B 23 Forslag til folketingsbeslutning om oprydning af generationsforureninger.

Udvalg: Miljø- og Fødevareudvalget
Samling: 2020-21
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 07-10-2020

Fremsat: 07-10-2020

Fremsat den 7. oktober 2020 af Jacob Jensen (V), Erling Bonnesen (V), Kristian Jensen (V), Anni Matthiesen (V), Ellen Trane Nørby (V), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Christian Schmidt (V)

20201_b23_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 7. oktober 2020 af Jacob Jensen (V), Erling Bonnesen (V), Kristian Jensen (V), Anni Matthiesen (V), Ellen Trane Nørby (V), Torsten Schack Pedersen (V) og Hans Christian Schmidt (V)

Forslag til folketingsbeslutning

om oprydning af generationsforureninger

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2020 at finansiere og igangsætte første fase af oprydningen af de ti generationsforureninger med udgangspunkt i regionernes prioritering og at fremsætte en konkret plan, så oprydningen kan være håndteret inden for de kommende 10 år.

Bemærkninger til forslaget

I Danmark eksisterer ti såkaldte generationsforureninger, som er en fællesbetegnelse for de jordforureningssager, hvor håndteringen af risikoen fremadrettet vurderes at koste mere end 50 mio. kr., og som samtidig udgør en risiko for et af de offentlige indsatsområder, der er beskrevet i jordforureningsloven (»En samlet plan for generationsforureninger«, Danske Regioner, marts 2020). En anden fællesnævner er, at de vil udgøre et problem i mange generationer fremover, hvis der ikke bliver gjort noget ved dem.

De ti generationsforureninger kan udgøre en trussel mod grundvandet, naturen og sundheden i de pågældende områder. Oprydningen er en presserende opgave, som regionerne i udgangspunktet har ansvaret for, men opgavens omfang taget i betragtning kræver det også en national medvirken, hvis det skal lykkes at løse den. Folketinget anerkender og påskønner regionernes indsats for at levere en samlet plan for oprydning efter generationsforureningerne. Der er tale om omkostningstunge forureninger, som regionerne ikke kan håndtere inden for de nuværende bevillinger. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg G (F 58 forespørgsel, V 84 forslag til vedtagelse), tillæg F (F 58, møde 121, kl. 10:00).

Danske Regioner anslår, at udgifterne til oprensning af alle generationsforureningerne vil koste cirka 2,7 mia. kr. (»En samlet plan for generationsforureninger«, Danske Regioner, marts 2020). Forslagsstillerne foreslår at afsætte 250 mio. kr. på finansloven for 2021 til opstart af fase 1.

Første fase i Danske Regioners plan for oprydningen, der omhandler oprensning af forureningerne ved Høfde 42, ved Cheminovas gamle fabriksgrund, i Kærgård Klitplantage og på Himmark Strand, koster 659 mio. kr. ud over de 81 mio. kr., som allerede er bevilget (»En samlet plan for generationsforureninger«, Danske Regioner, marts 2020).

Det er afgørende, at der sikres en ekstra og adskilt bevilling, sådan at den nuværende finansiering af jordforureningsområdet målrettes indsatsen til beskyttelse af grundvand, natur og sundhed fra de mange mindre jordforureninger, som også kræver en hurtig indsats. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg G (F 58 forespørgsel, V 84 forslag til vedtagelse), tillæg F (F 58, møde 121, kl. 10:00).

Forslagsstillerne noterer sig, at oprydning af generationsforureninger lader til at være et vigtigt område for regeringen. Det er blandt andet nævnt i det såkaldte forståelsespapir som en prioritet. Folketingets partier - herunder Venstre - har flere gange stillet udvalgsspørgsmål og indkaldt den socialdemokratiske miljøminister i samråd. I juni 2020 pålagde Folketinget regeringen at arbejde for hurtigst muligt at finde nødvendig finansiering til oprydning af generationsforureninger med udgangspunkt i regionernes faglige prioritering. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2019-20, tillæg G (F 58 forespørgsel, V 84 forslag til vedtagelse), tillæg F (F 58, møde 121, kl. 10:00). På trods af at et enigt folketing stemte for forslaget, har regeringen endnu ikke handlet. Forslagsstillerne mener, at det er dybt problematisk, at regeringen ikke lever op til sin demokratiske pligt, når et enigt Folketing i juni 2020 har pålagt regeringen at handle. Derfor påtager Venstre som det største oppositionsparti sig nu den rolle at pålægge regeringen at yde problematikken yderligere opmærksomhed.

Skriftlig fremsættelse

Jacob Jensen (V):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om oprydning af generationsforureninger.

(Beslutningsforslag nr. B 23)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.