervet til vejanlægget. Transportministeren kan under iagttagelse af de almindelige konkurrence- og udbudsretlige regler indgå aftale med forpagteren om tilvejebringelse og drift af faste serviceanlæg eller bygninger på de forpagtede arealer.

Stk. 3. Transportministeren kan under iagttagelse af de almindelige konkurrence- og udbudsretlige regler indgå tidsbegrænsede aftaler om forpagtning af statsvejsarealer til landbrugsmæssig drift eller til etablering af anlæg i forbindelse med den grønne omstilling af energiforsyningen.«

10. I § 17 a, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., og § 17 k, stk. 2, 1. pkt., ændres »§ 1, nr. 6« til: »§ 1, nr. 7«.

11. I § 62, stk. 3 og 7, 1. pkt., § 64, stk. 1, 1. pkt., og § 65 udgår »efter forhandling med politiet«.

12. I § 73 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7. Vejmyndigheden kan straks og uden forudgående påbud retablere den offentlige vejs areal for den pågældende graveaktørs regning, eller den i hvis interesse et arbejde omfattet af § 73 er udført, hvis der uden vejmyndighedens tilladelse er foretaget forandringer i den offentlige vejs areal, herunder opgravning, opfyldning m.v., og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse, jf. § 136, stk. 1. Til sagens udgifter medgår vejmyndighedens dokumenterede retableringsudgifter og dokumenterede administrative udgifter i forbindelse med den ulovlige forandring af den offentlige vejs areal.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

13. § 80, stk. 4, 2. pkt., affattes således:

»Vejmyndigheden skal offentliggøre de nærmere regler herom.«

14. § 87 affattes således:

»§ 87. Vejmyndigheden kan, når vejens vedligeholdelse, hensynet til etablering, tilsyn og vedligeholdelse af anden infrastruktur eller til færdslen gør det nødvendigt, kræve træer og anden beplantning på, over og i vejarealet fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.

Stk. 2. Vejmyndigheden kan kræve træer og anden beplantning ved vejens areal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når denne beplantning udgør en nærliggende fare for vejen, dens udstyr, eller færdslen på vejen samt anden infrastruktur i, på eller over vejens areal.

Stk. 3. Vejmyndigheden kan lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis vejmyndighedens krav efter stk. 1 og 2 ikke efterkommes inden for en fastsat frist.

Stk. 4. Stk. 1 og 3 gælder for hegn, jf. lov om hegn. Er der enighed om, at træer og anden beplantning er et fælleshegn, eller fastslås dette ved et hegnssyn, afholder vejmyndigheden udgifterne til de pålagte arbejder.«

15. Overskriften før § 88 ophæves.

16. § 88 ophæves.

17. Overskriften før § 89 ophæves.

18. § 89 ophæves.

19. I § 102, stk. 3, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

20. Før § 131 indsættes:

»Klager«

21. Overskriften før § 132 ophæves.

22. I § 132, stk. 1, indsættes efter »stk. 2«: »og 3«.

23. I § 132 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 50, stk. 2 og 5, § 80, stk. 1, § 81, stk. 1, § 81 a, stk. 1 og 2, § 82, § 86, stk. 1, og § 87, stk. 1, kan ikke påklages. Det samme gælder afgørelser om lovliggørelse af forhold efter de nævnte bestemmelser.«

Stk. 2-9 bliver herefter stk. 3-10.

24. I § 132, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 6, 1. pkt., indsættes efter »stk. 1«: », jf. dog stk. 2«.

25. I § 132, stk. 9, der bliver stk. 10, ændres »stk. 6-8« til: »stk. 7-9«.

26. I § 134, stk. 2, ændres », 86 og 88« til: »og 86«.

27. I § 137, stk. 2, indsættes efter »§ 72, stk. 1,«: »og«, og »§ 88, stk. 4« udgår.

§ 3

I lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 1, § 79, stk. 1, § 80, stk. 3, § 81, stk. 3, og § 82, stk. 3, udgår »efter forhandling med politiet«.

2. I § 10 indsættes som nr. 19:

»19) Graveaktør: Enhver der ansøger om en tilladelse til opgravning, opfyldning m.v. i, på eller uden for vejens areal, enhver der efter aftale med indehaveren af en sådan tilladelse udfører arbejder inden for eller uden for vejens areal, enhver der udfører uopsættelige reparationsarbejder eller arbejder omfattet af en efteranmeldelsesordning, og enhver der uden tilladelse har foretaget forandringer inden for eller uden for vejens areal, jf. § 73, stk. 1-4, i lov om offentlige veje m.v.«

3. I § 29, stk. 4, § 35, stk. 3, og § 72, stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk. 5«.

4. I § 56, stk. 1, ændres: »§ 57, stk. 1, § 60, jf. §§ 86, 88, 92 og 93« til: »§ 57, stk. 2, § 57, stk. 5, 2. pkt., § 60, jf. §§ 86, 92 og 93«, og »for det ansøgte eller tilladte, og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede« ændres til: »for det tilladte«.

5. I § 56, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Vejmyndighedens tilladelse indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer eller de vejberettigede.«

6. I § 57 indsættes før stk. 1, som nyt stykke:

»§ 57. Private fællesveje er åbne for almindelig færdsel, medmindre andet er bestemt.«

Stk. 1-6 bliver herefter stk. 2-7.

7. I § 57, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »stk. 1« til: »stk. 2«.

8. I § 57, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6«.

9. I overskriften før § 60 udgår »tankanlæg,«.

10. I § 60 udgår »88,«.

11. § 66, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 3 og 4.

12. I § 87, stk. 2, indsættes efter »retlige spørgsmål«: », jf. dog stk. 3«.

13. I § 87 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 2 a, § 6, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 27, stk. 1, § 30, § 31, stk. 2, § 32, stk. 2 og 4, § 41, stk. 2 og 3, § 54, § 56, stk. 3, § 61, § 63, stk. 2 og 4, og § 66 kan ikke påklages. Det samme gælder for afgørelser efter denne lovs § 60, jf. § 86 i lov om offentlige veje m.v. Afgørelser om lovliggørelse af forhold efter bestemmelserne nævnt i 1. og 2. pkt. kan ikke påklages.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 4-8.

14. I § 87, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1, 2 og 4«.

15. I § 98, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 57, stk. 1« til: »§ 57, stk. 2«.

§ 4

I jernbaneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023, foretages følgende ændring:

1. Efter § 2 indsættes:

»§ 2 a. Kapitel 6 a finder ikke anvendelse på Banedanmarks projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller alene tjener et civilt beredskabsformål, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at anvendelsen vil skade disse formål.«

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2. § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, finder ikke anvendelse på afgørelser truffet af en kommunalbestyrelse før denne lovs ikrafttræden. For sådanne afgørelser finder de hidtidige gældende regler om klageadgang til transportministeren anvendelse.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Lovforslaget indgår som en del af regeringens 2030-plan "Danmark rustet til fremtiden". Af planen fremgår det bl.a., at regeringen vil tage initiativ til et flerårigt arbejdsprogram på det statslige område, som har til formål at frigøre medarbejdernes tid, sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati.

Regeringen har i finansloven for 2025 besluttet politisk prioriteret opgavebortfald på 1.000 årsværk.

Med lovforslaget vil en række lovbundne opgaver på Transportministeriets område blive nedlagt.

Som led i opgavebortfald på Transportministeriets område foreslås, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven og privatvejsloven ikke længere skal kunne påklages til transportministeren (i praksis Vejdirektoratet) svarende til 1,5 årsværk.

Regeringen har endvidere fokus på at lette kommunernes administration og mindske bureaukrati. Lovforslaget er således også en del af udmøntningen af "Aftale om kommunernes økonomi for 2024" fra maj 2023 og led i regeringens initiativ om regelforenkling og administrative lettelser.

Transportministeriet har identificeret en række bestemmelser i færdselsloven, vejloven og privatvejsloven, hvor sagsbehandlingen vil kunne forenkles i forbindelse med administrationen af offentlige veje og private fællesveje m.v. Det foreslås på den baggrund at ophæve eller ændre flere bestemmelser, bl.a. om politiets inddragelse i sager om ikke-trafikale dispositioner over veje og vintervedligeholdelse. Forslaget vil medføre forenkling af vejmyndighedernes sagsgange og dermed en administrativ lettelse.

Som led i regelforenklingen foreslås desuden, at transportministeren får hjemmel til at foretage visse dispositioner over statsvejsarealer administrativt uden at skulle inddrage Folketinget med henblik på bl.a. hurtigere at kunne tilpasse statsvejnettet til at understøtte den grønne omstilling inden for vejtransport.

Lovforslaget har yderligere til formål at etablere hjemmelsgrundlaget for at kunne undtage vej- og baneprojekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsmæssigt formål, fra reglerne i VVM-direktivet.2)

I VVM-direktivet stilles der blandt andet krav om, at der inden godkendelse af visse projekter skal gennemføres en miljøkonsekvensvurdering af projekter, som kan få en væsentlig indvirkning på miljøet. Direktivets artikel 1, stk. 3, indeholder en mulighed for, at medlemsstaterne i national ret kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på projekter, eller dele af projekter, der alene tjener et forsvarsformål eller projekter, der alene tjener et civilt beredskabsformål, hvis det vurderes, at en sådan anvendelse ville skade disse formål.

Denne mulighed i VVM-direktivet har ikke hidtil været implementeret på vej- og baneområdet. Muligheden er derimod implementeret i miljøvurderingsloven under ministeren for grøn trepart, og det samme gælder for havnelovgivningen.

Med lovforslaget foreslås denne mulighed implementeret i vejloven og jernbaneloven.

Derudover foreslås det som en mindre ændring at ændre vejlovens formålsbestemmelse, så det fremgår direkte af formålsbestemmelsen i vejlovens § 1, at loven også skal medvirke til at sikre mobiliteten på vejene til forsvarsformål og civile beredskabsformål.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Planlægning af det offentlige vejnet

2.1.1. Gældende ret

Vejdirektoratet er vejmyndighed for statsvejene, jf. § 6, stk. 2, i lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024 (herefter vejloven), mens kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommuneveje, jf. vejlovens § 7.

Ifølge § 91, stk. 1, i færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, træffer politiet med samtykke fra vejmyndigheden bestemmelser om udlægning af hovedveje og motortrafikveje. Hvis der er uenighed mellem politi og vejmyndighed afgøres sagen af transportministeren, jf. stk. 2.

Begrebet »udlægning« i færdselslovens § 91 er ikke defineret men skal forstås som en beslutning om, at en bestemt vej skal have status af hovedvej eller motortrafikvej.

En vej er en hovedvej inden for den strækning, der er afmærket med B 16 tavlen Hovedvej og B 17 Hovedvej ophører. Tilsvarende er en vej en motortrafikvej inden for den strækning, der er afmærket med E 43 Motortrafikvej og E 45 Motortrafikvej ophører.

Der gælder en række særlige regler for færdsel på motor- og motortrafikveje, herunder krav til motorkøretøjets mindstehastighed, indkørsel ad særligt anlagt tilkørselsvej, forbud mod kørsel over midterrabat, vending, bakning og standsning uden for anviste pladser m.v., jf. kapitel 6 i færdselsloven.

§ 91 blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 287 af 10. juni 1976. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 90, jf. Folketingstidende 1975-76, tillæg A, spalte 409, at justitsministeren udlægger motorveje og motortrafikveje under hensyn til, at der gælder særlige regler for disse veje, men at spørgsmålet om en vejs status som motorvej nødvendigvis vil skulle afgøres allerede på tidspunktet for vejens planlægning, og en efterfølgende udlægning af vejen som motorvej har for så vidt ingen mening, idet en vej, der er anlagt som motorvej, altid også vil blive udlagt som sådan. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det samme ræsonnement medfører, at veje, der er bygget som motortrafikveje, ikke efterfølgende behøver at skulle udlægges som sådanne, men at der på den anden side ikke er noget i vejen for, at en allerede eksisterende vej uden foretagelse af anlægsarbejder udlægges som motortrafikvej, hvorfor det foreslås at give justitsministeren bemyndigelse til at foretage sådanne udlægninger.

Bestemmelsen i færdselslovens § 91 blev ændret ved lov nr. 401 af 13. juni 1990, hvor justitsministeren blev erstattet med politiet. Af punkt 3 om forenkling og modernisering i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingstidende 1990-91 (1. samling), tillæg A, spalte 4056, fremgår, at udlægning eksempelvis har betydning for reglerne om standsning og parkering, vending og vigepligt m.v., og at den hidtidige praksis har vist, at Justitsministeriet normalt har udlagt hovedveje og motortrafikveje som indstillet af de berørte instanser. Det fremgår endvidere, at Justitsministeriets spare- og forenklingsudvalg i 1988 havde foreslået, at reglerne vedrørende udlægning af hovedveje og motortrafikveje blev ændret. Med henblik på forenkling og modernisering blev det derfor foreslået, at kompetencen blev henlagt til det stedlige politi, der med samtykke fra vejbestyrelsen skulle træffe bestemmelse om udlægning af hovedveje og motortrafikveje.

Uenighed mellem politi og vejmyndighed i sager efter færdselslovens § 91 blev indtil 1993 afgjort af justitsministeren, hvorefter kompetencen overgik til transportministeren, jf. bekendtgørelse nr. 92 af 18. februar 1993 om ændringer i ministeriernes forretningsområder.

Vejloven skal medvirke til at fremme trafiksikkerheden og trafikafviklingen gennem sammenhængende vejplanlægning og tidssvarende vejanlæg, jf. lovens § 1, nr. 4.

Det følger af vejlovens § 11, at vejmyndigheden kan bestemme, at nye eller bestående veje, der anlægges eller ombygges, forbeholdes visse arter af færdsel. For kommuneveje træffes beslutningen af vejmyndigheden efter forhandling med politiet, og for statsveje træffes beslutningen af transportministeren efter forhandling med justitsministeren.

Vejlovens § 11 stammer oprindeligt fra lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelse af de offentlige veje (herefter vejbestyrelsesloven) og videreførtes i lov nr. 312 af 9. juni 1971 om offentlige veje og siden i gældende vejlov med redaktionelle ændringer.

Det er kommunalbestyrelsen, der bestemmer, hvilke nye kommuneveje der skal anlægges, jf. vejlovens § 15. Tilsvarende følger det af gældende § 12, at det er Folketinget, der beslutter, hvilke offentlige veje der skal være statsveje, hvilke nye statsveje der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.

Derudover følger det af vejlovens § 18, at vejmyndigheden skal udarbejde vejplaner for anlæg af nye veje, større flytninger af bestående veje m.v. Det er transportministeren, som godkender vejplaner for statsveje, jf. vejlovens § 19.

2.1.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, vurderer Transportministeriet, at der ikke er behov for at opretholde en bestemmelse i færdselsloven, hvor det er politiet, der har kompetencen til at træffe bestemmelse om udlægning af hovedveje og motortrafikveje.

Status og udformning af en offentlig vej indgår tidligt i kommunernes og Vejdirektoratets planlægnings- og projekteringsfase og er nødvendige elementer for at kunne vurdere en offentlig vejs væsentlige indvirkning på miljøet, jf. kapitel 2 a i vejloven og afsnit III i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023.

At det er politiet, som skal beslutte status af en kommende ny vej eller en eksisterende vej, er ikke i overensstemmelse med nuværende praksis for planlægning af det offentlige vejnet, herunder projektering og status af veje.

På den baggrund foreslås det at ophæve færdselslovens § 91. Det understreger desuden, at vejloven er den særlige lovgivning, der regulerer vejmyndighedens planlægning af det offentlige vejnet, herunder vejens status.

Transportministeriet vurderer, at der ikke er behov for at inddrage politiet eller justitsministeren i vejmyndighedernes ønske om at forbeholde veje, der skal anlægges eller ombygges, visse arter af færdsel. Vejlovens § 11 foreslås derfor ophævet.

Transportministeriet vurderer, at vejmyndighederne har de nødvendige kompetencer til at varetage de trafikale, færdselsmæssige og vejtekniske hensyn i den overordnede planlægning og projektering af og for det offentlige vejnet samt udformning og udførsel heraf. Hensynene bag bestemmelserne varetages allerede i dag af vejmyndighederne i planlægnings- og projekteringsfasen, herunder sikring af særlige regler for færdslen på de pågældende veje i overensstemmelse med færdselslovens kapitel 6.

Vejmyndigheden skal fortsat indhente politiets samtykke i forbindelse med afmærkning af strækninger, jf. § 3 i bekendtgørelse nr. 426 af 13. april 2023 om anvendelse af vejafmærkning (herefter anvendelsesbekendtgørelsen).

2.2. Ikke-trafikale dispositioner over vejareal

2.2.1. Gældende ret

Vejloven skal medvirke til at sikre et velfungerende og sammenhængende vejnet, sikre mobiliteten på vejene og fremme trafiksikkerhed og trafikafvikling gennem sammenhængende vejplanlægning og tidssvarende vejanlæg. Vejmyndigheden skal først og fremmest varetage trafikale og vejtekniske forhold men skal herudover være opmærksom på konsekvenserne for miljø, flora, fauna, landskabs- og bymæssige værdier, klimamæssige forhold, samfundsøkonomien og hensynet til vejens naboer, jf. vejlovens § 1 samt bemærkningerne hertil, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 43.

I henhold til vejloven har vejmyndigheden i dag pligt til at forhandle med politiet, inden der gives tilladelse til en række ikke-trafikale dispositioner over vejarealet.

Det følger således af vejlovens § 89, at vejmyndigheden skal forhandle med politiet, inden der meddeles gravetilladelse, jf. § 73, og tilladelse til råden over vejareal, jf. § 80. Transportministeren kan dog undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse, jf. § 80, stk. 4, hvorefter vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærmere regler. Det følger desuden af § 89, at vejmyndigheden skal forhandle med politiet, inden der gives tilladelse til, at spildevand og andet overfladevand ledes til en offentlig vejs areal eller dens vejafvandingssystem, jf. § 82, til etablering af faste genstande over vejarealet, jf. § 86, og til etablering af tankanlæg, herunder ladepunkter, ved den offentlige vejs areal, jf. § 88.

Vejlovens § 89 stammer oprindeligt fra vejbestyrelsesloven fra 1957, hvor den under behandlingen i Folketinget blev indsat som stk. 4 i lovforslagets § 52. Det var motiveret af ønsket om at skabe fornøden kontakt mellem vejbestyrelse og politimyndighed, der i henhold til § 64, stk. 3, i den dagældende færdselslov, lov nr. 153 af 24. maj 1955, var beføjet til at kræve markiser, skilte o. lign. fjernet, hvis de ikke var anbragt forsvarligt, og i henhold til § 63 kunne forbyde oprettelse eller udvidelse af tankanlæg på eller ved vej, hvor færdselsmæssige grunde talte herfor, jf. Folketingstidende 1956/57, tillæg B, spalte 236.

Det følger af § 1, stk. 1, i lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1050 af 17. september 2024 (herefter privatvejsloven), at loven skal medvirke til at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning.

På private fællesveje kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse at råde over vejarealet, jf. § 66, stk. 1, dog kan kommunalbestyrelsen ifølge stk. 2 fastsætte nærmere regler for visse former for råden, der er undtaget kravet om kommunalbestyrelsens tilladelse. Ifølge privatvejslovens § 66, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen forhandle med politiet, inden kommunalbestyrelsen fastsætter et regulativ for de former for særlig råden, som ikke kræver tilladelse efter stk. 1. Formålet med bestemmelserne i § 66 er at give kommunalbestyrelsen mulighed for at varetage almene, offentligretlige hensyn, først og fremmest hensynet til trafiksikkerhed og trafikafvikling, på private fællesveje i by og bymæssigt område.

2.2.2. Transportministeriets overvejelser

Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, vurderer Transportministeriet, at forhandlingspligten for ikke-trafikale dispositioner over vejareal vil kunne ophæves.

Sager om gravetilladelser, rådighedstilladelser og etablering af fast genstande over vejarealet er i dag masseafgørelsesområder, hvor der principielt skal forhandles med politiet i hvert enkelt tilfælde, inden vejmyndigheden giver tilladelse.

Behandling af graveansøgninger og ansøgninger om råden over vejareal indebærer, at der årligt skal træffes et meget stort antal afgørelser. Det er vurderingen, at vejmyndighederne i alt træffer over 200.000 afgørelser årligt på baggrund af ansøgninger om tilladelse til at grave i eller råde over vejareal.

F.eks. meddelte Vejdirektoratet 1.765 tilladelser til at grave i og 8.380 tilladelser til at råde over statsvejene i 2023. Københavns Kommune meddelte i 2023 i alt 10.189 rådighedstilladelser og 15.275 gravetilladelse, hvoraf en fjerdedel vedrørte fiber og kabler til elektronisk kommunikation.

Dertil kommer, at etablering af ladeinfrastruktur til lette og tunge køretøjer i de kommende år vil indebære et stort antal årlige sager, hvor kommunerne og Vejdirektoratet skal forhandle med politiet, inden der meddeles tilladelse.

Transportministeriet og Vejdirektoratet er bekendt med, at processen for vejmyndighedernes forhandlinger med politiet i praksis iagttages forskelligt i politikredsene og i visse tilfælde konkret er udmøntet i en form for efterfølgende orientering af politiet om grave- og rådighedstilladelser. Det er vurderingen, at forhandlingspligten har karakter af dobbeltsagsbehandling.

Om det kan tillades, at spilde- og overfladevand ledes til offentlige veje, vil afhænge af de vejtekniske forhold, viden om vejafvandingssystemet på den konkrete strækning, vilkår for udlednings- eller tilslutningstilladelse efter miljøbeskyttelsesloven m.m. Det er vejmyndigheden, som har den nødvendige tekniske viden og kompetence til at foretage afvejningerne, og en pligt til at forhandle med politiet forud for en tilladelse vurderes derfor som overflødig.

Det er Transportministeriets og Justitsministeriets vurdering, at den pligtmæssige forudgående forhandling med politiet om de i vejlovens § 89 nævnte sagstyper kan ophæves. Der ses ikke at være saglige grunde for at fastholde, at der skal forhandles med politiet forud for enhver af disse påtænkte tilladelser.

Vejmyndighederne vurderes på betryggende vis at kunne foretage den nødvendige afvejning af ansøgers grunde til støtte for ansøgningen over for de vejtekniske, trafikale, herunder trafiksikkerhedsmæssige, beredskabsmæssige, forsyningsmæssige og andre anerkendte samfundsmæssige hensyn, som indgår i vejmyndighedens stillingtagen til ansøgninger om tilladelse til gravearbejder, placering af faste genstande på eller over vejens areal samt tilledning af spildevand og overfladevand m.m. til den offentlige vejs areal eller afvandingssystem.

Der ses desuden ikke at være saglige grunde til at fastholde et krav om forudgående forhandling med politiet efter privatvejslovens § 66, stk. 3, inden vejmyndigheden fastsætter, hvilke former for særlig råden der er undtaget kravet om forudgående tilladelse efter § 66, stk. 1.

Der er efter Transportministeriets vurdering også behov for at indsætte en definition af »graveaktør« og »vejens areal« til brug for administration af en række bestemmelser, f.eks. § 73 om gravetilladelser og § 80 om placering af faste genstande. En definition vil afklare anvendelse af begreberne og dermed forenkle sagsbehandlingen.

Idet der også er mange gravearbejder på private fællesveje, finder Transportministeriet, at der ligeledes er behov for at indsætte en definition af »graveaktør« i privatvejsloven.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Den pligtmæssige forudgående forhandling med politiet om de i vejlovens § 89 nævnte sagstyper foreslås ophævet, så vejmyndigheden får den fulde kompetence til at behandle og træffe afgørelse i sådanne sager, hvorved sagsgangen forenkles og den administrative proces lettes.

Tilsvarende foreslås kravet i privatvejslovens § 66, stk. 3, om forudgående forhandling med politiet om de former for særlig råden, der er undtaget kravet om forudgående tilladelse efter privatvejslovens § 66, stk. 1, ophævet.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 18, og § 3, nr. 11, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås derudover, at der i vejlovens definitionsbestemmelse, jf. § 3, indsættes en definition på »vejens areal« og af »graveaktør«, og at der i privatvejslovens definitionsbestemmelse, jf. § 10, indsættes en definition af »graveaktør«.

For nærmere om definitionerne henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 4, og § 3, nr. 2.

2.3. Vintervedligeholdelse og renholdelse

2.3.1. Gældende ret

På offentlige veje og stier har vejmyndigheden pligt til at sørge for snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse i overensstemmelse med de regler og bestemmelser, der er fastsat efter forhandling med politiet, jf. vejlovens § 62. Reglerne skal offentliggøres.

