Spm. nr. US 48

Tak for det. Allerførst vil jeg egentlig godt rose statsministeren lidt – det er mig meget uvant – for, at statsministeren var så klar i mælet efter Hamas' modbydelige terrorangreb den 7. oktober 2023. Jeg husker en statsminister, der stod meget tydeligt frem med en meget klar støtte til Israel i den forbindelse, og det var en støtte, som jeg er ubetinget enig med statsministeren i. Vi har også senere hen haft nogle samtaler nærmere end diskussioner om præcis det her emne. Jeg er selv lige kommet hjem fra endnu en tur til Israel, og der er ingen tvivl om, at det er et traumatiseret land efter Hamas' fuldstændig modbydelige terrorangreb, hvor man tog 140 gidsler med ind til Gaza – fuldstændig uskyldige mennesker – man slog 1.200 mennesker ihjel, brændte folk levende, torturerede, voldtog. Altså, det er scener, som vi ikke kan forstå.

Men nu er det jo så sådan, at statsministeren rejser meget rundt i verden og måske er mere opmærksom på mange andre ting i øjeblikket. Og alt imens det sker, kan vi så se, at vi har en udenrigsminister i skikkelse af hr. Lars Løkke Rasmussen, der jo sammen med resten af venstrefløjen nu er begyndt at lægge en helt anden linje i konflikten, når det handler om Israel og Palæstina. Senest stemte Danmark for en resolution, der opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at godkende Palæstinas ansøgning om at blive fuldgyldigt medlem af FN. Derfor er mit spørgsmål kort og godt: Hvorfor mener statsministeren, at tiden nu er kommet til at anerkende Palæstina som stat, når der stadig sidder israelske gidsler fanget inde i Hamas' spind inde i Gaza? Og hvilket signal synes statsministeren det her sender til Israel?

Tak. Statsministeren.

Tak for spørgsmålet, og tak for opsummeringen af, hvad det var, der foregik den 7. oktober 2023. Jeg deler ikke alene gengivelsen af, hvad det var, der foregik, men også, at det var et bestialsk, modbydeligt terrorangreb. Det er det største angreb på jøder, vi har set i verden siden anden verdenskrig og holocaust. Derfor har Israel ret til at forsvare sig selv imod Hamas og imod andre, der ikke vil Israel det godt. Det har været fuldstændig afgørende, at vi er mange lande, der har sagt det fra den 7. oktober og fortsat siger det.

Jeg er også meget, meget enig i, at det er kritisk, at der fortsat er gidsler. Vi ved ikke ret meget om deres tilstand, og jeg begræder de mange familier, der nu efter et halvt år endnu ikke ved, hvad der er sket med deres kære.

Det er samtidig også vigtigt at sige, at vi skal have fundet en løsning på den konflikt, der er i Mellemøsten. Jeg ved ikke, hvor Danmarksdemokraterne ligger, men den position, vi har i Danmark, er, at vi ønsker en tostatsløsning. En tostatsløsning indebærer, at palæstinenserne anerkender Israels ret til at eksistere, og den indebærer en samtidig israelsk accept af, at palæstinenserne skal have en stat. Det, der er verdenssamfundets udfordring i dag, er, at vi ikke kan forhandle med Hamas – det siger sig selv, for det er en terrororganisation, og de vil ikke have fred, og de anerkender ikke Israel. Vores udfordring er også, at den nuværende israelske regering ikke ønsker en tostatsløsning. Så det arbejder vi fortsat på, og derfor anerkender vi heller ikke fra dansk side Palæstina som stat. Det vil vi først gøre i sammenhæng med en tostatsløsning. Det er bare for at korrigere det, der blev sagt i indledningen.

Til gengæld ønsker vi to ting. Vi ønsker, at vi får løst den humanitære katastrofe, der udspiller sig i Gaza, og derfor skal Israel lukke mere humanitær hjælp ind, og man skal afstå fra at gå ind i Rafah. Det har vi sagt meget klart fra rigtig mange landes side, også fra dansk side. Og så ønsker vi altså, at palæstinenserne skal have en international stemme. Derfor havde vi den stemmeafgivning i FN.

Spørgeren.

Det ændrer bare ikke på, at det her er en blåstempling af Palæstina; det er en også indirekte en blåstempling af Hamas – eller jeg vil faktisk sige en direkte blåstempling af Hamas – når man gør, som man gør, og når man siger som udenrigsministeren, som lige for nylig her i fredags udtalte, at det her jo selv i en mørk tid også er et håb for fremtiden. Altså, et håb for hvem? Et håb for Hamas? Det er jo det, at man giver et håb for en terrororganisation nu, når man på den her måde blåstempler det. Derfor undrer det her meget voldsomme kursskifte mig enormt meget.

