Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 93:

Forslag til folketingsbeslutning om implementering af en landsdækkende transportordning til fritidsaktiviteter for borgere med demens.

Af Kirsten Normann Andersen (SF) m.fl.

(Fremsættelse 22.02.2022).

Forhandlingen er åbnet. Først er det social- og ældreministeren. Værsgo.

Tak for det, formand. Med beslutningsforslaget her ønsker forslagsstillerne at forpligte regeringen til at fremsætte et lovforslag senest inden udgangen af indeværende år, som implementerer en landsdækkende transportordning til fritidsaktiviteter for borgere med demens.

Baggrunden for beslutningsforslaget er den forsøgsordning med befordring af mennesker med en demensdiagnose, der blev afsat midler til med satspuljeaftalen for 2018-2021. Forsøgsordningen blev udmøntet som en ansøgningspulje, hvor i alt ti kommuner fik tildelt midler til at tilbyde befordring af mennesker med en demensdiagnose. Men den nærmere tilrettelæggelse af ordningen, altså hvordan det skulle foregå, har kommunerne i et vist omfang selv kunnet bestemme, og kommunerne har også organiseret befordringerne forskelligt og med forskelligt serviceniveau.

Sidste år blev forsøgsordningen evalueret, og jeg er glad for, at både pårørende og borgere generelt har været tilfredse med forsøgsordningen. Ifølge evalueringen har forsøgsordningen nemlig bidraget til, at borgere med demens kan have et mere aktivt fritidsliv og socialt liv. Jeg har kunnet læse mig til, at borgerne – dem, man har talt med i forbindelse med evalueringen – oplever, at befordringsordningen giver dem mulighed for i højere grad at deltage i de fritidsaktiviteter, de gerne vil, samt at besøge venner og familie så meget, som de gerne vil. Det er jo rigtig dejligt.

Derfor har jeg også grundlæggende sympati for idéen om at sikre, at hjemmeboende mennesker med demens i hele landet kan få hjælp til befordring til fritidsaktiviteter. Men beslutningsforslaget, som vi behandler her i dag, mangler finansiering. Udbredelse af en landsdækkende transportordning til hjemmeboende mennesker med demens i alle landets kommuner vil blive mødt med et krav fra kommunerne om at blive DUT-kompenseret. Og ud over at der ikke er afsat finansiering til forslaget, vil udgifterne til udbredelse af transportforordningen til hele landet formentlig være væsentlig højere end de skønnede omkostninger i evalueringen. Her fremgår det, at udbredelse af ordningen cirka vil koste mellem 2,3 og 8,2 mio. kr. årligt. Det er et estimat, der tager udgangspunkt i, at henholdsvis 7 pct. og 12 pct. af målgruppen vil benytte sig af ordningen, men som forslagsstillerne også henviser til i forslaget, så kan de skønnede omkostninger forbundet med udbredelsen af befordringsordningen være sat for lavt, fordi anvendelsen af forsøgsordningen ligesom så meget andet i vores land har været påvirket af covid-19, som jo har reduceret mulighederne for at deltage i fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter markant.

Derfor må det også antages, at flere borgere i målgruppen ville have anvendt ordningen og ville have gjort brug af den oftere, hvis fritidsaktiviteter og sociale aktiviteter havde været mere tilgængelige under perioden med forsøgsordningen. Mit ministerium skønner derfor, at udgifterne til udbredelse af ordningen med betydelig usikkerhed vil koste ca. 14-20 mio. kr. årligt, hvis 20-30 pct. af målgruppen gør brug af ordningen, og det forventes at være et mere realistisk estimat for anvendelsesgraden. Hvis 50 pct., altså hver anden i målgruppen, gør brug af ordningen, skønnes udgifterne til udbredelsen at koste op imod 34 mio. kr. årligt. Det vil altså være væsentlig dyrere at udbrede ordningen, end hvad der bliver henvist til i forslaget.

Når det er sagt, findes der i dag flere forskellige ordninger og bestemmelser om hjælp til transport til personer, der ikke selv er i stand til at klare et givent transportbehov. Reglerne om det er bl.a. fastsat i serviceloven. I henhold til servicelovens § 117 kan kommunalbestyrelsen yde tilskud til personer, som på grund af varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for befordring med individuelle transportmidler. Kommunerne kan altså i dag ud fra en konkret behovsvurdering tilbyde hjælp til befordring til mennesker med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, herunder bl.a. mennesker med demens. Derfor er det vigtigt at slå fast, at der fra statslig side i dag ikke er noget til hinder for, at kommunerne kan tilbyde hjælp til befordring af hjemmeboende mennesker med demens til fritidsaktiviteter.

Som sagt har vi helt grundlæggende sympati for forslaget om at sikre, at hjemmeboende mennesker med demens kan få hjælp til transport til fritidsaktiviteter, da både disse borgere og pårørende, som vi kan se i evalueringen, har været tilfredse med forsøgsordningen. Fra regeringens side er vi også enige i, at det er vigtigt at sikre, at mennesker med demens i videst muligt omfang kan holde fast i deres sociale liv, i deres fritidsliv, da øget livskvalitet kan medvirke til at forsinke sygdommens udvikling. Men forslaget er ikke finansieret og vil formentlig blive væsentlig dyrere end de skønnede omkostninger i evalueringen.

Derfor kan vi heller ikke fra regeringens side støtte forslaget, som det ligger nu, men vi er fra regeringens side opsat på at arbejde for, at mennesker med demens generelt får god støtte, pleje og behandling, da det giver de bedste forudsætninger for at øge livskvaliteten og forsinke sygdommens fremadskriden. Derfor ser jeg også meget frem til udvalgsbehandlingen af forslaget og drøftelserne med jer eller rettere mine gode kolleger fra Folketingets partier, da man vist ikke må sige jer.

Det går nok. Fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Jeg synes også, det er en fantastisk god idé, også fordi den er formuleret af borgere med demens, som selv siger, at det er en udfordring, når man bliver isoleret i sit eget hjem på grund af den her alvorlige sygdom.

Jeg undrer mig virkelig over ministerens nye regnestykker. Der ligger en konsulentrapport, der siger, at man estimerer, at det vil koste mellem 2,3 mio. kr. og 8,2 mio. kr. at udbrede det her til hele landet – i øvrigt blev der afsat 40 mio. kr. til projektet i tidernes morgen – og derudover også 1,5 mio. kr. til en konsulentrapport eller en evalueringsrapport. Ser vi fuldstændig bort fra, at konsulenter anslår, at det her estimeret vil koste mellem 2,3 og 8,2 mio. kr., og efterfølgende påstår, at det nærmere vil være 34 mio. kr.?

Og så har jeg noteret mig, at man også i evalueringsrapporten siger, at der har været corona. Men ville det så ikke have været en god grund til måske at have udsat evalueringen i stedet for, sådan at man havde forlænget perioden med forsøget?

