Spm. nr. S 782

3) Til udenrigsministeren af:

Trine Pertou Mach (EL):

Hvad er ministerens opfattelse af Danmarks og det øvrige internationale samfunds indsats og ansvar for at forhindre yderligere dødsfald som følge af sult i Gaza?

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hvad er ministerens opfattelse af Danmarks og det øvrige internationale samfunds indsats og ansvar for at forhindre yderligere dødsfald som følge af sult i Gaza?

Ministeren.

Hvis jeg skal sige det ganske kort, har det internationale samfund og dermed også Danmark et stort ansvar, fordi vi jo står med noget, der har udviklet sig til en humanitær katastrofe efter Hamas' terrorangreb på Israel, der så har udløst et gensvar, der nu har pågået i mere end et halvt år. Derfor har vi også over for Israel – og det har vi gjort både bilateralt og i EU og i FN – udtrykt vores dybe bekymring og understreget nødvendigheden af, at den humanitære situation akut forbedres. Vi har også sammen med EU og ligesindede lande gradvis øget det politiske og diplomatiske pres på Israel og gør det fortsat og opfordret begge parter i konflikten til at overholde den humanitære folkeret.

I vores dialog med Israel har vi med stadig større styrke understreget den afgørende nødvendighed af uhindret humanitær adgang, åbning af flere grænseovergange og beskyttelse af humanitære aktører. Vi har også på det kraftigste opfordret Israel til ikke at indlede en landoffensiv i Rafah – en opfordring, der også blev gentaget i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i slutningen af marts sammen med en opfordring til en øjeblikkelig humanitær pause, der kan bane vejen for en holdbar våbenhvile og frigivelse af gidslerne. Yderligere har Danmark spillet en aktiv og, tror jeg, almindelig internationalt anerkendt konstruktiv rolle i forhold til genetableringen af tillid til UNRWA i lyset af organisationens uomgængelige humanitære rolle.

Så har den internationale domstol jo med de seneste foreløbige foranstaltninger bl.a. beordret Israel til at samarbejde med FN om øjeblikkelig at sikre, at tilstrækkelig nødhjælp kommer ind i Gaza. Desuden har FN's Sikkerhedsråd opnået enighed om at kræve en øjeblikkelig våbenhvile under ramadanen og behov for øget humanitær bistand og fjernelse af alle barrierer for uddeling af humanitær nødhjælp. Herudover spiller USA en helt central rolle, senest med skærpelsen af det amerikanske pres på Israel, som i kombination med det samlede internationale pres jo har medvirket til en udmelding fra Israel om at ville genåbne grænseovergangene i Erez til det nordlige Gaza og den israelske havn i Ashdod. Og vi opfordrer på det kraftigste til, at løftet efterleves hurtigst muligt.

Så kan jeg sige, at vi jo helt aktuelt – i forgårs var det vel – har lanceret en ny humanitær pakke fra dansk side på 100 mio. kr. til Palæstina.

Tak. Når formanden rejser sig, er det, fordi tiden er gået. Nu er det spørgeren. Værsgo.

Tak. Det vil jeg notere mig ud af øjenkrogen. Tak til udenrigsministeren for det første svar. Det er jo klart, at årsagen til det her spørgsmål er tal, som udenrigsministeren også godt kender, om, hvor mange børn under 2 år i det sydlige Gaza, som FN vurderer er akut fejlernærede, det er nemlig 5 pct. af børnene under 2 år. Vi ved, at børn er døde af sult og dehydrering. Allerede i februar fortalte Jens Lærke, som er talsmand for OCHA, FN's humanitære agentur, at konvoj efter konvoj er blevet nægtet adgang af de israelske myndigheder til Gaza. Den slags citater er der mange af fra internationale organisationer, som ellers skal levere den nødhjælp, som verdenssamfundet jo gerne vil give, men som Israel ikke tillader at komme ind.

Som udenrigsministeren også var inde på, har den internationale domstol tilbage i januar pålagt Israel at sikre levering af den bistand, som er nødvendig for at forbedre livsvilkårene for den palæstinensiske befolkning i Gaza. For små 2 uger siden beordrede domstolen endnu en gang Israel til uden forsinkelser at lade nødhjælp komme ind i Gazastriben, netop fordi sult og hungersnød spreder sig. Det er jo åbenlyst ikke sket, heller ikke siden da. Josep Borrell bruger ligefrem ord som: sult er nu et våben. Det vil sige, at vi taler om en sultkatastrofe, der er menneskeskabt. Det tror jeg egentlig ikke udenrigsministeren og jeg er uenige om at det er. Det, der er det vigtige her, er selvfølgelig, om det diplomatiske pres, som jeg fuldt ud anerkender Danmark er en aktiv del af, også de politiske bekymringer, der bliver udtrykt, i virkeligheden er nok. De børn, der sulter, kan ikke vente på, at dansk diplomatisk pres virker. Er det ikke ved at være tid til at tage andre midler i brug end diplomatisk pres og verbale formaninger?