Det følger af vejlovens § 64, stk. 1, at i byer og bymæssige områder kan vejmyndigheden efter forhandling med politiet bestemme, at grundejere, hvis ejendom grænser op til en offentlig vej eller sti, skal snerydde, glatførebekæmpe og renholde fortov og sti ud for ejendommen i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 66-68. Vejmyndigheden kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for grundejernes pligt til udførelse af snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse, herunder for de virkemidler, der må benyttes, jf. vejlovens § 65.

Bestemmelserne om snerydning af offentlige veje stammer oprindeligt fra lov nr. 158 af 13. april 1938 om snekastning, hvor det fremgår, at ejerne af de tilstødende ejendomme kunne være pålagt en renholdelsespligt ifølge politivedtægten eller anden lignende bestemmelse, og i disse tilfælde kunne amtsrådet eller sognerådet pålægge grundejerne pligter til snerydning af vejen. Denne lov indeholdt ingen pligt for amtskommunerne eller sognerådene til at forhandle med politiet, inden der blev fastsat bestemmelser om snerydning m.m. og fordelingen af det pålagte naturalarbejde.

I 1957 blev lov om snekastning suppleret med § 53 i vejbestyrelsesloven, hvorefter vejbestyrelserne kunne bestemme, hvilke strækninger og i hvilket omfang der skulle træffes bestemmelser om bekæmpelse af glat føre på de offentlige veje.

Med lov nr. 140 af 25. marts 1970 om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje (herefter vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven), indførtes den første landsdækkende lov om vintervedligeholdelse m.v. af veje. I forhold til tidligere blev grundejernes pligter angående de offentlige veje begrænset til kun at gælde fortove og stier i by og bymæssigt område.

Det fremgår af bemærkningerne til vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven, jf. Folketingstidende 1969-70, tillæg A, spalte 431-451, at færdselssikkerheden var det bærende hensyn vedrørende snerydning og glatførebekæmpelse, men der er ikke redegjort nærmere for, hvorfor vejbestyrelsen skulle forhandle med politiet.

Vintervedligeholdelses- og renholdelseslovens §§ 2-6 videreførtes i vejlovens §§ 62-65 uden begrundelse for forhandlingsforpligtelsen.

Tilsvarende bestemmelser om forhandling med politiet om vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje findes i gældende privatvejslovs kapitel 12.

Kommunalbestyrelsen kan efter forhandling med politiet bestemme, at ejerne af de tilgrænsende ejendomme med vejret til den private fællesvej, skal snerydde m.v. den del af vejen, der ligger nærmest ejendommen, jf. privatvejslovens § 79, stk. 1. Kommunen kan fastsætte nærmere bestemmelser om udførelse, tidspunkt m.v. jf. privatvejslovens § 80, stk. 3, samt for glatførebekæmpelsen, jf. § 81, stk. 3.

Bestemmelserne i privatvejslovens §§ 79-82 er en videreførelse af bestemmelserne i § 7 i den tidligere vintervedligeholdelses- og renholdelseslov ligeledes uden begrundelse for forhandlingsforpligtelsen. Bestemmelsen i § 7, stk. 1, svarende til den gældende privatvejslovs § 79, stk. 1, var i det væsentlige en videreførelse af regler i § 51, stk. 6, og §§ 55 og 56 i normalpolitivedtægten for købstæderne og landdistrikterne og § 58, stk. 6, og §§ 61 og 62 i den københavnske gadelov af 14. december 1857, indeholdende nogle forskrifter om gader, veje og vandløb i København (Rigsdagstidende 1857-58, tillæg A, spalte 1146-1152), som ændret ved bl.a. lov nr. 123 af 28. april 1906 og lov nr. 85 af 31. marts 1926.

Den særlige hjemmel for kommunalbestyrelsen i privatvejslovens § 8, stk. 1 og 2, til at træffe bestemmelse om vintervedligeholdelse og renholdelse af private veje i byer og bymæssige områder, der opfylder de særlige bestemmelser i stk. 1, eller er private veje åbne for almindelig færdsel i skov- og klitområder eller på havneområder, forudsætter en forhandling med politiet, inden der kan træffes afgørelse efter § 8, stk. 1 eller 2.

2.3.2. Transportministeriets overvejelser

Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, vurderer Transportministeriet, at der ikke er grundlag for at opretholde vejmyndighedens pligt til at forhandle med politiet om bestemmelser for vintervedligeholdelse og renholdelse af offentlige veje, private fælles veje og visse private veje, herunder om grundejernes forpligtelser til at rydde fortov m.v.

Vintervedligeholdelse m.v. var oprindeligt reguleret ved politivedtægt, og pligten til at forhandle med politiet er blevet videreført i efterfølgende lovgivning på området, uden der ses at være blevet taget stilling til nødvendigheden af denne forhandling.

2.3.3 Den foreslåede ordning

Det er Transportministeriets vurdering, at forhandlingspligten i vejlovens § 62, stk. 3 og 7, kan ophæves, idet vejmyndigheden vurderes at kunne foretage de trafiksikkerhedsmæssige vurderinger ved undtagelse af enkelte vejstrækninger for snerydning eller glatførebekæmpelse og ved fastsættelse af regler for gennemførelsen af snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse af de offentlige veje.

Som konsekvens af ophævelse af vejlovens § 62, stk. 3 og 7, foreslås også at ophæve vejmyndighedens pligt til at forhandle med politiet i medfør af vejlovens § 64, stk. 1, hvis snerydning m.v. af fortov og stier ønskes pålagt ejerne af de tilgrænsende ejendomme.

Det gælder tilsvarende for forhandlingspligten i vejlovens § 65. Transportministeriet vurderer, at der ikke er saglige grunde for vejmyndigheden til at fastsætte en højere eller lavere standard for grundejernes udførelse af opgaverne. Det må derfor antages, at kommunen vil pålægge grundejerne at snerydde, glatførebekæmpe og renholde i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt i henhold til vejlovens § 62, stk. 7.

De samme vurderinger gælder tilsvarende for vintervedligeholdelse og renholdelse af private fællesveje og private veje, hvorfor det foreslås at ophæve pligten til at forhandle med politiet efter privatvejslovens § 8, stk. 1 og 2, § 79, stk. 1, § 80, stk. 3, og § 81, stk. 3. Transportministeriet lægger desuden vægt på, at de private fællesveje derudover typisk er mindre befærdede veje.

Der er efter Transportministeriets vurdering ikke tungtvejende grunde til at fastholde forhandlingspligten, og ophævelsen sker som led i lettelsen af kommunalbestyrelsens administrative opgaver på privatvejslovens område.

For nærmere om ophævelse af pligten til at forhandle med politiet om vintervedligeholdelse m.v. henvises til lovforslagets § 2, nr. 11, og § 3, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

2.4. Tankanlæg

2.4.1 Gældende ret

Det kræver vejmyndighedens tilladelse at etablere eller udvide tankanlæg ved offentlig vej, jf. vejlovens § 88. Derudover kræver etablering af tankanlæg på kommunevej i mindre afstand af en statsvej tilladelse fra Vejdirektoratet. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på elladestationer og lignende indretninger, der leverer andre former for fremdrivningsmidler til køretøjer, jf. § 88, stk. 5.

Transportministeren har i bekendtgørelse nr. 1412 af 27. november 2015 om udgiftsfordeling i kryds m.v. fastsat nærmere bestemmelser om betaling i forbindelse med bl.a. adgangsforhold til tankanlæg.

Formålet med vejlovens § 88 er at give vejmyndigheden og politiet, jf. § 89, adgang til at vurdere, om det er forsvarligt at give tilladelse til, at der opstilles tankanlæg på eller ved en offentlig vej, idet trafikken omkring et tankanlæg indebærer, at der skal udvises særlig agtpågivenhed i forhold til afviklingen af færdslen på den offentlige vej på grund af hastighedsændringer ved ind- og udkørsel til tankanlægget.

Vejlovens § 88 finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje, jf. privatvejslovens § 60.

2.4.2 Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, vurderer Transportministeriet, at bestemmelsen kan ophæves uden betydning for færdselssikkerhed eller trafikafvikling.

I det omfang der måtte være behov for at regulere færdslen til og fra tankanlæg etableret på ejendomme langs med offentlig vej eller privat fællesvej i by eller bymæssigt område, har vejmyndigheden ved bestemmelserne i vejlovens §§ 49-50 og i privatvejslovens §§ 62-63 om adgang fra en ejendom til en vej tilstrækkelige redskaber til at varetage de trafikale behov. Disse bestemmelser indeholder ikke pligt for vejmyndigheden til at forhandle med politiet, inden der træffes afgørelse.

Hensynene til udnyttelse af ejendomme i øvrigt, herunder om der må drives detailhandel eller erhverv, reguleres af lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 29. maj 2024.

For nærmere om ophævelse af vejlovens § 88 henvises til lovforslagets § 2, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

2.5. Øvrig forenkling ved administration af private fællesveje m.v.

2.5.1. Gældende ret

Private fællesveje skal primært betjene færdsel til ejendomme ved den pågældende vej.

Private fællesveje i by eller bymæssigt område, jf. privatvejslovens § 3, indgår i det almindelige vejnet. Det følger implicit af formålsbestemmelsen i privatvejslovens § 1, hvor det fremgår, at loven skal medvirke til at sikre almene offentlige hensyn tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i byer, og af § 57, stk. 1, hvor der henvises til, at kommunalbestyrelsen kan påse, at privates ændring af vejens indretning m.m. ikke er i strid med almene offentlige hensyn.

De offentlige interesser, der knytter sig til private fællesveje i by og bymæssigt område, varetages af kommunalbestyrelsen, der er tillagt de kompetencer, der er nødvendige for at sikre, at vejene er i god og forsvarlig tilstand og kan indgå i trafik- og vejplanlægningen.

Private fællesveje i landzone, jf. privatvejslovens § 4, er kun åbne for kørsel med ærinde til ejendomme med vejret til vejen, f.eks. levering af varer, besøgende m.v. Kommunalbestyrelsen er tillagt de kompetencer, der er nødvendige for sikre adgang til de ejendomme, som betjenes af en privat fællesvej, herunder pålægge vedligeholdelse, så vejen er i god og forsvarlige stand i forhold til færdslens art og omfang, jf. §§ 11-24 a.

Færdselslovens § 97 regulerer anvendelsen af den afmærkning, der er er fastsat i medfør af § 95, stk. 1 og 3 (autoriseret afmærkning), på private fællesveje i by og bymæssigt område og afmærkning på private fællesveje i landzone og på private veje, når ejer af den private fællesvej eller en privat vej eller bro ønsker at foretage en færdselsregulerende foranstaltning på området, f.eks. ved fastsættelse af en særlig lav hastighedsgrænse eller forbud mod gennemkørende færdsel. Vejmyndigheden skal godkende afmærkning af private fællesveje i by og bymæssigt område, og politiet skal godkende anvendelse af autoriseret afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje.

Afmærkning på private fællesveje i by og bymæssigt område er ligeledes reguleret af bekendtgørelse nr. 425 af 13. april 2023 om vejafmærkning med senere ændringer (herefter vejafmærkningsbekendtgørelsen), anvendelsesbekendtgørelsen og bekendtgørelse nr. 818 af 22. juni 2017, med senere ændringer, og bekendtgørelse nr. 818 af 22. juni 2017, med senere ændringer, om afmærkning af vejarbejder m.v.

Anvendelse af uautoriseret afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje kræver ikke godkendelse, men politiet kan dog forlange sådan afmærkning fjernet, hvis færdselsmæssige grunde taler for det. Uautoriseret afmærkning er anden afmærkning end den, der fastsat med hjemmel i færdselslovens § 95, stk. 1 og 3.

2.5.2. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Da afmærkning på private fællesveje i by og bymæssigt område ligeledes er reguleret af vejafmærkningsbekendtgørelsen m.fl. vurderer Transportministeriet, at der ikke er behov for at opretholde en særskilt bestemmelse om afmærkning af private fællesveje i by og bymæssigt område i færdselsloven.

Som led i regelforenklingen foreslås en modernisering af færdselslovens § 97, så anvendelsesområdet vil være anvendelse af afmærkning på private fællesveje på landet og private veje.

Der henvises til § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Som led i opgavebortfald i staten forslås det samtidigt, at muligheden for at påklage politiets afgørelser efter færdselslovens § 97 udgår. Transportministeriet vurderer, at det ikke vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at sådanne afgørelser ikke kan påklages administrativt.

Transportministeriet vurderer desuden, at princippet om, at private fællesveje i by og bymæssigt område indgår i det almindelige vejnet, bør lovfæstes og ikke kun skal kunne udledes implicit af privatvejlovens §§ 1 og 57 og lovens bemærkninger, hvilket vil bidrage til den administrative lettelse i forbindelse med administrationen.

Der henvises til § 3, nr. 6, og bemærkningerne hertil.

2.6. Retablering af offentligt vejareal efter ulovligt gravearbejde

2.6.1. Gældende ret

Vejloven skal medvirke til, at andre former for infrastruktur kan placeres i forbindelse med vejnettet, jf. lovens § 1, nr. 5. Det følger af § 73, stk. 1, at der skal søges om vejmyndighedens tilladelse, inden der foretages forandringer, herunder opgravning m.v., på en offentlig vejs areal. Bestemmelsen skal sikre, at der ikke foretages opgravning, opfyldning, fjernelse eller udskiftning af belægning m.v. uden vejmyndighedens tilladelse. Hensynet bag bestemmelsen er at sikre vejmyndighedernes mulighed for at beskytte vejanlæg, vejudstyr og anden infrastruktur i vejens areal samt at kunne varetage hensynene til trafikafvikling og trafiksikkerhed.

Hvis en graveaktør ikke har søgt tilladelse til et gravearbejde, og vejmyndigheden ikke efterfølgende retligt kan lovliggøre forholdet, jf. vejlovens § 136, stk. 1, vil den offentlige vej efter omstændighederne skulle retableres af vejmyndigheden. Det skal ses i sammenhæng med, at vejmyndigheden har ejendomsret til en offentlig vejs areal, og at vejmyndigheden ifølge vejlovens § 8, stk. 1, har pligt til at sørge for at holde vejen i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver, samt ifølge stk. 2 bestemmer hvilke arbejder, der skal udføres på dens veje.

Den gældende vejlov indeholder dog ikke en bestemmelse om, at vejmyndigheden kan retablere det offentlige vejareal for graveaktørens regning. Vejmyndigheden er henvist til at fremsætte et eventuelt erstatningskrav for udgifter til retablering af den offentlige vej som følge af den ulovlige forandring efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, og i tilfælde af uenighed må vejmyndigheden indbringe kravet for domstolene.

Der er i vejloven afhjælpningsbestemmelser for en række andre dispositioner over det offentlige vejareal, der er udført i strid med reglerne om den pågældende foranstaltning. Det er f.eks. vejlovens § 70 om fjernelse af efterladte genstande, der er til ulempe eller særligt forurenende, § 81, stk. 2 og 3, om fjernelse af ulovligt hensatte genstande på en offentlig vejs areal, § 81 b om fjernelse af udlejningscykler, som står til udlejning og ikke er placeret i cykelstativ, anden dertil indrettet infrastruktur eller uden for et med vejmyndigheden aftalt område, og § 85 om fjernelse og opbevaring for pågældendes regning af valgplakater ophængt i strid med lovens regler.

Det følger af privatvejslovens § 67, stk. 2, at vejlovens § 73 finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje i by og bymæssigt område, hvilket betyder, at de vedligeholdelsespligtige grundejere efter omstændighederne vil skulle sørge for, at vejen bliver retableret efter ulovlige forandringer. Der er ligeledes i privatvejsloven bestemmelser om afhjælpning for foranstaltninger udført i strid med lovens regler, f.eks. § 57, stk. 4 og 5.

2.6.2. Transportministeriets overvejelser

Som led i Regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse vurderer Transportministeriet, at vejmyndigheden skal have mulighed for fysisk lovliggørelse af ulovligt gravearbejde uden forudgående påbud og for graveaktørens regning.

Når vejmyndigheden ikke kan meddele tilladelse til og dermed retligt lovliggøre en forandring af det offentlige vejareal, er vejmyndigheden i dag henvist til at fremsætte et eventuelt erstatningskrav for de udgifter vejmyndigheden har haft til retablering af den offentlige vej som følge af den ulovlige forandring. Det betyder, at kravet vil skulle behandles efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, og i tilfælde af uenighed må vejmyndigheden indbringe kravet for domstolene.

Indbringelse af krav for domstolene for at få dækket de udgifter, vejmyndigheden har til retablering som følge af den ulovlige forandring af det offentlige vejareal, er en langvarig proces og er behæftet med en vis usikkerhed om, hvorvidt vejmyndigheden kan få sine retableringsudgifter dækket. Der kan bl.a. være uenighed om, hvem der har gravet i vejen og om opgørelsen af erstatningskravet. Disse spørgsmål kan efter gældende ret kun afgøres ved domstolene.

Retablering af et offentligt vejareal, hvor der uden tilladelse er gravet, optaget og fjernet belægning eller foretaget jordopfyldning, kan være omkostningstungt. Det kan ikke udelukkes, at vejmyndigheden derfor udskyder retablering af den offentlige vej efter ulovligt gravearbejde med deraf følgende uheldige konsekvenser af vejteknisk, trafikal- og færdselsmæssig karakter.

I perioden frem til retableringen vil vejmyndigheden efter omstændighederne kunne pådrage sig erstatningsansvar over for trafikanter og andre, som lider skade, hvis vejens tilstand er uforsvarlig.

På baggrund af ovenstående finder Transportministeriet, at af hensyn til beskyttelsen af vejanlæg, vejudstyr og anden infrastruktur og af hensyn til trafikafvikling og trafiksikkerhed, bør vejmyndigheden have hjemmel til fysisk lovliggørelse uden forudgående påbud og for graveaktørens regning og til at kræve sine direkte og indirekte retableringsudgifter dækket hos den, der har foretaget den ulovlige forandring i vejens areal.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås derfor, at vejmyndigheden i § 73 får en klar hjemmel til straks og uden forudgående påbud at retablere den offentlige vej for graveaktørens regning, når der uden vejmyndighedens tilladelse er foretaget opgravning, opfyldning m.v. af vejarealet, og vejmyndigheden vurderer, at forholdet ikke kan lovliggøres retligt.

Bestemmelsen vil dels sikre, at reetablering af det offentlige vejareal efter en ulovlig forandring ikke udskydes på grund af betalingsspørgsmålet. Det foreslåede vil sikre, at vejmyndigheden i højere grad får mulighed for at få dækket reetableringsudgifter efter en ulovlig forandring af en offentlig vej. Bestemmelsen er desuden i overensstemmelse med lignende afhjælpningsbestemmelser i vejloven, hvor der er hjemmel for vejmyndigheden til fysisk lovliggørelse som følge af dispositioner over det offentlige vejareal i strid med reglerne. Bestemmelsen vil desuden få en præventiv virkning i forhold til ulovlige forandringer af det offentlige vejareal og dermed beskytte vejanlæg, vejudstyr og anden infrastruktur i vejens areal, så vejmyndigheden kan varetage hensynene til trafikafvikling og trafiksikkerhed.

I de tilfælde, hvor vejmyndigheden ikke kan fastslå hvem, der har gravet i vejen, men det fremgår af sagen, i hvis interesse gravearbejdet er udført, vil vejmyndigheden kunne rette kravet til den pågældende grundejer.

Antallet af sager, der skal afgøres af domstolene, og dermed vejmyndighedens omkostninger hertil, forventes reduceret. Det kan dog ikke udelukkes, at en række krav fortsat vil blive indbragt for domstolene, hvis graveaktøren ikke helt eller delvist anerkender vejmyndighedens krav.

Inddrivelse af krav mod graveaktøren for ulovlige gravearbejder kan ske efter de almindelige regler om inddrivelse af formuekrav, herunder kan kravet sendes til inddrivelse gennem Gældsstyrelsen. Inddrivelse af kravet vil være omfattet af vejlovens § 138 for så vidt ulovlige gravearbejder, der kan henføres til ejer af en ejendom.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 12, og bemærkningerne hertil.

2.7. Dispositioner vedrørende statsvejnettet

2.7.1 Gældende ret

2.7.1.1. Nedlæggelse m.v. af statsveje

Det bestemmes ved lov, hvilke offentlige veje, der skal være statsveje, hvilke nye veje, der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status, dog kan Vejdirektoratet i forbindelse med mindre anlægsprojekter træffe afgørelse om at optage, nedklassificere og nedlægge statsveje, jf. vejlovens § 12.

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende vejlovs § 12, stk. 1, at bestemmelsen fastslår, at oprettelsen af nye statsveje og nedlæggelse af eksisterende statsveje, f.eks. ved nedklassificering til kommunevej, privat vej eller fuldstændig nedlæggelse af arealet som færdselsareal, skal ske ved lov.

Vejlovens § 12 fastslår således, at anlæg og nedlæggelse af statsveje skal ske ved lov. Transportministeriet skal derfor inddrage Folketinget i arealdispositioner vedrørende statsvejnettet, medmindre dispositionen allerede er forudsat i en anlægslov. Vejdirektoratet har dog mulighed for at træffe beslutning herom i forbindelse med mindre anlægsprojekter m.v.

Den gældende § 12 stammer oprindeligt fra § 1, stk. 1, i lov nr. 199 af 31. maj 1963 om hovedlandeveje, der fastsatte, at det blev bestemt ved lov, hvilke nye hovedlandeveje, der skulle anlægges, hvilke bestående veje der skulle omklassificeres til hovedlandeveje, og hvilke hovedlandevejsstrækninger der skulle anlægges eller udbygges som motorveje. Nedlæggelse af hovedlandeveje skulle ligeledes ske ved lov, dog vurderedes fremgangsmåden at være for »omstændelig« ved mindre vejforlægninger og regulering af vejkryds, som derfor blev undtaget og overladt til daværende minister for offentlige arbejder at beslutte. Med få redaktionelle ændringer blev bestemmelsen videreført i den oprindelige vejlov, jf. lov nr. 312 af 9. juni 1971 om offentlige veje, der ligeledes overførte hovedlandeveje fra at høre under amterne til at være statsveje under Vejdirektoratet, og er siden videreført i gældende vejlov.

Hovedlandeveje blev tidligere nedlagt ved særlige love, der indeholdt en bemyndigelse for trafikministeren (nu transportministeren) til at nedlægge en eller flere konkret angivne hovedlandevejsstrækninger, som et nyt hovedlandevejsanlæg skulle afløse, f.eks. lov om nr. 353 af 9. juni 1993 om visse hovedlandvejsstrækninger. Nedlæggelsen blev i bemærkningerne omtalt som nedklassificering, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 6780.

Efter nyere praksis vil en lov om anlæg af ny statsvej indeholde bestemmelse om nedklassificering af den eksisterende statsvejsstrækning, som den nye statsvej skal afløse, f.eks. § 1, nr. 6, i lov nr. 1536 af 12. december 2023 om udbygning af motorvej E20/E45 ved Kolding, anlæg af Kalundborgmotorvejens tredje etape og udbygning af rute 15, der angiver nedklassificering af konkrete statsvejsstrækninger.

Det følger af vejlovens § 60, stk. 1, at vejmyndighedens ejendomsret sikres ved arealernes udskillelse i matriklen.

2.7.1.2. Supplerende anlæg

Vejlovens § 14 er Vejdirektoratets hjemmel og forpligtelse til at sørge for, at der i forbindelse med motorveje tilvejebringes og drives supplerende anlæg, der skønnes af betydning for trafikanterne eller andre trafikale formål.

Det følger således af § 14, at Vejdirektoratet i forbindelse med en motorvejs udbygning eller forventede udbygning skal sikre, at der tilvejebringes og drives sådanne supplerende anlæg. Det omfatter både anlæg med offentlige formål og anlæg, der kommer trafikanterne til gode, f.eks. raste- og parkeringspladser, tankanlæg, restaurationsvirksomhed m.v. Transportministeren kan til disse formål bortforpagte arealer erhvervet til vejanlægget samt indgå aftale om med forpagteren om tilvejebringelse og drift af anlæg eller bygninger på arealerne. Transportministeren kan desuden træffe konkret afgørelse om, at bestemmelsen skal finde anvendelse på andre statsveje end motorveje.

Udformningen af både vejlovens §§ 12 og 14 er historisk betinget og præget af ændringerne i vejlovgivningen siden 1950'erne, herunder klassificering af offentlige veje, opdeling af myndighedsrolle m.v.

2.7.2. Transportministeriets overvejelser

Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, vurderer Transportministeriet, at der er behov for en modernisering af vejlovens §§ 12 og 14 med henblik på at gøre administrationen af statsvejnettet mere fleksibel.

Vejdirektoratet har af forskellige årsager en række statsvejsarealer, som ikke længere tjener et formål for statsvejene og deres drift. Det drejer sig f.eks. om mindre arealer, der er erhvervet som oversigtsarealer efter tidligere praksis om udformning af oversigtsarealer, eller arealer overtaget i forbindelse med ekspropriation, f.eks. ved ekstension i henhold til vejlovens § 104, uden at arealet anvendes til egentlige vejformål. I forbindelse med kommunalreformen i 2008, hvor flere amtsveje blev statsveje, overtog Vejdirektoratet ligeledes en række sådanne arealer, som i dag ikke anvendes til vejformål.

