Vil ministeren på baggrund af SMVdanmarks analyse ”Stigende antal kolde hænder i den offentlige administration” af 14. april 2025 oplyse:
a. Hvilke faggrupper, der gemmer sig bag de 66 pct. flere "kolde hænder"? Hvor mange af de seneste 12 års nyansatte i offentlig administration er f.eks. jurister, journalister, kommunikationsfolk, antropologer, klimakonsulenter eller akademiske generalister?
b. Hvad er den aktuelle fordeling af alle offentligt ansatte – på tværs af sektorer – på faggrupper? Kan ministeren oplyse, hvor mange der arbejder som hhv. sygeplejersker, SOSU'er, pædagoger, lærere, læger – sammenlignet med antallet af akademikere i stabs- og støttefunktioner?
c. Hvor mange offentligt ansatte arbejder reelt med borgernær velfærd – og hvor mange sidder bag skriveborde med dokumentation, evaluering og procesoptimering? Kan ministeren fremlægge en detaljeret opgørelse over, hvor mange ansatte der har direkte borgerkontakt, og hvor mange der arbejder med interne administrative eller strategiske funktioner?
d. Kan ministeren dokumentere, hvilke konkrete opgaver de 20.900 flere akademikere løser i dag, som ikke kunne løses af andre faggrupper?
e. Hvorfor er det nødvendigt, at 1/3 af de administrative medarbejdere i dag har en lang videregående uddannelse – og hvordan harmonerer det med ambitionen om at bringe beslutninger tættere på borgerne?
f. Hvordan har forholdet mellem "varme hænder" (f.eks. SOSU'er, lærere, pædagoger) og "kolde hænder" (akademikere i administration) udviklet sig siden 2013?
g. Hvordan fordeler væksten i akademiske ansatte sig på de forskellige sektorer – stat, regioner og kommuner?
h. Er der bestemte ministerier, styrelser eller kommunale forvaltninger, hvor væksten er særlig markant?
i. Hvad er den samlede lønudgift for de 20.900 flere akademikere i den offentlige administration – og hvordan måler regeringen værdien af deres arbejde? Er der lavet en effektmåling på, om disse ressourcer giver bedre offentlig service eller blot mere administration?
Dato: 16-04-2025
Status: Endeligt besvaret
Emne:
administration