L 24 Forslag til lov om ændring af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger, lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. og lov om Forsyningstilsynet.

(Ændring af administrationsmodel for indefrysningsordningen og præcisering af Forsyningstilsynets opgavevaretagelse).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2023

Fremsættelse: 04-10-2023

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023)

20231_l24_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2023)

Klima-, energi- og forsyningsministeren (Lars Aagaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger, lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v., og lov om Forsyningstilsynet (Ændring af administrationsmodel for indefrysningsordningen og præcisering af Forsyningstilsynets opgavevaretagelse)

(Lovforslag nr. L 24)

Loven følger af aftale mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet om Serviceeftersyn og omlægning af indefrysningsordningen af 29. marts 2023.

Siden indefrysningsordningen blev vedtaget, er energipriserne faldet betydeligt. Derfor har forholdsvis få husholdninger og virksomheder benyttet sig af indefrysningsordningen. Med få tilmeldte kunder er der en risiko for, at de tilmeldte kunder står over for, at energiselskaberne er nødsaget til at hæve deres administrationsgebyrer betydeligt. Aftalepartierne er derfor enige om at lave en omlægning af ordningen, så administrationen af ordningen, der i dag varetages af ca. 50 energivirksomheder, overgår til Erhvervsstyrelsen.

Hovedformålet med lovforslaget er, at staten overtager de indefrosne beløb fra energivirksomhederne, når indefrysningsperioden udløber den 31. oktober 2023 for el og gas samt den 31. december 2023 for fjernvarme. Herefter vil Erhvervsstyrelsen forestå opkrævningen af de indefrosne beløb fra husholdninger og virksomheder, der er tilmeldt ordningen. Med omlægningen centraliseres administrationen, hvilket sikrer en ensartet behandling af kunderne, der med omlægningen endvidere fritages for gebyrer i afdragsperioden.

Derudover indebærer lovforslaget, at Erhvervsstyrelsen får adgang til, i kontroløjemed, at indhente oplysninger i sager om tilskud til energivirksomheders implementerings- og administrationsomkostninger ved indefrysning af høje energiregninger. Det vil give styrelsen mulighed for at efterprøve oplysninger om energivirksomhedernes ansattes lønforhold ved opslag i eIndkomstregistret. Bemyndigelsen til at indhente oplysninger vil være udtrykkeligt begrænset til denne ene tilskudsordning.

I forlængelse heraf præciseres Forsyningstilsynets opgavevaretagelse, således at der i lov om Forsyningstilsynet henvises generelt til de forsyningsformer, der er omfattet af Forsyningstilsynets opgavevaretagelse.

Lovforslaget forventes ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative konsekvenser for energivirksomhederne, da energivirksomhederne allerede efter gældende ret har pligt til løbende og mindst en gang om året at afstemme deres likviditetslån med den faktisk ydede indefrysning til kunderne. Overdragelsen af de indefrosne beløb forventes derfor ikke at pålægge energivirksomhederne yderligere administrative opgaver.

Forslaget er erhvervsrettet og omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer. Lovforslaget foreslås at træde i kraft d. 1. januar 2024.

I det jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.