Arealerne er udskilt i matriklen som offentligt vejareal i henhold til vejlovens §§ 60 og 61, stk. 1, og skal derfor administreres efter vejlovens regler, hvilket indebærer, at de kun ved lov kan nedlægges som vejareal, jf. vejlovens § 12. Indtil et areal nedlægges som offentligt vejareal og matrikuleres, jf. vejloven § 61, stk. 2, kan det principielt hverken anvendes til formål, der ligger uden for vejlovens rammer, eller afhændes.

Vejdirektoratet forudser, at der i stigende omfang vil være behov for at kunne nedlægge og sælge arealer, der har status som offentlig vej, men som ikke anvendes til vejformål. Transportministeriet vurderer, at nedlæggelse af statsvejsarealer, som ikke længere tjener et formål for statsvejene, bør kunne ske administrativt og dermed uden inddragelse af Folketinget.

Set over en lang årrække har de funktioner og ydelser, som efterspørges af trafikanterne og er tilvejebragt ved supplerende anlæg, f.eks. cafeteria, toiletfaciliteter m.v., været uændrede. Nyere EU-regulering har dog stillet en række krav, som Vejdirektoratet skal løfte, herunder parkering til brug for langturschaufførers overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelserne samt sikre og aflukkede parkeringsområder til chaufførerne som en kriminalpræventiv foranstaltning.

Den dynamiske udvikling i de seneste år har således medført et stigende pres på eksisterende arealer, der ligger i umiddelbar forbindelse med eller tæt ved statsveje (også benævnt sideanlæg).

Udviklingen har desuden understreget behovet for, at Vejdirektoratet hurtigere kan sikre areal til etablering af ladeinfrastruktur til lette og tunge køretøjer i henhold til de forpligtelser, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1804 af 13. september 2023 om etablering af infrastruktur for alternative drivmidler og om ophævelse af direktiv 2014/94/EU (herefter AFI-forordningen).

Ligeledes kan der langs eksisterende statsveje, hvor der ikke gennemføres egentlig udvidelser af vejanlægget, være behov for, at der stilles tilsvarende funktioner til rådighed for trafikanterne, herunder f.eks. også ladeinfrastruktur.

En modernisering af vejlovens §§ 12 og 14 vil give Vejdirektoratet større fleksibilitet ved optimering og tilpasning af statsvejnettet, herunder til at kunne understøtte den grønne omstilling inden for vejtransporten og til at imødekomme EU-retlige forpligtelser.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Udgangspunktet vil fortsat være, at det bestemmes ved lov hvilke veje, der skal være statsveje, hvilke nye statsveje, der skal anlægges m.v.

Det foreslås, at transportministeren får adgang til administrativt at optage, nedklassificere og nedlægge statsveje, uden at der er krav om, at det sker i forbindelse med et mindre anlægsprojekt. Det foreslås, at disse dispositioner også kan foretages i forbindelse med et selvstændigt enkeltstående anlægsarbejde, f.eks. ved etablering af buslommer og lignende. Det er en forudsætning, at arbejderne kan gennemføres uden yderligere arealerhvervelse i form af køb eller ekspropriation. Det er hensigten, at transportministerens beføjelser delegeres til Vejdirektoratet.

Forslaget vil forenkle og gøre administrationen af statsvejenes arealer mere fleksibel og vil samtidigt bringe lovens ordlyd i overensstemmelse med den praksis, der har udviklet sig efter den gældende vejlovs § 12, stk. 1, 2. pkt., hvor Vejdirektoratet administrativt har nedklassificeret og nedlagt statsvejsarealer i forbindelse med mindre anlægsprojekter.

De markedsmæssige og konkurrenceretlige regler, jf. budgetvejledningen og cirkulære nr. 7 af 25. januar 2010 om salg af statens faste ejendomme, finder uændret anvendelse.

Det foreslås også, at i forbindelse med nedlæggelse af statsvejsareal som offentlig vej kan ledningsejerne kræve, at der tinglyses en deklaration om ledningers tilstedeværelse i arealet. Der vil således gælde det samme for nedlæggelse af statsveje som for nedlæggelse af kommuneveje, jf. vejlovens § 127, stk. 3.

Der foreslås desuden en modernisering af vejlovens § 14 med henblik på at gøre det muligt at etablere sideanlæg langs eksisterende statsveje, uden at det som i gældende vejlov skal være i forbindelse med en udbygning af vejen.

De hensyn, hvortil der hidtil har kunnet erhverves og drives supplerende anlæg (sideanlæg), videreføres, men det understreges, at sideanlæg efter omstændigheden kan spille en større rolle i at understøtte den grønne omstilling inden for vejtransport, f.eks. etablering af ladeinfrastruktur til lette og tunge køretøjer, faciliteter til dobbelttrailere eller lignende tiltag med det formål at reducere brugen af fossile brændstoffer. Der indsættes samtidig en definition på sideanlæg i vejlovens § 3 for at præcisere anvendelsesområdet for forslaget til vejlovens § 14, herunder at Vejdirektoratet med sideanlæggene kan varetage andre samfundsmæssige behov.

Transportministeren vil i lighed med i dag kunne bortforpagte arealer til drift af sideanlæg og indgå aftale om drift af anlæg og bygninger. Det foreslås derudover, at transportministeren kan indgå tidsbegrænsede aftaler om forpagtning af arealer til landbrugsmæssig drift eller f.eks. til solcelleanlæg, hvis det vurderes, at der er et planmæssigt behov for fortsat at beholde arealet som statsvejsareal, eksempelvis til en forventet udvidelse af statsvejen. Sådan midlertidig anvendelse, der ikke tjener et vejformål, vil skulle leve op til gældende krav i anden lovgivning.

Samtidig foreslås det, at beslutningen om etablering af sideanlæg ikke skal være afhængig af en udbygning eller forventet udbygning af en statsvej. Også langs eksisterende statsveje, hvor der ikke gennemføres egentlige anlægsmæssige udvidelser af kørebanerne m.m., kan der opstå behov for, at der skal stilles en række servicefunktioner til rådighed for trafikanterne.

Anvendelsesområdet foreslås udvidet til også at gælde statsveje, der ikke er motorveje og motortrafikveje.

En modernisering af §§ 12 og 14 betyder større fleksibilitet i optimering og tilpasning af statsvejnettet, herunder til den grønne omstilling af vejtransporten, samt i Vejdirektoratets administration af arealerne.

Transportministeriet forventer, at kompetencen i det foreslåede til vejlovens § 12, stk. 2, og § 14 delegeres til Vejdirektoratet, jf. vejlovens § 6, stk. 2 og 3.

2.8. Ændring i den administrative rekursordning i lov om offentlige veje m.v. og lov om private fællesveje

2.8.1. Gældende ret

Det almindelige udgangspunkt er, at den statslige forvaltning ikke har kompetence til at efterprøve en kommunalbestyrelses afgørelser, eftersom myndighederne ikke indgår i et administrativt hierarki.

I en administrativ rekursordning får klageberettigede mulighed for at få prøvet en forvaltningsmyndigheds afgørelse ved en anden administrativ myndighed. Rekursordninger udgør typisk en mere effektiv prøvelsesmulighed sammenlignet med en domstolsprøvelse og er med til at understøtte en lovlig forvaltning. I lovgivningspraksis er det således udbredt, at loven tillægger en statslig myndighed kompetence til at påse kommunernes dispositioner.

I § 132 i vejloven og i § 87 i privatvejsloven er der hjemmel til, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan indbringes for transportministeren.

Kommunalbestyrelsen er vejmyndighed for kommuneveje og kommunale stier, jf. § 7 i vejloven, og kommunalbestyrelsen har det forvaltningsmæssige såvel som det økonomiske ansvar for vejene. Vejmyndigheden skal først og fremmest varetage trafikale og vejtekniske forhold men skal herudover være opmærksom på konsekvenserne for miljø, flora, fauna, landskabs- og bymæssige værdier, klimamæssige forhold, samfundsøkonomien og hensynet til vejens naboer, jf. vejlovens § 1.

Kommunalbestyrelsen er også vejmyndighed for private fællesveje og private fællesstier, jf. § 1, stk. 2, i privatvejsloven, hvor kommunen har det forvaltningsmæssige ansvar. Privatvejsloven skal medvirke til at sikre, at private fællesveje er indrettet teknisk forsvarligt, at vejene er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslen på vejene, og at privates dispositioner i forbindelse med vejene ikke er i strid med den offentlige planlægning. Privatvejsloven skal desuden medvirke til at sikre, at almene offentlige hensyn i øvrigt tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i by og bymæssigt område, jf. privatvejslovens § 1.

I forbindelse med administrationen af de offentlige veje, stier m.v., samt de private fællesveje og fællesstier træffer kommunalbestyrelsen en række afgørelser over for borgere, lodsejere, juridiske personer m.fl., bl.a. udstedelse af tilladelser, påbud om lovliggørelse af ulovlige forhold m.v. I sagsbehandlingen skal kommunen overholde reglerne i vejloven og privatvejsloven, såvel som de forvaltningsretlige regler.

Det følger af § 132, stk. 1, i vejloven og § 87, stk. 2, i privatvejsloven, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål. Der er dog fuld prøvelse af afgørelser om ekspropriation, jf. vejlovens § 132, stk. 2, jf. § 102, og privatvejslovens § 87, stk. 1.

Klagefristen er 4 uger fra den dag, en endelig afgørelse er meddelt den pågældende, jf. vejlovens § 132, stk. 3, og privatvejslovens § 87, stk. 4.

En forudsætning for at få behandlet en klage er, at klager er klageberettiget eller repræsenterer en person, fysisk eller juridisk, der er klageberettiget.

Vejloven og privatvejsloven indeholder ikke regler om, hvem der er klageberettigede. Vurderingen af, hvem der er klageberettiget, skal derfor foretages ud fra de almindelige forvaltningsretlige regler om væsentlig, individuel og retlig interesse i sagens udfald, hvilket beror på en konkret vurdering i den enkelte sag.

Transportministeren har delegeret kompetencen til at afgøre klager til Vejdirektoratet, jf. § 8, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 1541 af 9. december 2024 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser. Vejdirektoratets afgørelse af klager over kommunalbestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for transportministeren, jf. bekendtgørelsens § 8, stk. 2.

Som led i behandlingen af en klagesag skal Vejdirektoratet foretage en prøvelse af, om der er truffet en lovlig afgørelse efter vejloven og privatvejslovens regler, og at de forvaltningsretlige regler er overholdt. Vejdirektoratet kan ikke tage stilling til kommunalbestyrelsens faglige skøn, der ligger til grund for afgørelsen, herunder spørgsmål om afgørelsens rimelighed og hensigtsmæssighed. Vejdirektoratets reaktionsmuligheder består i enten at stadfæste afgørelsen som værende lovlig, ophæve afgørelsen eller hjemvise sagen til fornyet behandling. Vejdirektoratet kan dog i forbindelse med sagsbehandlingen reparere begrundelsesmangler, f.eks. forkert eller manglende hjemmelshenvisning. Vejdirektoratet kan som klageinstans ikke træffe en ny materiel afgørelse over for klager.

Yderligere kan Vejdirektoratet ikke tage stilling til, om kommunalbestyrelsen har overholdt principperne for god forvaltningsskik. Ved klager over god forvaltningsskik, henviser Vejdirektoratet til Folketingets Ombudsmand, der dog selv beslutter, om en sag skal undersøges nærmere.

Det følger af vejlovens § 132, stk. 5, og privatvejslovens § 88, at en afgørelse ikke kan indbringes for domstolene, før den administrative rekurs er udnyttet.

2.8.2. Transportministeriets overvejelser

Som beskrevet ovenfor er der i vejloven og privatvejsloven udstrakt adgang til administrativ rekurs. Som led i regeringens initiativ til at sikre bedre ressourceudnyttelse, understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati, har Transportministeriet foretaget en gennemgang af vejloven og privatvejsloven og vurderet, i hvilket omfang den administrative rekurs for kommunalbestyrelsernes afgørelser vil kunne afskæres uden retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

I vurderingen heraf er der navnlig taget hensyn til karakteren af afgørelsen og intensiteten af indgrebet i borgernes og andres retsforhold.

Klagers interesse i at få efterprøvet en afgørelse vil være særligt tungtvejende, hvor der er tale om en intensivt indgribende afgørelse eller afslag på begunstigende afgørelser, hvor indrettelseshensyn taler med større vægt. Herunder falder afgørelser af ekspropriationslignende karakter og sager, hvor borgeren har et retskrav.

Det er Transportministeriets opfattelse, at også visse afgørelser, hvor grundejere pålægges betalingsforpligtelser, f.eks. afgørelser om fordeling af udgifterne til vedligeholdelse af en privat fællesvej mellem ejerne af de tilgrænsende ejendomme, har en sådan karakter, at de bør kunne prøves administrativt.

Anderledes forholder det sig med afgørelser af mindre indgribende karakter, f.eks. en afgørelse om at fjerne genstande eller træer, der er placeret i vejarealet uden tilladelse, eller afslag på at kunne køre ind på en ejendom uden for en allerede godkendt indkørsel fra den offentlige vej.

Som nævnt er der i den eksisterende rekursordning, medmindre der er tale om ekspropriation, kun hjemmel til retlig prøvelse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne i vejloven og privatvejsloven. Omdrejningspunktet for klager går dog ikke sjældent på, at borgeren er uenig i kommunalbestyrelsens skønsudøvelse, herunder om afgørelsen er rimelig og hensigtsmæssig, hvilket Vejdirektoratet ikke har kompetence til at tage stilling til.

2.8.3 Den foreslåede ordning

Transportministeriet har på baggrund af ovenstående vurderet, at den administrative klageadgang for en række af kommunalbestyrelsens afgørelser i henhold til vejloven og privatvejsloven vil kunne afskæres uden retssikkerhedsmæssig betænkelighed. Det foreslås derfor, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven og privatvejsloven ikke længere skal kunne påklages til transportministeren (i praksis Vejdirektoratet). Der er bl.a. tale om afgørelser i henhold til en række bestemmelser, der regulerer ikke-trafikale dispositioner om råden over offentlige veje og private fællesveje.

Det er Transportministeriets vurdering, at afgørelser efter de bestemmelser, for hvilke det foreslås, at der ikke skal være administrativ rekurs, er mindre indgribende og af en sådan karakter, at klageadgangen kan afskæres uden retssikkerhedsmæssig betænkelighed. Bestemmelserne er bl.a. karakteriseret ved, at kommunalbestyrelsen skal foretage en vejteknisk og/eller trafik- og færdselsmæssig vurdering, ofte under inddragelse af hensyn til lokale forhold, hvilket Vejdirektoratet netop ikke kan tage stilling til.

Medmindre der er hjemmel hertil, har den statslige forvaltning som nævnt ikke kompetence til at efterprøve kommunalbestyrelsens afgørelser. Lovforslaget vil derfor genskabe udgangspunktet for forholdet mellem den statslige forvaltning og kommunerne for afgørelser efter de i § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, nævnte bestemmelser.

For en beskrivelse af de bestemmelser i vejloven, for hvilke det foreslås, at der ikke skal være administrativ rekurs for kommunalbestyrelsens afgørelser, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 23.

Der foreslås desuden en ny affattelse af vejlovens § 87 om vejmyndighedens mulighed for at kræve beplantning og træer fjernet m.v. af hensyn til vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen. Det sker med henblik på at skelne mellem beplantning på, over og i det offentlige vejareal og beplantning på de tilgrænsende naboejendomme. Nyaffattelsen gør det muligt at afskære den administrative klageadgang for afgørelser om fjernelse m.v. af træer og anden beplantning på, over og i det offentlige vejareal, og samtidig opretholde adgangen til at klage over afgørelser om fjernelse af beplantning på selve den tilgrænsende ejendom, hvilket er en afgørelse af ekspropriationslignende karakter.

For en beskrivelse af de bestemmelser i privatvejsloven, for hvilke det foreslås, at der ikke skal være administrativ rekurs for kommunalbestyrelsens afgørelser, henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 13.

Kommunalbestyrelsen vil fortsat skulle administrere de pågældende bestemmelser ud fra vejlovens og privatvejslovens formål og iagttage de forvaltningsretlige regler samt principper for god forvaltningsskik. Med lovforslaget tilsigtes ingen ændring i den hensynsafvejning, det skøn m.v., som kommunen skal foretage, eller i vurderingen af partstatus.

Det foreslåede ændrer ikke ved de bestående prøvelsesmuligheder i form af genoptagelse af en sag på grundlag af dansk forvaltningsrets uskrevne regler om genoptagelse, herunder remonstration, klage til Folketingets Ombudsmand og domstolsprøvelse efter grundlovens § 63, stk. 1, 1. pkt.

På baggrund af ovenstående vurderer Transportministeriet, at det ikke vil være retssikkerhedsmæssigt betænkeligt at ændre den eksisterende rekursordning således, at der ikke er adgang til at klage til transportministeren (i praksis Vejdirektoratet) over afgørelser truffet af kommunalbestyrelsen i henhold til de i § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, nævnte bestemmelser. Der vil fortsat være en udstrakt rekursordning, idet størsteparten af kommunalbestyrelsernes afgørelser efter vejloven og privatvejsloven fortsat vil kunne påklages administrativt.

Vejdirektoratet er vejmyndighed for statsvejene, jf. vejlovens § 6, stk. 2. Som konsekvens af lovforslaget forventer Transportministeriet i medfør af bestemmelsen i vejlovens § 131 også at afskære adgangen til at indbringe Vejdirektoratets afgørelser som vejmyndighed efter de tilsvarende bestemmelser i vejloven for transportministeren, hvilket vil ske ved en ændring af bekendtgørelse om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser.

2.9. Undtagelse fra kravet om miljøkonsekvensvurdering for vej- og baneprojekter til forsvarsformål og civile beredskabsformål

2.9.1. Gældende ret

Kapitel 2 a i vejloven og kapitel 6 a i jernbaneloven indeholder bestemmelser, der implementerer VVM-direktivets regler for så vidt angår henholdsvis statslige vejprojekter og statslige jernbaneprojekter. Det følger af vejlovens § 17 a, stk. 1, og jernbanelovens § 38 a, stk. 1, at etablering, udvidelse eller ændring af statslige vej- og jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter, som bl.a. på grund af deres art, dimensioner eller placering kan forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet, kræver en vurdering af projektets indvirkning på miljøet samt administrativ tilladelse. Det kræver dog ikke en administrativ tilladelse, når projektet opnår tilladelse ved anlægslov, jf. vejlovens § 17 a, stk. 3, 1. pkt., og jernbanelovens § 38 a, stk. 3, 1. pkt.

Større vej- og jernbaneprojekter på Transportministeriets område vedtages ofte af Folketinget ved en anlægslov, hvor transportministeren bemyndiges til at gennemføre projektet i overensstemmelser med lovforslaget, projektbeskrivelsen og miljøkonsekvensvurderingen.

Projektets indvirkning på miljøet skal beskrives og vurderes i en miljøkonsekvensrapport, jf. vejlovens § 17 g og jernbanelovens § 38 g. Det følger af vejlovens § 17 g, stk. 6, og jernbanelovens §38 g, stk. 6, at miljøkonsekvensvurderingen skal beskrive og vurdere et projekts væsentlige direkte og indirekte indvirkninger på følgende faktorer: 1) befolkning og menneskers sundhed, 2) biologisk mangfoldighed med særlig vægt på arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF og direktiv 2009/147 /EF, 3) jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, 4) materielle goder, kulturarv og landskabet og 5) samspillet mellem faktorerne i nr. 1-4. Efter vejlovens § 17 g, stk. 7 og jernbanelovens § 38 g, stk. 7, skal beskrivelsen også omfatte projektets forventede virkninger på miljøet som følge af projektets sårbarhed over for risici for større ulykker og katastrofer, der er relevante for det pågældende projekt.

Miljøvurderingerne skal i offentlig høring, jf. vejlovens § 17 h og jernbanelovens § 38 h.

2.9.2. VVM-direktivet

VVM-direktivet indeholder regler, der har til formål at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og, at miljøhensyn integreres i forberedelsen og i godkendelsen af forskellige projekter.

Det fremgår af VVM-direktivets artikel 1, stk. 1, at direktivet vedrører vurderingen af de indvirkninger på miljøet af offentlige og private projekter, der er af en sådan beskaffenhed, at de vil kunne påvirke miljøet væsentligt.

Af artikel 1, stk. 3, fremgår det, at medlemsstaterne fra sag til sag, og såfremt der er hjemmel hertil i national ret, kan beslutte ikke at anvende dette direktiv på projekter, eller dele af projekter, der alene tjener et forsvarsformål eller projekter, der alene tjener et civilt beredskabsformål, hvis de vurderer, at en sådan anvendelse ville skade disse formål.

Det følger af artikel 3, at der skal foretages en miljøkonsekvensvurdering, og at denne skal bestå i på passende måde at påvise, beskrive og vurdere et projekts væsentlige direkte og indirekte virkninger på følgende faktorer: a) befolkning og menneskers sundhed, b) biologiske mangfoldighed med særlig vægt på arter og naturtyper, der er beskyttet i henhold til direktiv 92/43/EØF og direktiv 2009/147/EF, c) jordarealer, jordbund, vand, luft og klima, d) materielle goder, kulturarv og landskabet, e) samspillet mellem faktorerne i litra a)-d).

Såfremt der kræves en miljøkonsekvensvurdering, skal bygherren udfærdige og fremlægge en miljøkonsekvensvurderingsrapport, jf. direktivets artikel 5.

Det følger af artikel 6, stk. 2, at for at sikre offentlighedens effektive deltagelse i beslutningsprocedurerne, informeres offentligheden om følgende tidligt i de beslutningsprocedurer på miljøområdet, der er nævnt i artikel 2, stk. 2, og senest, så snart oplysningerne med rimelighed kan gives: a) ansøgningen om tilladelse, b) det forhold, at projektet er underkastet en procedure med miljøkonsekvensvurdering, og eventuelt at artikel 7 finder anvendelse, c) de kompetente myndigheder, der har ansvaret for at træffe afgørelsen, hvorfra der kan indhentes relevante oplysninger, hvortil kommentarer eller spørgsmål kan rettes samt nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål, d) karakteren af eventuelle afgørelser eller udkastet til afgørelsen, hvis et sådant foreligger, e) hvorvidt de oplysninger, der er indhentet i henhold til artikel 5, er til rådighed, f) hvornår, hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed, g) hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på offentlig deltagelse, jf. stk. 5.

Det fremgår af artikel 6, stk. 7, at tidsrammerne for høring af den berørte offentlighed om miljøkonsekvensvurderingsrapporten, jf. artikel 5, stk. 1, ikke må være kortere end 30 dage.

Direktivet er i sin helhed implementeret i dansk ret i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), (herefter miljøvurderingsloven), der hører under ministeren for grøn trepart, og i havnelovgivningen, som hører under transportministeren.

VVM-direktivet er ligeledes implementeret i vejlovens kapitel 2 a og jernbanelovens kapitel 6 a ved lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love samt lov nr. 434 af 16. marts 2021 om ændring af lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven. Det gælder dog ikke direktivets artikel 1, stk. 3, som giver mulighed for at undtage projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål fra kravet om miljøkonsekvensvurdering.

For yderligere om implementeringen af VVM-direktivet i jernbaneloven og vejloven henvises til bemærkningerne til det lovforslag, der dannede grundlag for lov nr. 658 af 8. juni 2016 om ændring af lov om offentlige veje m.v., jernbaneloven og forskellige andre love, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 134 som fremsat, og lov nr. 434 af 16. marts 2021 om ændring af lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 84 som fremsat.

2.9.3. Transportministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Reglerne i VVM-direktivet har til formål at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og at sørge for, at miljøhensyn tænkes med ved tilladelse til projekter. Formålet med en miljøkonsekvensvurdering er, at der under inddragelse af offentligheden så tidligt som muligt og forud for, at myndigheden træffer afgørelse (eller Folketinget vedtager en lov), blandt andet tages hensyn til projekters væsentlige indvirkning på miljøet. VVM-direktivets artikel 1, stk. 3, giver dog mulighed for at undtage projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål, fra kravet om miljøkonsekvensvurdering. Denne mulighed blev imidlertid ikke udnyttet i forbindelse med implementeringen af VVM-direktivet i forhold til projekter på vej- og baneområdet i 2016 og 2021, da man ikke fandt det relevant på daværende tidspunkt.

