L 179 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, repatrieringsloven og lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Skærpelse af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, og udvidelse af adgangen til straksudsendelse).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Betænkning

Afgivet: 20-05-2025

Afgivet: 20-05-2025

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 20. maj 2025

20241_l179_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Udlændinge- og Integrationsudvalget den 20. maj 2025

1. Ændringsforslag

Der er stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget. Dansk Folkepartis medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2, herunder om deling af lovforslaget. Udlændinge- og integrationsministeren har stillet ændringsforslag nr. 3-7.

2. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, M og RV) vil stemme imod ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

Et mindretal i udvalget (DD, SF, LA, KF, EL, DF, ALT og N) vil stemme for ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

Et flertal i udvalget (S, V, M og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (SF og LA) indstiller lovforslag A til vedtagelse. Mindretallet indstiller lovforslag B til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Mindretallet vil, hvis ændringsforslaget om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, stemme for lovforslaget med de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (DD og KF) vil stemme hverken for eller imod lovforslag A ved 3. behandling. Mindretallet indstiller lovforslag B til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Mindretallet vil, hvis ændringsforslaget om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, stemme for lovforslaget med de af ministeren under nr. 5 og 7 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de af ministeren under nr. 3, 4 og 6 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil, hvis ændringsforslaget om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, stemme imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de af ministeren stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal i udvalget (DF) vil stemme hverken for eller imod lovforslag A ved 3. behandling. Mindretallet indstiller lovforslag B til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Mindretallet vil, hvis ændringsforslaget om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, stemme imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de af ministeren under nr. 5 og 7 stillede ændringsforslag og imod de af ministeren under nr. 3, 4 og 6 stillede ændringsforslag.

Et femte mindretal i udvalget (ALT) indstiller lovforslag A til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet indstiller lovforslag B til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme for det under nr. 2 stillede ændringsforslag. Mindretallet vil, hvis ændringsforslaget om deling af lovforslaget bliver forkastet ved 2. behandling, stemme imod lovforslaget. Mindretallet vil stemme for de af ministeren under nr. 3-5 og 7 stillede ændringsforslag og imod det af ministeren under nr. 6 stillede ændringsforslag.

Et sjette mindretal i udvalget (N) vil stemme hverken for eller imod lovforslag A. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod lovforslag B. Mindretallet vil stemme for det under nr. 2 stillede ændringsforslag.

Borgernes Parti, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

3. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti

Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget konstaterer, at regeringspartierne (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) ikke har ønsket at støtte ændringsforslagene stillet af Dansk Folkeparti (ændringsforslag nr. 1-2), herunder ændringsforslaget om opdeling af lovforslaget. Det er en uskik, når regeringen fremsætter såkaldte bunkelovforslag, hvor flere forskellige lovinitiativer samles i et og samme forslag, selv når de indholdsmæssigt ikke hænger nært sammen. Det besværliggør en ordentlig politisk og faglig behandling, og det er utilfredsstillende, at der ikke gives mulighed for at stemme særskilt om de enkelte dele.

Med lovforslaget lægges der op til en skærpelse af reglerne om bortfald af opholdstilladelse, så flygtninge i højere grad ligestilles med øvrige udlændinge. Fremover skal opholdstilladelsen kunne bortfalde, hvis flygtningen opgiver bopæl i Danmark eller opholder sig i udlandet i længere tid. Det er efter Danmarksdemokraternes, Liberal Alliances, Det Konservative Folkepartis og Dansk Folkepartis opfattelse en fornuftig stramning. DD, LA, KF og DF noterer sig, at regeringen efter fremsættelsen af lovforslaget og på baggrund af høringssvar har været nødsaget til at foreslå en undtagelse, så flygtninge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, (konventionsflygtninge) ikke omfattes af stramningen med henvisning til Danmarks internationale forpligtelser. Helt grundlæggende finder DD, LA, KF og DF det problematisk, at konventionerne beskytter flygtninge på en måde, hvor deres opholdstilladelse i Danmark kan bevares, selv om de hverken bor i landet eller har nogen reel tilknytning til Danmark. Det mener DD, LA, KF og DF ikke giver mening.