Tak! Ministeren, værsgo.

Tak for det. Jeg prøvede her i min indledende tale at redegøre for, hvorfor estimaterne for økonomien er, som de er. Og jeg tror, det er svært at udfolde det yderligere her fra talerstolen, men lad os endelig få det belyst i udvalgsbehandlingen. Det handler om anvendelsesgraden, altså både antallet af borgere, der anvender det, men jo også, hvor meget man anvender det. Vi kan jo alle sammen godt huske, hvor meget der lå stille i de perioder af coronapandemien, og hvor meget landet var lukket ned, og jo også, at de sårbare borgere var meget, meget gode til at passe på sig selv og deres pårørende. Derfor vil denne målgruppe jo også være en af de målgrupper, som både havde aktivitetstilbud, som i høj grad blev lukket for at begrænse smittespredning, og som måske også af sig selv regulerede det og var mindre aktive end ellers. Men lad os endelig få belyst de her økonomiske estimater bedre.

Så kan man jo altid være bagklog og sige: Kunne vi have gjort et eller andet i aftalekredsen og forlænget eller udskudt forsøgsordningen? Nu er det i hvert fald afsluttet, og der er lavet en evaluering af et konsulentbureau. Den diskussion skal vi jo ikke omkring, altså at forlænge noget, der er afsluttet og evalueret, men hvad vi ellers kan gøre og tage fat på i fællesskab.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak. Nu blev der jo i tidernes morgen afsat 40 mio. kr., og det har det jo da ikke tilnærmelsesvis kostet. Det er lige før, at evalueringsrapporten er dyrere end det, som projektet har kostet at gennemføre i sig selv. Så jeg vil egentlig bare spørge ministeren, om ikke det giver god mening i det mindste at videreføre projektet, indtil man så har et grundlag at arbejde videre på efterfølgende.

Ministeren.

Man kan sige, at det sagtens kunne give god mening at spørge: Hvordan vil det her så se ud i en virkelighed, hvor der ikke er en pandemi, der begrænser samfundsaktiviteten og lægger nogle særlige begrænsninger ned over de særlig sårbare borgere? Vi ville skulle skaffe finansiering ikke desto mindre, fordi de midler, der var afsat i den årrække, der er gået, ikke på den måde ligger og venter på os. Så vi ville skulle finde finansiering til det. Men det er da sådan noget, det kunne være interessant at drøfte videre i fællesskab, synes jeg.

Fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg kan faktisk kun erklære mig enig i de spørgsmål, som fru Kirsten Normann Andersen stillede, og jeg sidder bare og undrer mig lidt. Vi bør jo gøre mere på det her område, og det siger ministeren også, og det, jeg godt vil tage op, er, at jeg gang på gang oplever, at regeringen kan være enige og stå og – undskyld – hælde vand ud af ørerne i forbindelse med nogle forslag, som oppositionen kommer med, og bare ikke vil godtage dem i stedet for at sige: Det er da en idé, vi kan arbejde videre med; det er et beslutningsforslag, det er ikke et fuldgyldigt lovforslag, men vi arbejder videre med det.

Så må jeg bare sige, at uanset om det her beløb ikke helt holder – det vil jeg som fru Kirsten Normann Andersen sige det nu nok gør – så er vi ude i småtingsafdelingen, og det er noget, som kan betyde så meget glæde for så mange mennesker. Det her er jo småpenge i forhold til de store beløb, som vi ellers opererer med herinde. Mange gange er det de små ting, der gør det, og her synes jeg faktisk, det er en lille ting, der kunne bringe stor glæde.

Ministeren.

Der er jo ikke nogen tvivl om, at de penge, vi i fællesskab, stort set alle Folketingets partier, afsatte til den her forsøgsordning, har bragt glæde. Det viser evalueringen jo meget tydeligt at de har, først og fremmest hos de borgere, som oplever sig mindre isolerede og mindre begrænsede af deres demenssygdom, men jo også hos de pårørende. Der er jo en grund til, at man også kalder demenssygdommen for de pårørendes sygdom, for det er hårdt på flere måder at have en ægtefælle eller partner, der bliver ramt af demens.

Helt grundlæggende kan man jo sige, at uanset om beløbet så er det store eller det lille, så skal der være finansiering anvist i et beslutningsforslag, før vi kan støtte det fra regeringens side. Jeg tror også, at forslagsstilleren hørte mig være meget åben over for præcis det, som Dansk Folkepartis ordfører efterlyser, nemlig at vi kan drøfte det her videre, og jeg vil se meget frem til udvalgsbehandlingen, og jeg synes jo, at det var nogle helt relevante pointer, der blev rejst, i forhold til hvad sådan en ekstern konsulentrapport koster, og hvad udbyttet af den er. Det her med de eksterne konsulentudgifter er jo en anden diskussion, som vi også gerne drøfter i forbindelse med vores videre drøftelser af det her.

Pia Kjærsgaard.

Jeg synes alligevel, det hører med uanset hvad, at der ikke rigtig er noget forhold imellem, hvad sådan en rapport koster, og hvad det her egentlig betyder. Men jeg vil så bare spørge ministeren: Hvad nu? For det her forslag bliver stemt ned, og hvad gør vi så? Der synes jeg, at vi med de positive udsagn, som ministeren kommer med – det gør man jo altid, når det drejer sig om svage og ældre; man kan og skal ikke andet – må kræve at høre, hvad det munder ud i fra ministerens side.

Ministeren.

Tak for det. I første omgang er der udvalgsbehandlingen, hvor man bl.a. kan få stillet uddybende spørgsmål til de nye beregninger i forhold til de økonomiske estimater, men SF's ordfører kom også med nogle overvejelser, i forhold til hvad der kunne være en mulig vej videre frem, og jeg tænker, at det er noget, I i udvalget skal drøfte, og det vil jeg selvfølgelig også være interesseret i både at følge, men jo også selv gøre mig nogle tanker om. Og man kan jo sige, at der jo skal skaffes en finansiering ad den ene eller den anden vej. Så man skal både finde ud af, hvilken form man synes indholdet skal have, men man bliver samtidig også nødt til at gøre sig nogle overvejelser om finansieringen.

Fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Tusind tak. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at vende hele den her problematik lidt om, for ministeren siger jo selv, at det allerede i dag er muligt for kommunerne at tilbyde det her. Hvorfor bliver det så ikke gjort? Det står jeg og tænker. For når man har lavet den her pulje i satspuljeregi, hvor man i hvert fald som forsøgsordning gør det muligt at gøre det her, så sidder jeg tilbage og tænker, at hvorfor er det her ikke noget, kommunerne allerede i dag tilbyder de borgere, som har demens, i deres egen kommune? Er det endnu en kommunal spareøvelse, eller hvad er det, der foregår?

