Spm. nr. US 74

8) Til statsministeren af:

US 74

Spm. nr. US 74

8) Til statsministeren af:

US 74

Spm. nr. US 74

Tak. Da vi senest havde en valgkamp, var det store slagnummer fra Socialdemokratiet og venstrefløjen, at vi skulle have et nyt flertal, fordi de borgerlige førte en socialt skæv politik, der øgede uligheden og øgede fattigdommen i Danmark. Vi var nærmest skyld i massiv børnefattigdom, men det skulle de røde partier nok ordne, når de kom til magten. Det viste sig at være et stort bluffnummer.

Jeg har bedt Finansministeriet om at regne på effekten af regeringen og venstrefløjens politik gennem de sidste 3 år, og svaret står lysende klart: Stort set alle indkomstgrupper i Danmark er blevet fattigere af regeringens politik; særlig de 42 skattestigninger er skyld i det. Ja, der er faktisk kun én indkomstgruppe, der har oplevet en indkomstfremgang, og det er den næstrigeste indkomstgruppe i Danmark – dem, man normalt vil sige er dem, der bor i Whiskybæltet. Og uligheden i den her valgperiode er steget næsten lige så meget som i den valgperiode, hvor Liberal Alliance sad i regering – og uligheden er steget, fordi de afgifter, man har indført, har ramt de fattigste i Danmark allerhårdest.

Altså, tænk sig engang! I har hævet kontanthjælpen, I har hævet dagpengene, I har delt checks ud til kernevælgere, og alligevel har I formået at gøre dem fattigere, og I har formået at øge uligheden – også når man fraregner effekten af de stigende tobaksafgifter. Når man lader være med at regne den med, er resultatet stadig væk, at danskerne bliver fattigere, og at uligheden stiger. Jeg står her med tallene fra Finansministeriet; det er ikke noget, jeg bare hiver ud af bagdelen.

Vi har jo hørt i årevis, bl.a. fra statsministeren, men også fra resten af partierne på venstrefløjen, at Danmark bliver et dårligere land, når uligheden stiger, og når der er mere fattigdom. Så mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt: Hvordan kan vi helt konkret mærke, at Danmark er blevet et dårligere land i den her valgperiode som følge af, at regeringen og venstrefløjen har øget uligheden og øget fattigdommen?

Statsministeren.

Altså, i al respekt synes jeg, det er en forkert måde at diskutere ulighed på. Det sagde jeg før valget, det sagde jeg i valgkampen, og det har jeg også gentaget efterfølgende.

Punkt 1: Jeg anerkender ikke den italesættelse af fattigdom, som andre bruger; det har jeg ikke gjort på noget tidspunkt – og det sagde jeg før valget, det sagde jeg i valgkampen, og det har jeg også sagt efterfølgende.

Punkt 2: Man bliver jo nødt til nede under de der tal at se på, hvad det er for en ulighed, der stiger. Jeg står fuldstændig på mål for, at jeg synes, det er problematisk, hvis man under en borgerlig regering i meget, meget høj grad tilgodeser nogle af dem, der i forvejen har de højeste indtægter, og lader uligheden stige af den årsag. Det synes jeg stadig væk er problematisk.

Men hvis vi kigger på nogle af de ting, der har været med til det – i forhold til den opgørelse, der er tale om her – så er det jo rigtigt nok, at det er tobaksafgifterne, som mange af os var enige om at indføre, fordi der er et andet ulighedsproblem, nemlig at det er skævt fordelt, i forhold til hvem der har de dårligste liv og i virkeligheden også bliver ofre for flest sygdomme.

Noget andet, der tæller med her, er jo så ændringerne i forhold til dimittenddagpenge, fordi vi vælger, når folk er nyuddannede, at sætte dagpengene ned. Det mener man er en ulighedsskaber, og det anerkender jeg jo ikke, for det gør vi også for at få folk hurtigere ud på arbejdsmarkedet.

Så der er nogle ulighedsmekanismer, som måske er spændende i teorien, men i virkelighedens verden og i mine øjne tæller de nærmest omvendt. Arnepensionen er i øvrigt et tredje eksempel derpå. Så når jeg kigger ned over de økonomiske nøgletal, er det, jeg starter med at kigge på, hvor mange mennesker der er i arbejde. For det er det at have adgang til arbejde og beskæftigelse, der i virkeligheden gør det; den nok enkeltstående vigtigste ting for, om du får et godt liv eller ej, er, om du har et arbejde. Og med den laveste ledighed i 13 år og den højeste beskæftigelse nogen sinde er det det vigtigste bidrag til et mere lige samfund.

Hr. Alex Vanopslagh.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er vigtigere, at folk er i arbejde, end at uligheden falder, men jeg er jo heller ikke gået til valg på, at uligheden var for stor. Jeg er ikke gået til valg på, at Danmark er for stor til små forskelle. Jeg er ikke gået til valg på og har ikke lovet vælgerne, at jeg vil nedbringe børnefattigdom og mindske uligheden. Og når man ser på regeringens politik og konsekvenserne for den disponible indkomst, ja, så er resultatet jo bare – uanset hvilken forklaring man har – at alle indkomstgrupper undtagen nogle få i Whiskybæltet er blevet fattigere, og at uligheden er steget, fordi de fattigste er blevet endnu fattigere. Men jeg kan så forstå, at det, der gjorde, at det var et problem med den stigende ulighed under et blåt flertal, var, at den kom af, at de rige blev rigere.

