Miljø- og Fødevareudvalget (MOF) Alm. del

Samling: 2024-25

Spørgsmål 1254

Det Dyreetisk Råd udgav i 2010 en »Udtalelse om jagt« (www.detdyreetiskeraad.dk), hvori rådet blandt andet udtaler, at »det principielt er uacceptabelt at skyde dyr i perioder, hvor der er risiko for, at afkom efterlades til at dø af sult og tørst. Dette princip gælder naturligvis også for de dyr, der skydes i forbindelse med almindelig jagt.« Samt at »Det Dyreetiske Råd finder, at diskussionen om fastsættelse af de tidsmæssige begrænsninger for jagt og regulering er kompleks. Rådet er klar over, at de nævnte hensyn allerede indgår i fastsættelsen af de perioder, hvor dyr må skydes, men Rådet mener, der er plads til diskussion af, hvilken vægt de forskellige hensyn tillægges. Efter Rådets opfattelse bør tidsperioderne fastsættes, så der er fokus på i tilstrækkeligt omfang at tilgodese hensyn til dyrevelfærd og således, at usikkerheder kommer dyrebestandene til gode«. Dyrevelfærdsloven omfatter også vildtlevende dyr. Loven har jf. § 1 til formål »at fremme god dyrevelfærd, herunder beskytte dyr, og fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener. Loven har endvidere til formål at varetage dyreetiske hensyn«. I § 2 fastsætter loven, at »Dyr er levende væsener og skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe«. Vil ministeren i lyset heraf oplyse, om det vil være i overensstemmelse med dyrevelfærdslovens formål om at »beskytte dyr«, »fremme respekt for dyr som levende og sansende væsener« samt bestemmelserne om at dyr skal »behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe« at nedlægge moderdyr, som aktuelt dier deres yngel, som led i rekreativ jagt? Vurderer ministeren, at det må anses som værende i strid med dyrevelfærdsloven og dermed ulovligt at nedlægge moderdyr på tidspunkter, hvor det vides, eller hvor der er reel risiko for, at yngel efterlades til at dø af sult og tørst? Vil ministeren oplyse om Dyrevelfærdslovens afvejning af hensyn til dyrenes tarv i forhold til menneskelige aktiviteter skal afspejle det forsigtighedsprincip, Dyreetisk Råd anbefaler ved at pege på, at »usikkerheder bør komme dyrebestandene til gode«?
Dato: 24-09-2025
Status: Ikke besvaret
Emne: dyr og dyrevelfærd

Udvalgsspørgsmål

Dokumentdato: 24-09-2025
Modtaget: 24-09-2025
Omdelt: 24-09-2025

Spm. om Dyrevelfærdslovens afvejning af hensyn til dyrenes tarv i forhold til menneskelige aktiviteter skal afspejle det forsigtighedsprincip, Dyreetisk Råd anbefaler ved at pege på, at »usikkerheder bør komme dyrebestandene til gode«

Udvalgsspørgsmål (pdf-version)
Html-version