Tak til justitsministeren for besvarelsen her, og jeg synes jo, det er virkelig godt og positivt, hvis det er sådan, at vi kan være sikre på, at vi efter hele den her sag omkring Forsvarets Efterretningstjeneste er lige så godt stillet efter den, som vi var før, i forhold til at kunne udveksle oplysninger til gavn for danskernes sikkerhed i dagligdagen. Det er jo det, justitsministeren siger, så det må vi jo ligesom lade stå til troende er vurderingen fra justitsministerens side og regeringens side.
Når det så kommer til selve håndteringen af hele den her sag fra regeringens side, så synes jeg jo godt, man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er foretaget og gjort på den rigtige måde, og det er der også en række eksperter der har sagt til offentligheden, altså at de mener, at det har skadet Danmarks omdømme, at man har håndteret den her sag så kejtet og så amatøragtigt, som det har været tilfældet. Det gælder både tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, og det gælder forskellige analytikere, der beskæftiger sig med efterretningsforhold, der mener, at regeringens håndtering har været meget amatøragtig og kritisabel.
Så jeg kunne på den baggrund godt tænke mig at spørge justitsministeren, om justitsministeren og regeringen fortryder det, som den tidligere regering gjorde, nemlig at man sådan fra den ene dag til den anden hjemsendte en række medarbejdere på baggrund af tilsynets rapport, som jo efterfølgende viste sig ikke rigtig at holde vand. Var det en forkert håndtering fra den daværende regering og forsvarsministers side, at man valgte at hjemsende en række medarbejdere og i øvrigt starte en sag på den lange bane, som virkelig har kostet mange kræfter for systemet og for retsvæsenet?