Lovforslaget indebærer endvidere en ændring af reglerne om tilbagebetaling af repatrieringsstøtte, så der fremover i højere grad vil være hjemmel til at kræve støtte tilbagebetalt, hvis en udlænding vender tilbage til Danmark efter repatriering. Det finder DD, LA, KF og DF fornuftigt og støtter, at der skabes klarere og mere ensartede regler på området. DD, LA, KF og DF finder det dog grundlæggende utilfredsstillende, at lovforslaget samtidig lægger op til, at udlændinge, som allerede har tilbagebetalt repatrieringsstøtte, men hvor der efterfølgende konstateres manglende lovhjemmel, vil kunne få refunderet de betalte beløb.

Lovforslaget indeholder afslutningsvis en udvidelse af adgangen til straksudsendelse af kriminelle udlændinge. Hvor det i dag er muligt at straksudsende udviste udlændinge med en ubetinget fængselsstraf på op til 4 måneder, foreslås grænsen hævet til 1 års fængsel. Det støtter DD, LA, KF og DF, men vi mener samtidig, at regeringen bør gøre langt mere for at sikre, at hjemsendelsesaftaler med tredjelande faktisk fungerer. Det er meningsløst, at udviste udlændinge optager pladser i danske fængsler, når de kunne afsone i deres hjemland. Regeringen bør derfor intensivere arbejdet med at indgå og håndhæve hjemsendelsesaftaler, så kriminelle udlændinge hurtigt og effektivt kan udsendes.

Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti støtter lovforslaget som helhed, selv om partierne finder anledning til at kritisere dele af lovforslaget og den lovtekniske tilgang til lovforslaget. Dansk Folkeparti støtter ikke lovforslaget.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

a

Ændringsforslag om deling af lovforslag

Af et mindretal (DF), tiltrådt af et mindretal (DD, SF, LA, KF, EL, ALT og N):

1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af udlændingeloven og repatrieringsloven (Skærpelse af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering)« omfattende §§ 1, 2, 4 og 5.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Udvidelse af adgangen til straksudsendelse)« omfattende § 3, § 4, stk. 1, og § 5.

[Forslag om deling af lovforslaget]

b

Ændringsforslag til det under B nævnte lovforslag

Til § 5

2) Paragraffen affattes således:

»§ 5

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

[Konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

c

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til § 1

Af udlændinge- og integrationsministeren, tiltrådt af et flertal (S, V, M og RV):

3) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 17, stk. 4, indsættes efter »i de i stk. 1 nævnte tidsrum har taget ophold uden for landene som omhandlet i § 29 a, stk. 1«: », jf. dog § 17 b«.

[Internationale forpligtelser]

4) Nr. 3 affattes således:

»3. Efter § 17 a indsættes:

»§ 17 b. En afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, skal tillige indeholde en stillingtagen til, om udlændingen i henhold til internationale forpligtelser skal bevare sin opholdstilladelse eller meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7.««

[Internationale forpligtelser]

5) Nr. 7 affattes således:

»7. I § 53 a, stk. 2, 6. pkt., der bliver 7. pkt., ændres »5. pkt.« til: »6. pkt.«, og efter »bortfald efter« indsættes: »§ 17 og«.«

[Korrektion]

Til § 2

6) I den under nr. 1 foreslåede ændring af § 9, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »hvis en udlændings opholdstilladelse«: »inden for de første 2 år efter udrejsen«.

[Tilpasning af tidsperiode for tilbagebetaling]

Til § 4

7) I stk. 1 ændres »1. juni« til: »15. juni«.

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at lovforslaget deles op i to lovforslag (A og B).

Det foreslås, at de elementer fra lovforslaget, der omhandler skærpelse af bortfaldsregler for udlændinge med asyl, herunder regler om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering, udskilles til lovforslaget under A.

