Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 22. april 2025
Forslag
til
Lov om ændring af barnets lov
(Oprettelse af en særlig enhed med
ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle forhold,
der skal anvendes i visse børnesager)
§ 1
I barnets lov, jf. lovbekendtgørelse nr.
282 af 17. marts 2025, som ændret ved § 4 i lov nr. 1703
af 30. december 2024, foretages følgende ændring:
1.
Efter § 171 indsættes:
»Den særlige enhed med ekspertise i
grønlandske sproglige og kulturelle
forhold
§ 171 a. Den nationale videns-
og specialrådgivningsorganisation opretter en særlig
enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle
forhold.
§ 171 b. Kommunalbestyrelsen
skal i sager, hvor det overvejes at anbringe et barn eller en ung
uden for hjemmet, og hvor der som led i en undersøgelse
eller vurdering efter § 22, § 23, § 27, § 51,
stk. 1, nr. 2, eller § 67, stk. 4, nr. 3, i denne lov eller
efter § 31, § 32 eller § 34, stk. 2, nr. 4, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet indgår en psykologisk
undersøgelse eller vurdering af et barn, en ung, en kommende
forælder eller en forældremyndighedsindehaver, som
ellers kunne være foretaget ved en standardiseret psykologisk
test, i stedet for en sådan test anmode den særlige
enhed med ekspertise i grønlandske sproglige og kulturelle
forhold om udredning efter § 166. 1. pkt. finder anvendelse i
sager, hvor et barn, en ung, en kommende forælder eller en
forældremyndighedsindehaver er født eller opvokset i
Grønland eller i øvrigt vurderes at have en tæt
tilknytning til grønlandsk sprog, grønlandsk kultur
og grønlandske værdier. Ved vurderingen efter 2. pkt.
skal der bl.a. lægges vægt på den enkeltes eller
familiens egen beskrivelse og opfattelse af tilknytningen. 1.-3.
pkt. finder tilsvarende anvendelse ved kommunalbestyrelsens
behandling af sager om adoption af et barn eller en ung.
Stk. 2.
Udredningen efter stk. 1 skal sammenfattes i en konklusion, som
skal indgå i grundlaget for kommunalbestyrelsens,
børne- og ungeudvalgets eller
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelse.
§ 171 c. Kommunalbestyrelsen
skal anmode den særlige enhed med ekspertise i
grønlandske sproglige og kulturelle forhold om at
gennemgå alle igangværende anbringelser, der ikke er
behandlet efter § 171 b, og hvor der er eller må antages
at have været anvendt en standardiseret psykologisk test i
forbindelse med undersøgelser og vurderinger efter §
22, § 23, § 27, § 51, stk. 1, nr. 2, eller §
67, stk. 4, nr. 3, i denne lov, § 50, § 51, § 59,
stk. 1, nr. 2, eller § 68 a, stk. 4, nr. 3, i lov om social
service, jf. lovbekendtgørelse nr. 1089 af 16. august 2023,
eller § 31, § 32 eller § 34, stk. 2, nr. 4, i lov om
bekæmpelse af ungdomskriminalitet. 1. pkt. finder anvendelse
i sag, hvor et barn, en ung, en kommende forælder eller en
forældremyndighedsindehaver er født eller opvokset i
Grønland eller i øvrigt vurderes at have en tæt
tilknytning til grønlandsk sprog, grønlandsk kultur
og grønlandske værdier. Ved vurderingen efter 2. pkt.
skal der bl.a. lægges vægt på den enkeltes eller
familiens egen beskrivelse og opfattelse af tilknytningen.
Stk. 2. Finder
den særlige enhed, at anvendelsen af en standardiseret
psykologisk test har ført til en misvisende vurdering, skal
den særlige enhed udarbejde en sammenfattende vurdering af
dette til brug for kommunalbestyrelsens eller
Ungdomskriminalitetsnævnets vurdering af, om sagen skal
genoptages.
Stk. 3. I sager
efter stk. 1 finder § 168 i denne lov og § 11 d i lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område
tilsvarende anvendelse.
§ 171 d. §§ 171 b og
171 c finder alene anvendelse, i det omfang en
forældremyndighedsindehaver, en kommende forælder eller
en ung, der er fyldt 15 år, giver samtykke til, at
kommunalbestyrelsen anmoder den særlige enhed med ekspertise
i grønlandske sproglige og kulturelle forhold om udredning
eller sagsgennemgang af en igangværende anbringelse, jf. dog
stk. 2.
Stk. 2.
Kommunalbestyrelsen kan uanset stk. 1 fravige kravet om samtykke
under hensyn til barnets eller den unges bedste.
Stk. 3. Social-
og boligministeren kan fastsætte nærmere regler om
behandlingen af sager efter §§ 171 b og 171 c og om
sammensætning m.v. af den særlige enhed med ekspertise
i grønlandske sproglige og kulturelle forhold, herunder krav
til enhedens viden og kompetencer i forhold til tværkulturel
psykologi og grønlandsk sprog og kultur m.v.
Godtgørelse for nødvendig befordring
til og fra specialrådgivning m.v. i den nationale videns- og
specialrådgivningsorganisation«.
§ 2
Loven træder i kraft den 1. maj 2025.