Alt afhængig af et projekts omfang, beliggenhed og kompleksitet vil en miljøvurderingsproces både kunne være omfattende og have en lang tidshorisont. Det kan f.eks. være gennemførslen af de nødvendige feltundersøgelser for at kunne vurdere projektets væsentlige indvirkninger på miljøet, vurdere alternativer m.v. Miljøundersøgelser af projekter i Transportministeriets regi kan således tage ca. 2 år. Dertil kommer udarbejdelse af selve miljøkonsekvensrapporten og gennemførelse af en offentlig høring.

Det kan ikke udelukkes - særligt henset til den sikkerhedspolitiske situation - at der kan opstå et behov for at etablere, ændre eller udvide statslige vej- og jernbaneanlæg til varetagelse af nationale forsvarsformål eller civile beredskabsformål. Transportministeriet vurderer, at det kan blive nødvendigt, at dette skal ske hurtigt og uden inddragelse af offentligheden, da formålet med sådanne projekter ellers vil kunne forspildes.

Transportministeriet finder det på denne baggrund hensigtsmæssigt at implementere VVM-direktivets artikel 1, stk. 3, for transportsektoren, og derved skabe et identisk regelgrundlag på hele ministerområdet. Det foreslås derfor at indføre hjemmel i vejloven og jernbaneloven til at kunne undtage henholdsvis Vejdirektoratets og Banedanmarks projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål, fra kravet om miljøkonsekvensvurdering. Det vil etablere et regelgrundlag, der svarer til reglerne i miljøvurderingsloven under ministeren for grøn trepart.

Det foreslås således, at der indføres en hjemmel, der fastsætter, at reglerne om miljøkonsekvensvurderingen, dvs. hele miljøvurderingsprocessen, herunder kravet om vurdering af konsekvenser for miljøet, screeningsprocessen og høringsprocessen mv., i vejlovens kapitel 2 a og jernbanelovens kapitel 6 a, ikke skal finde anvendelse for sådanne projekter.

Den foreslåede ordning vil medføre, at vejlovens kapitel 2 a og jernbanelovens kapitel 6 a ikke finder anvendelse på henholdsvis Vejdirektoratets vejprojekter eller dele af projekter og Banedanmarks jernbaneprojekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller alene tjener et civilt beredskabsformål, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at anvendelsen vil skade disse formål.

Bestemmelsen vil skulle fortolkes indskrænkende. Anvendelse af bestemmelsen vil alene kunne ske, hvor det er anvendelsen af hele miljøvurderingsprocessen, herunder screeningsprocessen og den offentlige høringsproces, som i det konkrete tilfælde vil kunne skade det nationale forsvarsformål eller det civile beredskabsformål. Det vil eksempelvis kunne skade et forsvarsmål, hvis offentligheden inddrages i projektet, da et forsvarsprojekt i sagens natur kan indeholde fortrolige oplysninger. Ligeledes vil det eksempelvis kunne skade et civilt beredskabsformål, hvis reparationstiltag efter en oversvømmelse eller lignende skal afvente miljøvurderingsprocessen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 2 og § 4.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Ophævelse af vejmyndighedens pligt til at forhandle med politiet, inden en række dispositioner over vejareal tillades, vil have positive økonomiske konsekvenser for det offentlige. Lovforslaget vil medføre administrative lettelser i kommunerne, Vejdirektoratet og politiet, dog uden at de økonomiske lettelser umiddelbart kan kvantificeres. Besparelsespotentialet skal findes i sparede administrative udgifter ved, at sagsgangene forenkles og den administrative byrde i kommuner og stat lettes.

Den foreslåede ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven og privatvejsloven vil medføre en besparelse for staten på 1,5 årsværk i København (Vejdirektoratet). I kommunerne vil den foreslåede ændring reducere antallet af klager og dermed medføre administrative besparelser, dog uden at disse kan nærmere kvantificeres.

Derudover har lovforslaget ingen økonomiske konsekvenser eller implementeringskonsekvenser for det offentlige.

Som konsekvens af lovforslaget skal en række eksisterende bekendtgørelser og cirkulærer revideres eller ophæves.

Principperne for digitaliseringsklar lovgivning vurderes ikke relevante for lovforslaget.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen direkte økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget indeholder ikke erhvervsrettet regulering.

Der vil være en administrativ lettelse, men af forholdsmæssig lille karakter, ved ophævelse af at kravet om vejmyndighedens tilladelse til etablering af tankanlæg ved offentlige veje og private fællesveje, jf. lovforslagets § 2, nr. 16.

Den foreslåede ændring af rekursordningen vil indebære, at visse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter vejloven og privatvejsloven ikke kan påklages administrativt. Virksomheder vil være henvist til domstolene, hvis de ønsker at få en konkret afgørelse efter de pågældende bestemmelser prøvet.

Derudover har lovforslaget ingen økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Den foreslåede ændring af rekursordningen vil indebære, at borgerne ikke vil kunne påklage visse af kommunalbestyrelsens afgørelser administrativt men vil være henvist til domstolene, hvis de ønsker at få en konkret afgørelse efter de pågældende bestemmelser prøvet.

Derudover har lovforslaget ingen administrative konsekvenser for borgere.

6. Klimamæssige konsekvenser

Lovforslagets § 2, nr. 9, hvorefter sideanlæg kan etableres i forbindelse med en statsvej, hvis det vurderes, at det kan understøtte den grønne omstilling inden for vejtransport, samt forslaget om at transportministeren kan indgå tidsbegrænsede aftaler om forpagtning af statsvejsarealer til etablering af anlæg i forbindelse med den grønne omstilling af energiforsyningen, vil have positive klimamæssige konsekvenser. Det er dog ikke muligt at kvantificere disse nærmere.

Derudover har lovforslaget ingen klimamæssige konsekvenser.

7. Miljø- og naturmæssige konsekvenser

Lovforslagets § 2, nr. 8, medfører en forenklet proces for nedlæggelse af statsvejsarealer, der ikke længere tjener et vejformål. Overdragelse af arealerne til anden statslig myndighed eller ved salg til andre med henblik på naturformål, f.eks. skovrejsning, vil få positive naturmæssige konsekvenser. Det er dog ikke muligt at kvantificere dette nærmere.

De foreslåede ændringer for så vidt angår muligheden for at kunne undtage forsvarsprojekter og civile beredskabsprojekter på henholdsvis vejområdet og jernbaneområdet fra miljøkonsekvensvurdering har i sig selv ingen miljø- og naturmæssige konsekvenser, da de foreslåede bestemmelser udelukkende indebærer, at visse vej- og jernbaneprojekter kan undtages fra kravet om en miljøkonsekvensvurdering.

Det er muligt, at det i nogen grad kan medføre miljø- og naturmæssige konsekvenser, hvis der ikke foretages en miljøkonsekvensvurdering.

Men lovforslaget etablerer ikke hjemmel til fravigelse af materielle miljøregler. Materielle regler i f.eks. naturbeskyttelses- og miljøbeskyttelsesloven kan således ikke fraviges uden særskilt hjemmel hertil.

Selvom disse forsvars- og civile beredskabsprojekter i undtagelsestilfælde vil kunne undtages fra kravet om en miljøkonsekvensvurdering, er projekterne stadig underlagt øvrige regler som f.eks. habitatreglerne.

Det bemærkes, at undtagelsesbestemmelserne alene vil blive anvendt, når forsvaret og beskyttelsen af landet kræver det.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget implementerer VVM-direktivets artikel 1, stk. 3.

Resten af VVM-direktivet er allerede implementeret i dansk ret. Der er i dette lovforslag alene tale om en implementering af direktivets artikel 1, stk. 3, der giver mulighed for i national ret at fastsætte, at VVM-direktivets krav om miljøkonsekvensvurdering ikke skal finde anvendelse på projekter eller dele af projekter, der alene tjener et forsvarsformål eller projekter, der alene tjener et civilt beredskabsformål, når det vurderes, at en sådan anvendelse ville skade disse formål.

Derudover indeholder lovforslaget ikke EU-retlige aspekter.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslaget har i perioden fra den 20. december 2024 til den 27. januar 2025 (38 dage) været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatsamfundet, Andel Energi A/S, Arbejdsgiverforeningen (KA), Centralorganisationen af 2010 (CO2010), Clever, Cyklistforbundet, Danmarks Frie AutoCampere, DJØF, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Byggeri, Dansk e-mobilitet, Dansk Energi, Dansk Energinet, Dansk Erhverv, Dansk Erhvervsfremme, Dansk Fjernvarme, Dansk Handicap Forbund, Dansk Industri (DI), Dansk Ledningsejerforum, Dansk Magisterforening, Dansk Transport og Logistik, Dansk Spildevandsforening, Dansk Vejforening, Danske Advokater, Danske Handicaporganisationer, Danske Kørelæreres Landsforbund, Danske Medier - Mediernes Hus, Danske Motorcyklister, Danske Regioner, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Danske Landinspektørforening, Det Centrale Handicapråd, DI Transport, Drivkraft Danmark, DTL's arbejdsgiverforening, DTU Transport, E. ON, Fagbevægelsens Hovedorganisation, Fagligt Fællesforbund (3F), FOA, Fodgængerforbundet, Forenede Danske Motorejere (FDM), Grundejeren,dk, HK Stat, HK Trafik og Jernbane, HMN Naturgas I/S, Ingeniørforeningen, Institut for miljø, samfund og rumlig forandring - Roskilde Universitet, Institut for planlægning - Aalborg Universitet, Kommunal Teknisk Chefforening, Kommunal Vejteknisk Forening, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kommunernes Landsforening (KL), Krifa, Landbrug & Fødevarer, Landbrugserhvervets Færdselsgruppe, Landdistrikternes Fællesråd, Landsorganisationen i Danmark (LO), Ledernes Hovedorganisation, Norlys, Offentligt Ansattes Organisationer (OAO), Parcelhusejernes Landsforening, Politiforbundet, Rigsadvokaten, Rigsrevisionen, Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Grøn Omstilling, Rådet for Sikker Trafik, Sammenslutningen af Danske Småøer, SEGES, Sikre Veje, Teknisk Landsforbund, Teknologisk Institut, Trafikforbundet, Trafikforskningsgruppen ved Aalborg Universitet, Ørsted A/S og samtlige regioner og kommuner.

Bestemmelserne i lovforslagets § 2, nr. 14 og 19-25, og § 3, nr. 10-12, og § 5, stk. 2, om ændring af den administrative rekursordning for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven og privatvejsloven var i offentlig høring i perioden fra den 3. september 2024 til den 1. oktober 2024 (28 dage) som en del af udkast til lovforslag om ændring af lov om godskørsel, lov om offentlige veje m.v. og lov om private fællesveje (Opgavebortfald på Transportministeriets område m.v.). Bestemmelserne har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3F Fælles Fagligt Forbund, Advokatrådet, Advokatsamfundet, AMU Transport Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsgiverforening for indehavere af taxi-, OST-, limousine- og sygetransport (ATAX), Arbejdsgiverforeningen for Kollektiv Trafik, Arbejdsgiverforeningen (KA), Arbejdstilsynet, Arbejdsgiverforeningen for Transport og Logistik (ATL), Transportens Arbejdsgivere (ATL), AutoBranchen Danmark, Automobilbranchens Handels- & Industriforening i Danmark (AUTIG), Bilbranchen, Bilsynsbranchen, Danmarks Tekniske Universitet - Transport, Dansk Agroindustri, Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Bilbrancheråd, Dansk Bilforhandler Union (DBFU), Dansk Byggeri, Dansk Erhverv (DE), Dansk Erhvervsfremme (DEF), Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Maskinhandlerforening, Dansk Metal, Dansk Mobilitet, Dansk PersonTransport (DPT), Danske Advokater, Danske Kørelæreres Landsforbund (DKL), Danske Medier, Danske Regioner, Danske Speditører, Danske Synsvirksomheder, Datatilsynet, De Danske Bilimportører, Det Centrale Handicapråd, Det Faglige Hus, Dansk Industri (DI), Dansk Industri (DI), Dansk Byggeri, Dansk Industri (DI) - Transport, Dommerfuldmægtigforeningen, DTL - Danske Vognmænd, DTL's arbejdsgiverforening, Dækbranchen Danmark, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), Forenede Danske Motorejere (FDM), Foreningen af Frie Kørelærere, Foreningen af Vognimportører i Danmark, Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL), Havarikommissionen for vejtrafikulykker, ITD - Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, ITS Danmark, Kommunernes Landsforening (KL), Krifa, Kørelæreforeningen, Køreprøvesagkyndiges Landsforening, Landbrug & Fødevarer, Ledernes Hovedorganisation, Midtsjællands Kørelærerforening, Mover, NOAH-Trafik, Politiforbundet, PostNord AB, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter (NFÆ), Rådet for Bæredygtig Trafik, Rådet for Grøn Omstilling, Rådet for Sikker Trafik, Sikre Veje, SMVdanmark, Specialforeningen for Logistik og Distribution (SLD), Trafikselskaberne i Danmark, Transporterhvervets Uddannelser (TUR) og samtlige kommuner.

Lovforslagets § 2, nr. 1, 2 og 10 samt § 4 om ændring af formålsbestemmelsen i vejloven og hjemmel til undtagelse fra kravet om miljøkonsekvensvurdering for vej- og jernbaneprojekter til forsvarsformål og civile beredskabsformål har været i offentlig høring i perioden fra den 14. marts 2025 til den 28. marts 2025 (14 dage). Bestemmelserne har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk Jernbaneforbund, Dansk Ledningsejerforum, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Vand- og Spildevandsforening, Dansk Vejforening, Danske Regioner, De praktiserende landinspektører, Den danske landinspektørforening, Friluftsrådet, DI Transport, HK Trafik og Jernbane, Institut for miljø, samfund og rumlig forandring - Roskilde Universitet, Kommunal Vejteknisk Forening, Kommunernes Landsforening KL, Landbrug & Fødevarer og Landdistrikternes Fællesråd.

Det bemærkes, at høringsperioden normalt varer minimum 4 uger. I dette tilfælde blev det vurderet, at en høringsperiode på 14 dage var nødvendig, så lovforslaget kunne blive behandlet af Folketinget i denne folketingssamling med ikrafttrædelse inden sommerferien.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Overskriften til færdselslovens § 91 er »Udlægning af hovedveje og motortrafikveje«.

Det foreslås, at overskriften før § 91 ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af ophævelsen af færdselslovens § 91. Der henvises til § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

I henhold til færdselslovens § 91, stk. 1, træffer politiet med samtykke fra vejmyndigheden bestemmelser om udlægning af hovedveje og motortrafikveje. Hvis der er uenighed mellem politi og vejmyndighed afgøres sagen af transportministeren, jf. stk. 2.

Det foreslås, at § 91 ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at det vil være vejmyndigheden, der vil skulle varetage de trafikale-, færdselsmæssige og vejtekniske hensyn i planlægning og udlægning af veje. Ophævelsen understreger desuden, at vejloven er den særlige lovgivning, der regulerer planlægning af offentlige veje, herunder udlægning.

Der henvises til pkt. 2.1 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Overskriften til færdselslovens § 97 er »Adgang til anvendelse af afmærkning på private veje«.

Det foreslås, at overskriften før § 97 affattes således »Adgang til at anvende afmærkning på private fællesveje på landet og på private veje«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med nyaffattelsen af færdselslovens § 97 og som følge af bestemmelsens nye indhold. Der henvises til § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 4

Det følger af færdselslovens § 97, stk. 1, at anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95, på eller ved en privat fællesvej omfattet af §§ 25-86 i privatvejsloven (byreglerne) kræver godkendelse. Hvis der ved afmærkningen indføres færdselsmæssige bestemmelser omfattet af §§ 92 og 92 a, meddeles godkendelsen efter reglerne i de nævnte bestemmelser. Anden afmærkning godkendes af vejmyndigheden.

Private fællesveje på landet er reguleret i privatvejslovens afsnit II, §§ 11-24 a.

Af § 97, stk. 2 fremgår, at anvendelse af afmærkning efter færdselslovens § 95 på private fællesveje på landet og på private veje og broer kræver politiets samtykke.

Det fremgår af færdselslovens § 97, stk. 3, at hvis en vej- eller broejer, der er berettiget til uden tilladelse efter privatvejslovens § 57, stk. 1, at forbyde visse arter af færdsel, ønsker at gennemføre et sådant forbud ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde, skal politiets godkendelse forinden indhentes.

Det følger af § 97, stk. 4, at afgørelser efter stk. 2 og 3 kan påklages til transportministeren.

Færdselslovens § 97, stk. 1, regulerer anvendelsen af den afmærkning, der er fastsat i medfør af færdselslovens § 95, stk. 1 og 3 (autoriseret afmærkning), på private fællesveje i by og bymæssigt område. Afmærkning på private fællesveje i by og bymæssigt område er ligeledes reguleret af vejafmærkningsbekendtgørelsen, anvendelsesbekendtgørelsen og bekendtgørelse nr. 818 af 22. juni 2017, med senere ændringer, om afmærkning af vejarbejder m.v.

Bestemmelserne i § 97, stk. 2 og 3, vedrører private fællesveje på landet samt andre rent private veje og broer, hvor kompetencen til at meddele samtykke om anvendelsen af afmærkning m.v. på disse veje og broer er henlagt til politiet. § 97, stk. 2, giver dog ikke politiet en selvstændig kompetence til at træffe afgørelser om den bagved liggende regulering af færdslen, der er et privatretligt anliggende, medmindre forholdet er særskilt reguleret i færdselsloven.

Kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende regulering af færdslen på offentlige veje og private fællesveje i by og bymæssigt område er efter gældende ret forankret i privatvejslovens § 57 og færdselslovens §§ 92 og 92 a.

Det foreslås i færdselslovens § 97, stk. 1, at anvendelse af den afmærkning, der er nævnt i § 95 på private fællesveje omfattet af §§ 11-24 a i privatvejsloven og på private veje, kræver politiets samtykke. Det foreslås endvidere, at politiet kan, hvor det skønnes nødvendigt, forlange, at sådan afmærkning tilvejebringes og bekostes af vejejeren, og at politiet kan, hvor færdselsmæssige grunde taler herfor, kræve, at afmærkning på disse veje, der ikke er i overensstemmelse med de forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 95, stk. 1, fjernes.

Det foreslåede vil betyde, at politiet vil kunne regulere anvendelsen af autoriseret afmærkning på private fællesveje i landzone og på rent private veje. Det foreslåede vil ikke tillægge politiet en selvstændig kompetence til at træffe afgørelser om den bagved liggende regulering af færdslen. Det vil fortsat være et privatretligt anliggende, hvilket svarer til gældende ret.

Det foreslås i § 97, stk. 2, at foranstaltninger til gennemførelse af et forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme eller lignende ikke må etableres uden politiets forudgående stillingtagen til, om ansøgeren skal etablere afmærkning og belysning af foranstaltningen med henblik på at afværge fare for færdslen på vejen og på umiddelbart tilstødende veje. Politiet kan ligeledes træffe bestemmelser om foranstaltningernes nærmere udformning med henblik på at tilgodese hensynet til beredskabet.

Det foreslåede vil betyde, at politiet vil have kompetence til at beslutte afmærkningen af bomme eller lignende foranstaltninger, f.eks. kæder hen over vejen. Beslutningen om at afspærre vejen for motoriseret færdsel vil derimod fortsat blive truffet på privatretligt grundlag, typisk af vejejeren, eller efter forhold nævnt i en vejretsaftale.

Det bemærkes, at hvad angår gående, cyklende og ridende færdsel kan ejerens adgang til at afspærre vejen med henblik på at afmærke et forbud mod færdsel være begrænset af bestemmelserne om offentlighedens adgang til naturen, jf. kapitel 4 om offentlighedens adgang til naturen i lov om naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 28. juni 2024.

Selvom politiet ikke vil skulle godkende det bagvedliggende forbud mod uvedkommende færdsel, vil politiet fortsat under varetagelse af hensynet til beredskab og redningstjenester kunne tage stilling til, om en afspærring skal være aflåst, herunder om nøgler skal udleveres til bestemte aktører, om der skal opsættes nøglebokse ved afspærringen eller om trafiksikkerhedsmæssige hensyn taler imod en aflåsning af foranstaltningen med den pågældende placering.

Virkningen af den foreslåede nyaffattelse er desuden, at der ikke vil være adgang til at påklage politiets afgørelser om anvendelse af autoriseret afmærkning på private fællesveje i landzone og på rent private veje eller adgang til at påklage politiets påbud om at fjerne uautoriseret afmærkning. Der vil endvidere ikke være adgang til at klage over politiets afgørelse om forbud mod visse arter af færdsel ved opsætning af bomme eller på anden tilsvarende måde regulering af færdslen.

Til § 2

Til nr. 1

Det følger af vejlovens § 1, at loven skal medvirke til 1) at sikre et velfungerende og sammenhængende vejnet, 2) at sikre mobiliteten på vejene til gavn for samfundsøkonomien og udvikling i alle dele af Danmark, 3) at sikre gode vej- og stiforbindelser mellem hjem, skole, arbejdsplads, kulturinstitutioner og fritidsaktiviteter m.v., 4) at fremme trafiksikkerheden og trafikafviklingen gennem en sammenhængende vejplanlægning og tidssvarende vejanlæg, 5) at andre former for infrastruktur kan placeres i forbindelse med vejnettet og 6) at sikre et højt miljøbeskyttelsesniveau og bidrage til integrationen af miljøkonsekvensvurderinger i forbindelse med planlægningen og udførelsen af statslige vejprojekter, og at der under inddragelse af offentligheden tages hensyn til projekters sandsynlige væsentlige indvirkning på miljøet, herunder den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, flora, fauna, jordbund, jordarealer, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser og arkitektonisk og arkæologisk arv, større menneske- og naturskabte katastroferisici og ulykker og ressourceeffektivitet og det indbyrdes forhold mellem disse faktorer, jf. kapitel 2 a.

Ved administration efter denne lov skal vejmyndighederne således varetage de opregnede hensyn.

Det foreslås i § 1 at indsætte som nyt nr. 3) »at sikre mobiliteten på vejene til forsvarsformål og civile beredskabsformål,«.

Det vil betyde, at hensynet til at sikre mobiliteten på vejene til forsvarsformål og civile beredskabsformål vil skulle indgå ved vejmyndighedernes administration efter denne lov. Hensynet til forsvarsformål og civile beredskabsformål vil f.eks. skulle varetages i forbindelse med statslige vejprojekter m.v.

Til nr. 2

Efter vejlovens kapitel 2 a skal der ved etablering, udvidelse eller ændring af statslige vejanlæg og dertil knyttede projekter foretages en miljøkonsekvensvurdering.

VVM-direktivets artikel 1, stk. 3, giver mulighed for ved indsættelse af en hjemmel i national ret - og efter en konkret vurdering - at undtage projekter eller dele af projekter fra kravet om miljøkonsekvensvurdering, såfremt disse projekter alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål.

Denne mulighed er implementeret i dansk ret i § 4, stk. 1, i miljøvurderingsloven, der hører under ministeren for grøn trepart.

Den er ligeledes på transportministerens område implementeret i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021 om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne, der er udstedt i medfør af havneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24. januar 2024.

Muligheden er ikke implementeret i vejloven.

Det foreslås at indsætte § 2 a i vejloven, der fastsætter, at vejlovens kapitel 2 a ikke finder anvendelse på Vejdirektoratets projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller alene tjener et civilt beredskabsformål, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at anvendelsen vil skade disse formål.

Det vil betyde, at vejlovens kapitel 2 a om miljøkonsekvensvurdering af statslige vejanlæg ikke vil finde anvendelse på Vejdirektoratets projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål, eller alene tjener et civilt beredskabsformål, såfremt anvendelsen vurderes at ville skade formålet.

Konkret vil det medføre, at intet af miljøvurderingsprocessen skal foretages i disse undtagelsestilfælde. Det bemærkes, at øvrige regler fortsat gælder, herunder eksempelvis øvrige materielle regler i miljølovgivningen.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at miljøvurderingsprocessen vil kunne skade det formål, som projekterne tjener til opfyldelse af. Eksempelvis vil den offentlige inddragelse, som er en del af miljøvurderingsprocessen, efter omstændighederne kunne skade det forsvarsformål eller det civile beredskabsformål, som projektet tjener til opfyldelse af, hvis projektet kommer til offentlighedens kendskab, eller hvis miljøvurderingsprocessen forsinker projektets gennemførelse.

Med forsvarsformål menes der formål, som er direkte relateret til landets forsvar og beskyttelse, mens de øvrige virkninger ikke inddrages i afgrænsningen. En kaserne kan f.eks. som formål have at indgå i landets forsvar samtidig med, at kasernen kan være med til at styrke beskæftigelsen i området. I det tilfælde vil det stadig være hovedformålet - det nationale forsvar - der er afgørende i denne henseende.

Forsvarsformål vil eksempelvis også kunne være, at der opstår behov for etablering af en adgangsvej fra en statsvej og en vej ind til et af forsvarets anlæg eller områder, hvor adgangen og vejen har til formål at skulle kunne benyttes af forsvaret og dermed ikke vil have et civilt formål.