Ministeren.

Der er mig bekendt ikke i den tid, jeg har været ældreminister – det er selvfølgelig også kun et år og et par måneder – været lavet nogen undersøgelser, altså hvor man har ringet rundt til kommunerne og spurgt dem, om de anvender den bestemmelse, der er i serviceloven, og hvorfor de gør det eller ikke gør det – eller omfanget. Jeg mener, at der måske er lavet noget tilbage i tiden. Jeg er lidt i tvivl, men det kan vi jo få afdækket yderligere i udvalgsbehandlingen. Man kan sige, at det, vi gjorde i satspuljeaftalen, hvor spørgerens parti jo af gode grunde ikke var med, både fordi det var tilbage i tid, og fordi spørgerens parti heller ikke er med i den nye reserve, er at understøtte – det gør vi jo nogle gange – at der er nogle steder, hvor der ikke er noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at man kommunalt kan gøre noget bestemt, støtte en bestemt gruppe, men hvor vi ønsker at udvikle og måske også fremme brugen af nogle muligheder og lave, som vi gjorde det her, en ansøgningspulje, hvor ti kommuner så har været i gang. Jeg håber det da meget. Altså, ærlig talt ved jeg ikke, hvor mange der læser de her konsulentrapporter, når de kommer, men det ville da være dejligt, om der var lokalpolitikere og kommunalpolitikere derude, der orienterede sig i sådan en rapport og i sådan et projekt, vi har lavet, når man så tilrettelægger sin lokale indsats over for mennesker med demens.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det vil jeg rigtig gerne have svar på, også i udvalgsbehandlingen, altså på nogle af de ting, ministeren nævner. For det er jo set før, at kommunerne bruger pengene på alt muligt frås i stedet for den nære kernevelfærd. Så det kunne være rigtig interessant at få et svar på, om det også er tilfældet her.

Ministeren.

Jamen lad os endelig udbore det nærmere under udvalgsbehandlingen. Og så vil jeg bare sige, at jeg i hvert fald er bekendt med, at der er en række rigtig gode og fine aktiviteter for hjemmeboende borgere med demens i ganske mange kommuner. Så det er jo ikke sådan, at der ikke foregår noget. Men lad os endelig se, om vi kan skaffe noget mere. Nu hører jeg også lidt, at det kunne være i forhold til antal og udbredelse af den mulighed, der er i serviceloven i dag, altså hvordan den finder anvendelse.

Fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Nu har vi jo taget hul på de indledende forhandlinger om en ny ældrelov. Vi har været inviteret til et orienteringsmøde, hvor vi blev præsenteret for det arbejde, som regeringen har sat i gang i forhold til de her arbejdsgrupper, som jo først skal afrapportere om meget, meget lang tid – altså på den anden side af sommerferien.

Men jeg vil egentlig gerne spørge ind til regeringens egen ambition. Jeg ved godt, til at der er nedsat de her arbejdsgrupper, men de er jo ikke nødvendigvis et udtryk for regeringens ambition. Hvad er regeringens ambition for demensområdet? Vi har en demenshandlingsplan, som skal fornyes. Vi skal kigge på, hvad vi kan gøre for at sikre, at både demente og deres pårørende i det hele taget får et bedre liv.

Hvad er det, som regeringen har med til det her blanke stykke papir, som vi jo har hørt italesat mange gange? Og jeg spørger ikke til arbejdsgruppernes arbejde, men jeg spørger til regeringens egen ambition for demensområdet.

Ministeren, værsgo.

Tak for det. Jeg taler måske lige en snas ved siden af beslutningsforslaget her, så derfor blot et kort svar på det, så vi ikke begynder at diskutere noget, vi ikke er samlet for lige nu.

Jeg mener, at vi skal tage det meget, meget alvorligt i forhold til den nye ældrelov og de nye bestemmelser – den nye centraliserede regulering, vi skal lave – at det har været et problem for ældreområdet i mange år, at vi har troet, at vi skulle detailstyre løsningerne herindefra, for det er ikke altid herindefra, de bedste idéer opstår. Det er heller ikke herinde, vi nødvendigvis har den bedste viden om hverdagen, altså dér, hvor medarbejderne og de ældre mødes.

Derfor er det jo ikke helt tilfældigt, at vi har vendt processen om, i forhold til hvad tidligere regeringer har gjort, hvor man har stået med sådan en konsulentrapport og på baggrund af den skulle lave handling og afbureaukratisering og forbedring af ældreområdet. Vi har vendt det rundt, så der faktisk nu sidder arbejdsgrupper med medarbejdere, med ledere, med pårørende, med borgere. Det betyder forhåbentlig, at der kommer langt bedre kvalitet ud af det, vi laver, og jo også, tror jeg, fokus på f.eks. sådan noget som pårørende på en måde, der ikke har været tidligere.

Jane Heitmann, værsgo.

Nu handlede mit spørgsmål jo sådan set ikke om ældreloven, selv om jeg tog afsæt i den; det handlede heller ikke om arbejdsgruppernes arbejde. Det handlede sådan set om regeringens egen tilgang til demensområdet, hvor vi jo i dag har et beslutningsforslag, der tager et lillebitte hjørne op af, hvad skal man sige, det store samlede hele. Så jeg prøver bare igen:

Hvad er regeringens ambition for hele demensområdet? Hvordan sikrer vi i fremtiden, at demente kan leve det liv, de selv har valgt? Hvordan sikrer vi, at hånden bliver holdt under de pårørende, så de ikke bliver trætte og slidte?

Ministeren, værsgo.

Igen vil jeg sige, at det er et meget, meget stort spørgsmål at skulle besvare i løbet af 30 sekunder under behandlingen af et meget konkret beslutningsforslag. Vi har jo i fællesskab i forrige reserveaftale forlænget demenshandleplanen de steder, hvor vi i fællesskab blev enige om, at der var behov for det. Derfor er det noget, vi både allerede har haft fokus på. Og som regering udmøntede vi kort før jul yderligere 40 mio. kr. sammen med finanslovspartierne – og tak for det – til indsatsen for et mere demensvenligt samfund. På den måde er indsatsen og kampen mod demens kampen for et værdigt liv for de mennesker, der rammes af demens; og gruppen af mennesker med demenssygdom er jo bred og drejer sig om ganske mange ting, som jeg meget gerne drøfter med ordføreren.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går i gang med ordførerrunden, og først er det fru Birgitte Vind, Socialdemokratiet.

Tak for det. Tak for ordet, og ikke mindst en stor tak til SF for at rejse en vigtig debat endnu en gang.

Alle har ret til et aktivt liv med mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter og mødes med venner og familie – uanset alder, uanset om man lider af en eller flere alvorlige sygdomme. Vores samfundsmodel handler jo netop om, at alle skal have mulighed for at være en del af fællesskabet. Det gælder selvfølgelig også borgere med demens.

