B 5 Forslag til folketingsbeslutning om bedre afvikling af køre- og teoriprøver.

Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2021-22
Status: Beretning afgivet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 06-10-2021

Fremsat: 06-10-2021

Fremsat den 6. oktober 2021 af Kristian Pihl Lorentzen (V), Hans Andersen (V), Martin Geertsen (V), Peter Juel‍-‍Jensen (V), Stén Knuth (V), Ellen Trane Nørby (V) og Hans Christian Schmidt (V)

20211_b5_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 6. oktober 2021 af Kristian Pihl Lorentzen (V), Hans Andersen (V), Martin Geertsen (V), Peter Juel?-?Jensen (V), Stén Knuth (V), Ellen Trane Nørby (V) og Hans Christian Schmidt (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om bedre afvikling af køre- og teoriprøver

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret 2021-22 at fremlægge forslag til initiativer og dernæst at indkalde til drøftelser, der skal sikre, at servicekravet for ventetiden på køre- og teoriprøver fremover reelt overholdes, og at kunderne i det tilfælde, det ikke lykkes, garanteres gratis prøver. Regeringen pålægges endvidere at undersøge mulighederne for i højere grad at gøre brug af private aktører til afholdelse af køre- og teoriprøver.

Bemærkninger til forslaget

Mange steder i landet er der uacceptabelt lange ventetider på aflæggelse af køre- og teoriprøver, og en række politikredse har svært ved at overholde servicekravet, jf. Transportudvalget - alm. del, svar på spørgsmål 615, folketingsåret 2020-21. Ikke mindst på Sjælland er situationen uholdbar og utilfredsstillede. Dermed risikerer mange unge at skulle vente i uge- og månedsvis på at gennemføre køre- og teoriprøverne. Tilmed lyder det fra Færdselsstyrelsen, at der kan gå helt op til 2 år, før man får bugt med de lange ventetider på teori- og køreprøver (»Mangel på køreprøver kan være et problem det næste par år«, Jyllands-Posten, den 13. august 2021). Det er uhensigtsmæssigt, uretfærdigt og utilfredsstillende. Det sætter unge, som eksempelvis er afhængige af kørekort som led i deres uddannelse, i en helt urimelig situation.

Det såkaldte servicekrav tilsiger, at ventetiden maksimalt må være 14 dage fra den dato, hvor kørelæreren indstiller eleven til praktisk køreprøve. Dette krav er dog desværre endt med at fungere mere vejledende end som et egentligt krav. Tilsvarende problemer opleves med teoriprøver. De lange ventetider er ikke kun dybt utilfredsstillende og frustrerende for kørekortelever og kørelærere, men også for erhvervslivet. Erhvervsskolerne, virksomhederne og lærlingene betaler alle en høj pris for ventetiden. ATL - Transportens arbejdsgivere fortæller om lærlinge, som har fået afbrudt deres uddannelse, fordi virksomheden ikke kunne vente på, at de fik deres kørekort (»Lang ventetid på køreprøver koster dyrt«, ATL, den 23. november 2020). Det er der brug for at gøre noget ved fra politisk hold.

Det er positivt, at en række færdselsopgaver såsom afvikling af køreprøver og udstedelse og administration af kørekort ressortoverføres fra politiet til Færdselsstyrelsen pr. 1. oktober 2021. Det glæder vi os over i Venstre, og det har vi kæmpet for længe. Men vi er nødt til at sikre, at servicekravet i fremtiden ikke bare er vejledende, men et egentligt krav, som både kørekortelever og kørelærere kan regne med bliver fulgt.

Med dette beslutningsforslag pålægger vi derfor regeringen at fremlægge forslag til initiativer, der skal sikre, at servicekravet overholdes for hvert enkelt prøvested, og at regeringen på den baggrund indkalder til de nødvendige politiske drøftelser af, hvordan det omsættes til handling. Venstre vil være klar til i regi af finansloven at prioritere midler til at adressere problemstillingen.

I forlængelse heraf pålægges regeringen desuden at undersøge mulighederne for at refundere køre- og teoriprøvegebyrerne i de tilfælde, hvor servicekravet ikke overholdes. Dermed garanteres kørekorteleverne, at de gratis kan tage teori- og køreprøver, hvis servicekravet ikke overholdes. Regeringen bedes i forbindelse med de politiske drøftelser oplyse de økonomiske konsekvenser herved og tidsperspektivet for implementering af en sådan ordning.

Regeringen pålægges endvidere at fremlægge forslag til, hvordan den opståede prøvepukkel kan afvikles hurtigst muligt ved f.eks. udbetaling af prøvesagkyndiges tilgodehavende merarbejde og midlertidig omfordeling af prøvesagkyndige og andre konkrete tiltag, der kan bidrage til en hurtig forøgelse af prøvekapaciteten.

Endelig pålægges regeringen at afdække mulighederne for i højere grad at gøre brug af private aktører i forhold til afholdelse af køre- og teoriprøver, da erfaringer fra eksempelvis privatiseringen af bilsyn har vist, at det er muligt at give borgerne bedre muligheder og kortere ventetid ved at tænke det offentlige og det private sammen, også når det gælder tidligere myndighedsopgaver. På samme vis ventes det at kunne give en større frihed og flere muligheder til de borgere, der står over for at skulle aflægge køre- og teoriprøve.

Skriftlig fremsættelse

Kristian Pihl Lorentzen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre afvikling af køre- og teoriprøver.

(Beslutningsforslag nr. B 5)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.