Ministeren.

Men det er jo desværre utvivlsomt en sandhed, endda uden modifikationer, at et dansk diplomatisk pres ikke kommer til at virke, hvis det står alene. Så meget bokser vi ikke over vores egen vægtklasse. Men vi indgår jo i et internationalt samarbejde og forsøger der at bidrage til, at man skærper det diplomatiske pres på Israel. Det er derfor, vi har arbejdet for at opnå den stærkest mulige EU-enighed, også i hele spørgsmålet om f.eks. sanktioner mod ekstremistiske bosættere på Vestbredden, som vi er ved at være i mål med, og en stærk EU-position i forhold til spørgsmålet omkring våbenhvilen m.v. For jeg tror, vi deler – det ved jeg vi gør – analysen af, at vi står med en humanitær katastrofe.

Så står vi i øvrigt også efter mine bedste begreber – men det er jo lidt en anden diskussion – med en situation, hvor jeg i hvert fald er nået til den konklusion, at Israel ikke varetager deres egne, hvad kan man kalde det, langsigtede strategiske interesser. Men det har for så vidt ikke noget med den humanitære katastrofe at gøre.

Tak. Så er det spørgeren. Værsgo.

Tak. I forhold til det diplomatiske pres kan Danmark selvfølgelig ikke gøre det alene, men vi kan dog gøre noget, og vi kan gøre noget i international sammenhæng. Men pointen er vel sådan set, at det åbenlyst ikke har været nok til at få tilstrækkeligt med nødhjælp ind til den palæstinensiske befolkning, hvor hungersnøden spreder sig, og hvor man efterhånden ikke kan påføre sultkatastrofen flere tillægsord. Så spørgsmålet er i virkeligheden, om udenrigsministeren har en rød linje. Altså, er der et punkt, hvor ordene ikke er nok, og hvor man må tage sanktionsredskaberne i brug? Er der en rød linje for dansk udenrigspolitik i forhold til det her?

Ministeren.

Jeg synes, at det bliver for nedslående at vurdere, at presset slet ikke virker. Altså, jeg er ikke i tvivl om, at når Israel her for nylig har åbnet yderligere en grænseovergang, der kan øge kapaciteten og åbne den her havn, så er det et udtryk for et stigende internationalt pres og jo – for nu ikke at overspille egne kort – i høj grad et stigende amerikansk pres og også en indikation fra den amerikanske præsident om, at tingene ikke kan fortsætte, hvis Israel bare fortsætter. Og det er jo den strøm, som Danmark også lægger sig i, og hvor jeg sådan set mener at vi ligger rigtigt som dem, der argumenterer for, at ja, selvfølgelig har Israel ret til selvforsvar oven på et frygteligt Hamasangreb den 7. oktober, men hvor vi også har en bevidsthed om, at nok er det en ny ting med den 7. oktober, men det er jo et nyt kapitel i en bog, der også har kapitler, der er ældre, og kapitler, der er nyere, og derfor skal vi skabe det her holistiske pres på Israel.

Så er det spørgeren for et afsluttende spørgsmål. Værsgo.

Tak. Det, vi står med lige nu, er en akut katastrofal situation, hvor hungersnøden i Gaza breder sig. I sidste uge anmodede vi fra Enhedslistens side om en hasteforespørgsel for netop i Danmark og i det danske Folketing at sætte fokus på, hvad man fra dansk og international side kunne gøre, fordi det her er noget, der haster. Det afviste regeringspartierne, og det undrer mig egentlig, hvorfor man afviser noget, der er så hastende, som netop en sultkatastrofe er, og hvor vi kunne have diskuteret, hvad der kunne ligge neden under alle ordene, og hvilke redskaber vi kunne tage i brug. Hvad er egentlig årsagen til, at man afviste den hasteforespørgsel?

Ministeren.

Der må jeg med stor ærlighed i stemmen sige, at det kan jeg ikke redegøre for. Jeg deltager gerne i en debat. Jeg ved ikke, om en hasteforespørgsel er det bedste format. Men jeg deltager gerne – og det synes jeg også at jeg gør – løbende i drøftelser omkring de her spørgsmål og gør det jo meget i FN , hvor vi får lejlighed til at gøre det senere på ugen, og også på ordførermøder og i øvrigt også i offentligheden. Senest her den anden dag, hvor en række demonstranter afbrød et partiarrangement, sendte jeg også et signal til dem om, at jeg gerne stiller mig op og diskuterer det her. Det har jeg ingen problemer med. Men om det kan diskuteres udtømmende inden for rammerne af en hasteforespørgselsdebat, er måske et mere åbent spørgsmål.

Tak. Så er dette spørgsmål afsluttet.

Det næste spørgsmål er også til udenrigsministeren og er stillet af fru Trine Pertou Mach, Enhedslisten.