Samlet set ved vi, at mere end 90.000 danskere lider af en demenssygdom, og vi ved, at det tal også vil vokse de kommende år, når vi bliver flere og flere ældre. Vi ved også, at det at kunne fortsætte sit liv med fritidsaktiviteter og sociale relationer har betydning for livet med demens – for borgeren, men ikke mindst også for de pårørende.

Så hvorfor overhovedet tvivle, om vi skal gøre ordningen i dag permanent i alle kommuner lige nu og her? Som jeg sagde før, lever vi danskere længere. Det er dejligt. Vi ved også, at vi i de kommende år bliver flere ældre. Vi håber alle sammen at blive ældre, og derfor er det også tvingende nødvendigt, at pengene følger med ud til alle kommuner, efterhånden som antallet af ældre vokser. Hvis ikke, kommer vi til at udhule velfærden og må smøre leverpostejen tyndere ud på brødet.

Alle jer her i salen ved det. Regeringen og støttepartierne har de første tre finanslove løftet kommunernes og regionernes økonomi med 8,6 mia. kr. og dermed kompenseret for det stigende antal ældre. Oven i det kommer så en lang række af de tiltag, som er sket med bl.a. finanslovene, som også er kommet borgere med demens til gode. Og på SSA-reserven har vi med et bredt flertal i Folketinget forlænget demenshandleplanen, som ellers stod til at udløbe ved udgangen af 2019. Det er alt sammen godt, men det er helt afgørende, at vi får lagt en bund under velfærden, og at vi dækker demografien – ellers vil alt andet, vi gør lige nu, være at lappe huller.

Det konkrete forslag om en transportordning til fritidsaktiviteter har vi den allerstørste sympati for. Det at komme ud, møde kendte ansigter og hygge sig med andre er utrolig vigtigt, når det handler om livskvalitet. Derfor er det også oplagt at se på, om vi kan gøre det nemmere og mere enkelt for personer med demens at få hjælp til at transportere sig til fritidsaktiviteter.

Når vi så alligevel ikke støtter forslaget nu, er det, fordi det handler om finansiering, og fordi vi ikke kender den præcise pris. Af forslaget fremgår det, at prisen vil være på 2-8 mio. kr. om året, men som forslagsstillerne også så fint er inde på, er der meget usikkerhed om det tal, fordi det netop er opgjort i en tid med corona, hvor der selvfølgelig har været mindre aktivitet. Så vi må regne med større brugerkørsel.

Jeg har også bemærket – jeg var en af dem, der så var inde at læse rapporten eller evalueringen – at tallene dækker over ret store forskelle kommunerne imellem på, hvad der egentlig har været af omkostninger. I en kommune har prisen været 115 kr. pr. tur; i en anden kommune har prisen været 649 kr. Kommunerne har valgt forskellige fremgangsmåder med hensyn til bestilling af ture, betaling af ture. Kommunerne har forskellig geografi, og i nogle kommuner er der store afstande i forhold til andre kommuner.

Så hvis kriterierne for befordringsordningen skal ændres, f.eks. med øget deltagelse af ledsagere, eller hvis der skal bevilges kørsel til andet end fritidsformål, så vil de samlede omkostninger for kommunerne naturligvis stige. Og det samme gælder, hvis vi udvider målgruppen til også at omfatte borgere med demens i en plejebolig.

Hvis vi derfor skal permanentgøre kørslen til fritidsaktiviteter, skal vi selvfølgelig sikre os, at vi får afsat den sum midler, som er nødvendig, og vi skal sikre os, at vi ikke kommer til at skabe for meget bureaukrati ude i kommunerne, som forhindrer hjælp til borgere med demens. Uanset hvor gerne vi vil, kan vi altså ikke være med til at udskrive en regning, som vi ikke kender størrelsen på lige nu; men jeg vil i hvert fald meget kraftigt opfordre til på Socialdemokratiets vegne, at vi arbejder videre med en beretningstekst. For det er et anerkendt problem, det er en vigtig problemstilling, SF rejser – og tak for det endnu en gang. Vi vil meget gerne se på, om der er noget, der kræver nye centrale løsninger, og vi skal selvfølgelig også i den forbindelse se på finansieringsdelen. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Tak for det. Da vi i tidernes morgen aftalte det her satspuljeprojekt, havde vi lige lavet en stor demenshandlingsplan, og en af målsætningerne her var, at 90 pct. af borgere med demens skulle have en diagnose. Det er jo et mål, som har været rigtig, rigtig svært at nå, men det lagde vi faktisk til grund for lige præcis det her projekt også, fordi det også ligesom kunne være med til at sige, at der faktisk er nogle muligheder, at der faktisk er nogle løsninger. Så det at have et aktivt liv kan beviseligt forsinke progressionen af den her meget alvorlige sygdom. Giver det ikke mening at gøre alt, hvad vi kan, for at forsinke progression af demens, når det er sådan, at vi ved, at vi samtidig også har ufattelig svært ved at rekruttere personale nok til at tage sig af de allermest sårbare fremadrettet?

Ordføreren.

Tak. Jeg kunne ikke være mere enig, og netop derfor lavede vi også det her forsøg i sin tid. Det er da også ulykkeligt, at vi ikke har kunnet komme det nærmere, kan man sige, altså at der ikke er flere borgere, der har kunnet benytte sig af det. Så jeg håber virkelig, at vi kan se på, hvad vi kan gøre fremadrettet, og jeg håber som sagt, at vi kan lande en fælles beretningstekst, som peger ind i fremtiden.

Kirsten Normann Andersen.

Men en af forklaringerne kan faktisk være, at der er så få borgere, der lader sig diagnosticere i tide og så tidligt, at de rent faktisk også selv kan få indflydelse på eget liv. Nu blev der jo afsat hele 40 mio. kr. til projektet, og det er det jo overhovedet ikke kommet i nærheden af at koste, selv om det blev udvidet til ti kommuner. Det var oprindelig nemlig kun fem. Kunne det ikke give mening at videreføre projektet i det mindste i forhold til de ti kommuner, indtil vi så har viden nok, hvis det er det, der er problemet med at få gjort det permanent?

Ordføreren.

Jeg er meget villig til at se på, hvad vi kan gøre nu og her. Nu skal vi udvalgsbehandle, og det ser jeg frem til, så lad os få debatten der og se, hvad der tegner sig af muligheder. Men det er også vigtigt, at vi får lavet nogle løsninger, som peger ind i fremtiden, og som kommunerne kan se sig selv i. Jeg tror faktisk, at den her debat er utrolig vigtig også for at være med til at skærpe opmærksomheden ude i kommunerne på, at de rent faktisk, som det er i dag, også kan hjælpe borgerne, som det er i serviceloven p.t.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren og går videre til næste ordfører, som er fru Jane Heitmann, Venstre.

