Vil ministeren redegøre for, hvorfor gyldigheden af et pas til udlændinge over 18 år kan forlænges et ubegrænset antal gange i op til 10 år fra det tidspunkt, hvor passet er udstedt, når gyldigheden af pas til danske statsborgere alene kan forlænges én gang for det tidsrum, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og ikke ud over 1 år? Vil ministeren endvidere kommentere, at sagsbehandlingstiden for forlængelse af pas til udlændinge ifølge Udlændingestyrelsens hjemmeside er 5 måneder, mens sagsbehandlingstiden for udstedelse af et nyt pas til udlændinge er 3 måneder? Vil ministeren på den baggrund tilkendegive, om ministeren – som spørgeren – finder det betænkeligt, henset til at ansøgning om forlængelse af et pas til en udlænding er gebyrfrit, mens en ansøgning om et nyt pas til en udlænding koster 894 kr.? Vil ministeren på denne baggrund, og henset til svar på UUI alm. del - spm. 328 (folketingsåret 2022-23 (2. samling)), hvor det fremgår, at ministeren ikke er afvisende overfor at pålægge ansøgninger om tilbagerejsetilladelser et gebyr, og at ministeren har anmodet sit ministerium om at kigge ind i rammerne og muligheden for dette, redegøre for, om ministeren tillige vil indføre et passende gebyr for ansøgning om forlængelse af pas til udlændinge samt begrænse muligheden for forlængelse til én gang af en varighed, som er påkrævet af hensyn til rejsens varighed og ikke ud over 1 år?
Dato: 08-09-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
indvandrere og integration