Jeg går ud fra, at spørgsmålet udspringer af sagen om en ung mand, som har måttet vente 40 uger på at få en ny kørestol, fordi han er vokset ud af sin gamle, en sag, som jeg i hvert fald også debatterede her i salen forrige onsdag, godt nok med et andet folketingsmedlem end spørgeren, men som jeg er glad for at vi nu får lejlighed til at have en dialog om igen her i salen. For det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at man skal vente så længe på et uundværligt hjælpemiddel i sager, hvor man må sige, at kommunen i forvejen kender borgerens hjælpebehov, funktionsniveau, og det kan heller ikke overraske en kommune, at en 15-årig dreng er større, end han var, da han var 12 år, og at han på et tidspunkt vokser ud af sin kørestol.
Derfor vil jeg også sige tak for at bringe problemstillingen op fra en lidt anden vinkel end den, vi havde, da vi drøftede det her i sidste uge, for det er jo ikke alene vigtigt, at man ikke skal vente længe på et nødvendigt hjælpemiddel, men det er også vigtigt, at forskellen i den hjælp, mennesker med handicap får, ikke bliver for stor på tværs af kommunegrænser. Jeg tror, det er det, som Danske Handicaporganisationer kalder postnummerbingo eller postnummerlotteri, og det skal vi ikke have. Uanset hvor man bor i landet, skal man have hjælp, når man har brug for den, og tildelingen af hjælp må altså aldrig afhænge af, hvilket postnummer man har.
Lokalpolitikerne – det vil spørgeren jo også vide – kan inden for lovens rammer prioritere forskelligt fra kommune til kommune. Det giver muligheder for, at de kommunale budgetter kan tilpasses efter lokale behov og ønsker, men borgernes behov skal altid være i centrum, og forskellene må ikke blive for store på tværs af landet. Det kræver bl.a., at kommunerne påtager sig deres ansvar for at sagsbehandle og træffe afgørelse så hurtigt som muligt.
Vi er allerede i fuld gang med at give kommunerne bedre mulighed for at prioritere handicapområdet ved at give hele velfærdsområdet et tiltrængt økonomisk løft. Det gjorde vi med sidste års økonomiaftaler, det største løft i mange år, og det blev efterfulgt af en finanslov, der også løftede den borgernære velfærd. Det betyder ikke, at vi er i mål. Jeg anerkender, at det – udover at kommunalpolitikerne skal prioritere området – også kræver, at vi gør noget mere fra landspolitisk side. Derfor vil jeg også som led i regeringens arbejde med at styrke retssikkerheden se på mulighederne for både at nedbringe og ensrette sagsbehandlingstiderne på handicapområdet.