Tilsvarende vil projekter, der alene gennemføres af hensyn til forsvarets køretøjer, f.eks. ved ændringer af en eksisterende statsvej, kunne være omfattet af bestemmelsen.

Civile beredskabsformål omfatter såvel naturlige som menneskabte begivenheder såsom f.eks. oversvømmelser og terrorhandlinger.

Det følger af Europa Kommissionens meddelelse 2019/C 386/05, at undtagelsen alene dækker projekter, der vedrører civile beredskabsformål, og ikke projekter, der indfører foranstaltninger, der har til formål at forebygge sådanne nødsituationer. Det følger videre af meddelelsen, at en undtagelse generelt kun kan begrundes, hvis det ikke var muligt at forudse den nødsituation, der gav anledning til projektet, eller hvis projektet, hvis det var muligt at forudse nødsituationen, ikke kunne gennemføres tidligere. Et projekt til bekæmpelse af en oversvømmelse kan f.eks. kun anses for en foranstaltning til at imødegå en potentiel nødsituation, der er tilstrækkelig akut til, at undtagelsen kan gøres gældende, hvis foranstaltningen ikke kunne gennemføres tidligere.

Hvis oversvømmelsen er sket på det samme sted adskillige gange, og projektet er en forsinket foranstaltning til afværgelse af en potentiel fremtidig nødsituation, kan undtagelsen med sandsynlighed ikke begrundes. Der kan på den anden side være nødsituationer, herunder visse naturkatastrofer, som kunne forventes, men som ikke kunne forebygges, og som giver anledning til projekter (f.eks. akut/omgående genopbygning eller anlæg til forebyggelse af yderligere skade), som kan begrunde en undtagelse.

Det fremgår endvidere af meddelelsen, at eksempler på hændelser, der kan udløse en civil nødsituation, kan findes i Kommissionens arbejdsdokument "overview of natural and man-made disaster risks the European Union may face", som bl.a. omtaler oversvømmelser, terror, afbrydelse af kritisk infrastruktur, cybertrusler, sabotage mv.

Et projekt, der tjener et civilt beredskabsformål, kan efter omstændighederne eksempelvis indebære genetablering af sammenhængen i vejnettet, herunder efter oversvømmelser, der påvirker bygværker og i et vist omfang huller som følge af underminering, mulig underskylning eller lignende.

For såvel forsvars- som civile beredskabsformål gælder, at det er hele projektet eller den del af projektet, som ligger inden for forsvarsformålet eller det civile beredskabsformål, der skal tjene det pågældende formål for at kunne betragtes som et projekt, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvilket vil betyde, at reglerne i vejlovens kapitel 2 a ikke finder anvendelse.

Det bemærkes, at formålet med - og ikke virkningerne af - projektet vil være afgørende for, om projektet er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

I vejlovens § 3, stk. 1, nr. 11, defineres nedklassificering som den proces, hvorefter en offentlig vej ændrer status til en privat vej eller en privat fællesvej.

Begrebet »nedklassificering« anvendes dog også i relation til statsveje, der ændrer status til kommuneveje. Det fremgår således af vejlovens § 12, stk. 2, 2. pkt., at bestemmelse om optagelse, nedklassificering og nedlæggelse af statsveje i forbindelse med mindre anlægsprojekter m.v. kan træffes af Vejdirektoratet.

Det foreslås i § 3, stk. 1, nr. 11, at der efter »ændrer status til« indsættes »kommunevej,«.

Det foreslåede vil betyde, at nedklassificering vil betegne den proces, hvor en offentlig vej ændrer status til en kommunevej, en privat vej eller en privat fællesvej, herunder at en statsvej ændrer status til kommunevej. Det foreslåede vil bringe definitionen i overensstemmelse med praksis for begrebets anvendelse i § 12 og dermed det foreslåede til § 2, nr. 8.

Der henvises til de almindelige bemærkninger i punkt 2.7.

Til nr. 4

I vejlovens § 3, stk. 1, defineres en række begreber, der anvendes i loven, men bestemmelsen indeholder ikke en definition af begreberne »graveaktør«, »vejens areal« og »sideanlæg«.

Betegnelsen »graveaktør« anvendes bl.a. i vejlovens §§ 74 og 76, samt i §§ 6, 7 og 9 i bekendtgørelse nr. 1626 af 12. december 2023 om gravearbejder i offentlige vejarealer og private fællesveje på landet samt i byer og bymæssige områder.

Der har hersket en vis usikkerhed om, hvordan dette begreb skal anvendes i vejloven.

Der foreslås til § 3, stk. 1, et nr. 12, der definerer »graveaktør« som enhver, der ansøger om en tilladelse til opgravning, opfyldning m.v. i, på eller uden for vejens areal, enhver der efter aftale med indehaveren af en sådan tilladelse udfører sådanne arbejder inden for eller uden for vejens areal, enhver der udfører uopsættelige reparationsarbejder eller arbejder omfattet af en efteranmeldelsesordning, og enhver der uden tilladelse har foretaget forandringer inden for eller uden for vejens areal, jf. § 73, stk. 1-4.

Begrebet »graveaktør« vil således omfatte enhver, der ansøger om en gravetilladelse, f.eks. et rådgivende ingeniørfirma, en entreprenør, en ledningsejer, en privatperson, og enhver, der rent faktisk graver i vejens areal eller så tæt på vejens areal, at det efter vejlovens § 73, stk. 2 og 3, kræver vejmyndighedens tilladelse, og uanset om vedkommende har indhentet den i loven foreskrevne forudgående tilladelse.

Forslaget til definitionen er udviklet på baggrund af drøftelser mellem vejmyndigheder og ledningssektoren i forbindelse med arbejdet med forslag til nye standardvilkår for ledningsarbejder i veje. Den foreslåede definition har til formål at afklare den usikkerhed, der til dels har været om begrebets anvendelse i vejloven.

Det følger af vejlovens § 61, stk. 1, at vejmyndigheden skal sørge for, at offentlige veje udskilles i matriklen som offentlige vejarealer, medmindre særlige forhold gør sig gældende. Offentlige veje er umatrikulerede arealer, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, i lov om udstykning og anden registrering i matriklen, jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 17. januar 2024 (herefter udstykningsloven).

Af bemærkningerne til den nuværende vejlovs § 80, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 69, fremgår, at ved vejens areal forstås det areal, som er taget i brug som vejareal for en offentlig vej eller offentlig sti, hvad enten det er sket som kørebane, cykelsti, fortov, rabatarealer, skråningsarealer eller lignende.

Definitionen i bemærkningerne til vejlovens § 80 adresserer ikke den situation, hvor den offentlige vej ikke er blevet udskilt i matriklen, hvilket specielt forekommer på landet, og kan derfor skabe problemer med en præcis afgrænsning af vejarealet. En præcis afgrænsning af vejens areal er vigtig i forbindelse med administrationen af flere af vejlovens bestemmelser.

Der er derfor behov for en fyldestgørende definition af vejens areal, der omfatter såvel offentlige veje, der blevet udskilt i matriklen i henhold til vejlovens § 61, stk. 1, og offentlige veje, der ikke er blevet udskilt i matriklen, men fremtræder som en del af en større matrikuleret ejendom.

Der foreslås, at der i § 3, stk. 1, indsættes et nr. 13, der definerer vejens areal således »Det areal, der er udskilt i matriklen som offentlig vej i overensstemmelse med § 61, stk. 1. Er den offentlige vej ikke udskilt i matriklen, men udgør en selvstændig matrikuleret ejendom eller en del af en sådan, anses det areal, som vejmyndigheden kan godtgøre at have taget i brug som offentlig vej, for den offentlige vejs areal.«

Det foreslåede vil betyde, at hvis den offentlige vej er blevet udskilt i matriklen i overensstemmelse med vejlovens § 61, stk. 1, vil vejlovens bestemmelser finde anvendelse på hele det areal, der i matriklen er udskilt som offentligt vejareal, uanset hvordan arealet fremstår i marken. Hvis den offentlige vej ikke er blevet udskilt i matriklen, men udgør en selvstændig matrikuleret ejendom eller en del af en sådan, vil det areal, som vejmyndigheden vil kunne godtgøre at have taget i brug som offentlig vej, f.eks. som kørebane, cykelsti, fortov, skillerabatter, yderrabatter, skråningsanlæg m.v., blive anset for den offentlige vejs areal.

Ved en ejendom skal forstås det matrikulerede areal. Vejlovens ejendomsbegreb er således identisk med ejendomsbegrebet i § 2 i udstykningsloven.

Forslaget vil betyde, at der vil være en præcis afgrænsning af det offentlige vejareal i forbindelse med administrationen af flere af vejlovens bestemmelser, f.eks. § 73 om gravetilladelser og § 80 om placering af faste genstande.

Det foreslås, at der i § 3, stk. 1, indsættes et nr. 14, der definerer sideanlæg som en fællesbetegnelse for arealer beliggende umiddelbart i forbindelse med eller tæt ved statsveje primært til dækning af behov, der knytter sig til trafikanternes brug af vejen, men med hvilke Vejdirektoratet også kan varetage andre samfundsmæssige behov.

Det foreslåede vil betyde, at sideanlæg først og fremmest vil skulle muliggøre, at trafikanterne på statsvejen kan få dækket ikke-trafikale behov, der knytter sig til brugen af vejen eller bidrager til at øge trafiksikkerheden. Her tænkes navnlig på muligheden for at tage et hvil, for indtagelse af mad og forfriskninger, toiletbesøg m.m. Vejdirektoratet vil dog også kunne varetage andre offentligretlige, samfundsmæssige behov med sideanlæggene.

Sideanlæg vil således kunne tjene forskellige formål, f.eks. parkeringsanlæg tæt ved vejen med henblik på kortere eller længerevarende stop, tankanlæg, toiletfaciliteter, rastepladser, restauranter, cafeterier, infoterier, buslommer, opstillingspladser i forbindelse med vej- og vintervedligeholdelse, indsatser i forbindelse med beredskabet, samkørselspladser, told- og grænsekontrol, kontrol med køretøjer m.m. Listen er ikke udtømmende.

Forslaget vil gøre det muligt at præcisere anvendelsesområdet for de foreslåede ændringer til vejlovens § 12, stk. 2, og § 14, jf. lovforslagets § 2, nr. 8 og 9, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

Det følger af § 5, stk. 1 og 2, at transportministeren kan nedsætte fremkommelighedsudvalg bestående af vejmyndigheder for at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed på tværs af vejmyndighedsgrænser, og at aftaler, der indgås, skal fremlægges for transportministeren.

Hvis der ikke er enighed mellem vejmyndighederne om aftaler for enkelte strækninger, og det leder til en forringelse af fremkommeligheden i området, kan transportministeren optage vejen som statsvej, jf. § 5, stk. 3.

Det fremgår af § 5, stk. 4, at ministeren kan fastsætte nærmere regler om de konkrete udvalgs sammensætning og om hvilke områder eller veje, der skal behandles i udvalget, m.v.

Det foreslås i § 5, stk. 4, at ændre »Ministeren« til »Transportministeren«. Der er tale om en præcisering af, at det er transportministeren, som har kompetencen til at fastsætte regler om sammensætningen af fremkommelighedsudvalg. Der er tale om en videreførelse af gældende ret.

Til nr. 6

I medfør af vejlovens § 12, stk. 4, kan transportministeren fastsætte nærmere regler for kommunevejes optagelse som statsveje i de tilfælde, der er nævnt i § 5, stk. 3.

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende vejlovs § 12, stk. 4, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 46, at en udmøntning af bestemmelsen indebærer, at optagelse af disse kommuneveje eller del heraf som statsvej ikke skal ske ved lov men kan ske efter ministerens nærmere bestemmelse.

Det følger af § 5, stk. 3, at hvis der ikke er enighed mellem vejmyndighederne om aftaler for enkelte strækninger, og det leder til en forringelse af fremkommeligheden i området, kan transportministeren optage vejen som statsvej.

Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de konkrete udvalgs sammensætning, om hvilke områder eller veje der skal behandles i udvalget m.v., jf. § 5, stk. 4.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 4, indsættes nyt 2. pkt., hvorefter transportministeren kan fastsætte nærmere regler for kommunevejes optagelse som statsveje i de tilfælde, der er nævnt i stk. 3.

Det foreslåede vil betyde, at er der uenighed mellem vejmyndighederne i de nævnte fremkommelighedsudvalg, og det leder til en forringelse af fremkommeligheden i det pågældende område, vil transportministeren administrativt kunne optage en statsvej, herunder fastsætte betingelser m.v. for optagelsen.

Der er tale om en videreførelse af gældende vejlovs § 12, stk. 4.

Det foreslåede skal ses i sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af vejlovens § 12, jf. lovforslagets § 2, nr. 8. Det vurderes, at bestemmelsen mere hensigtsmæssigt placeres i vejlovens § 5, der vedrører fremkommelighedsudvalg.

Til nr. 7

Det følger af vejlovens § 11, at vejmyndigheden kan bestemme, at nye eller bestående veje, der anlægges eller ombygges, forbeholdes visse arter af færdsel. For kommuneveje træffes beslutningen af vejmyndigheden efter forhandling med politiet, og for statsveje træffes beslutningen af transportministeren efter forhandling med justitsministeren.

Det foreslås, at § 11 ophæves.

Det foreslåede vil betyde, at vejmyndigheden i planlægning af nye veje eller ved ombygning af eksisterende veje, vil kunne beslutte at forbeholde vejen for visse arter af færdsel uden at skulle forhandle med politiet.

Der ses ikke grundlag for at opretholde en bestemmelse om inddragelse af politiet eller justitsministeren i forbindelse med, at anlæg af nye veje eller ombygning af eksisterende veje skal forbeholdes visse arter af færdsel.

Til nr. 8

Det følger af vejlovens § 12, stk. 1, at statsveje anlægges, optages, nedklassificeres eller nedlægges ved lov, men at Vejdirektoratet dog kan træffe bestemmelse om optagelse, nedklassificering og nedlæggelse i forbindelse med mindre anlægsprojekter. Af stk. 2 følger, at transportministeren eller Vejdirektoratet forhandler med de kommunale myndigheder, inden der træffes bestemmelser vedrørende anlæg, optagelse, nedklassificering eller nedlæggelse af statsveje.

Bestemmelsen i vejlovens § 12, stk. 2, er en videreførelse af § 14, stk. 3, i lov nr. 312 af 9. juni 1971 om offentlige veje, der igen svarer til § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 321 af 2. juli 1970 om hovedlandeveje, hvorefter der skulle indhentes en udtalelse fra Vejnævnet, inden der blev fremsat lovforslag om optagelse af nye statsveje eller nedklassificering af statsveje, dengang benævnt hovedlandeveje. Vejnævnet blev nedlagt ved lov nr. 221 af 10. april 1991 om ændring af vejlove som led i den daværende regerings afbureaukratiseringsarbejde.

I planlægnings- og projekteringsfasen for et statsligt vejprojekt er det praksis, at Vejdirektoratet i samarbejde med den kommunale vejmyndighed planlægger for tilslutninger til kommuneveje med henblik på den mest hensigtsmæssige trafikafvikling m.v. i området. Der forhandles om vilkårene for nedklassificering af en eksisterende statsvej til kommunevej på baggrund af aftale mellem Vejdirektoratet og Kommunernes Landsforening om et fælles grundlag for principperne for vilkår om en statsvejs nedklassificering til kommunevej.

Det fremgår af stk. 3, at transportministeren træffer afgørelse om vilkårene for en statsvejs nedklassificering til kommunevej, hvis der er uenighed herom mellem Vejdirektoratet og den pågældende kommunalbestyrelse.

Det følger af praksis, at der kun i meget begrænset omfang vil blive ydet kompensation til kommuner i forbindelse med enkeltstående nedklassificeringer, jf. i øvrigt bemærkningerne til § 14 i lov nr. 466 af 10. juni 1997 om ændring af lov om offentlige veje, lov om private fællesveje, lov om grundejerbidrag til offentlige veje samt lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje (Vejaftalen), jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, spalte 3448-3450. Der er med loven tale om ændringer af vejlovene i forbindelse med vejaftalen mellem regeringen og Amtsrådsforeningen om amternes økonomi for 1997.

Med hjemmel i stk. 4 er transportministeren bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om optagelse af kommuneveje som statsveje med henblik på at sikre fremkommelighed og trafiksikkerhed på tværs af vejmyndighedsgrænser, jf. vejlovens § 5, stk. 3.

Optagelse af en vej som statsvej betyder, at en vej anlægges som statsvej, eller at en eksisterende kommunevej optages som statsvej og dermed ændrer status. I teorien kunne det også være optagelse af en privat fællesvej eller privat vej som statsvej.

Ved nedklassificering forstås en proces, hvorved en offentlig vej ændrer status. En eksisterende statsvej kan f.eks. blive nedklassificeret til kommunevej i forbindelse med en lov om anlæg af en ny statsvej (anlægslov). Vejlovens § 12 regulerer ikke nedklassificering af statsvej til privat fællesvej eller privat vej, men en anlægslov kan indeholde konkrete bestemmelser herom.

Offentlige veje er umatrikulerede arealer, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, i udstykningsloven. Når et areal, der er udskilt i matriklen som offentlig vej, fuldstændigt nedlægges som offentligt vejareal, skal vejmyndigheden sørge for, at den fornødne ændring i matriklen foretages, jf. vejlovens § 61, stk. 2.

Det fremgår af vejlovens § 127, stk. 3, at ledningsejere ved nedlæggelse af vejarealer kan kræve, at kommunalbestyrelsen lader en ledningsdeklaration tinglyse på det nedlagte vejareal. Der findes ikke i gældende vejlov en tilsvarende bestemmelse for statsvej, der nedlægges som offentligt vejareal.

Det foreslås i § 12, stk. 1, at det bestemmes ved lov, hvilke offentlige veje der skal være statsveje, hvilke nye statsveje der skal anlægges, og hvilke der skal nedlægges eller overgå til anden status.

Det foreslåede vil betyde, at det er Folketinget, som ved lov beslutter, om en statsvej skal anlægges, om en vej skal optages som statsvej, om en statsvej skal nedklassificeres, eller om et statsvejsareal helt skal nedlægges som offentlig vej. Det vil betyde, at en anlægslov vil kunne indeholde bestemmelser om nedklassificering af en eksisterende strækning af statsvej til f.eks. kommunevej i lighed de seneste års praksis for anlægslove.

Den gældende vejlovs hovedregel, om at statsveje anlægges, optages, nedklassificeres og nedlægges ved lov, videreføres således.

I § 12, stk. 2, foreslås, at transportministeren kan træffe bestemmelse om etablering af mindre anlæg og sideudvidelser til eksisterende statsveje, når dette kan gennemføres uden yderligere arealerhvervelse, samt om optagelse, nedklassificering og nedlæggelse af statsveje med henblik på optimering og tilpasning af statsvejnettet.

En sideudvidelse er udvidelse af en eksisterende vejs anlægsbredde, hvilket f.eks. kan indebære udvidelse af kørebanen ved hel eller delvis inddragelse af vejens rabatter.

Forslaget til stk. 2 vil erstatte den gældende vejlovs § 12, stk. 1, 2. pkt. Forslaget vil betyde, at transportministeren vil være bemyndiget til beslutte at etablere mindre anlæg og sideudvidelser på eksisterende statsveje og at træffe bestemmelse om optagelse, nedklassificering og nedlæggelse af statsveje med henblik på at optimere og tilpasse statsvejnettet. Disse foranstaltninger behøver ikke at skulle udføres i forbindelse med et mindre anlægsprojekt, således som det er tilfældet med den gældende vejlovs § 12, stk. 1, 2. pkt., men vil kunne udføres som eller i forbindelse med selvstændige, enkeltstående mindre anlægsarbejder.

Det er en forudsætning, at etablering af de mindre anlæg og sideudvidelser vil kunne gennemføres uden yderligere arealerhvervelse i form af køb eller ekspropriation.

Det foreslåede vil desuden betyde, at når det ikke længere er nødvendigt at opretholde et areal som offentligt vejareal, vil transportministeren kunne beslutte at nedlægge arealet som offentlig vej uden inddragelse af Folketinget. Det kan eksempelvis være arealer, der er erhvervet ved ekspropriation, uden at de har været nødvendige for det endelige udførte vejanlæg, eller arealer, der er overdraget fra tidligere vejmyndigheder, oversigtsarealer og lign. Der kan også være tale om arealer, der bliver til overs efter arbejder på eller ved mindre ombygninger af strækninger af statsvej og derfor ikke længere er nødvendige at opretholde som offentligt vejareal.

Arealerne kan herefter sælges eller overdrages til anden statslig myndighed. Salg af arealer, der nedlægges som statsvej, skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i cirkulære nr. 7 af 25. januar 2010 om salg af statens faste ejendomme og budgetvejledningens bestemmelser.

Forslaget vil også betyde, at administration af sideanlæg, jf. lovforslagets § 2, nr. 9, vil blive mere fleksibel og vil kunne forbedre Vejdirektoratets position, herunder ved udbud og forhandling om etablering af infrastruktur til alternative drivmidler eller andre tiltag i forbindelse med den grønne omstilling af vejtransportsektoren f.eks. faciliteter til dobbelttrailere. Det vil eksempelvis kunne aftales, at det vindende selskab efter kontraktperiodens udløb får en option på at købe arealet med henblik på at drive anlægget videre.

Det foreslås i § 12, stk. 3, at inden der fremsættes lovforslag eller træffes bestemmelse efter stk. 2, kan transportministeren eller Vejdirektoratet forhandle med den kommunale vejmyndighed i hvis område, vejen forløber.

Det foreslåede vil beskrive proceduren for forhandling med de vejmyndigheder, der vil blive berørt af planer om statslige vejanlæg og nedklassificering af statsveje.

Det vil betyde, at Vejdirektoratet i planlægnings- og projekteringsfasen for statslige vejprojekter som udgangspunkt samarbejder med den kommunale vejmyndighed med henblik på trafikafviklingen m.v. i området og forhandler vilkår for evt. nedklassificering af statsvej til kommunevej. Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke, at transportministerens mulighed for at fremsætte lovforslag begrænses i tilfælde, hvor ministeren ikke først har forhandlet med de kommunale myndigheder.

For så vidt vilkårene for en statsvejs nedklassificering til kommunevej er der mellem Vejdirektoratet og Kommunernes Landsforening indgået en aftale om et fælles grundlag for principperne herfor.

Der er tale om en videreførelse af gældende ret og praksis.

I § 12, stk. 4, foreslås, at transportministeren fastsætter vilkårene for en vejs nedklassificering fra statsvej til kommunevej, jf. stk. 1 og 2, hvis Vejdirektoratet og den kommende vejmyndighed ikke kan blive enige herom.

Det foreslåede vil betyde, at transportministeren i lighed med i dag vil skulle tage stilling til tvister mellem Vejdirektoratet og en kommunalbestyrelse om vilkårene for en nedklassificering af en statsvej til kommunevej.

Forslaget til stk. 3 og 4 er en videreførelse af den gældende vejlovs § 12, stk. 2 og 3. Den hidtidige praksis, hvorefter der kun i meget begrænset omfang vil blive ydet kompensation til kommuner i forbindelse med enkeltstående nedklassificeringer, ændres ikke.

Det foreslås i § 12, stk. 5, at nedlægges et statsvejareal som offentligt vejareal, kan ledningsejerne kræve, at transportministeren lader en ledningsdeklaration tinglyse på arealet. Ledningsejeren afholder udgifterne forbundet hermed.

Det foreslåede vil betyde, at når et offentligt vejareal, der er statsvej, nedlægges, skal Vejdirektoratet på ledningsejers opfordring tinglyse en deklaration om ledningens tilstedeværelse i det nedlagte vejareal. Det vil være ledningsejeren, der vil skulle afholde udgifterne til tinglysningen.

Bestemmelsen vil sikre, at senere erhververe af og fordringshavere til arealet vil blive gjort bekendt med ledningens tilstedeværelse i arealet, herunder om den ligger efter gæsteprincippets vilkår.

Det foreslåede svarer til kommunalbestyrelsens forpligtelse i vejlovens § 127, stk. 3. De samme hensyn gør sig gældende i forbindelse med nedlæggelse af statsvej.

Til nr. 9

Det fremgår af vejlovens § 14, stk. 1, at i forbindelse med en statsvejs udbygning og forventede udbygning skal Vejdirektoratet sikre, at der tilvejebringes og drives supplerende anlæg i forbindelse med motorvejen, hvis anlægget skønnes at være af betydning for trafikanterne eller andre trafikale formål. Transportministeren kan, jf. § 14, stk. 2, bortforpagte arealer, der er erhvervet til vejanlægget samt indgå aftale med forpagteren om tilvejebringelse af faste anlæg og bygninger på det forpagtede areal. Ifølge stk. 3 kan transportministerens træffe afgørelse om, at stk. 1 og 2 også kan anvendes på andre statsveje end motorveje.

