Fremsat den 22. februar 2022 af Martin Geertsen (V),
Marlene Ambo-Rasmussen (V), Hans Andersen (V),
Jane Heitmann (V),
Sophie Løhde (V) og Anne Honoré Østergaard (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om fælles nationale kvalitetsstandarder for
den kommunale del af sundhedsområdet
Folketinget pålægger regeringen
omgående at indlede arbejdet med at udvikle konkrete forslag
til nationale kvalitetsstandarder for den kommunale del af
sundhedsområdet.
Bemærkninger til forslaget
I takt med den øgede specialisering af
de danske hospitaler er flere og flere opgaver på
sundhedsområdet, enten via beslutning eller over tid,
langsomt gledet ud til kommunerne. Det er positivt, at flere
opgaver løses tættere på den enkelte borger,
hvad enten det er i kommunalt regi, hos den praktiserende
læge eller i eget hjem.
Til gengæld er det en udfordring, hvis
der er stor forskel på den kommunale service, afhængig
af hvor man bor. Samtidig er det et problem, at patienter i dag
udskrives fra sygehuset, uden at kommunen er fagligt klædt
på til at tage over.
Den problemstilling adresserede den tidligere
VLAK-regering allerede i den politiske aftale med Dansk Folkeparti
om en sundhedsreform »Et stærkere sundhedsvæsen -
tættere på dig«, hvor man lagde op til at
igangsætte arbejdet med at udvikle faglige
kvalitetsstandarder på det kommunale område.
Forslagsstillerne ønsker, i tråd
med den tidligere regering, at der udformes nationalt fastsatte
kvalitetsstandarder for den kommunale del af det danske
sundhedsvæsen på en række områder. Det vil
sikre en styrket og mere ensartet kvalitet, og det vil være
med til at forhindre unødige genindlæggelser.
Den nuværende regering valgte for
2½ år siden at skrinlægge planerne om at
forbedre det danske sundhedsvæsen. Siden er der ikke lavet
reelle tiltag til at udvikle vores sundhedsvæsenn og en
afledt effekt er et sundhedsvæsen, som er langt mere
skrøbeligt i dag end for få år siden. Det er et
problem.
Forslagsstillerne lægger derfor
afgørende vægt på, at fælles nationale
kvalitetsstandarder bliver et centralt omdrejningspunkt i
fremtidens styrkelse af det nære sundhedsvæsen. De
faglige kvalitetsstandarder skal beskrive den faglighed og
kvalitet, som kommunerne skal levere.
Venstre lægger i
første omgang op til at indføre kvalitetsstandarder
på følgende områder:
- Det generelle
forebyggelsesområde
- Behandling af
borgere med kroniske lidelser
- Rehabilitering af
kræftpatienter
- Patienter med
hjerneskader
- Patienter med
psykiske lidelser
Forslagsstillerne pålægger
regeringen, at de fælles nationale kvalitetsstandarder skal
udarbejdes i et tæt samarbejde med de væsentlige
aktører i sundhedsvæsnet - herunder med fokus på
inddragelse af Kommunernes Landsforening, Danske Regioner, de
faglige organisationer og patientorganisationerne.
Finansiering
Der er afsat finansiering på Venstres
finanslovsprioriteter for 2022, ligesom der vil blive afsat
finansiering på Venstres kommende finanslovsudspil.
Skriftlig fremsættelse
Martin Geertsen
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
fælles nationale kvalitetsstandarder for den kommunale del af
sundhedsområdet.
(Beslutningsforslag nr. B 99)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.