Spørgeren og jeg havde jo også et forløb i sidste uge omkring netop de her billeder, som jeg også havde set og reageret på, fordi der jo netop var mange mennesker samlet, også uden at holde den afstand, som vi alle sammen er blevet pålagt. I forlængelse af vores spørgsmål-svar-session i sidste uge fik vi jo fulgt op på det, og vi har også haft en dialog på ordførermødet, hvor det stod klart, at det er de samme retningslinjer, ligesom jeg gav udtryk for i sidste uge, der gælder for de kristne kirker og for muslimer, også i forhold til bisættelser og begravelser, der foregår udenfor.
Det, som jeg har spurgt meget ind til, har netop været, hvordan vi så har fået kommunikeret den her lighed, altså at den her mulighed var der, og det er blevet kommunikeret, men jeg har givet udtryk for, at retningslinjerne skulle rettes, og har også fået bekræftet her i løbet af dagen i dag, at retningslinjerne er blevet rettet på www.coronasmitte.dk, således at det nu står endnu tydeligere, at den her mulighed altså også er der for folkekirken.
Jeg har selvfølgelig også spurgt til, om der i den kontinuerlige dialog, der har været både blandt folkekirkens coronaenhed, men også mellem folkekirkens aktører og ministeriet, har været mange spørgsmål til det her, og der er tilbagemeldingen til mig, at det ikke har været det, folk har været mest optaget af. I den kristne folkekirke har vi jo ikke samme tradition som muslimerne for at have begravelser udenfor; der er vi inde i kirken, der er vi derinde, hvor vi modtager det glade budskab, men også kommer og hjælper og støtter hinanden, når livet er hårdt og slutter. Så det, der primært har været fokus på, har netop været muligheden for at få så mange som muligt med til de begravelser, man ønskede foregik inde i kirkens rum.
Så der har simpelt hen ikke været det her ønske. Det, der så har været af spørgsmål til os, har været til begravelsesfølget, altså muligheden for, at man efter det kristne begravelsesritual inde i kirken kunne få flere til at støde til udenfor. Der er heller ikke nogen begrænsning på begravelsesfølget, og det har været tydeliggjort over for flere folkekirker, og det ved jeg også at der er flere der har benyttet sig af. Det har der også været offentlige reaktioner på, altså hvordan det kunne lade sig gøre, men det er altså, fordi vi selv i den her alvorlige tid har ønsket at give mulighed for, at flest mulige kunne sige ordentligt farvel.