Hele den her sag handler jo om, at vi i 20 år løbende har haft kritik af vores miljølovgivning, både fra eksperter og fra EU's side. Vi har også en hel masse verserende sager, traktatkrænkelsessager, som EU rejser mod Danmark, fordi der er en hel masse af vores miljølovgivning, som ikke i tilstrækkelig grad implementerer EU-retten.
Hvor det forrige spørgsmål jo handlede om den politiske vægtning mellem erhvervslivets ret til at forurene gennem vores allermest forurenende virksomheder versus miljø og sundhed på den anden side, handler det her spørgsmål om, hvorvidt den politiske linje, som jeg mener regeringen fører, og som vi kan se i regeringsgrundlaget, måske slet ikke er EU-komplementært, altså at det simpelt hen er EU-retsstridigt, hvis vi ikke implementerer den EU-lovgivning, der er.
Så det er faktisk ikke et spørgsmål om politisk afvejning, vægtning og interesser, men meget mere et spørgsmål om juraen, og om vi følger EU-retten. Der har vi i hvert fald en masse eksperters ord igennem mange år for, og det er foranlediget af en masse forskellige sager, at der er meget store bekymringer, og vi har masser af konkrete sager, hvor EU rejser specifikke kritikpunkter.
På baggrund af alt det synes jeg virkelig, vi i højere grad skulle kigge på det generelle, og det her handler ikke kun om miljøansvarsdirektivet; det handler om alle miljødirektiver og naturdirektiver i forhold til at se på, om vi kan sikre en bedre implementering af al den lovgivning, vi faktisk har været med til at vedtage. Vi skal jo igen lige huske, at EU-retten ikke er sådan et spøgelse derude, som nogle nogle gange vil gøre det til. Det er os selv, der har været med til at beslutte, at vi i Europa har en fælles prioritering af et sundt miljø, som vi så i praksis ikke har, fordi vi ikke har implementeret al den lovgivning.