B 178 Forslag til folketingsbeslutning om at erstatte su med elevløn under fængselsbetjentelevers skoleperioder.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2020-21
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 25-05-2021

Beretning afgivet af Retsudvalget den 25. maj 2021 (omtryk)

20201_b178_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Retsudvalget den 25. maj 2021

1. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Javnaðarflokkurin og Sikandar Siddique (UFG)

Et flertal i udvalget (S, SF, EL, RV, IA, SIU, JF og Sikandar Siddique (UFG)) konstaterer, at der blandt Folketingets partier er bred opbakning til intentionen om at styrke rekrutteringen og fastholdelsen på fængselsbetjentuddannelsen, og at det skal gøres mere attraktivt at uddanne sig til fængselsbetjent. Flertallet er endvidere positivt stemt over for forslaget om at indføre løn under uddannelse for fængselsbetjentelever i skoleperioden og er enig om, at forslaget skal drøftes i forbindelse med de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen, som forventes at finde sted til efteråret 2021, da der herved bliver mulighed for at tænke på tværs af områder, så der sikres de bedste løsninger for kriminalforsorgen.

Venstre og Det Konservative Folkeparti

Et mindretal i udvalget (V og KF) tilslutter sig intentionen med forslaget om at styrke rekrutteringen og fastholdelsen på fængselsbetjentuddannelsen, og at det skal gøres mere attraktivt at uddanne sig til fængselsbetjent. Nogle af de nuværende arbejdsvilkår for fængselsbetjente er bestemt ikke attraktive eller acceptable, f.eks. vold og trusler fra indsatte mod fængselsbetjentene, og det kan forståeligt afholde folk fra faget. Mindretallet bakker derfor fuldt ud op om, at der meget snart skal findes løsninger for kriminalforsorgen, men mindretallet finder samtidig, at det er vigtigt, at alle aspekter og konkrete initiativer belyses grundigt, og det kan med fordel drøftes i forbindelse med de kommende forhandlinger om en ny flerårsaftale for kriminalforsorgen, ligesom mindretallet også lægger afgørende vægt på, at finansieringen af de foreslåede løsninger er på plads. Mindretallet ser frem til forhandlingerne, som forventes at finde sted i efteråret 2021, så vi i fællesskab kan sikre de bedste løsninger for kriminalforsorgen.

Liberal Alliance, Alternativet og Sambandsflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 2. marts 2021 og var til 1. behandling den 20. april 2021. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 2 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 1 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Morten Dahlin

udvalgsformand