Beretning afgivet af Retsudvalget den 3.
juni 2025
1. Politiske bemærkninger
Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti,
Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Moderaterne, Det
Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale
Venstre, Alternativet, Inuit Ataqatigiit og
Sambandsflokkurin
Et flertal i
udvalget (udvalget med undtagelse af N) noterer sig, at den danske
pakkepost ikke bør indeholde ulovlige varer såsom
narkotika, våben, fyrværkeri, kopiprodukter etc.
Det bemærkes, at det i de seneste
år er blevet lettere for kriminelle at finde på
kreative metoder til at omgå den danske lovgivning for at
distribuere ulovlige produkter via pakkeposten. Dette viser sig
ved, at der har været en stigning i antallet af ulovlige
produkter, som smugles ind i Danmark og herefter relativt let kan
transporteres rundt i landet via pakkeposten.
Flertallet noterer sig, at det er
afgørende, at tilgængeligheden og det stigende
ulovlige forbrug af ulovlige produkter såsom narkotika
bør bekæmpes.
Flertallet er enige om, at det bør
undersøges, hvordan ny teknologi, der eksempelvis gør
det muligt for pakkecentre at scanne varer for ulovligt indhold,
kan være med til at bekæmpe problemet med ulovlige
varer i pakkedistributionscentrene.
Derfor igangsættes et arbejde
på tværs af tre ministerier, Transportministeriet,
Justitsministeriet og Skatteministeriet, om muligheden for at
stille et lovkrav til de danske postvirksomheder om at scanne
forsendelser med teknologi, der kan udfinde ulovlige varer.
Afhængigt af udfaldet af det
igangsatte arbejde vil dette f.eks. kunne føre til
pilotprojekter med tilgængelig ny teknologi, så
myndighederne kan vurdere, hvordan man fremadrettet vil integrere
ny teknologi og gøre sig erfaringer med et samarbejde, der
vil involvere flere myndigheder.
På denne baggrund tilslutter
flertallet sig det tværministerielle arbejde, som er
igangsat, og at det i den forbindelse undersøges, hvordan
man sikrer fornuftige rammer, der kan forhindre smuglingen af
illegale varer via pakkeposten, og at muligheden for at
iværksætte ovennævnte pilotprojekt afsøges
i dialog med relevante pakkedistributører.
Borgernes Parti og Javnaðarflokkurin
havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed
ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i
beretningen.
2. Udvalgsarbejdet
Beslutningsforslaget blev fremsat den 20.
marts 2025 og var til 1. behandling den 9. maj 2025.
Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til
behandling i Retsudvalget.
Oversigt over beslutningsforslagets
sagsforløb og dokumenter
Beslutningsforslaget og dokumenterne i
forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under
beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside
www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet beslutningsforslaget
i 2 møder.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag
på beslutningsforslaget.
P.u.v.
Steffen Larsen
Formand