Det er ikke lang tid siden – det var i april måned – at Socialdemokratiet stod her i Folketingssalen og stemte nej til et beslutningsforslag fra venstrefløjen, der netop skulle anerkende Palæstina. Nu ser det pludselig anderledes ud. Hvorfor den her slingrekurs, statsminister? Jeg synes, det er så skuffende.

Statsministeren.

Det er ikke rigtigt, at det ser anderledes ud. Jeg sagde det faktisk lige for få sekunder siden: Vi kan ikke anerkende Palæstina som stat, før der er en tostatsløsning. Det bliver nødt til at være en del af det. For anerkender vi Palæstina som stat uden en tostatsløsning, betyder det jo, at vi ikke kan garantere israelerne deres sikkerhed, og så er vi lige vidt. Israel har ret til at eksistere. Vi er venner af Israel. Forudsætningen for, at Israel kan eksistere, er, at der er sikkerhed for det israelske folk.

Vi har behov for en bæredygtig løsning, for der er også et palæstinensisk folk, og deres børn har også ret til at vokse op i sikkerhed og i tryghed. Og den humanitære situation, der er i Gaza – i øvrigt kombineret med bosættelser på Vestbredden, som er fuldstændig uacceptable, fuldstændig uacceptable, – gør, at de levevilkår, der lige nu er for rigtig mange palæstinensere, er uacceptable. Derfor skal vi have meget mere humanitær bistand ind, og vi skal arbejde for en tostatsløsning. Derfor kunne jeg måske også godt tænke mig at vide, om Danmarksdemokraterne egentlig er tilhængere af den tostatsløsning, som vi i Europa er tilhængere af.

Spørgeren.

Det ved statsministeren udmærket godt, for det har vi faktisk også diskuteret her i Folketingssalen. Så det ved statsministeren godt. Ja, det er vi, men det kommer til at tage lang tid. Det er jeg ikke i tvivl om. Det siger statsministeren i øvrigt også selv i dag her på Ritzau – hvis ellers statsministeren er citeret korrekt, og det går jeg ud fra – nemlig at det er på meget lang sigt, at der kommer en tostatsløsning. Derfor undrer det da bare, at man går den anden vej rundt, hvor man så nu ønsker at anerkende og give Palæstina en stemme i FN. Det er da et knæfald over for Hamas, og det er da er den forkerte vej rundt, hvis statsministeren vel at mærke mener, at man er venner af Israel.

Jeg er ikke sikker på, at det er hele regeringen, der er det, for med de udtalelser, vi ser fra udenrigsministeren, virker det ærlig talt lidt anderledes. Det virker, som om man har fokus på Palæstina og ikke på Israel, og det endda på en dag som i dag, der er uafhængighedsdagen i Israel. Hvad er statsministerens svar til de israelere, der savner deres kære, der sidder som gidsler, og som har mistet deres kære og er dybt traumatiserede efter voldtægter den 7. oktober? Det er, at man nu ønsker at give palæstinenserne en stemme.

Statsministeren.

Nu har jeg jævnligt kontakt både med det jødiske mindretal i Danmark og med den israelske regering og har også haft mulighed for at have samtaler med den israelske præsident undervejs i det her forfærdelige forløb, og jeg tror ikke, der er nogen i Israel, der er i tvivl om Danmarks støtte. Men der må så heller ikke være nogen palæstinensiske børn, der er i tvivl om, at vores hjerte græder, når de bliver slået ihjel. Og med al respekt, vil jeg sige til fru Inger Støjberg, kan man jo godt have fokus flere steder på en gang. Man behøver ikke kun at fokusere på én ting. Man kan godt bakke op om Israels ret til et forsvar og til at forsvare sig selv, samtidig med at man understøtter den humanitære hjælp til de tusindvis af børn, der er uskyldige. Hamas er ansvarlig for et terrorangreb, som er så bestialsk, at man knap kan gengive det. Men de palæstinensiske børn har ret til at drikke vand, de har ret til at spise mad, de har ret til at komme i skole. Og jødiske børn i Israel har ret til at vide, at deres fremtid er sikker. Det er det, vi arbejder for.

Tak. Spørgsmålet er afsluttet. Vi går videre. Så er det fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.