Det foreslås i § 14, stk. 1, at transportministeren kan bestemme, at der tilvejebringes og drives sideanlæg i forbindelse med en statsvej, hvis sideanlægget vurderes at være af betydning for trafikanterne på vejen, at fremme den grønne omstilling inden for vejtransport, herunder omstillingen til alternative drivmidler, eller andre trafikale formål.

Forslaget vil betyde, at transportministerens beslutning om etablering af et sideanlæg ikke vil skulle ske i forbindelse med udbygning eller forventet udbygning af en statsvej, men at sideanlæg vil kunne etableres uafhængigt heraf. Der foreslås også en ny definition af sideanlæg, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Med det foreslåede videreføres de hensyn, hvortil der hidtil har kunnet erhverves og drives supplerende anlæg, men det understreges, at sideanlæg efter omstændigheden kan spille en større rolle i den grønne omstilling inden for vejtransport. Der kan f.eks. være tale om etablering af ladeinfrastruktur til lette og tunge køretøjer, faciliteter til dobbelttrailere eller lignende tiltag med det formål at reducere brugen af fossile brændstoffer.

»Alternative drivmidler« skal forstås i overensstemmelse med § 2, stk. 2, i lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport, jf. lovbekendtgørelse nr. 1043 af 17. september 2024.

I § 14, stk. 2, foreslås det, at transportministeren til de formål, der er angivet i stk. 1, kan bortforpagte arealer, der er erhvervet til vejanlægget, og under iagttagelse af de almindelige konkurrence- og udbudsretlige regler kan indgå aftale med forpagteren om tilvejebringelse og drift af faste anlæg eller bygninger på de forpagtede arealer.

Det foreslåede vil betyde, at transportministeren har hjemmel til at bortforpagte arealer og lade andre drive de virksomheder, anlæg eller bygninger, der er anlagt på arealer erhvervet til formålene nævnt i stk. 1. Erhvervelse af areal til anlæggene kan om nødvendigt ske ved ekspropriation efter reglerne i vejlovens kapitel 10, hvilket er en videreførelse af gældende ret. Det er hensigten, at transportministerens kompetence delegeres til Vejdirektoratet i henhold til vejlovens § 6, stk. 2 og 3.

I § 14, stk. 3, foreslås, at transportministeren under iagttagelse af de almindelige konkurrence- og udbudsretlige regler kan indgå tidsbegrænsede aftaler om forpagtning af statsvejsarealer til landbrugsmæssig drift eller til etablering af anlæg i forbindelse med den grønne omstilling af energiforsyningen.

Det foreslåede vil betyde, at hvis der er et behov for at opretholde arealer som statsvejsareal, f.eks. i forbindelse med en forventet kommende udvidelse af statsvejen, vil transportministeren kunne indgå tidsbegrænsede aftaler om forpagtning til landbrugsdrift og f.eks. solcelleanlæg, uden at arealerne først vil skulle nedlægges som statsvej. Det er en forudsætning, at der er tale om tidsbegrænsede aftaler, hvis det udskilte vejareal bortforpagtes til sådanne formål.

Det er hensigten, at transportministerens kompetence delegeres til Vejdirektoratet i henhold til vejlovens § 6, stk. 2 og 3.

Til nr. 10

De foreslåede ændringer er konsekvensrettelser på baggrund af den foreslåede ændring af formålsbestemmelsen i § 2, nr. 1. Herefter ændres »§ 1, nr. 6« til: »§ 1, nr. 7« i § 17 a, stk. 3, 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., og i § 17 k, stk. 2, 1. pkt.

Til nr. 11

Den grundlæggende bestemmelse om vintervedligeholdelse og renholdelse af offentlige veje og offentlige stier findes i vejlovens § 62, der fastslår, at vejmyndigheden har pligt til at sørge for, at disse veje og stier er vintervedligeholdt og renholdt i overensstemmelse med de regler og bestemmelser, der er fastsat efter forhandling med politiet, jf. § 62, stk. 7. Vejmyndigheden kan endvidere efter forhandling med politiet undtage enkelte vejstrækninger og enkelte offentlige stier fra pligten til vintervedligeholdelse, jf. stk. 3.

Det følger af vejlovens § 64, stk. 1, at i by og bymæssigt område kan vejmyndigheden efter forhandling med politiet bestemme, at grundejere, hvis ejendom grænser op til en offentlig vej eller sti, skal snerydde, glatførebekæmpe og renholde fortov og sti ud for ejendommen i overensstemmelse med bestemmelserne i §§ 66-68. Vejmyndigheden kan efter forhandling med politiet give nærmere forskrifter for grundejernes pligt til udførelse af snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse, herunder for de virkemidler, der må benyttes, jf. vejlovens § 65.

Det foreslås, i § 62, stk. 3 og 7, 1. pkt., at »efter forhandling med politiet« udgår.

Det foreslåede vil indebære, at vejmyndigheden vil kunne beslutte at undtage enkelte vejstrækninger fra pligten til snerydning og glatførebekæmpelse uden først at forhandle med politiet. Det foreslåede indebærer, at det er vejmyndigheden, der vil kunne fastsætte regler for gennemførslen af snerydning, glatførebekæmpelse og renholdelse af offentlige veje.

Det foreslås endvidere i vejlovens § 64, stk. 1, 1. pkt., og § 65, at »efter forhandling med politiet« udgår.

Det vil betyde, at vejmyndigheden ikke vil skulle forhandle med politiet, inden grundejerne i by og bymæssigt område pålægges at snerydde fortove og stier, eller der træffes afgørelse om forskrifter herfor.

Det foreslåede er en konsekvens af det foreslåede til vejlovens § 62 om, at forhandlingspligten om snerydning m.v. af offentlige veje skal udgå.

Forslaget vil betyde, at vejmyndigheden vil kunne bestemme, at grundejere, hvis ejendom grænser til en offentlig vej eller sti og har lovlig adgang til den offentlige vej, skal snerydde m.v. fortov og sti ud for deres ejendom, ligesom vejmyndigheden vil kunne fastsætte nærmere forskrifter herfor, uden at skulle forhandle med politiet.

Udgangspunktet vil være, at kommunen vil kunne pålægge grundejerne at vintervedligeholde og renholde i overensstemmelse med de retningslinjer, der er fastlagt efter § 62, stk. 7, for kommunens egen vintervedligeholdelse og renholdelse af fortove og stier. Der ses ikke at være saglige grunde til, at kommunen kan fastsætte en højere eller lavere standard for grundejernes udførelse af opgaverne.

Til nr. 12

Det følger af vejlovens § 73, stk. 1, at der søges om vejmyndighedens tilladelse, inden der foretages forandringer, herunder opgravning m.v., på en offentlig vejs areal. Uopsættelige reparationsarbejder på ledninger kan dog udføres uden tilladelse, når der snarest herefter sker anmeldelse til vejmyndigheden. Der skal ligeledes søges om vejmyndighedens tilladelse, inden der graves, pløjes eller udføres andre lignende foranstaltninger så tæt ved vejarealet, at vejarealet, vejafmærkninger eller skelsten m.v. beskadiges, jf. stk. 2. Det kræver vejmyndighedens tilladelse at foretage udgravning eller påfyldning nærmere vejens areal end 3 meter samt nærmere vejens areal end svarende til to gange højdeforskellen mellem udgravningen eller påfyldningen og vejens areal, jf. stk. 3.

Det følger af § 73, stk. 5, at tilladelser vil være betinget af, at indehaveren af tilladelsen retablerer vejarealet efter vejmyndighedens anvisninger, medmindre andet er aftalt mellem vejmyndigheden og indehaveren af tilladelsen.

Det følger af vejlovens § 136, stk. 1, at det påhviler ejeren af en ejendom såvel som den, der har begået overtrædelsen, at lovliggøre den ved overtrædelsen skabte retsstridige tilstand, medmindre vejmyndigheden kan lovliggøre forholdet.

Hvis en graveaktør ikke har søgt tilladelse til et gravearbejde, og vejmyndigheden ikke efterfølgende retligt kan lovliggøre forholdet, jf. vejlovens § 136, stk. 1, bliver den offentlige vej efter omstændighederne retableret af vejmyndigheden. Når der er gravet, fjernet belægning eller foretaget jordopfyldning, kan retableringen af vejarealet være omkostningstungt for vejmyndigheden.

Det følger af vejlovens § 138, at vejmyndigheden har pant og fortrinsret i den pågældende ejendom for beløb, som vejmyndigheden har betalt efter afgørelser i henhold til vejloven.

For at få sine udgifter dækket til retablering af det ulovlige forhold (fysisk lovliggørelse) er vejmyndigheden i dag henvist til at fremsætte et erstatningskrav for udgifter til retablering af den offentlige vej som følge af den ulovlige forandring. Det betyder, at kravet vil skulle behandles efter reglerne om erstatning uden for kontrakt, og i tilfælde af uenighed må vejmyndigheden indbringe kravet for domstolene.

Der er i gældende vejlov afhjælpningsbestemmelser for en række andre dispositioner over vejareal udført i strid med reglerne, f.eks. § 70, § 81 b og § 85, men ikke en bestemmelse for reetablering af det offentlige vejareal for graveaktørens regning, når et gravearbejde er udført uden tilladelse og ikke efterfølgende kan retligt lovliggøres.

Det foreslås, at der i vejlovens § 73 indsættes nyt stk. 7.

I 1. pkt. foreslås det, at give vejmyndigheden hjemmel til straks og uden forudgående påbud at retablere den offentlige vejs areal for den pågældende graveaktørs regning, eller den i hvis interesse et arbejde omfattet af § 73 er udført, hvis der uden vejmyndighedens tilladelse er foretaget forandringer i den offentlige vejs areal, herunder opgravning, opfyldning m.v., og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse, jf. § 136, stk. 1.

Det foreslåede vil betyde, at ved et gravearbejde i offentlig vej, hvortil der ikke er givet tilladelse, vil der være hjemmel for vejmyndigheden til fysisk lovliggørelse uden forudgående påbud og for graveaktørens regning.

I 2. pkt. foreslås det, at der til sagens udgifter medgår vejmyndighedens dokumenterede retableringsudgifter samt dokumenterede administrative udgifter i forbindelse med den ulovlige forandring af den offentlige vejs areal.

Det foreslåede vil betyde, at vejmyndigheden vil kunne kræve sine direkte og indirekte dokumenterede udgifter til retableringen af vejarealet dækket hos den, der har foretaget den ulovlige forandring i vejens areal.

Sammenholdt med den foreslåede definition til graveaktør, jf. lovforslagets § 2, nr. 4, vil det foreslåede betyde, at hvis vejmyndigheden ikke kan fastslå, hvem der har foretaget den ulovlige forandring af den offentlige vej, men det fremgår af sagen, i hvis interesse gravearbejdet er udført, vil vejmyndigheden kunne rette kravet mod denne. Det kunne eksempelvis være et udført arbejde i forbindelse med fremførelse af en stikledning til en ejendom, hvor vejmyndigheden ikke kan fastslå, hvem der har foretaget det ulovlige gravearbejde.

Inddrivelse af krav mod graveaktøren for ulovlige gravearbejder vil kunne ske efter de almindelige regler om inddrivelse af formuekrav, herunder vil kravet kunne sendes til inddrivelse gennem Gældsstyrelsen.

Vejmyndighedens krav vil i de tilfælde, hvor den ulovlige forandring af vejens areal kan henføres til ejeren af en bestemt ejendom, have pant og fortrinsret i den pågældendes ejendom, jf. vejlovens § 138.

Det foreslåede i § 73, stk. 7, vil ikke kunne anvendes på mangelfuld retablering efter gravearbejder, som ikke kræver tilladelse, f.eks. uopsættelige reparationsarbejder, jf. § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1626 af 12. december 2023 om gravearbejder i offentlige vejarealer og private fællesveje på landet samt i byer og bymæssige områder. I sådanne tilfælde vil vejmyndigheden skulle give graveaktøren påbud om reetablering i overensstemmelse med vilkår fastsat i forbindelse med anmeldelse af gravearbejdet, jf. gravebekendtgørelsens § 1, stk. 2, 2, pkt.

Til nr. 13

Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udledning, eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Det følger af stk. 4, at transportministeren kan undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter stk. 1 og kan bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden. Vejmyndigheden skal forhandle med politiet om de nærmere regler og derefter offentliggøre dem. Bekendtgørelse nr. 1475 af 3. december 2015 om særlig råden over vejareal lister udtømmende, hvilke former for råden der ikke kræver vejmyndighedens tilladelse.

Det foreslås, at § 80, stk. 4, 2. pkt., affattes »Vejmyndigheden skal offentliggøre de nærmere regler herom.«

Virkningen af det foreslåede er således, at politiet udgår af bestemmelsen.

Det foreslåede vil indebære, at når transportministeren har fastsat regler for hvilken form for råden over det offentlige vejareal, der ikke kræver tilladelse, vil vejmyndigheden ikke skulle forhandle med politiet om de nærmere regler men vil fortsat skulle offentliggøre disse. Det vil i praksis kunne ske på kommunens hjemmeside.

Det foreslåede er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af vejlovens § 89, jf. lovforslagets § 2, nr. 18, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 14

Bestemmelserne om beplantning på og langs med offentlige veje og offentlige stier findes i vejlovens § 87. Offentlige veje er veje, gader, broer og pladser, der er åbne for almindelig færdsel og som administreres af stat eller kommune efter vejloven, jf. § 3, stk. 1, nr. 2. En offentlig sti er fortrinsvis forbeholdt gående, cyklende og ridende færdsel og udgør ikke en del af en offentlig vej, jf. § 3, stk. 1, nr. 3.

Vejmyndigheden kan ifølge vejlovens § 87, stk. 1, kræve træer og anden beplantning på, over, ved og i vejareal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt.

Det følger videre af stk. 2, at vejmyndigheden kan lade arbejder udføre for ejerens regning, hvis kravet efter stk. 1 ikke efterkommes inden for en fastsat frist.

Endeligt bestemmer stk. 3, at stk. 1 og 2 gælder for hegn, jf. lov om hegn, hvis der er enighed om, at hegnet er et fælleshegn, eller fastslås dette ved et hegnssyn, afholder vejmyndigheden udgifterne til de pålagte arbejder.

Bestemmelsen i stk. 1 giver således vejmyndigheden hjemmel til at påbyde beplantning på, over, ved og i en offentlig vej fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt. Efter fast fortolkningspraksis efter gældende ret kan vejmyndigheden også meddele påbud af hensyn til anden infrastruktur, herunder ledninger, nødvendigt ledningsudstyr og tilbehør hertil.

Det følger af endvidere af fast fortolkningspraksis, at bestemmelsen finder anvendelse for beplantning, der står på den tilgrænsende ejendom (naboejendommen) eller i vejarealet, hvor den udgør et hegn, hæk eller beplantningsbælte, som adskiller naboejendommen og vejarealet. Vejmyndighedens påbud rettes til ejeren af den tilgrænsende ejendom eller til ejeren af den beplantning, som vejmyndigheden ønsker beskåret af hensyn til vejen

For så vidt angår hegn og beplantning langs med private fællesveje i by og bymæssigt område kan kommunalbestyrelsen med hjemmel i privatvejslovens § 61 på tilsvarende måde kræve beplantning fjernet, beskåret, opstammet og studset.

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes med henblik på at kunne skelne mellem på den ene side beplantning og træer »på, over og i« det offentlige vejareal og på den anden side beplantning og træer »ved« vejens areal, dvs. på de til vejen tilgrænsende naboejendomme.

Med opdelingen vil adgangen til at klage over afgørelser om fjernelse m.v. af træer og beplantning på, over eller i det offentlige vejareal, kunne afskæres, mens adgangen til at klage over afgørelser om fjernelse m.v. af træer og anden beplantning på naboejendomme, vil kunne opretholdes, da en sådan afgørelse har en ekspropriationslignende karakter.

Nyaffattelsen vil desuden præcisere bestemmelsens anvendelsesområde i overensstemmelse med gældende fortolkningspraksis.

Det foreslås i § 87, stk. 1, at når vejens vedligeholdelse, hensynet til etablering, tilsyn og vedligeholdelse af ledninger eller til færdslen gør det nødvendigt, kan vejmyndigheden kræve træer og anden beplantning på, over og i vejarealet fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.

Det foreslåede i stk. 1 vil videreføre den gældende vejlovs § 87, stk. 1, for så vidt angår vejmyndighedens hjemmel til at kræve træer og anden beplantning på, over og i vejarealet fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt. Bestemmelsen vil fortsat kunne anvendes bl.a. til at sikre det fornødne fritrumsprofil på vejarealet, så træer og anden beplantning ikke forringer belysningen af vejarealet, dækker for vejafmærkning eller er til gene for trafikanterne eller for vejens vedligeholdelse. Bestemmelsen vil ligeledes fortsat kunne anvendes for beplantning, der står på den tilgrænsende ejendom (naboejendommen) eller i vejarealet, hvor den udgør et hegn, hæk eller beplantningsbælte, som adskiller naboejendommen og vejarealet.

Bestemmelsen i stk. 1 vil kunne anvendes på den del af beplantningen, som befinder sig »på, over og i« vejarealet, men ikke den del, der står på den tilgrænsende ejendom. Beplantning, der ved rodskud vokser ud i vejarealet fra naboejendommen, vil være omfattet af § 87, stk. 1. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med vejlovens § 80, hvorefter træer og anden beplantning kun må plantes i vejarealet med vejmyndighedens tilladelse, som det generelt er tilfældet for råden over vejareal. Vildtvoksende, selvsåede planter er ikke omfattet af begrebet beplantning i vejlovens § 87, men anses for at være ukrudt, hvilket er reguleret i vejlovens bestemmelser i kapitel 8 om renholdelse.

Vejmyndigheden vil ikke kunne anvende § 87, stk. 1, til at skabe en oversigt, hvor der ikke er eksproprieret eller fastsat vejbyggelinjer hertil. Oversigt fastlagt ved ekspropriation eller ved vejbyggelinjer er et indgreb i grundejerens råden over sin ejendom og indebærer, at ejeren af en ejendom, typisk hjørneejendomme eller ejendomme i vejsving, af trafiksikkerhedsmæssige grunde skal holde beplantning og bygninger m.m. under en bestemt højde, for at trafikanterne kan se hen over det oversigtsbelagte areal.

Vejmyndighedens påbud vil skulle rettes til ejeren af den tilgrænsende ejendom eller til ejeren af den beplantning, vejmyndigheden ønsker beskåret af hensyn til vejen.

Med forslaget til § 87, stk. 1, præciseres det, at vejmyndigheden i overensstemmelse med hidtidig fast fortolkningspraksis kan begrunde et påbud om fjernelse, beskæring, opstamning eller studsning i hensynet til den anden infrastruktur, herunder ledninger og deres tilbehør, som lovligt er etableret eller agtes etableret i vejens areal. I den forbindelse peges på ledningsejerens ret til at tilse, reparere og udskifte sine ledninger.

Det foreslås i § 87, stk. 2, at vejmyndigheden kan kræve træer og anden beplantning ved vejens areal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når denne beplantning udgør en nærliggende fare for vejen, dens udstyr og færdslen på vejen samt anden infrastruktur i, på eller over vejens areal.

Forslaget til nyt stk. 2 vil indebære, at træer og anden beplantning ved vejens areal, dvs. træer og anden beplantning på naboejendomme, men hvor den pågældende beplantning, eller del af denne, ikke vokser i, ind på eller over vejens areal, behandles i en selvstændig bestemmelse. Forslaget indeholder hjemmel for vejmyndigheden til at kræve træer og anden beplantning på naboejendommen fjernet, beskåret, opstammet eller studset, når beplantningen udgør en nærliggende fare. Det forudsættes, at vejmyndigheden ved administration af bestemmelsen er opmærksom på, at der er tale om et ekspropriationslignende indgreb, hvorfor der vil blive stillet skærpede krav til påbuddets nødvendighed og proportionalitet. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes på træer, der er gået ud, eller hvis rodfæste er løsnet, når dette indebærer en vis sandsynlighed for, at træet eller store grene vil vælte ind over vejens areal f.eks. ved en kraftig storm, og dermed udgøre en nærliggende fare for færdslen på vejen.

Bestemmelsen i stk. 2 vil i lighed med den gældende § 87, stk. 1, ikke kunne anvendes til at skabe oversigt i situationer, hvor der ikke er eksproprieret eller fastsat vejbyggelinjer af hensyn til oversigt over vejarealet. Oversigt fastlagt ved ekspropriation eller ved vejbyggelinjer er et indgreb i grundejerens råden over sin ejendom og indebærer, at ejeren af en ejendom, typisk hjørneejendomme eller ejendomme i vejsving, af trafiksikkerhedsmæssige grunde skal holde beplantning og bygningen under en bestemt højde, for at trafikanterne kan se hen over det oversigtsbelagte areal.

Vejmyndighedens afgørelser om fjernelse m.v. af træer og anden beplantning ved vejens areal, dvs. på naboejendomme, har ekspropriationslignende karakter, og vil kunne påklages administrativt.

Vejmyndighedens påbud efter stk. 1 og stk. 2 rettes til ejeren af den tilgrænsende ejendom eller til ejeren af den beplantning, vejmyndigheden ønsker beskåret af hensyn til vejen

Det foreslås i § 87, stk. 3, at vejmyndigheden kan lade arbejdet udføre for ejerens regning, hvis vejmyndighedens krav efter stk. 1 og 2 ikke efterkommes inden for en fastsat frist.

Det foreslåede til stk. 3 er en videreførelse af gældende vejlovs § 87, stk. 2, hvorefter vejmyndigheden vil kunne lade arbejdet udføre for grundejers regning, hvis forpligtede grundejer ikke har efterkommet påbuddet inden for en fastsat frist.

Vejloven indeholder ikke særlige bestemmelser om længde for denne frist, der derfor fastsættes efter de almindelige forvaltningsretlige regler. I fastsættelse af længden af en rimelig frist vil indgå en række forskellige faktorer, herunder hvor vigtigt er det for vejmyndigheden, at det påbudte arbejde bliver udført hurtigt eller straks, hvor uventet må det antages at være for den forpligtede grundejer, at beplantningen skal beskæres m.m., at grundejere skal have tid til at udføre det påbudte arbejde, om det kræver det redskaber, som en grundejer må antage at råde over, eller om arbejdet er af en sådan karakter, at grundejeren må antages at skulle have professionel hjælp til at udføre det.

Vejlovens § 137 om konkurrenceudsættelse vil finde anvendelse, når vejmyndigheden udfører et af § 87 omhandlet arbejde for grundejerens regning.

I § 87, stk. 4 foreslås, at stk. 1 og 3 også skal gælde for hegn, jf. lov om hegn, og at vejmyndigheden afholder udgifterne til de pålagte arbejder, når der er enighed om, at træer og anden beplantning er et fælleshegn, eller dette fastslås ved et hegnssyn.

Med forslagets stk. 4 videreføres den gældende § 87, stk. 3. Det foreslåede betyder, at vejmyndigheden vil kunne pålægge ejeren af en tilgrænsende ejendom at fjerne, beskære, opstamme eller studse ved, på, i eller over vejarealet langs med ejendommen, uanset om beplantningen (hegnet) er et »eget hegn« eller et »fælleshegn«, jf. definitionerne i § 1 hegnsloven. Hvis grundejeren vil gøre gældende, at vejmyndigheden skal afholde udgifterne til det pålagte arbejde, fordi hegnet er et fælleshegn, vil dette spørgsmål i tilfælde af uenighed mellem grundejer og vejmyndighed skulle afgøres ved et hegnssyn, jf. kap. VI i hegnsloven. Det foreslåede sikrer, at der som følge af uenighed om hegnets status ikke opstår trafikfarlige situationer m.v. på vejen.

Til nr. 15

Overskriften til vejlovens § 88 er »Tankanlæg«.

Det foreslås, at overskriften før § 88 ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af vejlovens § 88, jf. lovforslagets § 2, nr. 16, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 16

I vejlovens §§ 49 og 50 fastlægges en række bestemmelser om adgangsforhold til offentlige veje.

Ifølge vejlovens § 49, stk. 1, må etablering af nye adgange og udvidelse af eksisterende adgange til offentlige veje ikke ske uden vejmyndighedens tilladelse, og af stk. 4 fremgår, at vejmyndigheden som betingelse for tilladelse efter stk. 1 kan stille krav til placering og udformning, hvis det skønnes påkrævet af vejtekniske eller færdselsmæssige hensyn. Vejmyndigheden kan ligeledes gøre tilladelsen betinget af, at vejen ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende, når det skønnes trafikalt nødvendigt, jf. stk. 5.

Adgange kun må benyttes af de ejendomme, for hvilke de er anlagt, medmindre vejmyndigheden har givet tilladelse til, at andre kan benytte den, jf. vejlovens § 50, stk. 1. Ind- og udkørsel uden for de godkendte adgange må ikke finde sted, jf. § 50, stk. 5.