Jeg skal bare lige være helt sikker på, at jeg forstår det rigtigt. Altså, ulighed er en fin ting, så længe det rammer de fattigste hårdest, altså at alle bliver fattigere, men at de fattigste bliver endnu fattigere, mens ulighed er et stort problem, hvis alle bliver rigere, men de rigeste bare bliver endnu rigere, altså at så er ulighed et problem. Altså, hvordan skal man forstå det her?

Statsministeren.

Sådan skal man bestemt ikke forstå det. I mine øjne er det en for teoretisk måde at betragte vores samfund på. Noget af det, der er sket igennem de senere år, er jo, at det er lykkedes os at flytte folk fra kontanthjælp til beskæftigelse. Folk er flyttet ud af kontanthjælpen til beskæftigelse. Det er jo det allerbedste, man kan gøre. Hvis man er optaget af børnefattigdom, er det jo det, man skal gøre. Det er ikke at holde folk på de ydelser, direkte eller indirekte; det er at flytte børnenes forældre til beskæftigelse – ikke alene på grund af økonomien, men jo også fordi det i hvert fald for en dels vedkommende er meget bedre liv, man lever, når først man er kommet ind på arbejdsmarkedet, på en række forskellige parametre.

Så jeg synes, det bliver for teoretisk og for abstrakt. Og hvis vi kigger ind i virkelighedens Danmark, er folk blevet flyttet fra kontanthjælp til beskæftigelse. Vi har den laveste ledighed i 13 år, og det betyder, at mennesker, der før var arbejdsløse, under den borgerlige regering, nu er kommet i arbejde. Det er det allerallervigtigste, du kan gøre i forhold til ulighed.

Så til sidst, for nu tror jeg, at tiden er gået, vil jeg bare komme med en appel: Økonomisk ulighed er jo ikke det eneste, man skal kigge på; det er jo også ulighed i forhold til muligheder i vores samfund og ikke mindst på sundhedsområdet.

Hr. Alex Vanopslagh, sidste spørgsmål. Værsgo.

Man plejer jo at sige, at den indbyggede fejl i kapitalismen er den ulige fordeling af velstand, mens den indbyggede fejl i socialismen er den lige fordeling af elendighed. Jeg kan så forstå, at man skal omskrive teoribøgerne, for det viser sig nu, at socialdemokratismens indbyggede fejl er den ulige fordeling af elendighed.

Jeg mener simpelt hen ikke, at statsministeren i tilstrækkelig omfang forholder sig til, hvad man kommer frem til, når man vurderer regeringen, ikke på konjunkturer, ikke på inflation, ikke på alle mulige tendenser, som regeringen ikke kan tage æren eller skylden for, men på det, som regeringen kan tage æren og skylden for, nemlig effekterne rent strukturelt af regeringens politik. Når man spørger Finansministeriet, hvad effekten af regeringens politik er, så siger de, at alle indkomstgrupper undtagen de næstrigeste bliver fattigere, og det gør de i høj grad på grund af skatte- og afgiftsstigninger, og uligheden stiger. Altså, man formår både at gøre danskerne fattigere og øge uligheden. Det er jo egentlig ret imponerende.

Jeg skal bare høre: Betyder det så, at man fremover ikke vil gå til valg på mindre ulighed og mindre fattigdom, når man selv har gjort problemerne værre? Eller er det kun, når der er et blåt flertal, at det er noget, vi skal have revet i næsen, mens når I øger uligheden, så betyder det ikke noget, så er det noget teoretisk og abstrakt?

Tak. Så er det statsministeren.

Jeg mener faktisk, vi skal have som mål at have så lav ulighed, som det kan lade sig gøre i vores samfund, men jeg er da ikke ligeglad med, hvordan vi gør det. Hvis du f.eks. sætter alle de laveste ydelser op, vil du snævert set mindske uligheden, men så skaber du endnu mere ulighed på nogle andre områder. Så vil uligheden stige på nogle andre områder. Det er jo derfor, at det, jeg først og fremmest er optaget af, er at få folk i arbejde. Det er den vigtigste motor i vores samfund – det er det kulturelt, men det er det også økonomisk.

Man kan sige, at den ulighed, der kommer af, at du sætter cigaretprisen op, jo er en af grundene til, at jeg altid har været imod at sætte cigaretprisen op, men jeg har ladet mig overbevise om, at det er det rigtige at gøre af hensyn til noget andet, nemlig at vi mister alt, alt for mange mennesker i vores samfund til kol, lungekræft og kræft i det hele taget, og at alt for mange har dårlige liv på grund af rygning. Så der må jeg så acceptere en på papiret økonomisk ulighed – og det er rigtigt, at man også kan mærke det, når man går ned i kiosken eller supermarkedet – men forhåbentlig giver det så noget mere lighed i sundhed og i gode liv, og det er jo en gang imellem de dilemmaer, vi står over for.

Tak for det. Spørgsmålet er slut. Tak til hr. Alex Vanopslagh.

Så er det hr. Sikandar Siddique, Frie Grønne.