Fremsat den 22. februar 2022 af Martin Geertsen (V),
Marlene Ambo-Rasmussen (V), Hans Andersen (V),
Jane Heitmann (V),
Sophie Løhde (V) og Anne Honoré Østergaard (V)
Forslag til folketingsbeslutning
om at styrke patienternes rettigheder
Folketinget pålægger regeringen
senest i foråret 2022 at fremsætte lovforslag om at
styrke patienternes rettigheder på en række udvalgte
områder med henblik på at øge kontinuiteten,
trygheden og fleksibiliteten for den enkelte patient i mødet
med det danske sundhedsvæsen.
Bemærkninger til forslaget
Igennem de seneste 2 årtier har
skiftende regeringer haft som selvstændig
målsætning at styrke patienternes rettigheder i det
danske sundhedsvæsen.
Udrednings- og behandlingsgarantierne
kombineret med retten til at vælge private løsninger
har betydet, at den enkelte dansker ved sygdom har kunnet vende
hurtigt tilbage til en normal tilværelse med familien,
såvel som arbejde eller uddannelse. De såkaldte
pakkeforløb med hurtige udrednings- og
behandlingsforløb på kræftområdet har
især været en stor succes og har øget
sygdomsoverlevelsen i Danmark.
Forslagsstillerne ønsker med dette
forslag at styrke patienternes rettigheder yderligere på en
række områder. Det skal ske for at øge
kontinuiteten, trygheden og fleksibiliteten for den enkelte
patient.
Der skal være god sammenhæng,
når den rette behandling af patienterne involverer flere
aktører på sundhedsområdet. Derfor skal der
indføres en ret til pakkeforløb ved flere andre
sygdomsgrupper. Adgang til patientansvarlige sundhedspersoner har
været en succes, som skal bredes ud, og flere patienter med
kroniske lidelser skal have adgang til en årlig
sundhedssamtale, og vi skal sikre hurtig respons til potentielle
kræftpatienter. De gode erfaringer med digitale
konsultationer fra tiden med corona skal også omsættes,
så relevante patienter får ret til at tilvælge
denne type konsultation med sundhedsvæsenet, når de
finder det hensigtsmæssigt.
Patientansvarlig sundhedsperson
Flere patienter skal have ret til en
patientansvarlig sundhedsperson. Den rettighed foreslås
umiddelbart at omfatte ældre medicinske patienter, patienter
med kroniske sygdomme samt patienter med psykiske lidelser. Siden
2018 har man som kræftpatient haft mulighed for at få
tildelt en patientansvarlig læge. Samtidig tilbyder
regionerne en patientansvarlig læge ved andre typer sygdomme,
hvis og når regionerne finder det relevant for den enkelte
patient.
Forslagsstillerne ønsker med dette
forslag at stadfæste og ensarte ordningen med tydelig
ansvarsplacering for den enkelte patients sygdomsforløb. Den
patientansvarlige læge eller sundhedsperson skal være
en navngiven person eller et fastdefineret team af personer, som
har det overordnede ansvar for patientens behandlingsforløb,
og som den enkelte kan kontakte for råd og vejledning,
så længe man som patient har tilknytning til et
hospital.
Ret til pakkeforløb
Flere patienter skal have ret til egentlige
pakkeforløb. Det gælder f.eks. ældre medicinske
patienter, patienter med kroniske sygdomme og patienter med
psykiske lidelser. Forbilledet er pakkeforløbene på
kræftområdet, som har været en stor succes.
Pakkeforløbene beskriver og følger forløbet af
sygdomshåndtering for patienten helt fra mistanken om sygdom
over udredning til behandling og opfølgning. Antallet af
ældre medicinske patienter, patienter med kronisk sygdom og
patienter med behandlingskrævende psykiske lidelser vil
øges betydeligt i de kommende år. Mange af disse
patienter har behov for undersøgelser og behandling på
tværs af forskellige grene af det danske sundhedsvæsen,
men oplever i dag ikke tilstrækkelig sammenhæng i
patientforløbet. Derfor skal værktøjet med
pakkeforløb bruges mere inden for disse udvalgte, relevante
områder.
Ret til årlig helbredssamtale
Patienter med alvorlige og
behandlingskrævende kroniske lidelser skal have ret til en
årlig helbredssamtale. Det kunne for eksempel være
patienter med gigt, diabetes og kol. Samtalerne skal sætte
fokus på, om den eksisterende behandling fungerer efter
hensigten og er tilstrækkelig sammenhængende. Samtalen
kan også handle om mere generelle livsvilkår og
udfordringer for den enkelte patient. Samtalen kan enten finde sted
hos den praktiserende læge eller på sygehuset hos den
behandlingsansvarlige læge.
Ret til digital konsultation
Patienterne skal udstyres med en ret til
digital konsultation i de tilfælde, hvor det er
sundhedsfagligt forsvarligt. Rettigheden skal både
gælde i almen praksis, lægevagt/1813, andre
speciallægepraksis samt ved ukomplicerede konsultationer
på sygehusene. Med den nye rettighed kan patienten få
mere fleksibilitet og valgfrihed mellem det fysiske og digitale
møde med sundhedsvæsenet. Information om muligheden
for digitale konsultationer bør fremgå af eksempelvis
indkaldelser og anden kommunikation med patienten.
Finansiering
Der er afsat finansiering på Venstres
finanslovsprioriteter for 2022, ligesom der vil blive afsat
finansiering på Venstres kommende finanslovsudspil.
Skriftlig fremsættelse
Martin Geertsen
(V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
styrke patienternes rettigheder.
(Beslutningsforslag nr. B 98)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.