Det foreslås, at de elementer fra lovforslaget, der omhandler udvidelse af adgangen til straksudsendelse, udskilles til lovforslaget under B.

Til nr. 2

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ændringsforslag nr. 1.

Til nr. 3

Der foreslås, at der i den foreslåede affattelse af udlændingelovens § 17, stk. 4, indsættes en henvisning til udlændingelovens § 17 b, jf. ændringsforslag nr. 4.

Til nr. 4

Efter det fremsatte lovforslags § 1, nr. 3, foreslås det, at der i udlændingeloven indsættes et § 17 b, hvorefter en afgørelse om bortfald af en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, for udlændinge, der opholder sig i Danmark, tillige vil skulle indeholde en afgørelse om, hvorvidt udlændingen skal meddeles en ny opholdstilladelse.

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes således, at afgørelser om bortfald af en opholdstilladelse efter § 7 og § 8, stk. 1 og 2, vil skulle indeholde en stillingtagen til, om udlændingen i henhold til internationale forpligtelser kan bevare sin opholdstilladelse eller meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7.

Det betyder, at uanset om udlændingen opholder sig i Danmark eller uden for landet, vil der i forbindelse med en afgørelse om bortfald skulle tages stilling til, om Danmarks internationale forpligtelser, herunder flygtningekonventionens artikel 1 C, kræver, at udlændingen skal bevare sin opholdstilladelse eller meddeles en ny opholdstilladelse efter § 7. Det forudsættes, at udlændingen vil bevare sin opholdstilladelse, så længe internationale forpligtelser tilsiger det, og det er ikke en forudsætning for bevarelse af opholdstilladelse, at der træffes en afgørelse herom. Opholdstilladelsen kan således alene anses for bortfaldet, hvis dette er i overensstemmelse med Danmarks internationale forpligtelser.

Hensigten med ændringsforslaget er at sikre, at en udlænding, uanset om bortfaldsbetingelserne i § 17, stk. 1 og 4, er opfyldt, vil kunne bevare en opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 1, eller § 8, stk. 1, hvis rettighederne efter flygtningekonventionen kræver det. Dette vil f.eks. kunne være i et tilfælde, hvor udlændingen ikke har bosat sig i sit hjemland og der således ikke foreligger en ophørsgrund efter flygtningekonventionen artikel 1 C, nr. 4, eller andre ophørsgrunde i øvrigt. For udlændinge omfattet af flygtningekonventionen vil vurderingen og proceduren i væsentligt omfang derfor være den samme, som følger af gældende ret, og der tilsigtes i vidt omfang ikke nogen ændringer i forhold til mulighederne for, at en konventionsflygtning vil kunne bevare en opholdstilladelse.

Den foreslåede ordning vil ikke indebære yderligere rettigheder end dem, der følger af internationale forpligtelser. Det afgørende vil derfor være, om udlændingen fortsat kan anses som værende flygtning i flygtningekonventionens forstand, og sammenholdt med den gældende udlændingelovs regler vil det ikke være afgørende, om udlændingen har taget bopæl i hjemlandet eller opnået beskyttelse i et tredjeland, hvis udlændingen af andre grunde ikke længere kan anses for at være flygtning. En opholdstilladelse vil således tilsvarende kunne bortfalde, hvis der foreligger andre ophørsgrunde efter flygtningekonventionens artikel 1 C, hvilket f.eks. vil kunne være tilfældet, hvis der er sket varige og stabile ændringer i hjemlandet og udlændingen derfor ikke længere kan anses som værende flygtning.

For udlændinge med opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 2, vil der efter ændringsforslaget tilsvarende skulle tages stilling til, om andre internationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vil kunne være til hinder for bortfald. En sådan vurdering foretages dog i relevant omfang allerede i dag efter gældende praksis. Der tilsigtes derudover ingen ændringer i forhold til den foreslåede ordning i lovforslagets § 1, nr. 3, for udlændinge omfattet af udlændingelovens § 7, stk. 2 og 3, og § 8, stk. 2. Lovforslagets § 1, nr. 3, vil således fortsat indebære, at der i et tilfælde, hvor udlændingen opholder sig i Danmark, vil skulle tages stilling til, om udlændingen opfylder betingelserne for en ny opholdstilladelse. I tilfælde, hvor udlændingen meddeles en ny opholdstilladelse, vil begyndelsestidspunktet for opholdstilladelsen skulle regnes fra meddelelsen af den nye opholdstilladelse. Dette står således i modsætning til, hvad der vil gælde for en flygtning, der efter ændringsforslaget vil have ret til at bevare en opholdstilladelse.

Til nr. 5

Det foreslås, at lovforslagets § 1, nr. 7, ændres, så der i udlændingelovens § 53 a, stk. 2, 6. pkt., der bliver 7. pkt., vil ændres en henvisning fra 5. pkt. til 6. pkt.

Ændringsforslaget er en korrektion, da det fremsatte lovforslag skulle have indeholdt en konsekvensændring i lyset af lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 6

Det foreslås, at lovforslagets § 2 ændres, således at den udbetalte hjælp til repatriering skal tilbagebetales, hvis den pågældendes opholdstilladelse ikke kan anses for bortfaldet eller ophørt efter udlændingelovens § 17 inden for de første 2 år efter udrejsen. Forslaget er en konsekvens af ændringsforslaget til § 1, hvorefter en udlænding omfattet af flygtningekonventionen principielt vil kunne opholde sig uden for Danmark i en længere periode end 2 år, uden at vedkommendes opholdstilladelse af den grund skal anses for bortfaldet eller ophørt. Det foreslås derfor, at kravet om tilbagebetaling af udbetalt hjælp til repatriering alene skal gælde inden for de første 2 år efter udrejsen, hvilket svarer til de eksisterende regler om tilbagebetaling, i tilfælde af at en repatrieret udlænding på ny indgiver en ansøgning om opholdstilladelse i Danmark og i forlængelse heraf meddeles opholdstilladelse.

Til nr. 7

Det foreslås, at ikrafttrædelsestidspunktet for lovforslaget rykkes fra den 1. til den 15. juni 2025 for at sikre mere tid til behandlingen af lovforslaget i Folketinget.

5. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. marts 2025 og var til 1. behandling den 29. april 2025. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udlændinge- og Integrationsudvalget.

Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter

Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høringssvar

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og udlændinge- og integrationsministeren sendte den 17. marts 2025 dette udkast til udvalget, jf. UUI alm. del - bilag 75. Den 16. april 2025 og den 23. april 2025 sendte udlændinge- og integrationsministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 9 bilag på lovforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 19 spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Thomas Skriver Jensen (S) Bjørn Brandenborg (S) Frederik Vad (S) Lasse Haugaard Pedersen (S) Gunvor Wibroe (S) Malte Larsen (S) Anders Kronborg (S) fmd. Thomas Jensen (S) Hans Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Erling Bonnesen (V) Heidi Bank (V) Mohammad Rona (M) Nanna W. Gotfredsen (M) Aki-Matilda Høegh-Dam (N) Peter Skaarup (DD) Inger Støjberg (DD) Steffen Larsen (LA) Sandra Elisabeth Skalvig (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Per Larsen (KF) Kim Edberg Andersen (DD) Mikkel Bjørn (DF) nfmd. Karsten Hønge (SF) Anne Valentina Berthelsen (SF) Mads Olsen (SF) Rosa Lund (EL) Zenia Stampe (RV) Helene Brydensholt (ALT)

Borgernes Parti, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Liberal Alliance (LA)15
Moderaterne (M)12
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Dansk Folkeparti (DF)7
Radikale Venstre (RV)6
Alternativet (ALT)6
Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen (BP)1
Naleraq (N)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)5