Det følger af vejlovens § 88, at det kræver vejmyndighedens tilladelse at etablere eller udvide tankanlæg ved en offentlig vej. Bestemmelsen er en videreførelse af den tidligere vejlovs § 104 om tankanlæg ved og på offentlige veje.

Bestemmelsen fastsætter endvidere, at vejmyndighedens tilladelse skal indhentes, hvis tankanlægget overdrages til anden juridisk person, der ønsker at fortsætte virksomheden, ligesom vejmyndighedens tilladelse skal indhentes, inden der kan ske udvidelse af tankanlægget med nye serviceydelser, f.eks. vaskehal, eller udvidelse af varesortimentet.

Vejlovens § 88 finder også anvendelse for elladestationer og lignende indretninger, der leverer andre former for fremdrivningsmidler til køretøjer. Det fremgår dog af bemærkningerne til § 88, at bestemmelsen ikke finder anvendelse på parkeringspladser eller lignende, hvor der i forbindelse med parkeringen er adgang til opladning af el-biler eller lignende.

Det følger af AFI-lovens §§ 3 og 4, at kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med en operatør om etablering af offentligt tilgængelige ladepunkter på arealer, som kommunen har rådighed over. Er der tale om ladepunkter på arealer, der er kommunevej, skal der desuden træffes afgørelse efter vejlovens §§ 73 og 88.

Det foreslås, at § 88 ophæves.

Det foreslåede vil betyde, at vejmyndigheden ikke skal give tilladelse til at etablere eller udvide et tankanlæg ved en offentlig vej.

Bestemmelsen anses som overflødig, da vejmyndighederne har tilstrækkelige muligheder til at varetage hensynene til trafiksikkerheden og trafikafviklingen i de eksisterende bestemmelser i vejlovens §§ 49 og 50 om adgange til offentlige veje. Hensynene til udnyttelse af ejendomme og butiksstrukturer varetages i planloven.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i pkt. 2.4.

Til nr. 17

Overskriften til vejlovens § 89 er »Forhandling med politiet«.

Det foreslås, at overskriften før § 89 ophæves.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af ophævelsen af vejlovens § 89, jf. lovforslagets § 2, nr. 18, og der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 18

I henhold til vejlovens § 89 skal vejmyndigheden forhandle med politiet, inden vejmyndigheden træffer afgørelse efter vejlovens §§ 73, 80, 82, 86 og 88.

Det følger af § 73, at der skal søges om vejmyndighedens tilladelse, inden der foretages forandringer, herunder opgravning m.v., på en offentlig vejs areal, eller inden der graves, pløjes eller lign. så tæt ved vejarealet, at vejafmærkninger eller skelsten m.v. beskadiges.

Ifølge vejlovens § 80 kan der kun rådes over det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse.

I medfør af vejlovens § 82 må tilledning af spildevand, overfladevand m.v. til offentlige veje, disse vejes grøfter eller ledninger kun ske med vejmyndighedens tilladelse.

Af vejlovens § 86, stk. 1, fremgår, at det kræver vejmyndighedens tilladelse til at anbringe faste genstande, skilte el.lign., hvis de rager ind over en vejs areal, jf. dog stk. 2, der angiver, hvad der kan anbringes uden tilladelse.

Det følger af vejlovens § 88, at det kræver vejmyndighedens tilladelse at etablere eller udvide tankanlæg ved en offentlig vej.

Det foreslås, at vejlovens § 89 ophæves.

Det foreslåede vil betyde, at vejmyndigheden ikke vil skulle forhandle med politiet, inden den træffer afgørelse efter vejlovens §§ 73, 80, 82 og 86.

Hensynet til etablering af korrekt vejafmærkning og hensigtsmæssig afvikling af trafikken vil forsat blive varetaget. Bestemmelserne i vejafmærkningsbekendtgørelsen og anvendelsesbekendtgørelsen foreskriver, at vejmyndigheden skal indhente politiets samtykke til den konkrete etablering af vejafmærkning.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne i pkt. 2.2.

Til nr. 19

Det fremgår af vejlovens § 102, stk. 3, at klager over vejmyndighedens ekspropriationsbeslutning afgøres af transportministeren, jf. § 132, stk. 2.

Det foreslås i § 102, stk. 3, at ændre »stk. 2« til »stk. 3«.

Det forslåede er en konsekvensændring, som følge af det foreslåede i § 2, nr. 23, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven.

Til nr. 20 og 21

Overskriften til vejlovens § 132 er »Klager«.

Det foreslås, at overskriften før § 132 ophæves. Det foreslås herefter, at der før § 131 indsættes overskriften »Klager«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at overskriften vil komme til at stå over § 131, som omhandler transportministerens adgang til at fastsætte regler om klager. Den foreslåede ændring skyldes, at den nuværende placering af overskriften før § 132 beror på en lapsus, idet overskriften retteligt burde have stået før § 131.

Til nr. 22

Det følger af § 132, stk. 1, i vejloven, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2. Det fremgår af stk. 2, at vejmyndighedens afgørelser efter § 102 kan påklages til transportministeren.

Det foreslås, at der i § 132, stk. 1, efter »stk. 2« indsættes »og stk. 3«.

Det forslåede er en konsekvens af det foreslåede i § 2, nr. 23, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven. Der henvises til § 2, nr. 23, og bemærkninger hertil.

Til nr. 23

Udgangspunktet i vejloven er, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter loven kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål.

Kompetencen til at behandle klager efter vejlovens § 132, stk. 1, over kommunalbestyrelsens afgørelser er delegeret til Vejdirektoratet, jf. § 7, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1541 af 9. december 2024 om Vejdirektoratets opgaver og beføjelser.

Vejdirektoratet er særlig klageinstans for kommunalbestyrelsens konkrete afgørelser efter vejloven. Vejdirektoratet behandler som særlig klageinstans også klager over kommunalbestyrelsens afgørelser af anmodning om aktindsigt i sager vedrørende vejloven, jf. offentlighedslovens § 37, stk. 1, og forvaltningslovens § 16, stk. 4.

Ifølge vejlovens § 50, stk. 2, kræver det vejmyndighedens tilladelse, hvis en adgang til en mark ønskes benyttet til anden færdsel end rent landbrugsmæssig færdsel. En adgang er en vejtilslutning eller en fysisk etableret adgang fra en ejendom til en vej eller sti til brug for gående, ridende eller kørende færdsel, jf. vejlovens § 3, nr. 6.

Det fremgår af vejlovens § 50, stk. 5, at ind- og udkørsel uden for de godkendte adgange og vejtilslutninger ikke må finde sted uden vejmyndighedens tilladelse.

Det følger af vejlovens § 80, stk. 1, at det offentlige vejareal med vejmyndighedens tilladelse kan anvendes til 1) varig eller midlertidig anbringelse af affald, containere, materiel, materialer, løsøregenstande, skure, skurvogne, boder, automater, skilte, reklamer, hegn el.lign., 2) anbringelse af køretøjer med henblik på salg eller udledning, jf. dog §§ 80 a og 80 b, eller 3) anbringelse af køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign., når dette sker som led i erhvervsmæssig virksomhed.

Af vejlovens § 81, stk. 1, følger det, at vejmyndigheden kan udstede påbud om fjernelse af genstande m.v., hvis disse er anbragt på vejarealet uden tilladelse efter § 80, og der ikke efterfølgende kan meddeles tilladelse.

Det følger af vejlovens § 81 a, stk. 1, at vejmyndigheden kan foranledige køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring, såfremt de står henstillet i strid med § 80 a, stk. 2, eller § 80 b, stk. 3, og det ikke er muligt at placere køretøjer lovligt inden for en rimelig afstand.

Af vejlovens § 81 a, stk. 2, fremgår det, at vejmyndigheden kan foranledige køretøjer omfattet af §§ 80 a og 80 b fjernet uden forudgående høring, såfremt der ikke er indgået en aftale efter § 80 a, stk. 3, eller § 80 b, stk. 2, eller aftalen lovligt er opsagt.

Det følger af vejlovens § 82, at tilledning af spildevand, overfladevand m.v. til offentlige veje eller disse vejes grøfter eller ledninger kun må ske med vejmyndighedens tilladelse.

Af vejlovens § 86, stk. 1, fremgår det, at det kræver vejmyndighedens tilladelse til at anbringe faste genstande, skilte el.lign., hvis de rager ind over en vejs areal, jf. dog stk. 2, der angiver, hvad der kan anbringes uden tilladelse.

Ifølge vejlovens § 87, stk. 1, kan vejmyndigheden, når vejens vedligeholdelse eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt, kræve træer og anden beplantning på, over, ved og i vejareal fjernet, nedskåret, opstammet eller studset.

Det følger desuden af vejlovens § 136, stk. 1, at det påhviler ejeren af en ejendom såvel som den, der har begået overtrædelsen, at lovliggøre den ved overtrædelsen skabte retsstridige tilstand, medmindre vejmyndigheden kan lovliggøre forholdet. Det indebærer, at når vejmyndigheden konstaterer en ulovlig tilstand ved overtrædelse af vejloven eller af regler fastsat i medfør af denne, skal vejmyndigheden overveje, om forholdet kan lovliggøres og træffe afgørelse om enten retlig eller fysisk lovliggørelse. På den ene side understreger bestemmelsen, at vejmyndighedens afgørelser skal respekteres, og at godkendelser og tilladelser skal være indhentet, før foranstaltningerne iværksættes. På den anden side understreger bestemmelsen, at vejmyndigheden har pligt til at tage stilling til, om et forhold, der kræver tilladelse eller godkendelse, kan godkendes, inden der meddeles påbud om fysisk lovliggørelse. Der henvises til bemærkningerne til vejloven, jf. Folketingstidende 2014-15 (1. samling), tillæg A, L 20 som fremsat, side 83.

Det følger af § 132, stk. 5, 1. pkt., at afgørelser efter stk. 1, ikke kan indbringes for domstolene, før klageadgangen er udnyttet.

Det foreslås, at der i vejlovens § 132 som nyt stk. 2 indsættes, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 50, stk. 2 og 5, § 80, stk. 1, § 81, stk. 1, § 81 a, stk. 1 og 2, § 82, § 86, stk. 1, og § 87, stk. 1, ikke kan påklages.

Det foreslås desuden i nyt 2. pkt. i stk. 2, at det samme gælder for afgørelser om lovliggørelse af forhold efter de nævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 2 vil betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter de pågældende bestemmelser, og om lovliggørelse af forhold omfattet af de pågældende bestemmelser i vejloven, ikke vil kunne påklages administrativt. Lovforslaget vil medføre, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i § 132, stk. 2, vil skulle indbringes direkte for domstolene. De af kommunalbestyrelsens afgørelser, der fortsat kan påklages til Vejdirektoratet, kan ikke indbringes for domstolene, før den administrative klageadgang er udnyttet, jf. nuværende § 132, stk. 5.

Lovforslaget vil ikke ændre ved kommunalbestyrelsens adgang og - under visse betingelser - pligt til at genoptage en afgjort sag. Afgørelser om genoptagelse kan indbringes for Vejdirektoratet, hvis der er adgang til at klage over den materielle afgørelse. Kommunalbestyrelsens afslag på at genoptage sager efter bestemmelserne i det foreslåede § 132, stk. 2, vil derimod ikke kunne indbringes.

Den foreslåede ændring af rekursordningen vil have den konsekvens, at Vejdirektoratet ikke kan behandle klager om anmodning om aktindsigt i sager, der er afgjort efter de i § 2, nr. 23, nævnte bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i bemærkningerne.

Til nr. 24

Det fremgår af vejlovens § 132, stk. 5, at afgørelser, der kan påklages efter stk. 1, ikke kan indbringes for domstolene, før denne klageadgang er udnyttet, og at søgsmål skal være anlagt inden 6 måneder efter, at transportministerens afgørelse er meddelt.

Det foreslås i § 132, stk. 5, der bliver stk. 6, at der efter stk. 1 indsættes »jf. dog stk. 2«.

Det foreslåede er en følge af den foreslåede ændring af rekursordningen for visse af kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven, jf. § 2, nr. 23.

Til nr. 25

Det fremgår af vejlovens § 132, stk. 9, at transportministeren fastsætter nærmere regler om, hvordan praktiske oplysninger om adgang til domstolsprøvelse, jf. stk. 6-8, stilles til rådighed for offentligheden.

Det foreslås i § 132, stk. 9, at ændre »stk. 6-8« til »stk. 7-9«.

Det forslåede er en konsekvensændring, som følge af det foreslåede i § 2, nr. 23, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven. Der henvises til § 2, nr. 23, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 26

Det fremgår af vejlovens § 134, stk. 2, at transportministeren kan fastsætte regler om gebyrer til hel eller delvis dækning af kommunernes omkostninger ved behandling af ansøgninger efter lovens §§ 49, 50, 80, 82, 86 og 88.

Det foreslås, i § 134, stk. 2, at », 86 og 88« ændres til »og 86«.

Det foreslåede er en konsekvensændring af den foreslåede ophævelse af vejlovens § 88, jf. lovforslagets § 2, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 27

Af vejlovens § 137, stk. 1, følger, at når vejmyndigheden træffer bestemmelse om, at den udfører arbejder for borgernes regning, skal den sikre, at der sker billigst muligt. Det fremgår af stk. 2, at stk. 1 finder anvendelse for påbudte arbejder efter vejlovens § 88, stk. 4.

Det foreslås i § 137, stk. 2, efter »§ 72, stk. 1,« at indsætte »og«, og at », 88, stk. 4« udgår.

Det foreslåede er en konsekvensændring af den foreslåede ophævelse af vejlovens § 88, jf. lovforslagets § 2, nr. 16, og bemærkningerne hertil.

Til § 3

Til nr. 1

Det følger af privatvejslovens § 8, stk. 1, at i by eller bymæssigt område skal kommunalbestyrelsen forhandle med politiet, inden der træffes bestemmelse om, at en privat vej, der 1) indgår i det almindelige vejnet, 2) er mindst 40 meter lang og 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder, skal vintervedligeholdes og renholdes af ejeren af vejen. Det følger af stk. 2, at reglerne i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for private skov- og klitveje eller veje på havneområder eller lign., der er åbne for almindelig færdsel og er af væsentlig betydning for denne, selv om de ligger i landzone.

I henhold til bestemmelserne i privatvejslovens § 79, stk. 1, § 80, stk. 3, § 81, stk. 3 og § 82, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen forhandle med politiet, inden den træffer bestemmelse om, at en privat fællesvej i by og bymæssigt område skal vintervedligeholdes og renholdes af ejerne af de til vejen grænsende ejendomme med vejret til vejen.

I henhold til bestemmelserne i privatvejslovens § 80, stk. 3, § 81, stk. 3, og § 82, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet træffe nærmere bestemmelser om, hvordan og hvornår grundejerne skal snerydde, glatførebekæmpe og renholde.

Offentliggørelsen af disse bestemmelser sker typisk i kommunalbestyrelsens vinter- og renholdelsesregulativer.

Det foreslås, at »efter forhandling med politiet« udgår i § 8, stk. 1, § 79, stk. 1, § 80, stk. 3, § 81, stk. 3, og § 82, stk. 3.

Det foreslåede til § 8, stk. 1, vil betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne bestemme, at en privat vej i by eller bymæssigt område, der opfylder betingelserne i § 8, stk. 1, eller er en privat skov- og klitvej eller vej på havneområde åben for almindelig færdsel, skal vintervedligeholdes og renholdes af ejeren uden forudgående forhandling med politiet. Hvis politiet vurderer, at en manglende vintervedligeholdelse af f.eks. vejene på et havneområde giver anledning til trafiksikkerhedsmæssige betænkeligheder, vil politiet kunne fremføre dette over for kommunalbestyrelsen.

For private fællesveje i by eller bymæssigt område vil det foreslåede til § 79, stk. 1, betyde, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte bestemmelser om grundejernes vintervedligeholdelse og renholdelse m.v. uden at skulle forhandle med politiet.

Det foreslåede til § 80, stk. 3, og § 82, stk. 3, vil betyde, at kommunalbestyrelsen ikke vil skulle forhandle med politiet, inden den fastsætter nærmere bestemmelser for henholdsvis snerydningens og renholdelsens udførelse.

Det er vurderingen, at der ikke er grundlag for at opretholde en regel om, at kommunalbestyrelsen skal forhandle med politiet om, hvorvidt disse veje skal vinterholdes og renholdes på baggrund af kommunalbestyrelsens bestemmelse herom. Transportministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at de private fællesveje typisk er mindre befærdede veje.

Det foreslåede er ikke til hinder for, at vejmyndigheden og politiet fortsat vil kunne drøfte, hvorvidt private fællesveje i by eller bymæssigt område, der spiller en større rolle for trafikafviklingen i lokalområdet, herunder for den gående og cyklende almindelige færdsel, bør vintervedligeholdes og/eller renholdes.

Til nr. 2

Der er ikke en definition af begrebet »graveaktør« i privatvejsloven, og der har hersket en vis usikkerhed om, hvordan dette begreb skal anvendes.

Det forslås til § 10 et nr. 19, der definerer graveaktør som enhver, der ansøger om en tilladelse til opgravning, opfyldning m.v. i, på eller uden for vejens areal, enhver der efter aftale med indehaveren af en sådan tilladelse udfører arbejder inden for eller uden for vejens areal, enhver der udfører uopsættelige reparationsarbejder eller arbejder omfattet af en efteranmeldelsesordning, og enhver der uden tilladelse har foretaget forandringer inden for eller uden for vejens areal, jf. § 73, stk. 1-4, i lov om offentlige veje m.v.

Begrebet »graveaktør« vil således omfatte enhver, der ansøger om en gravetilladelse, f.eks. et rådgivende ingeniørfirma, en entreprenør, en ledningsejer, en privatperson, og enhver, der rent faktisk graver i vejens areal eller så tæt på vejens areal, at det efter privatvejslovens § 67 kræver vejmyndighedens tilladelse, og uanset om vedkommende har indhentet den i loven foreskrevne forudgående tilladelse.

Forslaget til definitionen er udviklet på baggrund af drøftelser mellem vejmyndigheder og ledningssektoren i forbindelse med arbejdet med forslag til nye standardvilkår for ledningsarbejder i veje.

Den foreslåede definition har til formål at afklare den usikkerhed, der til dels har været om begrebets anvendelse i privatvejsloven.

En tilsvarende definition foreslås indført i vejloven. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3

I henhold til privatvejslovens § 29, stk. 4, må foranstaltninger i henhold til servitutter, der pålægges ved ekspropriation, ikke iværksættes, før klagefristen, jf. § 87, stk. 4, er udløbet, medmindre de berørte ejere og brugere har tiltrådt dette.

Efter privatvejslovens § 35, stk. 4, skal kommunalbestyrelsen sørge for, at kommunalbestyrelsens beslutninger om arealreservation ved vejudlæg og om offentligretlige servitutpålæg m.v., herunder om vejrettigheder, som kommunalbestyrelsen har tildelt, tinglyses, når klagefristen, jf. § 87, stk. 4, er udløbet, og eventuelle klager er afgjort.

Ifølge privatvejslovens § 72, stk. 4, må foranstaltninger, der gennemføres ved ekspropriation, ikke iværksættes før klagefristens udløb, jf. § 87, stk. 4, medmindre de berørte grundejere og brugere har tiltrådt dette.

Det foreslås, at i § 29, stk. 4, § 35, stk. 3, og § 72, stk. 4, ændres »stk. 4« til »stk. 5«.

Det forslåede er en konsekvensændring, som følge af det foreslåede i § 3, nr. 13, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i privatvejsloven.

Til nr. 4

Det følger af privatvejslovens § 56, stk. 1, at en række tilladelser meddelt af kommunalbestyrelsen efter privatvejsloven, f.eks. tilladelse om færdselsregulering m.v. og adgang til en privat fællesvej, samt tilladelser efter §§ 86, 88, 92 og 93 i vejloven, er offentligretlige tilladelser, og at det tilladte ikke indebærer rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede.

Ved offentligretlige tilladelser forstås en tilladelse som et udtryk for, at kommunalbestyrelsen ikke vurderer, at almene, offentligretlige grunde taler imod det ansøgte.

Kommunalbestyrelsen er tillagt de kompetencer, der er nødvendige for at sikre, at private fællesveje i by eller bymæssigt område kan tjene som veje, at vejene er i god og forsvarlig stand og kan indgå på en fornuftig måde i trafik- og vejplanlægningen. Almene, offentligretlige hensyn, der taler imod en ansøgning, vil kunne betyde, at kommunalbestyrelsen skal afslå en ansøgning efter f.eks. § 57, stk. 1, hvis den vurderer, at det ansøgte vil komme i konflikt med de trafikale forudsætninger, hvori den private fællesvej i by eller bymæssigt område er tænkt at indgå i det samlede lokale vejnet.

Det foreslås, at i § 56, stk. 1, ændres »§ 57, stk. 1, § 60, jf. §§ 86, 88, 92 og 93« til »§ 57, stk. 2, § 57, stk. 5, 2. pkt., § 60, jf. §§ 86, 92 og 93«, og »for det ansøgte eller tilladte, og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede« ændres til »for det tilladte«

Det foreslåede er en konsekvensrettelse som følge af det foreslåede i § 2, nr. 15 og § 3, nr. 5 og 9.

Til nr. 5

Det følger af privatvejslovens § 56, stk. 1, at en række tilladelser meddelt af kommunalbestyrelsen efter privatvejsloven, herunder tilladelser efter §§ 86, 88, 92 og 93 i vejloven, er offentligretlige tilladelser, og at det tilladte ikke indebærer rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede.

Kommunalbestyrelsens tilladelse kan således kun udnyttes i det omfang, modtageren af tilladelsen på privatretligt grundlag har ret til foretage de foranstaltninger, som er omfattet af tilladelsen.

Det foreslås, at der i § 56, stk. 1, indsættes som 2. pkt. »Vejmyndighedens tilladelse indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer eller de vejberettigede.«

Det foreslåede vil være en præcisering af gældende ret med en sproglig tilretning med henblik på at understrege, at kommunalbestyrelsens offentligretlige tilladelse efter de nævnte bestemmelser ikke vil indebære rettigheder i forhold til vejens ejer eller de vejberettigede.

Det foreslåede 2. pkt. vil således betyde, at det er et privatretligt spørgsmål, om kommunalbestyrelsens tilladelse rent faktisk kan udnyttes, og i tilfælde af uenighed, f.eks. mellem indehaveren af tilladelsen og vejarealets ejer, må spørgsmålet afgøres ved domstolene.

Til nr. 6

Private fællesveje i by eller bymæssigt område, jf. privatvejslovens § 3, indgår i det almindelige vejnet. Det følger implicit af formålsbestemmelsen i privatvejslovens § 1, hvor det fremgår, at loven skal medvirke til at sikre almene offentlige hensyn tilgodeses i forbindelse med private fællesveje i byer, og af § 57, stk. 1, hvor der henvises til, at kommunalbestyrelsen kan påse, at privates ændring af vejens indretning m.m. ikke er i strid med almene offentlige hensyn.

Kommunalbestyrelsen er tillagt de kompetencer, der er nødvendige for at sikre, at vejene er i god og forsvarlig tilstand og kan indgå i trafik- og vejplanlægningen, jf. privatvejslovens §§ 25-86.

Det foreslås, at der i § 57 indsættes som nyt stk. 1, at private fællesveje er åbne for almindelig færdsel, medmindre andet er bestemt.

Det foreslåede vil lovfæste princippet om, at private fællesveje i byer og bymæssigt område indgår i det almindelige vejnet, hvilket efter gældende ret implicit følger af privatvejslovens § 1 og § 57, stk. 1. Forslaget vil betyde, at det lovfæstes, at private fællesveje i by og bymæssigt område primært vil skulle betjene færdsel til ejendommene ved den pågældende vej, men at de lovligt vil kunne benyttes af andre og derfor indgår som en del af det almindelige vejnet og er undergivet offentligretlig regulering gennem privatvejsloven.

Til nr. 7.

Det fremgår af § 57, stk. 2 at kommunalbestyrelsen med politiets samtykke kan bestemme, at der på en privat fællesvej skal foretages ændringer og foranstaltninger som nævnt i stk. 1. Kommunen afholder udgifterne hertil.

Det forslås i § 57, stk. 2, at ændre »stk. 1« til »stk. 2«.

Det foreslåede er en konsekvensændring af det foreslåede til § 3, nr. 6.

