Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling
den 4. juni 2024
Forslag
til
Lov om ændring af lov om Politiets
Efterretningstjeneste (PET), lov om etablering af et udvalg om
forsvarets og politiets efterretningstjenester og lov om
beskyttelse af whistleblowere
(Styrkelse af tilsynet med
efterretningstjenesterne)
§ 1
I lov om Politiets Efterretningstjeneste (PET),
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 7. marts 2017, som
ændret ved § 4 i lov nr. 503 af 23. maj 2018 og §
30 i lov nr. 1706 af 27. december 2018, foretages følgende
ændringer:
1. § 16,
stk. 1 og 2, affattes
således:
»Tilsynet med Efterretningstjenesterne
består af 1 formand og yderligere 4 medlemmer, som udpeges af
justitsministeren efter forhandling med forsvarsministeren.
Udpegning af medlemmerne af tilsynet sker efter drøftelse
med Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, jf. §
2 a, stk. 1, i lov om Udvalget vedrørende
Efterretningstjenesterne.
Stk. 2.
Medlemmerne beskikkes for 4 år. Et medlem kan genbeskikkes
for yderligere 4 år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde
sted.«
2. § 16,
stk. 4, affattes således:
»Stk. 4.
Datatilsynets sekretariat, jf. databeskyttelseslovens § 27,
varetager Tilsynet med Efterretningstjenesternes
sekretariatsopgaver. Sekretariatsbetjeningen varetages af en
særskilt enhed, der i faglige spørgsmål
refererer direkte til Tilsynet med
Efterretningstjenesterne.«
3. I
§ 18, 1. pkt., indsættes
efter »i medfør heraf«: », samt at
Politiets Efterretningstjeneste varetager sine operative opgaver i
overensstemmelse med gældende regler og
retningslinjer«.
4. I
§ 18 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Tilsynet anlægger i sin kontrol efter stk. 1 en risikobaseret
tilgang.«
5. I
§ 20, stk. 1, ændres
»er af betydning« til: »kan have
betydning«.
6. I
§ 20, stk. 2, ændres
»Tilsynets medlemmer og sekretariat« til:
»Tilsynet«.
7. I
§ 20, stk. 3, indsættes
efter »retlige forhold«: »og kan, hvis det ikke
er muligt at oplyse sagen på anden vis, anmode om, at
relevante ledere i tjenesten mundtligt redegør for faktiske
forhold af betydning for tilsynets virksomhed, som de
pågældende har ansvaret for«.
8. I
§ 20 indsættes som stk. 5-8:
»Stk. 5.
Tilsynet kan anmode Politiets Efterretningstjenestes interne
revision om at foretage kontroller af forhold, der falder inden for
den interne revisions og tilsynets kompetence, jf. § 18, stk.
1, 1. pkt.
Stk. 6. Tilsynet
kan fastsætte en rimelig frist for, hvornår Politiets
Efterretningstjeneste skal afgive et svar på en høring
eller en anmodning, jf. stk. 1, 3 og 5. Er det ikke muligt for
Politiets Efterretningstjeneste at svare inden en frist fastsat
efter 1. pkt., giver tjenesten tilsynet en skriftlig begrundelse
for dette og angiver, hvornår et svar kan forventes at
foreligge.
Stk. 7. Bliver
Politiets Efterretningstjeneste bekendt med at have overtrådt
gældende regler eller retningslinjer, underretter tjenesten
tilsynet herom, hvis overtrædelsen vurderes relevant for
tilsynet og falder inden for tilsynets kompetence, jf. § 18,
stk. 1, 1. pkt.
Stk. 8.
Politiets Efterretningstjeneste kan uanset stk. 1-5 og 7 undlade at
give bestemte oplysninger eller materiale til tilsynet, hvis der
foreligger den helt særlige situation, at oplysningerne eller
materialet ikke kan gives uden betydelig skade for statens
sikkerhed eller forholdet til fremmede magter eller uden fare for
personers liv, legeme, helbred eller frihed. Politiets
Efterretningstjeneste orienterer uden unødigt ophold
justitsministeren, hvis tjenesten efter 1. pkt. undlader at give
bestemte oplysninger eller materiale til tilsynet.
Justitsministeren orienterer herefter Udvalget vedrørende
Efterretningstjenesterne om baggrunden herfor.«
9. I
§ 22 indsættes som stk. 2:
»Stk. 2.
Finder tilsynet rent undtagelsesvis behov for at
offentliggøre oplysninger om tilsynets virksomhed ud over
ved den årlige redegørelse, jf. stk. 1, orienterer
tilsynet justitsministeren og Udvalget vedrørende
Efterretningstjenesterne herom i rimelig tid inden
offentliggørelsen.«
§ 2
I lov om etablering af et udvalg om forsvarets
og politiets efterretningstjenester, jf. lovbekendtgørelse
nr. 937 af 26. august 2014, foretages følgende
ændringer:
1.
Lovens titel affattes
således:
»Lov om Udvalget
vedrørende Efterretningstjenesterne«.
2. I
§ 1, stk. 1, ændres
»etableres« til: »nedsættes ved begyndelsen
af hver folketingssamling«.
3. § 1,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2.
Hver folketingsgruppe, der er repræsenteret i Folketinget med
mindst 10 mandater, udpeger blandt sine medlemmer 1 medlem af
udvalget. Består udvalget efter udpegningen efter 1. pkt. af
mindre end 5 medlemmer, udpeger de øvrige folketingsgrupper
i rækkefølge efter størrelse blandt deres
medlemmer 1 medlem af udvalget, indtil udvalget består af i
alt 5 medlemmer. Er flere folketingsgrupper ved udpegningen efter
2. pkt. lige store, gør lodtrækning udslaget mellem
dem. Udvalget vælger, jf. § 4 a, sin formand og
næstformand blandt sine medlemmer.«
4. I
§ 1, stk. 4, 1. pkt., ændres
»en sekretær« til: »en eller flere
sekretærer«.
5. I
§ 1, stk. 4, 2. pkt., ændres
»Sekretæren« til: »Udvalgets
sekretærer«.
6. I
§ 2 a, stk. 1, udgår
»med undtagelse af formanden«.
7. I
§ 2 a, stk. 2, ændres
»Regeringen« til: »Tilsynet med
Efterretningstjenesterne«, »Tilsynet med
Efterretningstjenesterne« ændres til:
»tilsynet«, og »§ 22« ændres
til: »§ 22, stk. 1,«.
8. I
§ 2 a indsættes som stk. 4-6:
»Stk. 4.
Udvalget kan i særlige tilfælde anmode Tilsynet med
Efterretningstjenesterne om at deltage i møder i
udvalget.
Stk. 5. Udvalget
kan i ekstraordinære situationer beslutte at anmode Tilsynet
med Efterretningstjenesterne om at undersøge konkrete sager,
sagsforløb, problemstillinger m.v.
Stk. 6. Udvalget
og Tilsynet med Efterretningstjenesterne kan i forbindelse med
tilsynets foretræde for udvalget udveksle oplysninger,
herunder klassificerede informationer, hvis dette må anses
for nødvendigt for drøftelsen.«
9.
Efter § 4 indsættes:
»§ 4 a. Udvalget
træffer beslutning ved almindeligt flertal, jf. dog stk. 2 og
3. Udvalget er beslutningsdygtigt, når over halvdelen af dets
medlemmer er til stede.
Stk. 2. I
tilfælde, hvor stemmerne står lige, er formandens
stemme udslagsgivende.
Stk. 3.
Står stemmerne ved valg af udvalgets formand, jf. § 1,
stk. 2, 4. pkt., lige, træffes beslutning til fordel for de
medlemmer af udvalget, der er udpeget af de folketingsgrupper, der
sammenlagt er størst.«
10. I
§ 5 ændres
»sekretær« til:
»sekretærer«.
§ 3
I lov nr. 1436 af 29. juni 2021 om beskyttelse
af whistleblowere foretages følgende ændring:
1. I
§ 17, stk. 2, ændres
»Justitsministeriet« til: »Tilsynet med
Efterretningstjenesterne«.
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. oktober 2024, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 1, §
2, nr. 4, 5, 7, 8 og 10, og § 3 træder i kraft den 1.
januar 2025.
Stk. 3. Ved den
første beskikkelse efter lovens ikrafttræden, jf. stk.
2, af medlemmer af Tilsynet med Efterretningstjenesterne, jf.
§ 16, stk. 2, 1. pkt., i lov om Politiets
Efterretningstjeneste (PET) som affattet ved denne lovs § 1,
nr. 1, beskikkes 2 medlemmer for 2 år med mulighed for
genbeskikkelse i 4 år. De øvrige 3 medlemmer, herunder
formanden, udpeges for 4 år med mulighed for genbeskikkelse
for 4 år.
§ 5
Stk. 1. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf.
dog stk. 2.
Stk. 2. § 1 kan ved
kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for
Færøerne og Grønland med de ændringer,
som henholdsvis de færøske og de grønlandske
forhold tilsiger.