B 6 Forslag til folketingsbeslutning om at skærpe dyrevelfærdslovens straffebestemmelser.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2023-24
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 06-12-2023

Beretning om Forslag til folketingsbeslutning om at skærpe dyrevelfærdslovens straffebestemmelser afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 6. december 2023

20231_b6_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Miljø- og Fødevareudvalget den 6. december 2023

1. Politiske bemærkninger

For udvalget er det vigtigt, at der er gode rammer for dyrevelfærd i Danmark, og at overtrædelser af dyrevelfærdslovgivningen håndhæves og sanktioneres på en måde, der bidrager til at sikre dyrevelfærden. Sanktioner på dyrevelfærdsområdet bør således være både rimelige og proportionale, således at strafniveauet afspejler overtrædelsernes grovhed, og samtidig skal sanktionerne have en tilstrækkelig præventiv effekt, der kan bidrage til at hindre omfattende og gentagen uforsvarlig behandling af dyr, herunder dyremishandling.

På den baggrund mener udvalget, at det er afgørende, at der foretages et gennemsyn af dyrevelfærdslovens regler om straf m.v., herunder en undersøgelse af praksis/retspraksis på området. Der skal herunder foretages en undersøgelse af både strafniveau og af brugen og mulighederne for frakendelse af retten til at eje, bruge, passe eller slagte dyr eller i det hele taget beskæftige sig personligt med dyr i sager om mishandling, grovere uforsvarlig behandling af dyr og gentagen uforsvarlig behandling af dyr. I den forbindelse bør det også undersøges, om der er grundlag for, at dyrevelfærdslovens regler om frakendelse af retten til at eje og holde dyr skal omfatte både fysiske og juridiske personer.

Udvalget hæfter sig ved, at ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri har tilkendegivet, at regeringen er indstillet på at gennemføre en undersøgelse af reglerne og praksis på området vedrørende sanktionering, og opfordrer regeringen til at fremme, at undersøgelsen gennemføres og afrapporteres inden udgangen af 2024.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 4. oktober 2023 og var til 1. behandling den 9. november 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Fødevareudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 1 spørgsmål til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

P.u.v.

Hans Kristian Skibby

formand