Til nr. 8

Det følger af § 57, stk. 4, at kommunalbestyrelsen kan fjerne foranstaltninger, der er etableret uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse, for den pågældendes regning, hvis den pågældende ikke efterkommer et påbud om at fjerne foranstaltningen. Før påbud om fjernelse skal det vurderes, om forholdet retligt kan lovliggøres, ved at kommunalbestyrelsen og politiet giver den manglende godkendelse. Endvidere følger det af stk. 5, at er foranstaltningen til ulempe for færdslen, kan kommunalbestyrelsen eller om nødvendigt politiet fjerne foranstaltningen for den pågældendes regning uden forudgående påbud.

Det fremgår af stk. 6, at reglerne i stk. 4 og 5 gælder tilsvarende for ændringer, der er foretaget uden kommunalbestyrelsens og politiets godkendelse.

Det forslås i § 57, stk. 6, at ændre »stk. 4 og 5« til »stk. 5 og 6«.

Det foreslåede er en konsekvensændring af det foreslåede til § 3, nr. 6.

Til nr. 9

Overskriften til § 60 er »Fremspringende bygningsdele, tankanlæg, vejskilte og færdselstavler«.

Det foreslås, at overskriften før § 60 udgår.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af vejlovens § 88, jf. lovforslagets § 2, nr. 16, og at § 88 derfor udgår af privatvejslovens § 60, jf. lovforslagets § 3, nr. 10.

Til nr. 10

Af privatvejslovens § 60 fremgår, at vejlovens § 86 om faste genstande, skilte og lign. over vejarealet, § 88 om tankanlæg, § 92 om vejmyndighedens adgang til at bestemme, at skilte, færdselstavler m.v. kan anbringes på ejendomme langs med vejen, samt § 93 om hegn mod vej finder tilsvarende anvendelse på private fællesveje.

Der er i privatvejsloven bestemmelser om adgangsforhold til private fællesveje. F.eks. privatvejslovens § 62, stk. 1, hvoraf fremgår, at der ikke må etableres nye eller ske udvidelse af eksisterende adgange fra tilgrænsende ejendomme eller fra andre private fællesveje til en privat fællesvej uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

Det foreslås i § 60, at »88,« udgår.

Der er tale om en konsekvens af forslaget om ophævelse af vejlovens § 88. Der vurderes ikke at være et selvstændigt behov for at opretholde en bestemmelse om, at kommunalbestyrelsen skal godkende, at der etableres et tankanlæg på en ejendom langs med en privat fællesvej i by og bymæssigt område. Kommunalbestyrelsen har tilstrækkelig mulighed for at varetage hensynene til trafiksikkerhed og trafikafvikling i de eksisterende bestemmelser om adgang til private fællesveje fra tilgrænsende ejendomme m.v., jf. privatvejslovens § 62.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 16, om ophævelse af vejlovens § 88 og bemærkningerne hertil.

Til nr. 11

Spørgsmålet om placering af genstande m.m. på det areal, der er taget i brug for en privat fællesvej i by og bymæssigt område, er reguleret i privatvejslovens § 66. Kommunalbestyrelsen skal varetage almene, offentligretlige hensyn, først og fremmest hensynet til trafiksikkerhed og trafikafvikling.

Det følger af hovedreglen i § 66, stk. 1, at der ikke må placeres genstande på en privat fællesvejs areal uden vejmyndighedens tilladelse. Opregningen af genstande i § 66, stk. 1, nr. 1, er dog ikke udtømmende.

Bestemmelsen i § 66, stk. 1, indeholder ikke et krav om, at kommunalbestyrelsen skal forhandle med politiet, inden der træffes afgørelse.

I henhold til § 66, stk. 2, kan transportministeren undtage visse former for råden over vejarealet fra kravet om tilladelse efter stk. 1 og bemyndige vejmyndigheden til at fastsætte nærmere regler for disse former for råden over vejarealet. Denne hjemmel er ikke udnyttet.

Det fremgår af § 66, stk. 3, at kommunalbestyrelsen skal forhandle med politiet, inden kommunalbestyrelsen fastsætter, hvilke af de af transportministeren med hjemmel i stk. 2 fastsatte former for råden der ikke kræver tilladelse på de private fællesveje.

Det foreslås, at § 66, stk. 3, ophæves.

Det foreslåede vil medføre, at der ikke skal forhandles med politiet, inden kommunalbestyrelsen fastsætter, hvilke af de af transportministeren med hjemmel i § 66, stk. 2, fastsatte former for råden, der ikke kræver tilladelse på private fællesveje

Allerede fordi det ikke kræver forudgående forhandling med politiet, inden vejmyndigheden meddeler tilladelse efter § 66, stk. 1, ses der ikke at være saglige grunde til, at kommunalbestyrelsen skal forhandle med politiet, inden den træffer afgørelse om, hvilke former for råden over en privat fællesvej, der må foretages uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Ophævelsen skal desuden ses i sammenhæng med ophævelsen af vejlovens § 89. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 18, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 12

Det følger af privatvejslovens § 87, stk. 1, at kommunalbestyrelsens afgørelser om ekspropriation efter § 29 og § 72, stk. 3, kan påklages til transportministeren, og af stk. 2, at kommunalbestyrelsens øvrige afgørelser efter denne lov kan påklages til transportministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.

Det foreslås, at der i § 87, stk. 2, efter retlige spørgsmål indsættes »jf. dog stk. 3«.

Det forslåede er en konsekvensændring, som følge af det foreslåede i § 3, nr. 13, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i privatvejsloven.

Til nr. 13

En privat fællesvej er en vej, gade, bro eller plads, der ikke er en offentlig vej og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer, jf. privatvejslovens § 10, nr. 3. En privat fællessti er ifølge lovens § 10, nr. 4, et færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer. Private veje er vej, gade, bro eller plads, der ikke opfylder betingelserne for at være offentlig vej eller privat fællesvej, jf. § 10, nr. 9.

Lovens regler om private fællesveje og udlagte private fællesveje finder tilsvarende anvendelse på private fællesstier, jf. § 10, nr. 4, og udlagte private fællesstier, jf. § 2, stk. 2, og lovens regler om private veje, jf. kap. 3, finder tilsvarende anvendelse på private stier. En privat sti er en sti, der ikke opfylder betingelserne for at være en offentlig sti eller en privat fællessti, jf. § 10, nr. 10.

Ifølge privatvejslovens § 2 a kan vejmyndigheden for en offentlig sti bestemme, at en privat fællesvej skal have status som offentlig sti, men i øvrigt bibeholdes som privat fællesvej. Vejmyndigheden afholder derefter en forholdsmæssig andel af udgifterne til den private fællesvejs vedligeholdelse.

Det følger af privatvejslovens § 6, at i områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af en privat vej, skal vedligeholde vejen, hvis 1) vejen indgår i det almindelige vejnet, 2) er mindst 40 meter lang og 3) tjener som færdselsareal for mere en syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller tolv beboelseslejligheder.

Det følger af privatvejslovens § 7, stk. 1, at i områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at ejeren af private arealer, der benyttes som offentligt tilgængelige færdselsarealer, herunder parkerings- og gårdarealer, skal holde arealerne belyst.

Det følger af privatvejslovens § 8, stk. 1, at i områder, der er omfattet af byreglerne, jf. § 3, stk. 1 og 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at ejeren af en privat vej, jf. § 10, nr. 9, skal rydde den for sne, bekæmpe glat føre og renholde vejen efter reglerne i §§ 80-82, hvis vejen 1) indgår i indgår i det almindelige vejnet, 2) er mindst 40 m lang og 3) tjener som færdselsareal for mere end syv erhvervsvirksomheder, syv parcel- eller sommerhuse eller 12 beboelseslejligheder. Det fremgår af stk. 2, at reglerne i stk. 1 gælder tilsvarende for skov- og klitveje og veje på havneområder og lign., der er åbne for offentlig færdsel og af væsentlig betydning for denne, selv om de ligger i områder omfattet af landreglerne, jf. § 4.

Det fremgår af privatvejslovens § 27, stk. 1, at nye vejudlæg skal godkendes af kommunalbestyrelsen. Ved udlæg af nye private fællesveje skal kommunalbestyrelsen godkende et skitseprojekt, der angiver vejens linjeføring og bredde samt dens tilslutning til andre veje. Et vejudlæg er en reservation af et bestemt areal til fremtidig anvendelse som privat fællesvej eller privat fællessti, jf. § 10, nr. 7.

Det følger af privatvejslovens § 30, at i forbindelse med godkendelse af et skitseprojekt, jf. § 27, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning ved vejens anlæg.

Der kan efter privatvejslovens § 31, stk. 1, nr. 2, udlægges de skråningsarealer, der er nødvendige for vejens anlæg. Det følger af stk. 2, at kommunalbestyrelsen kan bestemme, at skråningsarealer skal forblive under de tilgrænsende ejendomme.

Der kan kun foretages udstykning, matrikulering, arealoverførsel eller sammenlægning, hvis de parceller, der opstår, har lovlig adgang til offentlig vej, enten direkte eller med kommunalbestyrelsens godkendelse ad privat fællesvej eller udlagt privat fællesvej, jf. privatvejslovens § 32, stk. 1. Det følger af stk. 2, at hvis de nye parceller får adgang ad en udlagt privat fællesvej, hvis udlæg ikke er godkendt af kommunalbestyrelsen, kan kommunalbestyrelsen som betingelse for sin godkendelse efter stk. 1 stille sådanne krav til vejudlægget og til oversigtsforholdene ved vejens tilslutning til andre veje, som arten og omfanget af den forventede færdsel ad vejen begrunder. Af stk. 4 fremgår, at hvis de nye parceller får adgang ad en privat fællesvej, kan kommunalbestyrelsen som betingelse for sin godkendelse efter stk. 1 ud over de i stk. 3 nævnte krav forlange, at der foretages sådanne anlægsmæssige forbedringer, herunder forbedringer af vejens udstyr m.v., som arten og omfanget af den forventede færdsel ad vejen begrunder.

Ifølge privatvejslovens § 41, stk. 1, må en udlagt privatfællesvej eller strækning heraf ikke anlægges eller tages i brug som privat fællesvej, før 1) vejudlægget er godkendt og, 2) kommunalbestyrelsen har godkendt detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v. Det fremgår af § 41, stk. 2, at i forbindelse med godkendelse af et detailprojekt, jf. stk. 1, nr. 2, kan kommunalbestyrelsen efter forhandling med politiet bestemme, at der skal etableres færdselsregulering eller færdselsindskrænkning på vejen. Af stk. 3 fremgår, at når forholdene taler for det, kan kommunalbestyrelsen tillade, at vejen anlægges midlertidigt efter et foreløbigt detailprojekt.

Ifølge privatvejslovens § 54 kan kommunalbestyrelsen tillade, at grundejerne betaler udgifter til arbejder, som kommunen sørger for at udføre, over et tidsrum på op til 15 år. Perioden fastsættes under hensyn til beløbets størrelse. Det samme gælder udgifter ved arbejder, der udføres af grundejerne, hvis kommunen efter grundejernes anmodning stiller de nødvendige beløb til rådighed eller garanterer for lån optaget af grundejerne. Det beløb, der til enhver tid skyldes, forrentes af grundejerne med en årlig rente, der svarer til den på tidspunktet for beslutningen om afdragsordningen af Danmarks Nationalbank fastsatte, gældende udlånsrente med tillæg af 2 pct.

Det følger af privatvejslovens § 56, stk. 2, at en godkendelse eller en tilladelse efter de i stk. 1 nævnte bestemmelser bortfalder, hvis det arbejde, som tilladelsen vedrører, ikke er påbegyndt inden to år fra tilladelsens dato. Ifølge stk. 3 kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde forlænge fristen i stk. 2.

Det følger af privatvejslovens § 60, at en række afgørelser efter vejloven om råden over vejareal også finder anvendelse for private fællesveje, herunder vejlovens § 86 om, at det kræver vejmyndighedens tilladelse til at anbringe faste genstande, skilte el.lign., hvis de rager ind over en vejs areal.

Af privatvejslovens § 61, stk. 1, fremgår, at træer og anden beplantning kun må plantes på arealer, der er private fællesveje, med kommunens godkendelse. Det følger af privatvejslovens § 63, stk. 2, at en adgang, der alene er anlagt til brug for den færdsel, der er nødvendig for jordens landbrugsmæssige drift (markoverkørsel) ikke må benyttes til anden færdsel uden kommunalbestyrelsens godkendelse. Af stk. 4 fremgår, at en ind- og udkørsel uden for de tilladte adgange ikke må finde sted uden kommunalbestyrelsens godkendelse.

Det fremgår af privatvejslovens § 66, stk. 1, at på arealer, der er privat fællesvej, kræver det kommunalbestyrelsens godkendelse 1) varigt eller midlertidigt at anbringe affald, materiel, materialer, løsøregenstande, ikkeindregistrerede køretøjer, skure, skurvogne, containere, boder, automater, skilte, hegn el.lign., 2) at anbringe køretøjer med henblik på salg eller udlejning og 3) som led i erhvervsvirksomhed at anbringe køretøjer i forbindelse med reparation, påfyldning af drivmidler, rengøring el.lign.

Det følger af privatvejslovens § 99, at den, der har skabt en ulovlig tilstand ved overtrædelse af loven eller af regler fastsat i medfør af loven, er forpligtet til faktisk at lovliggøre forholdet, hvis den nødvendige tilladelse til at bibeholde tilstanden ikke kan opnås. Det samme er ejeren af en tilgrænsende ejendom, hvis den ulovlige tilstand kan henføres til ejendommen.

Det følger af § 87, stk. 2, i privatvejsloven, at kommunalbestyrelsens afgørelser kan påklages til transportministeren for så vidt angår retlige spørgsmål. Kompetencen til at behandle klager efter privatvejslovens § 87, stk. 2, over kommunalbestyrelsens afgørelser er delegeret til Vejdirektoratet, jf. § 7, stk. 1, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 1541 af 9. december 2024. Vejdirektoratet er særlig klageinstans for kommunalbestyrelsens konkrete afgørelser efter privatvejsloven og behandler derfor også klager over kommunalbestyrelsens afgørelser af anmodning om aktindsigt i sager vedrørende privatvejsloven, jf. offentlighedslovens § 37, stk. 1, og forvaltningslovens § 16, stk. 4.

Det følger af privatvejslovens § 88, at adgangen til at klage over en afgørelse, jf. § 87, skal være udnyttet, før afgørelsen kan indbringes for domstolene.

Det foreslås, at der i § 87, som nyt stk. 3 indsættes, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 2 a, § 6, § 7, stk. 1, § 8, stk. 1 og 2, § 27, stk. 1, § 30, § 31, stk. 2, § 32, stk. 2 og 4, § 41, stk. 2 og 3, § 54, § 56, stk. 3, § 61, § 63, stk. 2 og 4, og § 66 ikke kan påklages. Det foreslås desuden, at det samme skal gælde for kommunalbestyrelsens afgørelser efter lovens § 60, for så vidt angår reglen i § 86 i lov om offentlige veje. Det foreslås endvidere, at afgørelser om lovliggørelse af forhold efter bestemmelserne nævnt i 1. og 2. pkt. ikke kan påklages.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsens afgørelser efter de pågældende bestemmelser, og om lovliggørelse af forhold efter de disse, ikke vil kunne påklages administrativt. Kommunalbestyrelsens afgørelser efter bestemmelserne nævnt i § 87, stk. 3, vil skulle indbringes direkte for domstolene.

Lovforslaget vil ikke ændre ved kommunalbestyrelsens adgang og - under visse betingelser - pligt til at genoptage en afgjort sag. Afgørelser om genoptagelse kan indbringes for Vejdirektoratet, hvis der er adgang til at klage over den materielle afgørelse. Kommunalbestyrelsens afslag på at genoptage sager efter de nævnte bestemmelser i det foreslåede § 87, stk. 3, vil derimod ikke kunne indbringes for Vejdirektoratet.

Bestemmelsen foreslås parallelt med den i § 2, nr. 23, foreslåede bestemmelse til vejlovens § 132, stk. 2, om afskæring af adgangen til at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i vejloven.

Den foreslåede ændring af rekursordningen vil have den konsekvens, at Vejdirektoratet ikke kan behandle klager om anmodning om aktindsigt i sager, der er afgjort efter de i § 3, nr. 13, nævnte bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.8 i bemærkningerne.

Til nr. 14

Det følger af privatvejslovens § 87, stk. 6, at afgørelser, som kan påklages, og som ikke giver den pågældende medhold, skal indeholde oplysning om klagemyndighed og klagefrist, jf. stk. 1-3.

Det foreslås, at i § 87, stk. 6, ændres »stk. 1-3« til »stk. 1, 2 og 4,«.

Det forslåede er en konsekvensændring, som følge af det foreslåede i § 3, nr. 13, om ændring af rekursordningen for kommunalbestyrelsens afgørelser efter visse bestemmelser i privatvejsloven.

Til nr. 15

Det følger af § 98, stk. 1, nr. 1, at den, der overtræder § 57, stk. 1, straffes med bøde.

Det foreslås i § 98, stk. 1, nr. 1, at ændre »§ 57, stk. 1« til »§ 57, stk. 2«.

Det foreslåede er en konsekvensændring af det foreslåede til § 3, nr. 6.

Til § 4

Til nr. 1

Efter jernbanelovens kapitel 6 a skal der ved etablering, udvidelse eller ændring af statslige jernbaneanlæg og dertil knyttede projekter foretages en miljøkonsekvensvurdering.

VVM-direktivets artikel 1, stk. 3, giver mulighed for ved indsættelse af en hjemmel i national ret - og efter en konkret vurdering - at undtage projekter eller dele af projekter fra kravet om miljøkonsekvensvurdering, såfremt disse projekter alene tjener et nationalt forsvarsformål eller et civilt beredskabsformål.

Denne mulighed er implementeret i dansk ret i § 4, stk. 1, i miljøvurderingsloven, der hører under ministeren for grøn trepart.

Den er ligeledes på transportministerens område implementeret i § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 517 af 24. marts 2021om vurdering af virkning på miljøet (VVM) af projekter vedrørende erhvervshavne og Københavns Havn samt om administration af internationale naturbeskyttelsesområder og beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne, som er udstedt i medfør af havneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24. januar 2024.

Muligheden er ikke implementeret i jernbaneloven.

Det foreslås at indsætte § 2 a i jernbaneloven, der fastsætter, at jernbanelovens kapitel 6 a ikke finder anvendelse på Banedanmarks projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål eller alene tjener et civilt beredskabsformål, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at anvendelsen vil skade disse formål.

Det vil betyde, at jernbanelovens kapitel 6 a om miljøkonsekvensvurdering af statslige jernbaneanlæg ikke vil finde anvendelse på Banedanmarks projekter eller dele af projekter, der alene tjener et nationalt forsvarsformål, eller alene tjener et civilt beredskabsformål, såfremt anvendelsen vurderes at ville skade formålet.

Konkret vil det medføre, at intet af miljøvurderingsprocessen skal foretages i disse undtagelsestilfælde. Det bemærkes, at øvrige regler fortsat gælder, herunder eksempelvis øvrige materielle regler i miljølovgivningen.

Den foreslåede bestemmelse vil alene finde anvendelse, når forsvarsministeren henholdsvis ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vurderer, at miljøvurderingsprocessen vil kunne skade det formål, som projekterne tjener til opfyldelse af. Eksempelvis vil den offentlige inddragelse, som er en del af miljøvurderingsprocessen, efter omstændighederne kunne skade det forsvarsformål eller det civilie beredskabsformål, som projektet tjener til opfyldelse af, hvis projektet kommer til offentlighedens kendskab, eller hvis miljøvurderingsprocessen forsinker projektets gennemførelse.

Med forsvarsformål menes der formål, som er direkte relateret til landets forsvar og beskyttelse, mens de øvrige virkninger ikke inddrages i afgrænsningen. Eksempelvis vil en udvidelse af fritrumsprofilen ved ombygning af en bro som ene formål kunne have at skabe mulighed for transport af militære køretøjer via et statsligt jernbaneanlæg, og derved indgå i landets forsvar, og som afledt virkning give mulighed for andre usædvanlige transporter, men det er hovedformålet - det nationale forsvar - der er afgørende i denne henseende.

Andre eksempler kunne være, at der opstår behov for fornyelse af en jernbanestrækning med henblik på kørsel af tungere tog til brug for transport af militært materiel eller etablering af side-, havne- eller læssespor til militære formål.

Civile beredskabsformål omfatter såvel naturlige som menneskabte begivenheder såsom oversvømmelser og terrorhandlinger.

Det følger af Europa Kommissionens meddelelse 2019/C 386/05, at undtagelsen alene dækker projekter, der vedrører civile beredskabsformål, og ikke projekter, der indfører foranstaltninger, der har til formål at forebygge sådanne nødsituationer. Det følger videre af meddelelsen, at en undtagelse generelt kun kan begrundes, hvis det ikke var muligt at forudse den nødsituation, der gav anledning til projektet, eller hvis projektet, hvis det var muligt at forudse nødsituationen, ikke kunne gennemføres tidligere. Et projekt til bekæmpelse af oversvømmelse kan f.eks. kun anses for en foranstaltning til at imødegå en potentiel nødsituation, der er tilstrækkelig akut til at, at undtagelsen kan gøres gældende, hvis foranstaltningen ikke kunne gennemføres tidligere.

Hvis oversvømmelsen er sket på det samme sted adskillige gange, og projektet er en forsinket foranstaltning til afværgelse af en potentiel fremtidig nødsituation, kan undtagelsen med sandsynlighed ikke begrundes. Der kan på den anden side være nødsituationer, herunder visse naturkatastrofer, som kunne forventes, men som ikke kunne forebygges, og som giver anledning til projekter (f.eks. akut/omgående genopbygning eller anlæg til forebyggelse af yderligere skade), som kan begrunde en undtagelse.

Det fremgår endvidere af meddelelsen, at eksempler på hændelser, der kan udløse en civil nødsituation, kan findes i Kommissionens arbejdsdokument "overview of natural and man-made disaster risks the European Union may face", som bl.a. omtaler oversvømmelser, terror, afbrydelse af kritisk infrastruktur, cybertrusler, sabotage mv.

Et civilt beredskabsformål kan efter omstændighederne eksempelvis indebære genetablering af sammenhængen i banenettet efter dæmningsskred, oversvømmelser samt forstyrrelser af kritisk infrastruktur som følge af sabotagehandlinger.

For såvel forsvars- som civile beredskabsformål gælder, at det er hele projektet eller den del af projektet, som ligger inden for forsvarsformålet eller det civile beredskabsformål, der skal tjene det pågældende formål for at kunne betragtes som et projekt, som er omfattet af den foreslåede bestemmelse, hvilket vil betyde, at reglerne i jernbanelovens kapitel 6 a ikke finder anvendelse.

Det bemærkes, at formålet med - og ikke virkningerne af - projektet vil være afgørende for, om projektet er omfattet af undtagelsesbestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.9.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. juli 2025.

Det foreslås i stk. 2, at § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, ikke finder anvendelse på afgørelser truffet af en kommunalbestyrelse før denne lovs ikrafttræden. Sådanne afgørelser kan indbringes for transportministeren i overensstemmelse med de hidtidige gældende regler.

Klagefristen er 4 uger fra den dag, en afgørelse er meddelt den pågældende, jf. vejlovens nuværende § 132, stk. 4, og privatvejslovens nuværende § 87, stk. 4. Det er kun endelige afgørelser, der kan påklages administrativt.

Det foreslåede vil indebære, at hvis kommunalbestyrelsen har truffet endelig afgørelse efter bestemmelserne nævnt i lovforslagets § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, senest den 30. juni 2025, vil afgørelsen under iagttagelse af klagefristen kunne påklages til Vejdirektoratet, der skal behandle klagen og træffe afgørelse efter gældende regler. Det gælder selvom, kommunalbestyrelsens afgørelse ikke er blevet meddelt adressaten senest den 30. juni 2025.

Sager, der verserer i kommunen, men hvor kommunalbestyrelsen ikke har truffet endelig afgørelse efter bestemmelserne nævnt i lovforslagets § 2, nr. 23, og § 3, nr. 13, senest den 30. juni 2025, vil være omfattet af lovforslaget. Det vil betyde, at der ikke vil være adgang til at påklage den endelige afgørelse til Vejdirektoratet, og at direktoratet skal afvise at behandle klager over de ovennævnte afgørelser, som træffes efter den 30. juni 2025. Baggrunden herfor er, at opgavebortfald i staten er en del af finansloven for 2025.

Kommunalbestyrelsen må dog ikke udsætte en sagsbehandling eller udsætte at træffe endelig afgørelse efter de pågældende bestemmelser med henblik på at undgå, at en afgørelse kan påklages.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, idet det følger af § 143 i færdselsloven, § 162 i vejloven og § 108 i privatvejsloven, at de tre love ikke gælder for Færøerne og Grønland, og lovene indeholder ikke anordningsbestemmelser om, at lovenes regler kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland. Lovforslagets regler vil derfor ikke finde anvendelse eller ved kongelig anordning kunne sættes i kraft for Færøerne eller Grønland.

Bilag 1

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1.

2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet.