Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 27. maj 2025
Forslag
til
Lov om forsyning med teknisk vand
Kapitel 1
Formål og definitioner
§ 1.
Loven har til formål at medvirke til at beskytte
vandforbrugerne økonomisk og at sikre kommuners mulighed for
at udøve forsyning med teknisk vand på en
økonomisk hensigtsmæssig måde. Loven skal
endvidere fremme anvendelsen af alternative vandkilder, herunder
genbrug af renset spildevand, og derigennem aflaste
drikkevandsressourcerne.
§ 2.
I denne lov forstås ved følgende:
1)
Forsyningsaktiviteter med teknisk vand: Indvinding, behandling,
transport og levering af vand, der udelukkende foretages med
henblik på anden anvendelse end drikkevand, jf. § 3,
stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v., og som sker med henblik
på levering af vandet til en eller flere aftagere efter
aftale.
2) Teknisk
vand-selskab: En fysisk eller juridisk person, der udøver
eller har til formål at udøve forsyningsaktiviteter
med teknisk vand, og som ikke er et vandselskab omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1 eller 5.
3) Kommunalt
teknisk vand-selskab: Et teknisk vand-selskab, som helt eller
delvis og direkte eller indirekte er ejet af en eller flere
kommuner.
Kapitel 2
Forsyningsvilkår
§ 3.
Teknisk vand-selskaber aftaler vilkårene for
forsyningsaktiviteter med teknisk vand med de enkelte aftagere.
Stk. 2. Teknisk
vand-selskaber skal indgå en skriftlig aftale med de enkelte
aftagere. Aftalen skal omfatte vilkår om, at det leverede
vand udelukkende aftages med henblik på anden anvendelse end
drikkevand, jf. § 3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning
m.v.
Stk. 3. Stk. 1
og 2 finder også anvendelse for forsyningsaktiviteter med
teknisk vand, som udøves af vandselskaber omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 5, og for forsyningsaktiviteter med
teknisk vand, som udøves af vandselskaber omfattet af
vandsektorlovens § 2, stk. 1, efter reglerne om vandselskabers
tilknyttede virksomhed, jf. vandsektorlovens § 18.
Kapitel 3
Vandselskabers forhold til teknisk
vand-selskaber
§ 4.
Forsyningsaktiviteter med teknisk vand må ikke udøves
i et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1,
eller et selskab, som er helt eller delvis og direkte eller
indirekte ejet af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens
§ 2, stk. 1, jf. dog stk. 2.
Stk. 2.
Vandselskaber omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1, eller
selskaber, som helt eller delvis og direkte eller indirekte er ejet
af et vandselskab omfattet af vandsektorlovens § 2, stk. 1,
kan uanset stk. 1 udøve forsyningsaktiviteter med teknisk
vand, som er lovlige efter reglerne om vandselskabers tilknyttede
virksomhed, jf. vandsektorlovens § 18.
Kapitel 4
Organisering af kommunale
forsyningsaktiviteter med teknisk vand
§ 5.
En kommune kan alene eller sammen med andre aktører
udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand med henblik
på levering til aftagere inden for egen kommunegrænse,
jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. En
kommune kan sammen med andre kommuner og eventuelle andre
aktører udøve forsyningsaktiviteter med teknisk vand
med henblik på levering til aftagere i de
pågældende kommuner, hvis
1) de deltagende
kommuner er geografisk tilstødende eller
2) de deltagende
kommuner i fællesskab helt eller delvis og direkte eller
indirekte ejer et vandselskab omfattet af vandsektorlovens §
2, stk. 1.
Stk. 3. En
kommune kan alene eller sammen med andre aktører ud over de
tilfælde, der er omfattet af stk. 1 og 2, udøve
forsyningsaktiviteter med teknisk vand i andre kommuner, hvis disse
forsyningsaktiviteter er fysisk sammenhængende med
forsyningsaktiviteter med teknisk vand, som er omfattet af stk. 1
eller 2.
§ 6.
En kommunes udøvelse af forsyningsaktiviteter med teknisk
vand skal ske på kommercielle vilkår med kommunen som
kapitalejer i et kapitalselskab, hvori der ikke må
udøves andre aktiviteter end forsyningsaktiviteter med
teknisk vand, jf. dog stk. 3 eller § 4.
Stk. 2. En
kommune skal give meddelelse til Vandsektortilsynet, når
kommunen eller et kommunalt selskab etablerer eller helt eller
delvis overtager et teknisk vand-selskab.
Stk. 3.
Bestemmelsen i stk. 1, § 5, stk. 2, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
og § 3, stk. 1, i lov om fjernkøling er ikke til hinder
for, at servicefunktioner for forsyningsaktiviteter med teknisk
vand varetages i et selvstændigt selskab, som også
varetager servicefunktioner i forhold til opgaver forbundet med
affaldshåndtering efter lov om miljøbeskyttelse og
opgaver omfattet af lov om elforsyning, lov om varmeforsyning, lov
om gasforsyning, lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren
og vandsektorloven.
Kapitel 5
Kommunal finansiering af
forsyningsaktiviteter med teknisk vand
§ 7.
En kommune eller et kommunalt selskab må ikke yde tilskud til
eller stille lånegaranti for forsyningsaktiviteter med
teknisk vand, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En
kommune eller et kommunalt selskab kan i forbindelse med etablering
eller hel eller delvis overtagelse af et teknisk vand-selskab
indskyde kapital.
Stk. 3. Et
kommunalt kapitalindskud efter stk. 2 skal på
indskudstidspunktet som minimum modsvares af en tilsvarende
kommunal ejerandel af teknisk vand-selskabet.
Stk. 4.
Beslutning om en kommunes eller et kommunalt selskabs
kapitalindskud efter stk. 2 træffes af kommunalbestyrelsen
på et møde.
Stk. 5.
Udskilles forsyningsaktiviteter med teknisk vand fra et selskab
eller fra et vandselskabs hovedvirksomhed, skal eksisterende
kommunale lånegarantier til disse aktiviteter afvikles.
Overgår et selskab til at være et teknisk vand-selskab,
skal eksisterende kommunale lånegarantier til selskabets
forsyningsaktiviteter med teknisk vand samtidig afvikles, jf. dog
§ 15, stk. 3.
Kapitel 6
Kommunal modregning
§ 8.
Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et
teknisk vand-selskab, registrerer modtagne uddelinger fra og
vederlag ved afståelse af ejerandele i det kommunale teknisk
vand-selskab eller selskaber, der direkte eller indirekte ejer
andele i et sådant selskab.
Stk. 2.
Selskabsmæssige omstruktureringer er ikke omfattet af stk. 1,
når de ejere, der direkte eller indirekte har ejerandele i de
selskaber, som berøres af den selskabsmæssige
omstrukturering, ikke opnår andet vederlag i forbindelse
hermed end direkte eller indirekte ejerandele i samme indbyrdes
forhold i det selskab eller de selskaber, der består efter
den selskabsmæssige omstrukturering. Dette er dog betinget
af, at selskabet eller selskaberne er omfattet af stk. 1.
Stk. 3.
Registrering efter stk. 1 skal omfatte den dato, hvor uddelingen
eller vederlaget er til rådighed for kommunen
(rådighedsdatoen), og beløbets størrelse.
Stk. 4. Ved
afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1 til en fond eller
anden selvejende institution anses afståelsestidspunktet for
rådighedsdatoen efter stk. 3, og der skal efter stk. 1
registreres et vederlag, som mindst svarer til markedsværdien
af de pågældende ejerandele.
Stk. 5.
Kommuner, der helt eller delvis og direkte eller indirekte ejer et
teknisk vand-selskab, indberetter senest den 1. september hvert
år til Vandsektortilsynet de registreringer, som kommunen har
foretaget efter stk. 1, 3 og 4 i det foregående
kalenderår.
Stk. 6.
Indberetning efter stk. 5 skal angive det samlede beløb, der
er blevet til rådighed i det foregående
kalenderår (rådighedsbeløbet), og skal ledsages
af dokumentation for størrelsen af de registrerede
uddelinger og vederlag og for de registrerede
rådighedsdatoer. Endvidere skal indberetningen angive en
beregnet forrentning af rådighedsbeløbet fra de
enkelte rådighedsdatoer og frem til den 1. november i det
år, hvor der sker meddelelse i medfør af stk. 9.
Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1.
januar.
Stk. 7. Kommuner
kan ved indberetning efter stk. 5 fratrække
1)
indskudskapital, som kommunen har indskudt i det
pågældende teknisk vand-selskab, jf. § 7, stk.
2,
2) nettoprovenu
og indskudskapital, som Forsyningstilsynet har godkendt eller
fastsat i medfør af § 35, stk. 5, jf. stk. 1 eller stk.
9, 2. pkt., i lov om gasforsyning, og som for nettoprovenuets
vedkommende har ført eller samtidig fører til
reduktion af kommunens statstilskud i medfør af § 35,
stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og
3) beløb,
som i medfør af § 2, stk. 3, eller § 7 i lov om
kommuners afståelse af vandselskaber, § 12, stk. 1,
eller § 13, stk. 1 eller 6, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren,
§ 37, stk. 1, eller § 37 a, stk. 1 eller 6, i lov om
elforsyning eller § 23 l, stk. 1, eller § 23 m, stk. 1
eller 6, i lov om varmeforsyning har ført eller samtidig
fører til reduktion af kommunens statstilskud i
medfør af § 6 i lov om kommuners afståelse af
vandselskaber, § 12, stk. 10, i lov om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren,
§ 37, stk. 10, i lov om elforsyning eller § 23 l, stk.
10, i lov om varmeforsyning.
Stk. 8.
Vandsektortilsynet træffer afgørelse om, hvorvidt de
indberettede rådighedsbeløb, rådighedsdatoer,
den beregnede forrentning og eventuelle fradrag efter stk. 7 kan
godkendes. Kan Vandsektortilsynet ikke godkende disse,
fastsætter Vandsektortilsynet rådighedsbeløb,
rådighedsdatoer, beregnet forrentning og størrelsen af
eventuelle fradrag. Vandsektortilsynet kan også
fastsætte rådighedsbeløb, rådighedsdatoer,
beregnet forrentning og størrelsen af eventuelle fradrag i
tilfælde, hvor en kommune har modtaget uddelinger fra eller
vederlag ved afståelse af ejerandele omfattet af stk. 1, men
hvor kommunen ikke har foretaget indberetning efter stk. 5.
Stk. 9.
Vandsektortilsynet giver hvert år senest den 1. marts i
året efter indberetningsfristen, jf. stk. 5, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet meddelelse om de efter stk. 8 godkendte
rådighedsbeløb inklusive beregnet forrentning og med
eventuelle fradrag efter stk. 7. Indenrigs- og Sundhedsministeriet
reducerer herefter kommunens statstilskud efter lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner. Overstiger
beløbet efter 2. pkt. det modregnede beløb i det
første modregningsår, beregner Indenrigs- og
Sundhedsministeriet en forrentning af restbeløbet fra den 1.
november i meddelelsesåret til den 1. juli året efter.
Rentesatsen fastsættes til Nationalbankens diskonto den 1.
januar i meddelelsesåret.
Stk. 10. Klima-,
energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om
registreringsfri selskabsmæssige omstruktureringer efter stk.
2.
§ 9.
Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om
indberetning efter § 8, stk. 5 og 6, og om dokumentation og
regnskabsføring for forhold omfattet af § 8, stk. 1, 2,
5 og 6, herunder om indhentning af erklæringer fra kommunens
revisor eller en statsautoriseret revisor.
Kapitel 7
Tilsyn, oplysningspligt og behandling
af oplysninger
§
10. De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn
med overholdelsen af regler i denne lov eller regler udstedt i
medfør af loven.
§
11. Vandsektortilsynet kan påbyde teknisk
vand-selskaber inden for en nærmere bestemt frist at indsende
oplysninger og dokumenter, som er nødvendige for
Vandsektortilsynets varetagelse af opgaver efter denne lov eller
regler udstedt i medfør af loven.
Stk. 2. Et
påbud efter stk. 1 kan omfatte tilvejebringelse af nye
nødvendige oplysninger.
§
12. Myndigheder, som er tillagt opgaver efter loven, og
myndigheder, som tillægges opgaver efter regler udstedt i
medfør af loven, kan behandle, herunder indhente, opbevare
og videregive, oplysninger til brug for deres opgaver og
tilrettelæggelsen heraf.
Kapitel 8
Gebyrer for Vandsektortilsynets
opgavevaretagelse
§
13. Omkostninger forbundet med Vandsektortilsynets drift og
opgavevaretagelse efter § 8, stk. 8 og 9, § 11 og regler
udstedt i medfør af § 9 betales af de kommunale teknisk
vand-selskaber, som er omfattet af Vandsektortilsynets
opgavevaretagelse efter denne lov eller regler udstedt i
medfør af loven.
Stk. 2. Klima-,
energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om betaling
og opkrævning af beløb til dækning af
Vandsektortilsynets omkostninger efter stk. 1.
Kapitel 9
Straf
§
14. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) undlader at
foretage registrering, jf. § 8, stk. 1,
2) undlader at
foretage indberetning, jf. § 8, stk. 5, eller
3) undlader at
efterkomme påbud om at indsende oplysninger eller dokumenter,
jf. § 11.
Stk. 2. I
forskrifter, som udstedes i medfør af loven, kan der
fastsættes straf af bøde for overtrædelse af
bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Der kan
pålægges selskaber m.v. (juridiske personer)
strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 10
Ikrafttrædelses- og
overgangsbestemmelser
§
15. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Stk. 2.
§§ 3-6 finder til og med den 31. december 2026 ikke
anvendelse for selskaber, der på tidspunktet for lovens
ikrafttræden udøver forsyningsaktiviteter med teknisk
vand. For sådanne selskaber finder de hidtil gældende
regler anvendelse. §§ 3-6 finder dog anvendelse for nye
aktiviteter, som påbegyndes i selskaber, der på
tidspunktet for lovens ikrafttræden udøver
forsyningsaktiviteter med teknisk vand.
Stk. 3.
Eksisterende kommunale lånegarantier til
forsyningsaktiviteter med teknisk vand i selskaber, som ved lovens
ikrafttræden overgår til at være teknisk
vand-selskaber, skal være afviklet senest den 31. december
2026.
Stk. 4. En
kommune skal give meddelelse til Vandsektortilsynet, hvis kommunen
eller et kommunalt selskab ejer et selskab, som ved lovens
ikrafttræden overgår til at være et teknisk
vand-selskab.
Kapitel 11
Ændringer i anden
lovgivning
§ 16. I
vandsektorloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 6. marts
2025, som ændret ved § 1 i lov nr. 132 af 16. februar
2016, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 8, nr. 3,
indsættes efter »drikkevand«: », jf. §
3, stk. 1, nr. 3, i lov om vandforsyning m.v.,«.
2. I
§ 19, stk. 2, indsættes
efter »bestemmelse«: », § 4 i lov om
forsyning med teknisk vand«, efter »lov om
varmeforsyning« indsættes: », lov om forsyning
med teknisk vand«, og »lov om naturgasforsyning«
ændres til: »lov om gasforsyning«.
§ 17. I
lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr.
1093 af 11. oktober 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov
nr. 898 af 21. juni 2022 og senest ved § 35 i lov nr. 468 af
14. maj 2025, foretages følgende ændring:
1. I
§ 49 b, stk. 2, indsættes
efter »vand- og spildevandsforsyningsaktiviteter,«:
»forsyningsaktiviteter med teknisk vand,«.
§ 18. I
lov om vandforsyning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1149 af
28. oktober 2024, som ændret ved § 2 i lov nr. 668 af
11. juni 2024 og § 38 i lov nr. 468 af 14. maj 2025, foretages
følgende ændring:
1. §
3 affattes således:
»§ 3. I denne lov
forstås ved følgende:
1) Grundvand:
Vand, som gennem brønde, boringer eller kildevæld
indvindes eller kan indvindes fra undergrunden.
2)
Overfladevand: Vand i vandløb, herunder søer, damme,
kanaler, rørlagte vandløb og drænledninger.
3)
Drikkevand:
a) Alle former
for vand, der enten ubehandlet eller efter behandling er beregnet
til drikkebrug, madlavning, fødevaretilberedning eller andre
husholdningsformål i både offentlige og private
ejendomme, uanset vandets oprindelse, og uanset om det leveres
gennem distributionsnet eller leveres fra tankvogn eller
tankskib.
b) Alle former
for vand, der anvendes i fødevarevirksomheder til
fremstilling, behandling, konservering eller markedsføring
af produkter eller stoffer bestemt til konsum.
c) Alle former
for vand, der anvendes til fremstilling af lægemidler eller
andre produkter, hvortil der stilles særlige
sundhedsmæssige krav til vandet.
4) Almen
vandforsyning: Den person eller juridiske enhed, der ejer et eller
flere vandforsyningsanlæg, der forsyner eller har til
formål at forsyne mindst 10 ejendomme hver, jf. dog stk.
2.
Stk. 2. Et
teknisk vand-selskab, jf. § 2, nr. 2, i lov om forsyning med
teknisk vand, anses ikke for en almen vandforsyning i medfør
af denne lov.«
§ 19. I
lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, jf.
lovbekendtgørelse nr. 63 af 19. januar 2021, som
ændret ved § 8 i lov nr. 923 af 18. maj 2021, § 30
i lov nr. 679 af 3. juni 2023, § 33 i lov nr. 1647 af 30.
december 2024 og § 18 i lov nr. 1655 af 30. december 2024,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 15, stk. 1, 4. pkt.,
indsættes efter »lov om kommuners afståelse af
vandselskaber«: »og § 8, stk. 9, i lov om
forsyning med teknisk vand«.
2. I
§ 15, stk. 4, 3. pkt.,
udgår: »med social- og indenrigsministerens
godkendelse«.
§ 20. I
lov om kommuners afståelse af vandselskaber, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1038 af 17. september 2024, som
ændret ved § 5 i lov nr. 132 af 16. februar 2016 og
§ 35 i lov nr. 1647 af 30. december 2024, foretages
følgende ændringer:
1. I
§ 2, stk. 1 og 2, indsættes efter »i
medfør af«: »§ 8, stk. 1, i lov om
forsyning med teknisk vand,«.
2. To
steder i § 4, stk. 3, ændres
»lov om naturgasforsyning« til: »lov om
gasforsyning«.
3. I
§ 4, stk. 3, indsættes som
4. pkt.:
»En kommune kan endvidere ved
indberetningen efter stk. 1 fratrække indskudskapital, som
kommunen har indskudt i et teknisk vand-selskab, jf. § 8, stk.
7, nr. 1, i lov om forsyning med teknisk vand.«
§ 21. I
lov om varmeforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 124 af 2.
februar 2024, som ændret senest ved § 22 i lov nr. 468
af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 23 l, stk. 8, nr. 1,
ændres »§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,
og« til: »§ 35, stk. 6-8, i lov om
gasforsyning,«.
2. I
§ 23 l, stk. 8, indsættes
efter nr. 1 som nyt nummer:
»2)
indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk
vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med
teknisk vand, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
§ 22. I
lov om elforsyning, jf. lovbekendtgørelse nr. 1248 af 24.
oktober 2023, som ændret senest ved § 25 i lov nr. 468
af 14. maj 2025, foretages følgende ændringer:
1. I
§ 37, stk. 8, nr. 1, ændres
»§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og« til:
»§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,«.
2. I
§ 37, stk. 8, indsættes
efter nr. 1 som nyt nummer:
»2)
indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk
vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med
teknisk vand, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
§ 23. I
lov nr. 1647 af 30. december 2024 om CO2-fangstaktiviteter i forsyningssektoren,
som ændret ved § 40 i lov nr. 468 af 14. maj 2025,
foretages følgende ændringer:
1. I
§ 12, stk. 7, nr. 1, ændres
»§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning, og« til:
»§ 35, stk. 6-8, i lov om gasforsyning,«.
2. I
§ 12, stk. 7, indsættes
efter nr. 1 som nyt nummer:
»2)
indskudskapital, som kommunen har indskudt i et teknisk
vand-selskab, jf. § 8, stk. 7, nr. 1, i lov om forsyning med
teknisk vand, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
Kapitel 12
Territorialbestemmelse
§
24. Loven gælder ikke for Færøerne og
Grønland.