Tak til fru Lotte Rod og Radikale Venstre for at give mig mulighed for at svare på spørgsmålet og måske også tilbagevise en misforståelse. For vi kommer ikke til at fjerne gymnasiernes udkantstilskud. Faktisk har regeringen prioriteret 30 mio. kr., så alle gymnasier kan få deres normale udkantstilskud næste år. Det var der ellers ikke bevilling til, men det har vi prioriteret, fordi udkantstilskuddet til gymnasierne også er vigtigt for den her regering.
Det er så korrekt, at gymnasierne i nogle år har fået en midlertidig forhøjelse af udkantstilskuddet på 0,5 mio. kr. Tilskuddet har altså altid været midlertidigt, og det har været velkendt for både gymnasierne og de politikere, der har indført det. Den midlertidige forhøjelse udløber. Regeringen har ikke været inde og fjerne pengene for at bruge dem på noget andet; det er penge, som aldrig havde været der i 2024, og som det må formodes at skolerne derfor ikke har haft inde i deres budgetter for næste år.
I min bog er det ikke en besparelse, når et midlertidigt ekstratilskud udløber. Det er en naturlig konsekvens af, at man politisk har aftalt, at et løft gives for en begrænset periode. Det ændrer ikke ved, at det er vigtigt for mig at sikre, at der udbydes kvalitetsuddannelser i hele landet, og at vi ikke hvert år har den her debat om den ene midlertidige pulje eller tilskud, der udløber, efter den anden, og derfor vil jeg også arbejde for, at vi får en permanent model, der understøtter institutioner i landdistrikter, og det håber jeg at vi kan finde bred opbakning til i Folketingssalen.