Tak, formand. Først og fremmest tak til SF for at fremsætte et sympatisk forslag om en landsdækkende transportordning for fritidsaktiviteter for borgere med demens. En transportordning for vores demente giver mening, hvis man er på det hold, som mener, at man skal kunne leve det liv, man selv har valgt, hele livet, og det er umådelig vigtigt, at selv om man bliver ramt af en alvorlig diagnose som f.eks. demens, bør man have mulighed for at holde fast i den del af ens sociale liv, som man havde, før man blev syg. Vi ved, at demente borgere og deres pårørende er i højrisikogruppen for at opleve både isolation og ensomhed, og det må vi ikke lade ske, slet ikke når vi ved, at hver femte demensramte rent faktisk føler sig ensom.

Vi kender dem alle sammen, de udtalte demografiske udfordringer, som vi ser ind i, men flere ældre lever heldigvis gode, sunde og aktive ældreliv. Men der er også en stor gruppe, som vil leve liv med en eller flere kroniske sygdomme og i tillæg hertil vil opleve tab af fysiske, mentale og sociale kompetencer. Det anslås, at vi i Danmark har ca. 89.000 personer, som har demens, og tallet vil uden tvivl stige. Det betyder, at mange vil få sværere og sværere ved at opretholde den meningsfulde tilværelse, de havde engang – dengang, hvor man spillede backgammon med vennerne om onsdagen, tog på museum i weekenderne og selv kunne gå ned i det lokale supermarked og handle ind, helt fri og uden at være afhængig af nogen eller noget.

Med en demensdiagnose bliver meget sværere, og set i det lys er det afgørende vigtigt at opretholde et aktivt liv, hvor man mødes i stærke, forpligtende fællesskaber. Den livskvalitet og stimulering, der er forbundet med at have en aktiv tilværelse, hvor man dyrker sine relationer og deltager i aktiviteter, som stiller krav til både ens mentale og sociale evner, kan nemlig bidrage til at forsinke sygdommens fremskridt.

Jeg var oprigtig glad, da vi i 2018 landede en bred politisk aftale om satspuljemidler på ældreområdet for 2018-2021. Her blev vi nemlig enige om at afsætte 42,5 mio. kr. til en pulje til et forsøg med en befordringsordning til mennesker med en demensdiagnose, som samtidig bor i eget hjem. Med ordningen fik demensramte borgere mulighed for at blive transporteret, når de skulle besøge venner eller familie, foretage de daglige indkøb eller tage til koncert i weekenden, altså sådan set gøre alt det, som de kunne gøre, før de blev ramt af demens. Ordningen opfylder altså to ting, der er helt afgørende for os i Venstre, nemlig at borgeren får frihed til at leve det liv, borgeren selv har valgt, og samtidig løfter ordningen en del af den store omsorgsopgave, som pårørende til demente hver dag påtager sig, når de hopper ind i bilen og kører deres kære til fritidsaktiviteter.

Nu har befordringsordningen kørt i ti kommuner i perioden 2018-2021, og det ærgerlige er, at befordringsordningen løb af stablen under covid-19. Evalueringen viser, at det i gennemsnit er 10 pct. af målgruppen i de ti kommuner, der har benyttet sig af transportordningen, og det er svært at sige, hvad årsagerne er til den ringe tilslutning, om de bunder i covid-19-udfordringerne, manglende behov for kørsel af demensramte, begrænset kendskab til ordningen eller et aktivt fravalg.

Evalueringen peger på, at dem, der benytter transportordningen, har glæde af den. Flere oplever en følelse af frihed og selvstændighed ved selv at kunne besøge bekendte og tage til fritidstilbud, altså at gøre ting uden at være afhængig af andre. Der tegner sig et overordnet billede af, at ordningen bidrager til en øget trivsel blandt borgerne, aflastning af pårørende og bedre muligheder for, at demente kan leve et liv med fritidsaktiviteter og sociale relationer. Det mener vi i Venstre er meget positivt. Derfor ærgrer vi os også over, at vi ikke har et stærkere datagrundlag at bedømme satspuljeinitiativet på, for det skaber usikkerhed omkring resultaterne og ikke mindst økonomien. Det påpeges f.eks. i evalueringen i forhold til de omkostninger, der er forbundet med at gøre ordningen landsdækkende, at det vil koste mellem 2,3 og 8,2 mio. kr., og det nævnes samtidig, at det formentlig er underestimeret på grund af covid-19.

Under forsøget med transportordningen dækkede befordringspuljen udgifter til kørsel og ledsagelse, men ikke diverse udgifter til administration. Det betyder, at kommunerne selv har afholdt udgifter til at udsende spørgeskemaer og anden kommunikation til borgerne, til administration af ordningen, til visitationsordningen osv. Vi kender ikke det fulde omkostningsbillede til administration, idet det ikke har været et krav for kommunerne at opgøre omkostninger til administration under forsøgsordningen. Der er altså en række ubekendte, som vi med rimelighed må kunne forvente vi pålægger kommunerne ekstraudgifter for og en større administrativ byrde i forbindelse med, hvis det udelukkende er kørsel og ledsagelse, der finansieres af en landsdækkende ordning.

Vi fra Venstre ønsker altså et skarpere grundlag for finansieringsberegningerne, og vi håber, at vi kan blive enige om en fælles beretning, som vi kan arbejde videre på, og at vi eventuelt også kan se på de overskydende midler, og om vi kunne bruge dem.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så derfor går vi videre, og den næste ordfører, jeg ser i salen, er hr. Jakob Sølvhøj, Enhedslisten.

Tak. Det er et rigtig godt forslag, som SF her har fremsat. Det har ofte meget store konsekvenser både for den enkelte og for de pårørende, når en borger rammes af demens, og det bør derfor have en høj prioritet, at vi sikrer den nødvendige hjælp til borgerne og støtte til de pårørende. Der er brug for en bred vifte af indsatser på demensområdet, og det er ikke mindst vigtigt, at vi forebygger ensomhed og social isolation blandt borgerne, som fortsat bor i eget hjem. Det har stor betydning for borgernes livskvalitet, at de har mulighed for at komme ud, besøge familie og venner og benytte sig af kulturelle tilbud og deltage i fritidsaktiviteter – der er allerede nævnt en række andre eksempler af andre ordførere, som jeg ikke behøver at gentage – og skal det være muligt, kræver det jo, at der er hjælp til rådighed til at transportere sig. For mange vil det ikke være tilfældet. Der er jo masser af ældre borgere, som ikke har pårørende boende i deres umiddelbare nærhed, og der er også masser af ældre borgere, som ganske vist har deres pårørende boende lige om hjørnet eller i nærheden, men som til gengæld er i den situation, at deres pårørende faktisk har et arbejde, og at de derfor i sagens natur ikke kan stå til rådighed dagligt, når borgeren har behov for det.

