Vil ministeren kommentere på, at en udvisningsdømt LTF'er fra Kærshovedgård i en straffesag om dødskørsel ifølge Ekstra Bladet ankom som tiltalt ved et nævningeting ved Retten i Herning »klædt i hundedyre mørke Hugo Boss-bukser, læderbælte fra Yves Saint Laurent, spritnye sorte sneaks på fødderne, dueblå skjorte og over den en casual sort strikpullover«, og vil ministeren på baggrund heraf oplyse, om beskrivelsen giver ministeren anledning til nærmere overvejelser af, hvor mange værdier udvisningsdømte indkvarteret med kontrolforanstaltninger må besidde uden at blive modregnet for de udgifter, der er forbundet med deres kost og logi? Vil ministeren endvidere redegøre for, om den pågældende har forfalden gæld til det offentlige fra tidligere sager, som er sendt til inddrivelse i Gældsstyrelsen, og i givet fald om udlændingemyndighederne orienterer Gældsstyrelsen, hvis der ses dyrt modetøj, dyre smykker eller andre værdifulde ejendele på indkvarteringsstedet, som Gældsstyrelsen kan foretage udlæg i, og for om der er behov for et mere effektivt og koordineret samarbejde mellem udlændingemyndighederne og Gældsstyrelsen i den henseende? Der henvises til artiklen »LTF'er om dødskørsel: Jeg kørte meget forsigtigt«, ekstrabladet.dk, den 6. maj 2025.
Dato: 07-05-2025
Status: Ikke besvaret
Emne:
udvisning og repatriering