Tak for det. Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke. Nu var Alternativet jo også en del af det parlamentariske grundlag for den tidligere regering, og hvem der stod for hvad i de rum, kan jeg ikke sige, for jeg var ikke med i de rum. Men jeg kan jo lave et nedslag og se, hvad der er sket i den sidste periode, og jeg synes, at der er sket markante skridt, også dér, i den rigtige retning.
Under min forgænger blev det jo forbudt at anvende sprøjtemidler på befæstede arealer. Det trådte i kraft den 1. januar her i år, og det mindsker jo nedsivning til grundvand og afløb til vandmiljøet. Så er det også sådan, at man i 2022 indgik en bred politisk aftale om at nedbringe belastningen på miljø og sundhed fra sprøjtemidler. Man havde et mål på 27 pct. i forhold til den hidtidige belastning; det er sådan en plan, der går fra 2022 til 2026.
Hvordan når man dertil? Det gør man jo bl.a. ved at stramme afgiftsskruen, og det er jo et kendt redskab her. Det var det, man politisk også var enige om bredt, og der kan vi se, at den afgiftsstigning trådte i kraft i april sidste år; det havde man så aftalt med min forgænger, men det var mig, der havde ansvaret for, at det trådte i kraft.
Så kan jeg måske også fremhæve, at noget, som man gjorde, og som er vigtigt, var, at vi jo i Danmark har de her testmarker, hvor vi tjekker grundvandet og tjekker nedsivningen. Det er ikke noget, vi skal i forhold til EU, men det gør vi ekstra for at passe på vores grundvand, og der er også tilført ekstra midler til at sikre overvågning af disse testmarker, hvor man altså kan teste fuldstændig klart, om der er nogen risiko for nedsivning fra de sprøjtemidler, som bruges. For desværre er det jo sådan, at det er mange år siden, at det, vi finder i drikkevandsboringerne, blev brugt på vores marker. Så hvis man begår en fejl her, går der mange år, inden vi opdager det. Derfor er det vigtigt at gøre det rigtige.