Derfor er det jo rigtig godt, at der er lavet den her forsøgsordning – og jeg kan jo sige det, for vi har ikke været med til at lave den, da den er lavet under satspuljeordningen, hvor vi ikke deltog – og den har været gennemført i en halv snes kommuner, og det, man kan se af evalueringen, er, at borgerne er glade, at de pårørende er glade, at de er trygge ved ordningen, og generelt set konkluderes der i evalueringen, at det har haft en betydning i retning af, at der er væsentlig mere trivsel både blandt borgerne selv og blandt de mere trygge pårørende. Derfor giver det jo rigtig god mening at videreføre ordningen, og jeg vil jo også sige – og det er så ikke, fordi vi ikke har deltaget – at jeg synes, der er den samme svaghed i social-, sundheds- og arbejdsmarkedsreserven, som der er i satspuljen, når man gennemfører forsøg. Der kan man jo sige, at det er glimrende, at man ikke viderefører ordninger, hvis forsøget viser, at det er noget, borgeren ikke kan anvende, men at det derimod ikke giver ret meget mening, at vi bruger store offentlige midler på forsøgsordninger og vi så konkluderer, at det godt nok var en rigtig god idé, at alle er glade, og at vi derfor ikke viderefører det. Så vi har altså regulært et problem ved ikke at videreføre det her.

Jeg har noteret mig, at der er en diskussion omkring finansieringen. Altså, man kan både spørge, hvor godt et finansieringsgrundlag det er at henvise til råderummet – det er ikke, fordi vi ikke gerne bruger penge fra råderummet – og jeg har også noteret mig, at ministeren og også andre ordførere har nævnt, at der kan være en usikkerhed omkring omkostningerne, og det er vel fair nok. Dog vil jeg sige, at det også er lidt skidt, at vi får lavet evalueringer, og at vi, når evalueringen så viser, at det nok koster 2-8 mio. kr., så siger, at nej, det passer nok ikke. Men det er altså bare for at nævne, at det kan virke fjollet, og at vi i hvert fald skal passe på med at bruge alt for mange penge på evalueringer, hvis vi ikke helt tror på det, der kommer ud af dem.

Men når det så er sagt, er det jo også fair nok – fru Jane Heitmann påpegede det også i sin ordførertale – at der kan være usikkerheder forbundet med, at der er så få borgere, der har brugt ordningen, fordi der har været covid-19 osv. Det korte af det lange er, at vi er med på, at der er brug for at diskutere en finansiering af det her, men jeg vil altså også sige, at jeg, hvis vi gennemfører forsøg af den her karakter, som borgerne og deres pårørende er utrolig glade for, og hvor vi må sige, at det er en succes, og vi så ikke finder en vej til at videreføre det, så synes, at det kommer til at fremstå ualmindelig klodset. Det må i hvert fald bringe en overvejelse med sig om, hvor meget mening det giver med mange af de forsøg, vi gennemfører, også under den nye ordning under social-, sundheds- og arbejdsmarkedsreserven.

Så det korte af det lange er, at vi synes, det er et godt forslag, og at vi gerne støtter det, men vi har det forbehold, at det forudsætter, at vi finder en løsning på finansieringen, og det håber jeg vi kan gøre i udvalgsarbejdet. Og jeg skal viderebringe en hilsen fra Radikale Venstre, som har et tilsvarende forbehold. Jeg forstår det sådan, at de ligesom vi synes, det er et godt forslag, men at der er et forbehold over for finansieringen, hvorfor De Radikale heller ikke umiddelbart kan støtte forslaget. Men det er altså et rigtig godt forslag, og lad os da for søren i udvalget finde en løsning på det her, så vi enten kan brede ordningen ud, eller at vi som minimum, som jeg allerede har hørt forslagsstillerne nævne, kan finde en ordning, hvor vi kan videreføre forsøget inden for den ramme, der er til overs.

Tak for det, og tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Og det betyder, at vi går videre til fru Mette Abildgaard, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Tusind tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg tror, alle, der i løbet af enten deres arbejdsliv eller deres privatliv har stiftet bekendtskab med mennesker med demens, er fuldstændig klar over, at det er en særligt sårbar gruppe, som på mange måder kræver, at vi som omgivelser og at vi som samfund giver den ekstra opmærksomhed og giver den hjælpende hånd, der skal til, for at man kan få en hverdag stykket sammen, hvor man stadig væk kommer ud, hvor man stadig væk har et aktivt liv, med alle de udfordringer, der nu ligger i det, når man har fået en demensdiagnose, for det er ikke så ligetil. Det er ikke så ligetil at transportere sig selv ud til de aktiviteter, man gerne vil deltage i, eller til den familie eller de venner, man gerne vil på besøg hos. Og derfor har jeg enormt meget sympati for det her forslag.

Der er også noget helt grundlæggende politisk i det, som jeg også synes hr. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten var meget, meget fint inde på, nemlig det her med, hvorfor vi laver forsøgsordninger. Det er nogle gange sådan en nem ting som politiker at ty til. Så kan man altid gå tilbage og sige: Jamen vi har fået en forsøgsordning igennem. Man bruger en formue på at evaluere det, nærmest flere penge, end hvad selve initiativet har kostet, og så er det klart, at så står man på den anden side og skal ligesom træffe beslutning om, om det her skal udbredes til resten af landet. Og der er der noget helt grundlæggende substantielt i, at når der nu er lavet en god evaluering, som peger på, hvilke positive effekter det her har haft, ja, så vil det oplagte også være at udbrede det, og det har jeg også stor sympati for, og det er ikke mange penge. Så er det rigtigt, at der er usikkerhed i forhold til det her med finansiering, men jeg tænker jo dog også, at når man har lavet den her evaluering i forhold til finansiering, har man der haft et blik for den særlige periode, der har været der fra 2018-2021, hvor forsøgsordningen har været, i forhold til besøgs-/aktivitetsniveauet osv. i samfundet.

Vi Konservative har jo i mange år været ret begejstret for den her tanke omkring klippekortsordningen, og i virkeligheden ville jeg jo nok hellere have sådan noget som det her dækket ind under en klippekortsordning. I det finanslovsudspil, vi præsenterede, afsatte vi 650 mio. kr. til at fordoble klippekortsordningen, så det ikke alene er til en halv time, men til en hel time man har ret til også at udvide målgruppen, der har adgang, så det også vil gælde eksempelvis hjemmeboende med demens. Så man får muligheden for at prioritere tiden på det, der har betydning for en selv, som for nogle ville være det at komme ud og få ledsagelse til transport, komme ud med hvad det medfører, og for andre ville værdien bestå i aktivitet i hjemmet, som kan medføre noget livskvalitet og have noget betydning for den enkelte. Og vi kan godt lide tanken om klippekortsmodellen, fordi vi synes, der ligger noget frihed i det.

Vi er sådan set positive over for det her beslutningsforslag. Så må vi se, hvordan vi får det landet i udvalget, og om vi kan få skabt en tryghed i forhold til den usikkerhed, der er rejst i forhold til økonomien. Men vi har meget stor sympati for det her forslag. Og skulle SF ikke få det igennem i det her format, er det jo altid noget, man kan tage videre til nogle finanslovsforhandlinger, der venter, tænker jeg, senere på året. Men tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Klippekort? Der, hvor jeg kommer fra, afskaffede man alle klippekortene i den kollektive trafik for år tilbage, så det er sådan lidt underligt at bringe det op igen, og jeg ved godt, at det er et andet klippekort, fru Mette Abildgaard henviser til her.

Men forslaget er faktisk en tro kopi af det tilbud, som allerede gælder i forhold til borgere med fysisk handicap. Det er muligheden for at kunne ringe og sige, at man har brug for at blive transporteret forskellige steder hen, og for ikke selv at risikere at fare vild i billetsystemer og køreplaner og alt muligt andet får man den samme ordning, som gælder for borgere med fysisk handicap. Er det ikke begrænsende i sig selv, hvis man skulle omsætte det til et klippekort, hvor man har ret til en halv eller en hel times hjælp, hvor ofte det nu måtte være? Det er jo en noget anderledes løsning, må man sige, end det, der ligger i forslaget her.

Ordføreren.

Helt grundlæggende handler det jo om at give mennesker selvbestemmelse og give folk indflydelse på deres eget liv og på deres egen hverdag, og jeg anerkender, at det ikke en til en er det samme, og at man ikke nødvendigvis ville kunne dække det her hundrede procent ind under en klippekortsordning. Det er bare for at sige, at i det finanslovsudspil, vi har lavet, har vi prioriteret klippekortsordningen med den selvbestemmelse, vi synes der ligger i det, som er meget, meget værdifuld for den enkelte borger.

Jeg anerkender, at de mennesker, som vil varetage opgaven med den transportordning, der lægges op til her, også skal have nogle særlige kompetencer osv. Det er bare for at sige: Det er den model, vi har valgt i vores finanslovsudspil. Jeg har sådan set meget sympati for det; jeg kan sagtens se formålet med det, også fordi det er et beskedent beløb, der er tale om.

Kirsten Normann Andersen.

Jeg tror jo, at der er rigtig mange af os, der har prøvet at have pårørende, som også bruger rigtig meget tid på hjælp til transport i alle mulige forskellige afskygninger, men et af de her gode eksempler i den her evalueringsrapport er jo netop manden, som er i stand til at transportere sig selv ud til sin datter, der står klar med en hyggelig sommermiddag sammen med gode venner, og som også bliver transporteret hjem igen, og hvor alle kan være trygge ved, at der er hjælp til at få låst døre og få låst op igen. Det er jo en noget anderledes løsning end det, som fru Mette Abildgaard foreslår her.

Ordføreren, værsgo.

Jeg ved ikke, om fru Kirsten Normann Andersen og jeg taler lidt forbi hinanden, for jeg tror, fru Kirsten Normann Andersen tillægger mig et forslag, som jeg egentlig ikke har rejst. Jeg påpeger bare, hvordan vi har prioriteret i Det Konservative Folkepartis udspil i forhold til at øge borgernes selvbestemmelse. Jeg er klar over, at der er mange pårørende til demensramte, som påtager sig en meget stor opgave i forhold til ledsagelse osv. Så vi har sådan set meget stor sympati for det her forslag og anerkender den meget gode evaluering, der ligger. Så vi går konstruktivt ind i udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå videre til fru Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte det her forslag og dermed give anledning til, at vi kan have en drøftelse af forholdene for personer ramt af demens.

Demens er jo en meget barsk sygdom, både for dem, der rammes, men også for de pårørende. Det er noget, der bliver drøftet meget, og det er helt, helt rimeligt, at det netop også bliver drøftet i forhold til de pårørende, der oplever, hvordan den person, de har kendt hele deres liv, svinder hen, måske ændrer personlighed og til sidst ikke kan genkende sine nærmeste. Det er meget, meget trist, og derfor skal vi fra vores side gøre alt, hvad vi kan, for at gøre tilværelsen så god og tålelig for den, der har fået en demensdiagnose, og hjælpe de pårørende bedst muligt gennem de udfordringer, der følger af at være tæt forbundet med en person, der rammes af demens.

SF har foreslået at implementere en landsdækkende transportordning til fritidsaktiviteter for borgere, der lider af demens. Det er et meget sympatisk forslag. Selvfølgelig er der nogle spørgsmål, som man ikke umiddelbart kan få svar på i beslutningsforslaget: Hvem skal stå for det? Er det kommunerne? Er det, som det umiddelbart fremstår i forslaget, en national ordning? I sidste tilfælde er det jo en ret uprøvet model. Det står ikke helt klart, men det er selvfølgelig noget, vi kan tage en positiv drøftelse af. Hovedsagen er, at der kommer gang i det.

I Dansk Folkeparti har vi altid forsøgt at prioritere de ældres trivsel højt. Man skal have en værdighedspolitik, midler imod ensomhed, og vi har forbedret de økonomiske forhold. Det, jeg egentlig synes har været bedst, er den såkaldte klippekortordning, der betyder, at ældre, der er visiteret til hjemmehjælp, herunder beboere på plejehjem, har ret til en halv times ekstra hjælp ugentligt, som man frit kan disponere over. De fleste kommuner har stadig ordningen, selv om nogle desværre brugte bevillingens overgang til det kommunale bloktilskud til at afskaffe eller reducere ordningen.

Det er for Dansk Folkeparti en mulighed både at se på klippekortordningen, se på reglerne om individuel transport og naturligvis nærværende forslag i forhold til at øge livskvaliteten for personer, der lever med demens. Fordelen ved klippekortordningen er selvfølgelig, at hvis den ældre plejekrævende selv kan disponere over sin tid, kan vedkommende jo helt selv beslutte, hvad tiden skal bruges til uden de rammer, der ligger i det nuværende forslag. Men jeg vil bestemt ikke afvise SF's forslag, og jeg er glad for, at vi får diskussionen. Så SF skal simpelt hen bare have tak.

Og vi siger også tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi går videre til fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Jeg vil egentlig også starte med at sige tak til SF for at fremsætte det her forslag, så vi om ikke andet kan få drøftet, hvad det er, der er en værdig ældrepleje og en værdig pleje af de mennesker, som desværre rammes af demens. Som der tidligere er sagt her fra talerstolen, tror jeg vi alle sammen har stiftet bekendtskab med den meget, meget frygtelige sygdom demens, som jo, når man bliver ramt, bl.a. kan medføre det her med, at man simpelt hen ændrer personlighed og ikke kan genkende sine kære – altså alle de her forskellige ting, som også rammer de pårørende rigtig, rigtig hårdt. Hvor man før måske har haft et ganske normalt og aktivt liv – deltaget i en masse aktiviteter, haft et socialt liv, set sin familie og sine venner, rejst og lavet alle de ting, som jeg tror vi alle sammen nok er enige om bidrager til at give livet værdi og mening – kan man opleve, at det lige pludselig falder fra hinanden, fordi man ikke alene bliver ældre, men også rammes af en demenssygdom.

Jeg kunne godt tænke mig at få svar på et spørgsmål, som jeg også stillede til ministeren før, nemlig i forhold til hvorfor kommunerne ikke allerede i dag bruger den her mulighed. Men i Nye Borgerlige mener vi jo helt grundlæggende, at vi skal kigge helt anderledes på bl.a. ældreområdet, fordi vi ønsker, at pengene skal følge den enkelte ældre. Man skal have lov til at bestemme i eget liv, også når man bliver ældre, for vi mener sådan set ikke, at man skal have andre rettigheder, man skal ikke have dårligere rettigheder og dårligere muligheder for at leve sit liv, når man bliver ældre.

Det er klart, at når man bliver ældre, så er der også nogle ting, som man er mere udfordret på, og det kunne f.eks. være at komme ud af huset, besøge venner og familie osv. – også hvis de bor lidt længere væk. Så det lyder positivt, at der måske bliver landet en beretning i udvalget. Vi glæder os til at få svar på de spørgsmål, der er i forhold til, hvorfor kommunerne ikke bruger det i dag, men i Nye Borgerlige vil vi også gerne decentralisere. Og når vi taler decentralisering, taler vi ikke om at decentralisere ud i kommunerne; så taler vi om at decentralisere helt ud til de enkelte institutioner og ud til den enkelte dansker. Og der ville vores ældrepolitik, som vi har formuleret meget højt og tydeligt, i hvert fald være rigtig, rigtig god her, fordi pengene så ville følge den enkelte ældre en til en. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, og det betyder, at vi er kommet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Kirsten Normann Andersen, SF.

Mange tak for det, og også tak for de positive tilkendegivelser i forhold til forslaget om at sikre transport til borgere med demens – et forslag, som jeg selv synes er vanvittig vigtigt. Da jeg i tidernes morgen havde forslaget med til en satspuljeforhandling, gjorde to ting sig gældende: Jeg havde netop deltaget i et seminar sammen med borgere med alzheimer, og en kvinde forklarede, hvordan demensdiagnosen havde medført, at hun havde mistet sit kørekort. Hvis hun stadig væk skulle have et aktivt liv så længe som muligt, var hun i fremtiden nødt til at orientere sig om billetsystemer, køreplaner, stoppesteder osv., men allerede første gang hun prøvede kræfter med den kollektive trafik, gik hun i panik. Hun kunne ganske enkelt ikke orientere sig og vidste ikke, hvor hun skulle stå af, så hun opgav og var nu afhængig af, at andre skulle hente og bringe hende, når hun skulle ud. Hun ønskede sig derfor en kørselsordning som den, der gælder for borgere med fysisk handicap – hverken mere eller mindre – for hendes sygdom var også blevet et handicap, som bare forhindrede hende i at gøre det, som hun gerne ville.

Vi havde i øvrigt lige før aftalt en demenshandlingsplan – en plan, hvor vi også havde en målsætning om, at 90 pct. af alle borgere med demens også skulle have en diagnose. Tidlig diagnosticering giver rigtig god mening, fordi det giver mulighed for en tidlig, forebyggende indsats, hvor patienten selv kan få indflydelse på det liv, der venter, når sygdommen udvikler sig, men hvis diagnosen alene opleves som en begrænsning, som når man f.eks. mister sit kørekort, eller hvis man ikke får mulighed for at holde sig i gang med sociale aktiviteter, forstår man vel egentlig godt, at der er nogle patienter, der udskyder tidspunktet for, hvornår man skal have stillet den her diagnose.

Jeg var virkelig glad for, at vi kunne aftale forsøgsordningen dengang. Vi afsatte 40 mio. kr., i første omgang til fem kommuner, det blev senere udvidet til ti kommuner, men det dyreste ved projektet har vist nærmest været evalueringen. Til gengæld er der kun gode erfaringer med projektet, siger evalueringen. Både borgere, pårørende, de ansatte og chaufførerne fortæller samstemmende, hvor livsbekræftende det er, at man nu kan sikre borgere med demens en tryg transport. Og som sagt kom projektet ikke i nærheden af at koste de 40 mio. kr.; evalueringen skønner, at ordningen kan rulles ud til hele landet for en pris på mellem 2,3 mio. og 8,2 mio. kr. Jeg har noteret mig, at ministeren tager forbehold for en del af forsøget, fordi en del af forsøgsperioden også var ramt af corona, og det siger konsulentrapporten sådan set også selv, selv om det indledningsvis konkluderes, at man godt kan lave den her evaluering, selv om forsøgsperioden rammer corona. Men det betyder også, at hvis evalueringen ikke er brugbar, som den er nu, skulle vi måske have forlænget forsøgsperioden i stedet for. Det har jeg også allerede spurgt ministeren ind til, og det ville være mit forslag også i udvalgsbehandlingen efterfølgende, at hvis datagrundlaget lige nu ikke er tilstrækkeligt til, at man kan lave en ordentlig prisberegning, kunne det måske give mening, at man i stedet for forlængede perioden og på den måde fandt ud af, hvad det så koster at udbrede den her ordning til hele landet.

Det giver i hvert fald ikke mening, som Enhedslisten også påpegede, at man igangsætter et forsøg og bruger penge på evaluering og så konkluderer, at det er en rigtig god idé, og derfor vil vi så ikke fortsætte med det. Det tror jeg heller ikke der er nogen her i Folketinget der synes. Så jeg tænker, at det rigtig fint giver mening at tage drøftelsen i udvalget af, hvordan projektet kan videreføres, eventuelt som en forlænget forsøgsordning, eller hvad der skal til, for at projektet kan udbredes i hele landet. Det er i hvert fald en hjertesag for mig, at vi har rigtig gode tilbud til borgere med demens, så det måske i fremtiden kunne give mening at få den her diagnose i tide, fordi det er blevet tydeligt for borgere med en mulig demensdiagnose, at vi som samfund har nogle gode muligheder for at forebygge den forfærdelige progression, som jo altså også er en følgevirkning af en demenssygdom.

Så tak for den meget fine modtagelse i dag, og vi kommer til at drøfte det videre i udvalget.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Social- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.